Kan svin lide perler, hvis de er ægte?

Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle være blevet inde i husvognen, kærtegne strengene med buen og lokke de helt rigtige toner frem. Jeg har drømt om at spille for folk, spille så de lytter og forstår at verden er et sammensurium af følelser og lyde – og at man må have alle toner med for at kunne sanse skønheden. Nej, det lyder så dumt, men hvordan skal jeg ellers udtrykke det? Jeg har ikke ordene i min magt; jeg vil bare spille.
Jeg blev så glad, da jeg blev spurgt, om jeg ville spille på det store marked, hvor alle slags mennesker kommer. Tænk at jeg – Billy, en fattig knøs på nitten år – skal spille hvor også gøglere og andre optræder

Der har allerede været andre inde mellem folk. Og lige nu er der en kvinde, der svajer og vrikker, mens en ranglet knægt klimprer på en lyre og en tyk mand kvækker som en frø. Er det et pjattet klovnenummer eller skal det forstille dans, musik og sang? Kvinden stopper. Hendes stribede skørt klæber mod tykke lår. Hun siger noget, jeg ikke kan høre. Der er uro.
Mit hjerte tror det skal slå på tromme, og sveden koger på min pande.
Der er så mange mennesker. De sidder på bænkene, de sidder på stakitter og gærder, de står på græsset.
Hvorfor er de kommet? For at gøre en god handel her hvor der er mange boder, der bugner? For at lade sig underholde? Eller for at lave ballade? Det summer. Det koger.
“Buuh!“ råber en eller anden og flere gentager det, så det bliver et kor af utilfredshed.
Nu må de uheldige optrædende stoppe og gå til deres telt eller husvogn. De må finde sig en anden næringsvej eller øve sig mere.
Jeg vil lukke døren. Det er ikke min tur endnu. Jeg kan nå at øve på melodien.
“ Oh se nu so-o- len -der var- var- mere vio – len. “ kvækker den fede mand.
Det lyder frygteligt. Kvinden lægger en hånd på hans overarm. Et æbleskrog kommer flyvende og rammer hende i øjet.
“Skrub så af,” hyler en grov stemme. Flere ting flyver gennem luften. “Der er ingen grund til at kaste perler for svin!” skingrer kvindens stemme – så skarpt at den borer sig ind i mine ører som en syl.
Så fatter både manden og drengen, at folk ikke kan lide deres optræden. De trækker sig baglæns. Nogle mænd i vadmelsklæder trænger sig frem mod dem. Trekløveret vender sig, men der er også folk bag dem og så – så vender de sig igen. Der er blod i drengens ansigt. Der er sten i luften.
Jeg vil lukke døren. Smække den i. Låse den. Og blive der.
Jeg skal ikke nyde noget af at optræde for den flok svin.
I deres dumme ører lyder mine toner sikkert som larm – og de tåler kun, hvad de er vant til; lystig spillemandsmusik og snørklede sladderviser.
De larmer.
Få spage stemmer råber at de skal lade de tre være. Som små pip rammer deres bønner den vrede mængde – og preller af.
Det er en rædsom, en skrækindjagende og fascinerende melodi.
Døren er stadig åben.
Men bag mig råber min violin.
Jeg vender mig rundt, griber mit instrument og min bue.
De små pip er nemme at lokke frem. Bruset af had vil ikke helt frem. Min stakkels violin hyler som en såret kat.
Nu er det mig folk vender sig mod.
De lurer. Nogle peger. Stemmer forstummer, Kastearme sænkes tøvende.
Et øjeblik er der næsten helt stille.
Det nu ret ynkelige trekløver, lusker mod mig. De aner en åbning. Nu kan jeg prøve at kaste perler for svin.
Og de slipper væk, slipper gennem mængden, der nu står tæt omkring mig.
“Din violin er jo syg, knægt,” er der en, der råber.
Men jeg er fuld af toner.
Jeg spiller. Spiller.
Og stopper først, da tonerne har fortalt om håbefulde stakler uden talent, om overdrevne reaktioner, om min egen angst og om så meget.
Der er stille, Nogle har blanke øjne.
Så klapper de. Klapper som gale.

Reklamer

Skjult i et tæppe

De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrede på ham. Det lille ansigt var stribet af gamle tårer og barnet rakte bønfaldende sine hænder frem mod ham. Han ilede frem mod barnet, klar til at tage det i sine arme og bære det væk.

Men et tæppe dalede ned omkring ham. Han kunne intet se. Puffede til tæppet. Slog til det. Men det svøbte sig blot tættere om ham

Det kærtegnede ham. Beroligede ham.

Intet se. Intet gøre.

Det hele var ligemeget.

Fuglene synger. Solsorte, mejser og spurve kvidrer i kor. Eller omkap ?

Ligemeget.

Lidt sollys trænger gennem tæppet. Han ligger på en madras.

Det var bare en drøm. Bare en ond drøm. Han fornemmer en krop foran sig. Der ligger hun jo, hans kvinde, hans lys. Han smiler og strækker en hånd frem under tæppet. Stryger en finger mod hendes ryg. Fornemmer en kjole. Hun har sovet i sit tøj. Mærkeligt. Og ryggen sitrer. Græder hun? Han skubber tæppet bort. Vil se hendes gyldne hår lyse i solen, stryge over det og hviskende spørge, hvad der er galt.

Men håret foran ham er kobberrødt.

Det er ikke hende. Ikke den han elsker.

Hun er gået fra ham. Bare gået sin vej. Med en anden. Og med børnene.

Hvad er det, hun hedder? Kvinden, der nu ligger her i sengen?

Det er ligemeget.

Han sætter sig op. Gør sig fri af tæppet, men et nyt tæppe lister sig omkring ham, Usynligt og imaginært svøber det sig omkring ham, mens han langsomt kommer i tøjet. For det gør man jo, når det er morgen.

”Godmorgen, Paddy,” siger kvinden og klør sig foran sit ene øre, mens hun slikker sine læber og klør sine rødrandede øjne.

”Godmorgen, Kate,” siger han og frembringer et smil.

”Hvorfor smiler du?”

”Du sagde jo godmorgen til mig. Er du sur?”

”Sur? Johnny er stadig ikke kommet hjem.”

Johnny?

Hans hjerne snurrer og søger. Nå ja, Johnny er Kates lillebror og han gik sin vej engang i aftes. Han var sur og råbte noget om, at nu ville han bo i skoven. De havde begge to regnet med, at han nok snart kom igen. Han er jo ikke et pattebarn, men ni år gammel.

”Han sover nok hos Peter,” siger Paddy. Nu begynder det at dunke i hans hoved: Børn på ni år bør ikke være alene i skoven om natten. Hvorfor har hende Kate ikke kaldt noget før?

”Nej, jeg har ringet. Han er der ikke.”

en mærkelig fornemmelse dukker op i Paddys mave.

”Hvorfor vækkede du mig ikke? Har du først lige ringet nu måske?”

”Nej, men du er bare ligeglad med os. Du synes, det hele er ligemeget.”

”Sludder,” protesterer han. Og har lyst til at krybe ned under tæppet igen. Hvorfor gik han nogensinde med Kate hjem og blev der? Sikkert for at få lidt mad og lidt varme. Lidt selskab. For at være sammen med nogen. Måske for at slippe af med det underlige imaginære tæppe?

”Har du ringet til politiet?” kommer han på at spørge om. Det er vel at vise interesse?

”Nej,” piber Kate, ”jeg kan ikke lide politi. De snager i alt. Og måske er det nogen fra Jeffs bande der har taget ham, fordi de tror jeg ved, hvor pengene fra bankrøveriet er.”

Nu snurrer det virkelig i Paddys hoved.

Han må da være faret helt vild fra sig selv! Har slet ikke interesseret sig for, at Kates eksmand sidder i fængsel for bankrøveri. Har vist en gang mumlet noget om, at det ingenting betød.

Det gør det heller ikke. Det hele er jo for pokker lige meget. Og han kan vel bare gå sin vej? Så kan hun selv finde sin åndsforladte lille blege lillebror med de store fortænder.

”Paddy, du har da altid hjulpet folk. Du hader at nogen lider,” lyder en stemme i hans hjerne.

”Ja, men jeg havde så travlt med det, at jeg ikke så at min kone og mine elskede børn, havde brug for mig,” jamrede en anden indre stemme.

Det er squ da ligemeget hvor den dumme unge er. Han har nok bare gemt sig i den der hule, han fablede om forleden. Og der har han nok lagt sig til at sove. Han sidder da ikke der i hulen og er bange for noget og vil have ham, Paddy, til at hjælpe. Vel? Det var jo bare en drøm.

Bare en drøm. Han får ikke varselsdrømme. Ikke mere. Han vil ikke have dem. Man kan ikke redde alle og så kan man lige så godt lade være med at redde nogen.

Det er for Fanden da også ligegyldigt.

Mens han tænker tager han jakke og sko på.

De store øjne i det blege ansigt. De gamle tårer. Drengens bundløse angst sender en stråle gennem Paddys krop – så stærk at han ryster over det hele.

”Måske er han stadig i hulen,” råber han til Kate, ”måske var det bare en drøm, der fik ham til at græde og kalde på hjælp, men kom – skynd dig. Vi tager cyklerne. Nu!”

Mens de begge tramper hårdt i pedalerne, mens de smider cyklerne og han løber ind i skoven med Kate halsende forpustet mange skridt bag sig, falder det usynlige, imaginære, kvælende tæppe af ham og bliver til støv i skovbunden.

Vandet bombesnak

”Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe – ja?”

Den store dreng som spørger, har et stykke tid set fra de grønne og blå flasker på hylden til de forskellige kunder, der haster forbi. Nu har han væddet sine læber, sunket en klump spyt og pillet ved et par dun på hagen. Og nu henvender han sig til en buttet kvinde med kort, gråt hår.

Hun er stoppet omkring en meter fra ham, piller ved de gule mærkater foran nogle af de mange beholdere med vaskepulver. I den sorte kurv på hjul ligger der et broccolihoved, et bundt porrer og to agurker. Der ligger også en brun pose fra bagerskabet.

”Ja, vandet løber godtnok ned,” siger hun, ”Det er derfor, jeg har taget tørklæde på.”

Hun piller lidt ved sit blomstrede tørklæde, der ser ud som om hun har haft det længe. Så ser hun på drengen og smiler. Sådan lidt forsigtigt. Tænk, der er en, der taler til hende. En som ikke er ansat her i Fakta. Han er godtnok en af de der brune, så måske skal hun passe på. Men altså alligevel – og han minder nu lidt om Andreas, hendes barnebarn.

”Nej, vand ikke løbe. Derfor jeg købe noget, men ikke vide hvad jeg købe. Du hjælpe?”

”Ja, man skal jo hjælpe hinanden, men hvad for noget vand ikke løbe?”

Forhåbentlig tror drengen ikke, hun gør nar. Det er bare ligesom man bliver smittet af den måde, folk taler på. Hun ser sig om. Der er mange menensker i Fakta i dag. En mand i en snusket jakke er stoppet op. Han står med noget toiletpapir, men det ser ud om om han holder øje med dem.

”Vand i – vand i W.C ikke løbe. Det sidde fast.”

”Åh, dit w.c er stoppet. Det har jeg såmænd også været ude for, Det skete fordi min datter var kommet til at smide Andreasses ble deri. Ja, det var altså dengang han var lille. Hvad er du kommet til at smide i kummen?”

”Kåmme? Kummet komme?”

”I vandet. Hvad du smide i vand?”

”Det var med ikke vilje, jeg smide bombe i.”

”En bombe?!?” Kvinden spærrer øjnene op. De bliver kæmpestore bag de fedtede brilleglas. Med to fingre nulrer hun febrilsk det vildtvoksende skæghår på hagen. Alle fingre og hele håndffladen på den anden hånd presser hun mod sit bankende hjerte.

”Hvorfor smed du en bombe i wcèt?” gisper hun.

”Den ikke være god,”

”Hvad ville du sprænge i luften?”

”Hvorfor du være bange? Jeg ikke gøre noget. Jeg bagtede – hvordan man sige? – jeg bagtede aple – æble? -bombe, men den være for længe i ovn, så jeg smide den ud.”

Noget løsner sig i brystet på den ældre kvinde.

Drengen ser det og sukker lettet. Den søde gamle kone misforstod ham vist, men nu forstår hun. Nu ler hun. Nu ser de ind i hinandens øjne og smiler.

”Du kan prøve det her afløbsrens, men måske er det bedre med en svupper. Har du en svupper? Eller har din mor? Bor du hjemme? Jeg har en svupper…

Halvvejs er et godt sted at stoppe

Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der efter hen på cowboybukserne. Hvad skulle hun tage på? Tøjstykkerne lå draperet oven på kludetæppet, som hendes mor havde syet. Der lå også nogle T-shirts og et par korte kjoler.

Det lange hår dryppede endnu efter brusebadet, for hårtørreren var i stykker.

Jenny lavede håndklædet om til en turban og bestemte sig for at prøve de sorte tights. Sådan gik Stine og Camilla klædt, og hun var inviteret hen til Stine, som også fik Camilla på besøg. Og nu hvor hun gik i gymnasiet, var det vigtigt at have veninder. Og hvis man ikke så godt ud, fik man heller ikke en kæreste. Sagde Stine og Camilla

De sorte leggings sad stramt. Meget stramt. Men med kjolen over, sås det ikke. Ikke ret meget.

Jenny redte hår og skottede til T-shirten med den formklippede puddelhund; ”I like the way I look,” stod der hen over den fjollet udseende hund. T-shirten havde været hendes mors, og den var dejlig at have på, men Stine og Camilla syntes sikkert, den var hæslig. Camilla ville nok smile lige så medlidende, som da hun havde den blomstrede kjole fra Genbrugsen på og sige det samme : ”Ja, I har vel ikke råd til andet, når din mor er på kontanthjælp. Hvorfor får hun sig ikke en uddannelse?”

Jenny havde nu ellers selv købt kjolen, fordi den var pæn og sad godt. Den bruste om benene, når hun gik og der var en smule vind. Og mor? Altså, hun havde da en uddannelse. Næsten. I hvert fald en halv uddannelse. Kunne hun måske gøre for, at hun var allergisk over for hunde?

”Det ligner at du er en nørd,” ville Stine sikkert sige og grine som en forkølet hyæne.

”Måske, men lige nu ligner jeg en pølse, der er stoppet forkert,” fortalte Jenny sit spejlbillede.

Desuden strammede de leggings så meget, at hun havde ondt i maven og måske revnede de, når hun satte sig ned.

Nej! Ikke om hun ville gå sådan klædt.

Så kort efter gik Jenny ud af døren, ned ad trapperne, ud af døren og ud på gaden.iført cowboybukserne og hunde-T-shirten.

Solen skinnede og der blæste en let vind. T-shirten brusede ikke sådan som kjolen ville have gjort, men den smøg sig bomuldsblødt ind mod hendes mave.

Jenny nød solen, og der var  ingen grund til at skynde sig, for håret skulle gerne nå at tørre på vej hen til Stine og Camilla.

Hun nåede ned for enden af blokkene, krydsede vejen og bestemte sig for at gå af Valmuevej mod det villakvarter, hvor Stine boede.

Foran det lille, lidt skæve hus, der af en eller anden grund ikke var revet ned, stoppede hun. Der var slået nogle baner græs i forhavens pjuskede plæne. Og lænet op ad en rusten plæneklipper stod der en fyr på 16-17 år, solbrændt og med ræverødt hår, der strittede mod alle verdenshjørner,

”Hvad glor du på?” spurgte han. Men han smilede, mens han spurgte.

”På at du myrder alle valmuerne og kornblomsterne i plænen,” svarede hun. Og smilede også.

”Ikke alle. Kun det halve af dem.”

”Det halve,” gentog Jenny og tænkte højt:”Min mor har en halv uddannelse til hundefrisør.”

”Halvvejs er et godt sted at stoppe.”

”Er det?”

”Ja, for så kan du jo nå at frelse nogle af blomsterne.”

” Nåeh ja.”

En halv time senere fortsatte Jenny mod den villa, hvor Stine boede.

Hun havde en stor buket vilde blomster med. og hun kunne fortælle dem, at i morgen skulle hun med Toke i biografen.

Billedresultat for Krystalkugle, clipart “Jeg ser fremgang og lykkelige tider. Jeg ser…….”
   Et langtrukkent gisp fløj ud af taterkonens mund. Det spjættede i kroppen og hendes øjne blev endnu større, mens hun stirrede forvildet og vantro ind i kuglen.
   “Jeg ser små, ulmende gløder. De farer omkring, som om de søger efter hinanden. Nu finder de sammen. Som små luer kryber, triller og danser de. Hen mod blomsterne. Det er kornblomster. Luerne standser og så brænder de igen. De brænder i en cirkel om kornblomsterne.
   Det er underligt. Og nu kommer der ansigter til syne i flammerne. Kornblomsterne er væk nu, men jeg tror ikke, de er brændt. Bålet ligner et hjerte og i hjertet er der fire ansigter. Jeg tror det er mænd. Den ene måske bare en dreng. Jeg…….jeg forstår det ikke.”
   Kællingen lød oprigtigt forbløffet.
   Havde hun ikke troet, at hun ville se noget i den kugle?

Den unge smedekone, Cessie, drømmer om at blive forfatterinde, men det er ikke nemt, når man bor i Tydanien i 1600-tallet, hvor kvinder helst skal bruge alt deres tid på mand, børn og hus. En dag tager hun så til marked og efter et møde med en spåkone, ændrer hendes liv sig.Drengen som spåkvinden taler om, får stor betydning for Cessies fremtid, men er han i virkeligheden en dæmon? Og har hun selv magiske evner, der kan besejre ham, hvis han er?

Estrella Nielsen i Uggerup Tidende.

Endelig en fantasyhistorie for voksne. En eventyrlig historie, hvor alt ikke er sort/hvidt.

betalæser

Troværdig og medrivende roman, der tryllebandt mig Kom endelig med mere.

Lektørudtalelse:

En bog alle bør læse. Udover at være en medrivende skildring af en ung mors møde med fordømmelse og forventninger, spiddes psyke og samfund, så man får noget at tænke over.

Handlingen foregår i et fiktivt land på en opdigtet planet, men den kunne foregå så mange andre steder.

Ulmende gløder, bagsidetekst

Kapitel 18

En hånd holdt om Freddys og noget stak i hans håndflade. To tanker bankede inde i hans hoved: Butleren havde hentet forstærkninger og de måtte VÆK – væk fra de fremrykkende.
Hånden slap hans og der lød skræmte skrål. Han ville hverken se, høre eller føle, stirrede blot på krummelureskjorten, der sås, fordi den var hvid – en hvid frelser med Bedste i armene tumlede bort fra klumpen af fare og Freddy tumlede efter.
Prustende, stakåndet og udmattet anbragte far Bedste på et leje og famlede med noget.
“Ild – lys så vi kan se, Freddy,” sagde han og Freddy fik tryllestaven til at spy ild, hvori far tændte en prås.
De var i en ganske lille hytte eller hule og Bedste sad op nu. Sad der med åbne øjne og så ingenting.
Freddy omfavnede hende og lyttede; jo, hjertet slog, men svagt, ganske svagt.
“Du er fri,” sagde Freddy, “du må ikke… du må ikke.” Han kunne ikke få ordet over sine læber, ikke gøre den forfærdelige sætning færdig.
“Her er vand,” sagde far, “her i tønden. Skyl hendes ansigt lidt og tal til hende. Her kommer ingen – det er MIT sted – fra jeg var dreng.”
Der var ingen klude, så Freddy rev et stykke af særken og gjorde den våd, vred den lidt og duppede Bedstes blege mishandlede ansigt. Hun jamrede og han talte til hende, som hun havde talt til ham. “Du må da være ren. Du får det bedre, når alt det blod og snavs kommer væk.”
“Jeg må ud til… jeg må se…” sagde far og kunne heller ikke tale færdigt nu.
Så var han væk. Freddy og Bedste var alene og pråsens lille flamme spruttede og hvæsede.
Freddy tog perlen ud og knugede perlen i sin hånd, åbnede hånden og kaldte stille, men tydeligt:
“Sapko – vi har brug for dig! Bedste er så syg og du må hjælpe. De må heller ikke finde os nu. Hører du?”
“Sammy?” spurgte Bedste svagt og han så på hende. Et smil krusede hendes læber og der var glans i hendes øjne. Hun så glad ud.
“Så er du alligevel ikke død?” smilede Bedste, “jeg tænkte nok, at DU klarede den. Nu bliver verden bedre, kez war? Du klarer dem, Sammy – du er så god og glad. Vi vinder.”
Hun troede stadig han var Sammy – mors fætter – og han så på hende. Han vidste det, vidste at hun var døende og havde lyst til at skrige. Men ingen ville høre og Sapko hørte heller ikke noget.
“Ja,” sagde han, “ja, vi vinder.”

Og han gik hen til hende, hen mod hendes lykkelige smil og tindrende lysegrå øjne.
“Jeg dræbte ham, Sammy,” sagde hun, “det vidste du godt, kez war? Jeg dræbte Bill. Men han er vel i Paradis? Og der skal vi ikke hen, vel?”
Et glimt af frygt dukkede op i Bedste øjne og Freddy forsikrede:
“Nej – det – vi skal jo…”
Han søgte efter ordene. De boblede et sted i ham, men det var som om, han ikke kunne fange og bruge dem. Hun vidste det også. NU vidste hun, at hun var døende.
Så kom ordene.
“Nej, moster Julie,” sagde han blidt, “vi skal jo til Anarkat. Sapko venter og han har slet ikke tid til andet, fordi jeg kommer med dig. De glæder sig sådan til at se dig. Og DER har du slet ikke ondt mere og du behøver ikke din stok. Bare tag min hånd, Julie – om lidt er vi der. Lige om lidt.”
“Og kongen…?” spurgte hun, “bliver forbandelsen brudt? Kan den Udvalgte forene dem – kongen, Kajtan-søstrene og dem alle? Vil han…? Så jeg ikke… jeg ville gerne…”
Bedstes stemme blev svag, blikket sløret. Om lidt var hun oppe på Anarkat, hos guderne og Sammy.
“JA,” forsikrede han, “jeg – eh HAN vil. Han VIL ordne det alt sammen.”
Et strålende smil oplyste hele Bedstes ansigt og hun var smuk. Ufattelig smuk.
Og så brast hendes øjne. En hæs rallen flænsede hendes bryst og hun sank sammen. Al skønheden, alt det smukke susede bort og efterlod en snavset, forslået bylt uden liv.
Og alligevel var bylten Bedste. Bedste var væk og var her alligevel. Skulle være her, skulle komme tilbage – kunne da ikke bare…?
Han kastede sig ind over bylten, strøg formålsløst gennem håret, mærkede kvalmen flænse sin mave og tårerne brænde et sted bag øjnene.
Gråden kom som et skybrud. Kaskader af vand strømmede ud og forløste noget, trættede hans krop, der var forslået endnu og træt af at gå, vuggede hans sind, der var træt af at håbe, at indse og love.
Og han faldt i søvn, trykket ind til liget og med en arm om det.
Som i en døs opfattede Freddy, at Angus og generalen kom ind. De var vist sårede og fortalte, at der havde været en drabelig kamp. Han hjalp dem med at svøbe Bedste ind i et tæppe og med at bære hende forbi de små, lave hytter og der var mærkeligt stille, men han tænkte ikke rigtigt over det. Alting var uvirkeligt og han sansede blot at de gik der og at han var sulten.
Senere, ude i skoven, begravede de Bedste. Angus og generalen havde en skovl – hvor de så havde den fra? Og Freddy samlede sten, mange sten, store og små. Han lavede en hellig cirkel omkring graven og sagde det warmiriske gravritual. Han kludrede lidt og så hjalp Angus ham med at finde ordene.
Bagefter spiste de noget mad, som generalen havde hugget i Kløverborgs fadebur. Freddy åd glubsk og kastede op.
“Sikke noget svineri,” skældte generalen og Angus snerrede:
“Så hold da din kæft, Greg, ungen er jo syg.”
“JEG tørrer i hvert fald ikke op,” hvæsede Greg tilbage.
“Vi kan jo bare grave det ned,” sagde Angus så, “vi behøver jo ikke sove her.”
“Nej, vi tager da ind på den nærmeste kro,” snappede Greg, “der er sikkert ingen, der er på jagt efter os.”

“Så slap da af,” opfordrede Angus træt, “prøv dog at opføre dig som en legendarisk djævle-general og ikke en overtræt idiot.”
“Jeg kan selv…” mumlede Freddy, for han kunne ikke lide, at de skændtes.
Og der var jo noget, han måtte vide og som de hellere skulle snakke om:
Hvor var far? Og hvad nu??
“Hvil dig nu bare,” sagde Angus venligt. Men Freddy måtte vide besked.
“Hvor er far?” spurgte han.
“I sin seng,” svarede Angus, “og han skal nok klare sig. Både præsten og – og min…”
“Ja, buhu,” afbrød generalen hånligt, “din nuttede bror, Scottie er kradset af og du burde være glad, men er det ikke – du tænker mere på ham, end på stakkels Anthony, som han jog væk.”
“Han jog også MIG væk,” sagde Angus surt, “men han er da – VAR da min bror.”
“Og Anthony din fætter – ikke sandt.”
“Han ville jo selv,” sagde Angus og Freddy forstod ikke helt, hvad han selv ville eller hvad det havde med noget som helst at gøre.
Og pludselig irriterede det ham, at han ikke vidste det. Bedste var død og han havde lovet hende at klare noget, så alt blev godt, men han vidste ikke, hvad det gik ud på?
“Hvem ER I?” udbrød han, “og hvad er det, jeg skal gøre for jer og for Bedste? Hvad er det for noget alt sammen?”
“Det er alt sammen noget lort, som en vis Samuel Keily har rodet os ind i,” sagde generalen muggent.
Og mere fik Freddy ikke at vide den aften.
De hvilede lidt og gik så videre, for mændene sagde det var bedst at gå om natten.
Senere spiste Freddy igen og tyggede maden i små bidder. Så blev det, hvor det skulle.
Mændene sov den næste dag i et rum i en af de mange underjordiske gange, og Freddy sov også, men han vågnede adskillige gange af mareridt, blot for at opdage at virkeligheden var værre; ikke det at han lå og skulle sove, for der var jo mørkt her langt under jordoverfladen. Han havde et tæppe og han lå på Anguses kappe, der var bredt ud over nogle mos og blade, de havde slæbt med fra skoven; men tankerne myldrede forvildede rundt. Han kunne ikke få hold på dem, og han følte sig underligt tom for følelser; var ikke vred længere. Heller ikke ked af det. Han havde ingen tårer. Det sved bare i øjnene.
De sagde han kunne magi. En gang havde han genoplivet dyr, men han havde ikke en gang prøvet på at vække Bedste fra de døde! Var det fordi hun så så fredfyldt og glad ud? Eller fordi han ikke troede på, at han kunne? Han viste det ikke, men genkaldte sig følelsen af at ligge ind mod kroppen, der blev koldere og koldere, blev stiv og ikke længere var Bedste.
Så tænkte han pludselig på de andre fanger i kælderen. På lugten. Deres angst og lidelse. Dem burde de også have befriet, for ingen skulle lide sådan.
Han tænkte på Brazil og hans far, der vist kunne lide menneskeblod, men som var rare. Han tænkte på sin far. På den folkesoldat i hytten, der måske blev til aske; måske bare var forsvundet. Og på, hvad det var han skulle som Sapkos udvalgte? Hvis han stadig var det?
Hvad var det de alle sammen troede han kunne?
De kolde, forvirrede, følelesforladte tanker hamrede mod hans hjerne, men det var som om de ikke nåede hjertet.
Så var der alligevel en slags følelse. Måske. Træthed. Behov for flugt. Han ville sove. Bare sove. Og måske ikke vågne igen, for nu var alting lige meget; han havde forrådt Bedste. Glemt den dumme krukke.
Freddy døsede.
“Mor!” lød det så. Det rungede ud i gangen, for lige her var der højt til tunnellens loft.
Hvem skreg?
Der var stadig mørkt, men ikke mere end at lidt lys trængte ind her og der mellem sprækker i loftet højt op.
Og i grålyset så han general Hayes sidde op, med lukkede øjne, men med hænderne strakt frem mod ingenting, som i bøn.
Det var ham, der havde kaldt på sin mor. I søvne. I en drøm.
“Hun er her ikke,” lød det surt fra Angus, der åbenbart heller ikke sov, men som vendte sig om og lagde armene op om sine ører.
“Hvem er er ikke?” buldrede det fra Hayes, der vågnede nu, men måske ikke huskede sin drøm.
“Her er kun os,” sagde Freddy.
“Jeg drømte,” sagde Hayes.
Og Freddy sagde: “Det gjorde jeg også.”
“Det er hæsligt at miste en, man elsker,” sagde Hayes og rykkede en lille løs rod ud af mellem nogle løs sten i tunnelvæggen,
“Bla-bla-bla-” mumlede Angus, men hans tone var venlig.
“Ja, det ER hæsligt,” tilføjede Angus lidt efter, “især når nogle faktisk er skyld i det, men en dag bliver ondskab udryddet.”
“Ja, for vi hjælper lille Freddy med at redde hele verden,” sagde Hayes.
“Hele verden?” gispede Freddy. Det kunne han da ikke, for den var jo stor.
“Så siger vi hele Tydanien,” sagde Greg, “og nu skal vi sove.”
Redde hele verden? Så ingen brændte søde gamle som Bedste af? Ja, det ville han gerne – og der var jo i hvert fald to, der ville hjælpe ham. Måske mange flere.
Endelig faldt Freddy i en søvn, hvor han drømte at alt var godt.

Om natten kom uvirkelighedstilstanden tilbage, men de kom da fremad og næste dags morgen nåede de tilbage til Jakobs høj.
Først troede Raja og Pablo ikke på, at Bedste var død. Så skreg de. Og så græd de.
Og Freddy ville trøste dem, så han sagde, at nu havde hun det godt og var oppe hos beviakguderne på Anarkat.
“Det går nok, børnlille,” det går nok,” sagde Hyldemor. Og så satte hun mad på bordet.
De sad der ved bordet. Freddy troede ikke han kunne spise af de gode sager, men da han tog en bid af en pølse, gik det op for ham, at det kunne han.
Bedste var død, men han havde da stadig Raja og Pablo.
De skulle aldrig sulte eller lide. Han ville passe godt på dem.
Og en dag ville han være med til at gøre verden bedre. Meget bedre.

‘ Slut ’
– men der kommer en fortsættelse i bind 2, der har arbejdstitlen:
“Den forbandede konge og Den Vises orakel.”

.

kapitel 17

”I får ham ikke!“ sagde Freddy til elverne og blev helt forbavset over sin egen stemme, for den var vred og bestemt.
Den elver, der ikke holdt uhyret, gik hen til Freddy og rakte en hånd frem mod ham, men Freddy tog den ikke. Elveren var væmmelig. Og nu strakte elveren sin anden hånd frem og ville røre ved ham. Gribe fat i ham, men det skulle han lade være med, for ellers … Freddy vidste ikke helt, hvad han ellers ville gøre. Han følte sig varm og det kogte i hans hoved.
Elverens hånd lagde sig på hans overarm. Gav den et tryk. Det stak og prak i armen som om elveren borede nåle eller syle i ham.
Freddy ville skrige af smerte. Det gjorde så ondt, så ondt, men skriget blev til en kugle af sydende ild eller galde i hans hals. Og fra kuglen bredte rasende, gnistrende hagl sig i hele hans krop. Hjælp. Han gik i stykker. Kunne ikke mere. Det sortnede. Han vaklede.
Så skreg elveren. Skingert som om en eller anden havde trampet på en kattekilling.
“Belkins også,“ lød en fjern stemme, “ungen er jo en dæmon og dem han er sammen med har vist også solgt deres sjæle til Belkin. Lad os komme væk.“
Freddy mærkede køligt jord mod sin krop, gennem særken, men ildkuglen i halsen var væk. Og han følte sig klarere i hovedet, klar til at komme på benene igen.
Det var nu alligevel ikke så nemt, men hårde arme støttede ham og fik ham på højkant.
“Det var ligegodt Belkins,” sagde general Hayes ind i hans øre.
Elverne trak af med deres slukørede udyr – tilbage hvor de var kommet fra og så gik det til hans undren op for Freddy, at den lille vampyrtrold knælede foran ham og så op på ham med taknemmelighed i øjnene.
“Tak, gode Herre,” sagde han med sin lidt skingre stemme.
“Som tak lader du måske være med at suge hans blod?” spurgte Angus en smule skarpt og ikke særlig venligt.
“Selvfølgelig,” forsikrede vampyrtrolden og slikkede sig om munden med sin lille, grønne tungespids, “selvom det nok er lækkert – men jeg klarer mig.”
“Ellers bliver du jo bare forstødt – som din far,” truede Mester Hopsa.
Og generalen grinede stadig.
Freddy ville ønske, han turde bede ham om at holde op, men den lille, mærkelige mand var jo en general og meget voksen, så det passede sig vist ikke?
I stedet sagde han;
“Rejs dig op, vampyrtrold.”
Og da væsnet rejste sig og var lidt højere end Freddy, men kun lidt, spurgte han:
“Hvad hedder du?”
“Jeg hedder Brazil,” svarede den lille blåtrold.
“Vi skal op til min far,” sagde Freddy, “og redde min bedstemor, for de onde vil brænde hende.”
“De onde?” gentog Brazil forvirret, “men det er jo…” Han bed sig i sine blodfattige, sorte læber og afbrød usikkert sine oplysninger. I stedet spurgte han usikkert:
“Hvilke onde?”

“De farlige kristne,” sagde Freddy med eftertryk og et stort smil brød frem og oplyste det blå ansigt med et finurligt gavtyve-lys.
“Så er jeg med,” smilede han og bag dem lykkedes det generalen at få bugt med sit latter-anfald.
“Fint. Rørende. Smukt,” sagde han, stadig med latter i stemmen, “Søde Sapko bliver SÅ begejstret for at hans udvalgte har frelst Mørkets Fyrstes barnebarn,”
“Du KAN altså more dig, Greg?” konstaterede Angus, som om det undrede ham meget, “men nu har knægten altså valgt og lad os så komme videre.”
“JEG går ikke et skridt længere,” bedyrede Mester Hopsa, “ikke i det selskab. Den Højeste bliver rasende og det hele ender galt. Vi må i det mindste sende det der hjem, hvor det hører til.”
“Vil du sende det arme barn i armene på de onde, onde lyselvere?” spurgte generalen, med en klar undertone af både drilleri og foragt, “de mishandler ham jo, og det er da synd.”
“Ikke for DEN” mente Mester Hopsa.
“Lad os nu komme videre,” smilede Greg og gik hen til Freddy og Brazil. Han strakte en mager hånd ud mod vampyrtrolden – en lillefinger strittede en smule krumt, måske af gigt, måske af en anden grund og der var sådan nogle små, brune pletter på den. Det var en gammelmandshånd og den rystede en anelse, men Brazil trak sine kløer lidt ind og tog varsomt om den.
Greg begyndte at gå og Freddy fulgte efter, idet han prøvende rakte en hånd ud mod Brazil, der tøvende greb den og også gik.
Mester Hopsa, forsvandt med små, men hastige og beslutsomme skridt iltning mod elverne og deres uhyre.
Freddys hjerte dunkede uroligt og han ville gerne kalde dværgen tilbage, men det nyttede nok ikke. For så havde en af mændene vel gjort det?
Det var åbenbart forkert, at han havde reddet Brazil, men HVORFOR? Hvordan kunne det være forkert, at redde nogen fra to blodtørstige elvere og deres sære monster?

“Lad os nu redde din bedstemor,” sagde Angus blidt,
Der var tavst, mens de gik videre af gangen, der igen var smal, klam og kedelig.
Freddys mave knugede sig uroligt sammen og han svedte. Der var noget forkert ved det her, men det nyttede nok ikke at tænke mere over det. De skulle jo bare hen til far og så reddede de lille Bedste. Og så kunne de vel tage hjem til hytten og rydde den op?

“Så er vi her,” sagde Angus med et og de stoppede. Angus så op og da Freddy fulgte hans blik så han et reb, der hang ned mod dem og førte op til en stor, firkantet lem. Den var snavset, men gennem skidtet sås en snoende slanges jagurmønster, tydeligt nok:
De var lige under hallen på Kløverborg og snart kunne de være der.
Det sidste trick gik ud på at åbne lemmen, med den nøgle, der var en af stjernens mange takker.
Freddy skævede mismodigt til rebet. Det blev vist ikke særlig nemt at klatre op ad. Bare der dog havde været en trappe eller i det mindste en trappestige. Mon nogle af de andre var gode til at klatre?
Han så fra den ene til den anden, men de så ud som om de mente, at det var hans opgave og han tog mål af rebet, gned sine hænder mod hinanden og hoppede så, fast besluttet på at klare opgaven. Rebet skavede hans hænder og han svingede lidt frem og tilbage, mens han klyngende sig fast flyttede den ene hånd lidt opad og stemte fødderne imod. Sådan gjorde de jo med rebet hjemme ved hulen i træet, men der var ikke så forbistret langt op til den, som til lemmen.
Han turde ikke kigge ned, men fortsatte – sejt og med tilbageholdt åndedræt, Snart – om lidt – var han oppe.
Så var det med et som om slangen, der gemte sig under støvet rørte sig og forskrækket, slap han sit greb, bare et øjeblik, men det var nok til at han gled nedad og måtte gribe om rebet. Han kurrede lidt ned og rebet gyngede ganske forfærdeligt.
“Det kan godt bære os begge to,” sagde en stemme under ham og så blev Freddy klar over, at Brazil var på vej op mod ham. Øjeblikket efter mærkede han nogle små, strintende pust i sin nakke og følte næsten hugtænderne, mens et par tynde arme rørte ham gennem noget groft stof.
“Kravl op igen,” hvislede Brazil i hans nakke, “jeg er lige bag dig.”
Med fornyet mod kravlede Freddy op igen, hele tiden med Brazil bag sig og hans øjne lyste mod lemmen, hvor den dumme slange nu var ganske stille og blot hugget ind i lemmen.
Nu var han så tæt ved at han skulle passe på ikke at ramle hovedet op i loftet og han kunne føle på slangen. Han følte også alt støvet hvirvle ind i næse og mund og kom til at nyse. Det var slet ikke spor rart at hænge der, under lemmen, i et svajende reb og med en vampyrtrold i nakken. Ikke engang selvom han var venlig og et barn, som ham selv!
Freddy slap taget med sin ene hånd og følte sig svimmel.. Var det mon med vilje, Brazil svingede sådan med rebet?
I næste nu lå knokkelarmene om ham og fik ham til at føle sig rolig. Han fik fat i staven og følte på takkerne. Jo, den der var vist den rigtige og da han pressede den ind i slangens gab, lød der en rusten hvislen. Om lidt åbnede lågen sig.
Så knækkede stjernespidsen , Freddy bandede og tabte tryllestaven.
“Jeg kan,” sagde Brazil ivrigt og borede en klo ind i slangegabet, drejede den og opfordrede, “skub, Freddy, lad os komme op!”
“Ja, op vi skal,” lød mester Hopsas stemme. Han havde åbenbart ombestemt sig og ville alligevel være med til at befri Bedste.

Sir John sad i sit bibliotek og over for ham sad to ældre herrer. Sir Scott af Flueborg var en firskåren herre, med gråsprængt, rødt hår, sat i hestehale. Han var stolt over at have sit eget hår, skønt han for flere år siden havde rundet det halve århundrede. Han bakkede på sin lange, snoede pibe og hidsige blågrå røgringe dampede op under loftet. Den fede pastor Maccos rødlilla næse sad som en frostsprængt kartoffel i det plumpe ansigt og hans små øjne plirede nervøst. Sir Scott var birkedommer og skulle dømme om Julie Ronantez var en heks eller ej.
“I må da kunne indse, at den gamle kone ikke er en heks,” fortsatte sir John den heftige diskussion, der havde sat fart over røgskyerne. Han havde kaldt dem til dette møde, netop for at drøfte anklagerne mod Julie med dem. De lød aldeles vanvittige i hans ører; at hun sammen med nogle andre hekse skulle have pint en 9-års dreng, for på den måde at stjæle energi fra ham, som hun så kunne anvende i en mirakel-mikstur, der var velsignet af Djævlen selv, i form af hans hornede troldehjælper Det var, hvad han havde fået fortalt havde været den direkte anledning til at hun blev antastet, overfaldet og arresteret i sit hjem.
Sir John havde straks spurgt til Freddy og de to andre børn og præsten havde berettet, at Freddy var såret, pigebarnet havde man fanget, men hun var smuttet fra dem og havde gemt sig. Den lille dreng, havde blot siddet i en krog, så ham lod de være.
Om natten var han reddet derud, men hytten var tom. Ikke så meget som en kat var der og det lod til at skoven havde opslugt de tre børn.
Nu talte han med desperat inderlighed, men havde en ubehagelig fornemmelse af, at hans ord prellede af som gråspurve-pile mod en ridderrustning.
Præsten og kapellanen havde dømt hende på forhånd, ivrige som de var efter at udrydde al anden tro end kristendommen og rædselsslagne som de også var, for at djævlene påny skulle vokse sig så stærke, at de vovede et oprør.
Til præsten, der sad med sin vin foran sig sagde han:
“Hun har jo intet ondt gjort, men frelst en lille pige, vel sagtens med hjælp fra den gode Gud, der råder over liv og død.”
Pastorens runde ansigt, der i forvejen var rødsprængt, som følge af vind, vejr og vin tog farve efter den søde, rødlilla vin og han gispede forfærdet:
“De er vel ikke i djævlenes sold, sir – Deres salig fader ville ret vende sig i sin grav, om han hørte Dem tale så ulyksaligt!”
“Var Deres mund, pastor Macco,” råbte sir John vredt og usikkerheden brusede allerede i ham; var det ham, der tog fejl? Havde gamle Julies trolddomskunst i sin tid lokket ham til at tro, han elskede Sita? Han strøg sig over panden, hvor en masse sveddråber var piblet frem og modstod med besvær trangen til at rulle en vild hårlok om sin pegefinger. Det var så tyende- agtigt, havde hans moder adskillige gange hvislet. De to ærværdige herrer var ildevarslende tavse og over for deres fordømmende, næsten faderligt bedrevidende bekymring følte han sig som en dreng, selvom han snart fyldte 30.Han tilføjede spagt, halvvejs undskyldende:
“Jeg har jo dog betroet mit eget kød og blod i hendes varetægt og han er en god dreng. Skal al hans glæde da spoleres, ved at man skændigt myrder hans bedstemor. Herregud – hun er over 80 og lever næppe mange år. Hun kunne dog få sig en hytte her.”
“Vi har jo dog set, hvorledes det går, når Deres ungdommelige pladder-godhed råder,” tordnede præsten og hans øjne var næsten holdt op med at plire. Det var som om sir Johns tøven, gav den fede mand mere mod. Sir John sansede det og blev rasende. De to gamle narrehoveder
skulle ikke vinde så let. Mens præsten holdt et lidenskabeligt foredrag om Flobby Hayes, der fik lov at bo hos slavinden Kiki og de deraf følgende begivenheder, prøvede John at finde de rette ord, der kunne påvirke dommeren – eller en plan, der kunne bruges, hvis han ikke lod sig TALE til fornuft.
Så bankede det på døren og da han irriteret råbte kom ind, stod hans kammertjener Brian i biblioteket, med ansigtet lagt i triste folder, der ikke helt slørede en vis ophidset begejstring ved at have noget interessant at meddele:
“Herrens – hm – brune søn befinder sig i i hallen, med sine dæmoner!”
Først var der stille i hallen, stille og dunkelt. De var vist nået frem ved midnatstid. Brazils lysende øjne skinnede nysgerrigt på de kendte billeder, basunengle og rustninger. De tre mænd kom også op og bag dem smækkede lemmen i med et brag.
Endelig var de fremme og måske var de bedst om Brazil og de andre ventede her, mens han selv fik fat i far, men hvor var han ? Mon han var gået i seng?
“Vi venter her,” foreslog Angus.
Men næppe havde han sagt det, før der lød tøffende skridt og Freddy udbrød:
“Nu kommer Brian.” Han genkendte mandens lidt slæbende måde at bevæge sig på og vidste, at den ændrede sig, når han blev klar over, at der var andre til stede.
Et lys blafrede i hans hånd og han kom nærmede, stoppede brat op og gloede på dem med øjne, der lige pludselig virkede kuglerunde. Han var i sit sorte tøj, så far var nok ikke i seng, men havde måske gæster.
Butleren, der ellers plejede at virke sådan lidt storsnudet, stod stadig på sin tøffende måde, men nu fanget, som om en eller anden havde brølet:
“Ståtrold.”
“Er far oppe?” spurgte Freddy, “jeg skal snakke med ham.”
“Du – din…” sagde butleren Brian og skævede nervøst til mændene og forbløffet til Brazil.
Så rankede han sig, kradsede sig på hagen og oplyste køligt storsnudet::
“Din fader har gæster i biblioteket.”
“Hvem om man tør spørge?” forhørte generalen hastigt.
Så skete der noget løjerligt. Brian så på generalen, rankede sig endnu mere og tog hånden op til sådan en hilsen, som soldater brugte.
“Herren har besøg af lensgreven af Flueborg og den gode pastor Macco.”
“Jaså,” sagde Greg, “men så kan du jo hente den unge spradebasse og hans uappetitlige gæster!”
“Javel, hr. general!” sagde Brian, stadig køligt, men nærmest ærbødigt. Det var rigtig underligt. Butleren slog hælene sammen, drejede omkring og gik hen mod trappen.
“Han henter nok alle tjenere, vagter og ridefoged,” jamrede Mester Hopsa.
“Vist gør han ej,” forsikrede generalen, “han er en af vore.”
“Det VAR han,” mumlede Angus eftertænksomt og så efter den sorte skikkelse, der trin for trin bevægede sig ud af deres synsvinkel.
“Det passer jo udmærket,” mente generalen, “lur mig om ikke, det er i præstegårdens kælder de gemmer enkefru Ronantez – og så kan vi jo give pastoren stor lyst til at løslade den gamle.”
Med et koldt smil trak han en bøsse frem af et hylster, der hang mod hans lår og Freddy følte sig glad. For nu var han sikker på, at han snart kunne tage Bedste med hjem.
Så lød der stemmer. Fars og nogle, der var dybere.
Generalen stillede sig på den ene side af trappen, Angus på den anden og nu stod Angus også med en bøsse. Det var nogle meget fine nogle, med korte løb. Brazil og Mester Hopsa gemte sig bag hver sin rustning og der stod Freddy alene, med kniven og tryllestaven.
Far gik foran de to andre mænd. Han var i fint tøj, med krummelurer på skjorten, men han så både vred og overrasket ud.
Far kom hen imod ham, med udbredte arme og sagde:
“Jamen, barn dog.”
Freddy løb ham i møde, kastede sig i hans favn og da han lidt efter kiggede op over fars skuldre, så han, at generalen stod med sin bøsse mod præstens hals og at Angus stod på samme måde ved siden af sir Scott. De to mænd var rasende og for fødderne af dem, lå dels en bøsse, dels et sværd.
“Far,” sagde Freddy, “du må hjælpe os med at befri Bedste.”

“Gerne,” hviskede hans far og højt spurgte han: “Hvad er det dog for folk, du er sammen med, barn?”
“Det er nogle, som også vil have hende fri,” svarede Freddy, for det var nok klogest ikke at fortælle, hvad de hed.
“Lad os så komme af sted til præstegården, og få den stakkels kone ud,” sagde generalen iskoldt og sparkede præsten, så han skreg langtrukkent som en kat, der ved at dø af kattesyge.
“Der er hun ikke,” sagde far og så hen på generalen, “hun er her.”
“Hvor lyder det kønt, som du synger nu,” sagde generalen i et hånligt og mistænksomt tonefald, “så går vi derned.”
“Gå du bare med, brormand,” sagde Angus til sir Scott, der så rasende og foragteligt på ham.
“Det bliver over mit lig,” sagde han.
Generalen smilede til ham og oplyste i et venligt tonefald:
“Det kan vi da nok finde ud af, Scottie…”
Lensgreven så ud som om han havde lyst til at spytte på generalen, men i stedet smilede han hånligt og da far begyndte at gå mod yderdøren, fulgte han med.
“Det her gik for nemt,” udbrød Mester Hopsa bekymret og kom frem bag rustningen, bevæbnet til tænderne, med sin daggert og desuden en kårde, som rustningen havde stået med.
“Hvor blev denne surmule-tjener af? “undrede Mester Hopsa sig.
“Er du her også, Anthony?” spurgte far dumt. Han kunne da se, at han var der, men han kendte ham åbenbart og blev selvfølgelig forbavset. Han smilede et af sine lidt triste og besynderligt smil og sagde:
“Hvis det er Brian, du hentyder til, så ved jeg i grunden ikke, hvor han skulle hen.
“Det må vi finde ud,” erklærede Mester Hopsa omgående.
Det var forvirrende, at han både hed Mester Hopsa og Anthony, og at generalen også hed Greg, men det gik da med at finde ud af det.
I hastige spring, der fik ham til at ligne en kanin lidt, sprang dværgen hen mod trappen og op på det første trin, mens Freddy fulgte ham med øjnene og gjorde sig klar til at følge efter de andre. Han famlede efter fars hånd, for var det godt at være sammen med ham nu og skulle ned for at hente Bedste. Hvor blev hun glad, når hun så, at de kom og hentede hende.
Far gav hans hånd et lille klem, så stivnede han og sprang omkring og Freddy gjorde det samme, for han hørte også lyden af den væltende rustning. Og der stod Brazil og stirrede på dem, med store øjne. Far blev hvid i ansigtet og stirrede på vampyrtroldungen, der stod og slikkede sig om munden.
“Det er bare Brazil,” sagde Freddy, forskrækket. Troede far mon, at Brazil ville æde ham eller suge blod fra ham?
Det ville han da ikke.
Vel?
“Det er altså min far,” sagde Freddy, sådan for en sikkerheds skyld, for Brazil så faktisk ud som om han kunne tænke sig noget i den retning.
“Øv, ” sagde Brazil, “må jeg så ikke få ham med hjem. MIN far vil så gerne have ham.”
“Det må han bare ikke,” sagde Freddy oprørt, “kom nu, så Bedste kan komme ud.
De andre, bortset fra Mester Hopsa stod og ventede henne ved døren og Angus havde hånden på dørhåndtaget.
Men far stod som en statue og stirrede tomt frem for sig. Freddy halede i ham og så vredt på Brazil. Kunne han ikke være blevet bag den rustning?
“Jeg gør ham ikke noget, så,” forsikrede den blå unge og puffede til sin tunge med to fingre, “kan du så blive inde, tunge – vi må vente, selvom vi er så lækkersultne.”
“Du har – du er…” ævlede far og Freddy trak igen i ham:
“Kom nu, far – inden der er nogen som vågner.”

Hva’… jaja da,” vågnede han endelig op og begyndte at gå mod døren. “Er det den her I mangler?” spurgte han med et blegt smil og halede en nøgle frem.
Det var det og så stod de ude på gårdspladsen. Den friske natteluft føltes både sval og befriende efter turen i den beklumrede, underjordiske gang. Anarkat hang som en halv bolle, der var bidt af og sendte et mat, slunkent lys, ned på det knasende grus under deres fødder, mens de gik over mod den bygning i hvis kælder de skrækkelige fangeceller var.
Rimmel havde vist ham dem engang og det var forfærdeligt som de stakkels fanger der havde det – meget værre end kaniner, for kaniner fik da frisk hø og halm. Og der var Bedste…
Han havde forsøgt ikke at tænke på, hvordan hun egentlig havde det, men nu trængte tanker og billeder sig på og han vidste, at han måtte være forberedt på, at hun nok ikke havde det godt, når de kom.
“Når du nu er her, Slikoran,” sagde far, “så lad som om du truer mig, så vagten låser døren op.”
“Jeg er altså ikke min far,” fnisede Brazil
“Du er ikke… nej, vist ikke – men gør nu som jeg siger!”
Og sådan gik de ind. De andre to og to, som fange og fangevogter, Freddy ved siden af far og Brazil, med den ene hånd på tryllestaven og den anden famlende efter perlen i medaljonen.
Der sad to vagter og raflede ved et bord. Mellem dem stod en dunk brændevin og de rejste sig slingrende op, da far ringede med klokken der hang ved siden af den store tremmedør.
“Hvasj ønsker Herren?” fremgylpede den tykkeste af de to mænd.
“At I aldeles omgående låser op for fangen Julie Jegorsdatter Ronantez!” befalede far myndigt.
“Men heksen skal da førsjt dømmes i morgen,” protesterede den anden, der lod til at være en anelse mere ædru.
“Så lås da i Guds navn op,” stønnede præsten forpint, “jeg holder det ikke ud.”
“Nej,” sagde generalen, “denne kærlige kristne mand har pludselig fået samvittighedskvaler over at mishandle gamle koner. Er det ikke rørende?” Hans stemme var tyk af hån og had og Freddy så ham vride en af præstens finger om. Knæk, sagde det og igen skreg præsten, mens generalen grinede.
De gik forbi celler, hvor nogle sølle fanger sov og andre stirrede frem for sig, en nynnede en stump af en sang, igen og igen. Så stoppede den svajende vagt foran en celle, hvor der skimtedes en brunlig klump tøj i et hjørne og en svag stønnen trængte ud til dem, gennem tremmerne “Klumpen” var Bedste og det gjorde forfærdeligt ondt på hende at ligge der.
“Din dumme skid,” skreg Freddy og hamrede en knytnæve i maven på den modbydelige tyksak, der svajede endnu mere og greb ud efter ham, med et forbløffet og vredt udtryk i sit grimme fjæs.
“Hæ hæ,” grymtede generalen, “godt gjort, lille kammerat, men lad nu den fordrukne kanalje låse op.”
Der stank i cellen, af sved, blod, tis og lidelse. Bedste rørte sig slet ikke og han for hende til hende. Hendes tøj føltes groft og slimet mod hans håndflade og da han strøg hende over håret, var det filtret og klæbrigt.
“Bedste,” kaldte han og havde en stor klump i halsen, mens han forsigtigt ruskede i hende, “lille Bedste – nu er vi her. Vi tager dig ud herfra. Og vi dræber alle de onde, vi gør, søde Bedste.”
Bedste mumlede noget, men han forstod ikke ordene. De lød som trætte skrig.
Hun måtte op at sidde og han tog om hende. Hendes krop var tynd og han blev bange for at hendes gamle knogler skulle brække eller at de allerede var det.
Hun lå med ryggen til og varsomt, prøvede han at vende hende, for at tale til hende, for at puste liv i den lugtende, jamrende bylt, der var Bedste.

“Sammy?” klynkede Bedste og ville vist sætte sig lidt op, men fik sig blot anbragt i en sær, halvt liggende stilling, med en håndflade mod hagen..
Brazils øjne lyste som to tændte lys og i skæret derfra så han, at Bedstes slørede øjne var mat-grå og ikke længere sorte. Hun havde blod og snavs i hele ansigtet og han så sig om efter vand, men der var ikke noget.
Og hun troede, han var ham der Sammy. Hun kunne slet ikke kende ham.
“Jeg er din Freddy,” sagde han og havde lyst til at græde, men hverken kunne eller ville. Han havde ikke troet, de ville være så onde eller måske havde han bare ikke villet tænke på det? Ikke villet tro det om nogen i virkeligheden?
“Vand,” krævede han, uden at vide af hvem og det var måske slet ikke ham, der krævede det, for stemmen var jo så fjern og fremmed.
“Vi har ikke tid,” sagde far, “vi må væk, inden Brian henter forstærkninger. Han er ikke på vo- på jeres side længere.”
Far knælede ned og løftede Bedste op. Som om hun var et barn bar han hende ud af cellen og gik mod gitterporten. Freddy så ikke, hvad de andre foretog sig, men fulgte med sin far ud i friheden.
Stemmer kom imod dem. Ophidsede røster og trampende fødder. Grus hvirvlede op og far bandede stygt. Som en drevet af en orkan, væltede utydelige skikkelser, med groteske former frem mod dem og far skreg:
“Vi må væk!”

kapitel 16

Brr. Pradr, brrrrarrr, lød det og det gibbede i Freddy. Han stoppede op så pludseligt, at en støvlesnude ramte hans træskohæl og generalen brølede vredt:
“Hvad i alverden stopper du op for, din kanalje?”
“Ja, hvad er han bange for?” supplerede Mester Hopsa aldeles omgående.
Det var Angus, der svarede for ham:
“I hører vel lyden? Det lyder som en blåtrold. Er Slikoran nu på færde igen?”
General Hayes svarede ikke og Freddy stirrede på den hule, som gangen havde ført dem til; knudrede jordvægge med en mørk, smal åbning. Og måske var Slikoran derinde, men ham der var ikke grund til at være bange for. Men han var ikke alene. Der lød vrede lyde. Dyrisk knurren blandet med stemmer, der lød halvt menneskelige, halvt som – som noget fremmed.
Freddy følte på tryllestaven. Dette var måske den anden forhindring, Jacob havde nævnt? Han havde sagt, de nok mødte et uhyre i gange, men så skulle han bare trykke på en halvanarkatformet dims, så ville uhyret lade dem passere.
“Vi skal jo altså igennem,” sagde Angus i et afgjort tonefald og hans stemme var rolig, men den svage sitren og den sære klang røbede, at han bare lod som om, han ikke var bange.
“Jeg har jo tryllestaven,” sagde Freddy højt for at berolige både de andre og sig selv. Beslutsomt gik han et skridt frem. Der voksede sære vækster mellem jordvæggens knudrede rødder og luften var emmende fugtig
Imod dem kom et knoklet væsen med åben mund og drabelige hugtænder, væsnet var blåt og orange og der silede noget grønt slim ned over dets hage. Det lignede Slikoran, men var en del mindre. Lige i hælene på den lille blåtrold kom der nogle kæmpestore, sorte monstre med kattekrop og hundehoveder. De havde åbne gab med sylespidse tænder og savlet boblede dem frådende om gabene. Deres hår var stridt som pindsvinebørster, de havde kattehalerne – nej kattehalen – der var kun en. Kun en? Uhyret havde to hoveder, men det var kun et væsen. Blåtrolden nærmere sig Freddy og mændene. Uhyret snerrede. Dets fire lilla øjne lyste og de store tunger blafrede.
Freddys hænder rystede. Men han måtte finde den rigtige dims. Finde de rigtige ord og sige dem højt. Nu. Med det samme. Uhyret var kun få alen borte. Det moslede af sted. Hev i sin sele. To halsbånd med lysende mønstre var et øjeblik ved at kvæle uhyret. Freddy holdt sin rystende pegefinger på dimsen, på den halve anarkat. Hans hjerte sad helt oppe i halsen og spærrede for ordene, han skulle sige.
Bag uhyret var der væsner. Mennesker? Høje mennesker med pjusket hår og med stave eller lanser. . Den ene sagde noget. Gav en ordre? Uhyret knurrede og prøvede at mosle videre. Kom nærmere. Freddys finger trykkede på dimsen. Men ordene ville stadig ikke ud. Blåtroldens øjne førte rundt i det lille blå fjæs,. Nej, ikke øjnene men pupillen, der ikke var omgivet af hvidt. Den (han eller hun) prøvede at finde et gemmested, at slippe væk fra uhyret og de, der havde det i lænke. Stakkels blåtrold. Var uhyrets herrer ude på at lade uhyret flå blåtrolden i stykker? Standsede de det kun, fordi de så mennesker?
Ja, sådan var det for nu sagde det ene væsen:
“I skal ikke være bange. Vores eskalator uskadeliggør lige straks bæstet.”
Blåtrolden hev efter vejret og så sig fortsat om efter et gemmested. Dets næsebor vibrerede. Dets mave hævede og sænkede sig hastigt, som om dets hjerte var ved at sprænges,. Det skulle blive løgn, skulle det! Resolut trådte Freddy et skridt tilbage og verfede til Mester Hopsa, så han gjorde det samme. Freddy sagde:
“Smut du bare fordi.”
Mester Hopsa sad på sin ende, den forfulgte glanede og ville smutte videre, men i et nu var mester Hopsa oppe og spærrede væsnet vejen, sammen med generalen og Angus.
“Du lader da ikke vampyrtrolden undslippe?” forhørte generalen i et vantro tonefald, som troede han ikke, hvad han selv så og hørte. Væsnet hev stadig efter vejret og stirrede på Freddy med sine store, orangeskinnede øjne i sit lyseblå ansigt.
“Er det…?” udbrød Freddy og små, gråhvide tåger, der mindede om rimfrost stod i små tåger ud af de orange, brændende øjne og gav dem et mat, sløret skær, som væsnet i næste nu skjulte bag sine hænder med de lange, knoklede fingre, så hastigt at det rev sig i panden med en af sine lange kløer og lidt grønt løb ned mellem de skjulte øjne.
“Vi var lige ved at have ham,” gispede det ene væsen, der havde en vild manke af sennepsblomst -farvet hår. Det lignede et menneske, men det havde lilla øjne og spidse ører.
“Hvad har han gjort jer?” spurgte Freddy og prøvede at gøre stemmen fast.
“Gjort?!” spruttede hun-monsteret og gloede olmt på ham, “han er jo den Ondes barnebarn.”
“Det kan han da ikke gøre for,” sagde Freddy uroligt. Selvfølgelig var det Belkins barnebarn og så var Slikoran måske hans far eller i hvert fald i familie med ham. Og så var væsnet altså en “ham”
“Lad os nu få det lille bæst,“ sagde væsnet og vippede lidt med sine spidse ører,
“Vi skal jo blot forbi,” sagde generalen køligt, “og ungen her har adgangstegnet. Vis ham det nu, – Freddy, så vi kan komme videre og de kan æde troldungen eller hvad de nu har gang i.”
“De må da ikke æde ham,” gispede Freddy, “kan vi ikke tage ham med? Og så følge ham hjem bagefter?”
“Tjoeh…” mumlede Angus og det trak så underligt i generalens mundvige, som om han pludselig morede sig godt.
Adgangs? … Nåeh ja, Freddy fumlede med tryllestaven, rettede den så dramatisk han kunne mod de fremmedartede, menneskelignende skabninger. Han prøvede at se ind i øjnene på ham, der talte.
Det lykkedes, da væsnet pludselig stirrede på ham – eller var det staven, det så på??
Tekan jetz karun,” sagde Freddy og gjorde stemmen så fast og sikker, som han kunne, mens han med et par fingre trykkede hårdt på dimsen. Den lod sig ikke presse ind og det trak om mandens – væsnets læber, som om den ville til at grine hånligt. Freddy gentog sætningen Tekan jetz karun – tegnet jeg har – igen, igen og en gang mere, mens han trykkede vredt på den fordømte knap. Hvad var det for et dumt tidspunkt at gå i itu på?
Så lykkedes det og en stor flamme spruttede ud af tryllestaven. Lige under stjernen brød den frem, som en ild tændt i tørkesvedent kvas. Blålig, gul og stærkt orange spruttede den mod væsnerne, men de strakte håndfladerne frem og skubbede ilden tilbage. Der kom den lige imod Freddy. Med et hyl slap han dimsen og sprang tilbage,
Hvad lavede det lede væsen?
Prøvede på at brænde ham, vidste Freddy i samme nu og så gik det op for ham, at han før tankerne havde gjort det samme. Bredt sine håndflader ud og skubbet mod ilden uden at røre den. Og den var ikke varm. Den var blændværk – en magisk efterligning af ild,
Men det vidste væsnerne bag det fæle monster måske ikke, for nu kom den, der ikke holdt uhyret i lænken nærmere. Truende. Rasende, men også forbavset.
“Ja, det havde i skide elvere vist ikke regnet med,“ sagde general Hayes fornøjet.
“Hvem ER den unge?” udbrød den vrede, der åbenbart var en elver.
“Sapkos udvalgte,” svarede Angus med fast stemme.
“Sapkos udvalgte? Jamen så giv os da bare det lille udyr.” Elveren lød helt lettet og opmuntret. Hans kammerat holdt uhyret fast og det havde modstræbende sat sig på enden.
“Nej-nej, I må ikke. De får den til at flænse mig. Jeg er bange, Det var ikke med vilje. Hjælp mig,” jamrede blåtrolden.

15. kapitel, del 2

Han rystede perlen, holdt den op til øret og hvæsede:
“Så hør mig dog, din grønhårede slyngel!”
Det skrattede i perlen.
Så lød en vred stemme, så højt at alle vist kunne høre det. Freddy kunne i hvert fald, men stemmen brølede på et fremmed sprog.
“Dig gider jeg ikke tale med” hvæsede Jacob og kylede perlen opad. Perlen måtte ikke gå i stykker, jog det gennem Freddy og i mens tanken formede sig, sprang han op, lynhurtigt, og holdt perlen i sin hånd allerede før han undrede sig over, at han havde kunnet gøre det.
“For i alverden hvorfor du mig så forstørrer i midten af en lur?” rasede stemmen i perlen på lidt gebrokkent men forståeligt tydansk.
“ Undskyld, men det er en anden en vi vil tale med. Hvem er du?”
Det var mærkeligt at der var andre, der også kunne tale i perler. Kunne det være Sapkos far – den højeste af beviakguderne? Selveste Hekafides hvis navn man kun nævnte, hvis man var udvalgt til et eller andet?
“Jeg er Mørkets Fyrste!” oplyste stemmen og talte ikke gebrokkent mere.
“Smid den perle af Helvede til,” rasede Jacob.
Men Freddy kunne ikke lige huske, hvad retning Helvede lå i, så han lukkede hånden om den lille perle. Men av – Av for hulan da – den var varm. Den brændte.
Og så smed han den.
Den landede på gulvet. Trillede. Og lå stille.
“Hvad i alverden laver du, knægt?”
Jacob var rasende, hans buskede bryn var rynkede og øjnene store.
“Jeg ville ikke have den gik i stykker og måske…”
Freddys forklaring blev skåret over af Jacobs vrede stemme:
“Du har lige talt med Mørkets fyrste. Du har sådan set påkaldt ham. Belkin – Satans arving. For Helvede da også.
“Men måske kan han hjælpe med at få Bedste fri,” tænkte Freddy højt, for han havde jo mødt den der fyrste søn. Det var jo Slikoran og han havde da været rar.
“Det skal vi ikke have noget af,” tordnede Jacob og var stadig vred.
“Det – det må være den forkerte perle, du tog så,” sagde Freddy. For sådan måtte det være og han kunne da ikke gøre for, at Jacob ikke havde valgt rigtigt. Mon der så alligevel ikke var en perle mere, man kunne kontakte Sapko i ?
“ Mine fingre klør efter at give dig en endefuld,” oplyste Jacob og det passede vist, for hans fingre krummede sig og strakte sig.
Det var altså uretfærdigt, for han vidste jo ikke, hvem der talte i den perle og hvorfor var Jacob mon så vred på Slikoran og hans far? De var jo imod de væmmelige onde kristne, som Bedste sagde man sommetider skulle lade som om man var enig med og også troede på deres dumme gud.
Men Bedste havde jo også sagt, at man helst ikke skulle have noget at gøre med mørkevæsner som Slikoran, så måske var det alligevel forkert.
“Læg hånd på ham og du vil fortryde!” råbte perlen og nu var stemmen deri mørk, dyster og truende.
Nu knyttede Jacob sine hænder og vreden forlod hans ansigt, men i stedet var det som om hans ansigt forstenede og da han talte var hans stemme uden klang: “Det er vist for sent.”
Så gik han hen og samlede perlen op, trykkede på den og puttede den i en lomme på sin kappe.
Kom,” sagde Jacob, “lad os nu se om dine følgesvende er dukket op.”
“Hvad for nogen følgesvende?” mumlede Freddy. Pludselig gik det op for ham, at han rystede over hele kroppen. Den vrede stemme, der blev så klangløs og det at han måske havde gjort noget meget skrækkeligt ved at tale med Belkin, var trængt ind og gjorde ham bange, for hvad nu?
Han åbnede munden for igen at prøve på at forklare Jacob at han jo ikke ville noget ondt og at Jacob jo selv havde både mødt og talt med Slikoran, den gang for tre år siden.
Men der kom ikke et ord over hans læber og da Jacob vinkede ham med, fulgte han efter den store mand med det nu så tillukkede ansigt.
Tilbage i det forreste rum, så Freddy, at der var dukket to mænd op. Den ene var stenmanden som havde været under jorden dengang på Kløverborg: ham der hed Gregory Hayes,. Den anden syntes han også han hed set før, men det varede lige et øjeblik før det gik op for ham at det måtte være manden, der dengang havde stået bag ved Sapko; ham der var rødhåret og havde rødt skæg og som Freddy ikke vidste, hvad hed.
Der lugtede sødlig-krydret og lidt skarpt i rummet og bag de to fremmede stod der nogle blåhårede væsner og holdt hinanden i hånden, Pablos hår var skapt-blåt og Rajas lange hår havde blå striber. Den pukkelryggede Hyllemor stod og gned farve ind med noget, der lignede en blød sten, som hun havde dyppet i noget farve, der var i en stor gryde.
Mester Hopsa stod klar med blomsterkranse, med løjerlige snoninger.
Når de fik dem i håret ville de ligne beviak unger, i hvert fald lidt.
“Du er vokset lidt,” sagde Gregory Hayes. Kongen vil måske synes om dig!” Han blinkede til den rødhårede, der smilede et lille, skævt smil og så bedrøvet ud.
“Skal vi op til kongen? Men han er jo langt væk,” udbrød Freddy, for Bedste havde sagt at kong Leopold boede i en stor by, langt væk, der vist hed Belohako. Så langt kunne de vel ikke gå, for de skulle skynde sig at redde Bedste.
“Ja, et stykke vej er der da til kong Atkars gård,” sagde Hayes.
“Men kong Atkar er død,” mente Freddy, han vidste.
“Ham her er kong Atkar den anden,” forklarede den rødhårede.
Var der virkelig en ny kong Atkar? Bedste havde godt nok nævnt noget om det engang.
“Kan han hjælpe Bedste?” spurgte Freddy ivrigt.
Hayrs så på ham med sine store øjne og kløede sig i øret: “Det kan han sagtens, men han vil ikke, for han er forbandet.”
“Det siger man i hvert fald,” sagde den rødhårede mand, “man kunne også kalde det dårskab eller vanvid.”
“Hvem har forbandet ham?” spurgte Freddy og det summede i hans hoved. Han fik så mange ting at vide i dag og han ville jo bare redde stakkels Bedste inden det var for sent. Kunne de ikke bare alle sammen skynde sig op til far?
“I tager af sted om lidt,” rungede Jacobs stemme, som om han kunne læse tanker.
“Men Hayes ville gerne fortælle hvem, der havde forbandet kong Atkar den anden:
“En magtfuld, rænkefuld og engang så underskøn heks med det klingende navn Rosita.”
“Hold så kæft, Greg,” snerrede Jacob, “er det ikke nok, at hvalpen der har påkaldt Belkin?”
Hayes, som Jacob jo kaldte for Greg, fløjtede langtrukkent og så temmelig tilfreds ud,
“Ja, grin nu ikke for tidligt, Greg,” sagde Jacob og rakte læderposen med perlerne til Freddy, mens han så alvorlig ud: “Tag dem nu og se pm du kan finde den, der kalder på Sapko. Du må selv vælge din vej.”
“Men jeg så ikke helt vejen hjemmefra og herhen.”
“Den vej hjælper Greg, Angus og Anthony dig med,” sagde Jacob og smilede lidt. Han så igen venlig ud, men Freddy følte det som om der sad en lille fugl i hans mave og hakkede løs på hans hjerte. Bedste var væk og de pinte hende nok – og det var hans skyld – hans skyld, hakkede fuglen – og nu – nu havde han måske gjort det værre ved at gribe den perle – perle.

Som om det var et fjernt sted fra hørte han Pablo tale til Jacob:
“Orv, du er en troldmand og så tryller du haler på os og så tager vi med op til Freddys far, ikke oss’?”
Gennem et underligt slør og stadig med den hakkende fugl i maven, så han
Jacob sætte sig på hug foran Pablo: sank lidt ned i knæene og så på ham.
“Nejdu og Raja skal blive her og hjælpe mig og Hyllemor med noget. Freddy låner en tryllestav og så skal han nok klare sig.”

Så var de på vej. Igen gik Freddy gennem skoven og igen var han så træt, at han ind i mellem snublede og var lige ved at falde. Den rødhårede, der hed Angus, greb ham i hånden og så gik det bedre. Freddy lod da bare som om, han ikke så mester Hopsas og Hayeses udtryk, der betød, at de syntes han var en lille unge. Det var han ligeglad med, for i lommen lå posen med perlerne og sin “frie” hånd knugede han tryllestaven og troldmanden Jacob havde sagt til rottemanden:
“Drengen her får instruktioner af mig, hr. general og selvom De er general, sir, så har De af at respektere ham.” Og det svære ord – instruktioner – betød, at Jacob fortalte ham, hvad han skulle gøre med tryllestaven. Der var tre ting, han skulle gøre – tre forskellige steder og det første sted var ved en gammel sten i skoven. Og han skulle nok huske de der – instruktioner.
Da de stod foran et tæt buskads sagde mester Hopsa:
“Det er med garan-tusse-ti her.”
“Jeg håber du er sikker,” sagde Gregory Hayes ildevarslende.
“Manden kender jo skoven som sine egne lommer,” sagde Angus straks.
“Så kan HAN jo skære sig vej og kalde,” nærmest befalede Hayrd og satte sig ned på en træstub.
Mester Hopsa så bedende på Angus og Freddy. Freddy var træt og ville også helst sidde ned, men de skulle jo op på Kløverborg og det skulle ikke vare for længe. Han gabte og famlede efter sin dolk.
“Kan du, kan jeg også,” bestemte Angus og så fulgte de efter mester Hopsa, der efter en kort tøven begyndte at skære sig vej ind i krattet.
Han huggede så hurtigt og godt, at de to andre bare kunne skære “de tyndeste grene og slyngplanter bort og da Angus var foran Freddy kom han let igennem. Mester Hopsa ,derimod, bandede med korte mellemrum stygt.
Inde i midten af buskadset var der en rund plads, så rund som en plads nu kan være, når den er omgivet af vildtvoksende buske og bag vildtvoksende bregner skimtedes en kampesten, mosgrøn og gammel,
“Vi er herinde, hr, General,” skingrede mester Hopsa triumferende, “og det er rigtigt.”
“Det var I sløve snegle længe om,” lød det der ude fra og så kom Hayes, der jo åbenbart var general marcherende gennem buskadset og udstødte et par grove eder undervejs. Der var en rift på hans ene kind, men den var ikke dyb, så Freddy så hen mod stenen. Der var ridset nogle sære tegn ind i den, men der så ikke ud til at være ret mange, for stenen var næsten helt grøn af mos..
Mumlende og forsigtigt begyndte Angus at skrabe mos væk. Det gik langsomt, så Freddy tog sin dolk og gik hen for at hjælpe ham. Mosset sad godt fast, men der hvor de fik det væk, vidste der sig flere bogstaver.
“Wasisti teka do Wares varinno,” gentog Angus i en uendelighed og i et ensformigt tonefald, så det lød som en messende trylleformular.
Og imens listede Freddy sig om bag ved stenen og så grundigt på den, følte på den og fandt det han ledte efter: et lille, lidt ujævnt hul. Hurtigt og med hjertet dunkende som en hest i galop skrabede han det fri for mos og fnuller. Så stak han forsigtigt spidsen af tryllestaven ind, lirkede lidt og drejede rundt.
Angus messede stadig, højere og højere. Mere og mere irriteret.
Der lød en snurren, lidt som en meget mærkelig blanding af en summende humlebi, en døende hveps og en rusten nøgle i en lås. Hastigt hev Freddy staven til sig og tumlede baglæns. For overvældet til at dreje omkring og løbe forlæns.
Først da han faldt på enden, gik det op for ham, at han bevægede sig akavet. Siddende i det mosbløde ukrudtsgræs, så han kampestenen vælte langsomt, som en døende hjort. Med opspærrede øjne krabbede han sig en smule baglæns, stak sig på noget skarpt og blev klar over, at han var langt nok væk.
Lettet og med en glad brusen i årerne, rejste han sig og havde lyst til at hoppe op på den væltede sten, hæve tryllestaven højt op i luften og juble. For det var jo ham, der havde fået den til at overgive sig og segne. Nå ja, Angus havde vel hjulpet lidt med sin remse, men alligevel.
“Mester Hopsa går ikke først ned i det hul, nej-nej – det gør han altså ikke. Generalen er så modig, så modig og han kan klatre derned..” gnækkede dværgen, selvom der vist ikke var nogen, der havde forlangt, han skulle gå først, men måske kendte han sine følgesvende ? Hayes så hånligt på ham og Angus skævede til gengæld bedende til generalen.
Freddy suttede på sin finger, hvor han havde stukket sig. Det smagte mosagtigt og ækelt, så han fik den hurtigt ud igen og gned i stedet fingeren mod sine bukser, mens han gik udenom stenen og stod ved det hul, den havde skjult.
Det var meget dybt og det var som om det var ude på at suge ham til sig. Lidt forskrækket tog han et baglæns museskridt og opdagede, at der var trin i den højst øltønde-brede fordybning.
“Sæt staven i dit bælte, knægt,” sagde Angus, “og følg efter mig ned i dybet.”
“Jaja, ned i dybet og op på den store borg, sammen med Sapkos udvalgte,” jublede mester Hopsa
“Vær dog ikke så barnlig,” vrissede Hayes “du er jo en klog mand, Anthony, selvom du kalder dig mester Hopsa – lad os høre noget begavet eller hold dine læber tæt sammen.”
Dværgens øjne blev store og han åbnede munden, som om han ville svare vredt igen, men så snøftede han, et kort snøft, der måske skulle virke overlegent, men som afslørede, at han var bange for Hayes. Og han understregede angsten ved at presse sine læber tæt sammen og luske om bag Angus, som om han troede, at den spinkle mand kunne skjule ham.
Hvis han var så klog, som Hayes sagde, skjulte han det godt, tænkte Freddy og fumlede med at anbringe den kostelige tryllestav så stramt i bæltet, at han umuligt kunne komme til at tabe den. Da han var sikker på, det var lykkedes, var Angus på vej ned og kaldte på ham. Freddy stak forsigtigt en fod ned og fik den anbragt på et trin. De var af bøjet jern og ikke massive, men nærmest som tynde stænger til at hænge bestik på. Hulningen i træskoene passede omkring dem og så var det bare med at ramme rigtigt og ikke komme til at ramme ham Angus i hovedet. Forsigtigt klatrede han nedad og da han var nogle trin nede holdt han hænderne om det øverste trin. Et trin længere ned flyttede han så hænderne til næste trin og så fremdeles. Først da der var et trin oven over det hans hænder holdt om, kaldte han på mester Hopsa.
At klatre ned i det hul, var som at krybe ind i mørket og ikke spor rart. Det hjalp lidt, at Hayes havde en staldlygte med, da det blev hans tur til at komme derned, men mest fordi der var noget trygt ved lyset. Freddy turde ikke se sig omkring. Han søgte bare efter næste trin og næste igen. Og først da der ikke var flere, vovede han at se sig omkring i det flaksende lys over ham, lyset fra den endnu klatrende generals lygte.
De stod i en lang gang, med lofter, vægge og gulv af store sten og planker. Der var malet sære billeder, der måske skulle forestille endnu særere væsner, men virkede så ubehjælpelige, at de måske var sådan nogle bogstaver fra bøgerne eller andre underlige tegn. Der var også nogle halvt udviskede pile. Gangen førte både frem og tilbage og der var malet pile i forskellige farver. En rød førte bagud og en halvt, udvisket lilla pegede fremad. Det var den lilla pil de skulle følge og Angus havde allerede taget de første skridt.
Freddy smuttede op og tog ham igen i hånden, for gangen var netop så bred, at man kunne gå to ved siden af hinanden.
Inden længe hørte han Hayes og dværgen gå bag dem og så var de på vej op til far. Og inden længe kunne de befri lille Bedste.
Han havde jo perlen, tryllestaven og tre voksne mænd til at hjælpe sig.

15. kapitel. del1

Der var en hel masse hylder, og de var alle sammen fyldt med ting; krukker, bøger, rødder, planter og skrin I gennemsigtige krukker vred orme, slanger og sære væsner sig. Det peb og puslede De kunne vist ikke lide at være i de dumme, små krukker. Han åbnede munden for at sige til Jacob, at det var synd for dem, men inden ordene slap ud, blev han heldigvis klar over noget: de var enten ubevægelige eller skvulpede blot rundt i den væske, som de var i. De var døde
Lydene kom fra en stor kasse under hylderne. En masse rotter for hen mod tremmerne i deres bur. Et par af dem rejste sig på bagbenene og mimrede. Det så sødt ud. Freddy gik lidt nærmere og Jacob tog en skål fra en hylde, mens han småsnakkede til dyrene:
“Nu skal I se, nu skal I få mad.” Han smuldrede brød ned i skålen. “Vil du hælde lidt korn i og blande det?” spurgte han så. Og det ville Freddy da gerne, men hvor var mon kornet?
Måske i en af krukkerne? Måske i den lige ved siden af kraniet? Det var kraniet fra et menneske – et lille menneske – og det grinede tandløst til ham, mens en fed, glinsende bille kravlede ud af den ene øjenhule. Hvorfor mon Jacob havde det her? Hvad skulle han med det? Og hvor havde han det fra?
Billen kravlede ned over kraniet og fortsatte hen mod en bog og op ad den og Freddys blik klæbede til den, for så slap han for at se på kraniet. Han ville ikke se på det, men da billen blev væk bag bogen, vendte hans blik tilbage.
“Vil du stå og glo på Vanita eller vil du øse korn op?” buldrede Jacob.
“Hv-hvor er kornet?” stammede Freddy forskrækket.
“I tønden der,” Jacob pegede på en stor tønde mellem buret og et mærkeligt lille skab, med runde jernringe ovenpå – lagt inden i hinanden. “Jeg fandt kraniet i skoven,” sagde Jacob, “jeg spiser ikke små børn.”
“Det troede jeg heller ikke,” forsikrede Freddy hurtigt. Men tanken havde strejfet ham.

Lidt forlegent øste Freddy korn op og fik lov til at sætte skålen ind til rotterne der ivrigt kastede sig over den gode mad. Den ene var lige ved at bide ham i hånden og han trak den hurtigt til sig. Men nogle andre gned sig kælent op hans hånd og han kælede igen. De var søde og den ene havde en lille hvid prik mellem øjnene. Så opdagede han at de to hoveder sad på den samme krop og da han vendte sig for at sige det til Jacob, havde manden pludselig en hat på hovedet; en kræmmerhusformet, blå hat med stjerner på og en dusk i toppen – og han stod med en rund, sort stav i hånden;
“Du er en troldmand,” udbrød Freddy. Det havde han næsten regnet ud, men nu var han sikker, for hvordan kunne han ellers klæde om så hurtigt?
“Ja,” sagde Jacob og så alvorligt på ham, “jeg er en troldmand af en slags, men desværre kan jeg ikke bare sige en remse og så er moster Julie -. din Bedste – ude af fangehullet. Kom med hen til bordet og sæt dig ned.”
“Men har du så tryllet to hoveder på rotten?” var Freddy lige nødt til at vide.
“Tryllet og tryllet,” mumlede Jacob, “det kan man måske nok sige, men ikke bare ved at svinge med staven her og sige nogle ord. Så let gik det ikke.”
Jacob satte sig på en sten, med en pude på og gjorde tegn til at Freddy skulle sætte sig på stenen overfor.
Han famlede ind under sin blå kofte og halede en læderpose frem.
“Det er Bedstes perler,” udbrød Freddy.
“Nemlig,” sagde Jacob, “dem tog vi jo med. Du fik en til at forsvinde – i møddingen eller hvor den nu blev af. Men – der skulle jo være to, kez war?”
“Kez war” betød “ikke sandt”, men Freddy havde aldrig hørt at der skulle være TO magiske perler, så han udbrød:
“Er der to af dem, Sapko kan tale i?” og hvorfor blev Jacob mon sur over det spørgsmål? Han rynkede panden, så den lagde sig i vrede folder; hans øjne sendte små lyn ud og det var som om de små lyn tvang Freddy til at slikke sine læber.
Før han fik dristet sig til at spørge, hvad der var i vejen, tordnede Jacob:
“Du er Sapkos Udvalgte og så ved du ikke, at der er to af dem, der er sendere?”
“Sendere,” gentog Freddy spagt. Det var et underligt ord om perler og han fik ondt i maven, når manden var så sur.
“Ja -sendere,” snerrede Jacob og spredte perlerne ud på bordet, så den ene af dem trillede ind i kæmpekuglen, der stod midt på bordet, på en fod. En anden var på vej ned på gulvet og hurtigt greb Freddy den og lukkede hånden om den.
“Ved du ingenting?” forhørte Jacob og Freddy rystede på hovedet, men det passede jo ikke, at han ingenting vidste og det måtte Jacob ikke tro, for så ville han måske ikke hjælpe med at redde Bedste. Og nu, hvor det lod til at de kunne få fat på Sapko alligevel.
“Jeg ved, at jeg mødte Sapko,” begyndte han at forklare og ledte efter ordene:
“Du var der jo selv, men før det har jeg også mødt ham, jeg har. Nede ved vores frugttræer og så kom der nogen og overfaldt ham. Men så – efter det, så sagde Bedste at det bare var en drøm, det hele.
Men nogen gange – så snakker han i kuglen, han gør – og Raja og Pablo hørte det. Jeg ved ikke om jeg er en udvalgt, men vi bliver nødt til at redde Bedste fra de onde.”
“Så snak ind i den kugle, du har i hånden,” sagde Jacob og lød lidt mere venlig.
“Så må vi se, om det virker og om den gode Sapko er faldet i søvn?”
“Sover guder?” tænkte Freddy forbløffet højt. Det var ikke faldet ham.
“Beviakguder gør,” påstod Jacob og panderynkerne glattedes lidt ud. Et smil viste sig i øjenkrogene og lurede vist på at skubbe lynene bort.
“Sapko,” kaldte Freddy prøvende, “er du der? Vi har brug for din hjælp.”
Der skete ikke noget. Ikke så meget som en svag knitren hørtes og det hjalp ikke, at han holdt den ind mod sit øre.