Vintermorgen

Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hanekyllinger, der har undgået øksen puster sig op, ser lidt på hinanden og galer søvnigt. Det får to høns til at kagle. En smule lys når ind og de tripper ud af lemmen, men forsvinder næsten i den hvide, hvide verden. Galende, larmende, kaglende søger de ind igen.

Så trænger lydene fra hønsegården ind gennem bjælkerne og den endnu lukkede vinduesskodde. Den ældste kvinde derinde vender sig i alkoven og trækker den tunge vinterdyne omkring sig, ruller sig i den. Manden ved hendes side fryser og griber gryntende ud efter den forsvundne dyne, men kvinden borer sig fast. Hun vil ikke afgive sit bytte. Mon hun heller ikke vil stå op og lægge på ildstedet? Der skal vel også laves grød? Man kunne jo puffe til hende? Og dog – hun har jamret i nat. Hun har så ondt i sin mave, Lad hende så da sove. Manden sætter sig op. Kryster sig af kulde og famler efter den lille tælleprås, der skal være et sted. En meget smal stribe vinterlys er så venlig at skinne på ildstedet, men der er ingen gløder. Sukkende får han sine kolde hænder til at lukke sig om fyrtøjet – en kostelig skat fra en fortid, hvor han fik fat i gode sager. Han trækker de uldne sokker langt op af benene. Godt man i det mindste har sin vams på under natsærken.

”Barbara! Vil du koge grød i dag?” kvækker han mod halmlejet, hvor deres datter sover. Hun brummer noget, men sætter sig op.

Nu vågner soen og grislingerne. Nu muher koen. Skal han da selv fodre og malke?

”Kenny. Det er morgen,” vrisser pigen og puffer til sin bror. Når hun skal op, skal han vel også?

Drengen brummer noget. Det skal nok betyde, at han lige vil sove lidt mere?

Manden brummer. Kæmper med sin skat. Fyrtøjet vil ikke slå gnister,

Pigen gør kuskeslag.

Fra stalddelen høres grislingehvin og en arrig so. Nu vækker de sikkert den gamle ko? Nej, der bliver stille. Eller skraber det lidt derudefra?

Pigen roder op i ilden. Et par gløder ulmer frem fra sodet. Hun tømmer kurven for kvas. Roder i ilden. Skramler med gryden.

”Gamle lort,” mumler manden og lægger fyrtøjet fra sig.

Han skal noget nu, så han tramper mod stalddelen. I sidste øjeblik husker han at få fødderne i træskoene. Noget bider ham i den ene tå. Et eller andet forbistret kryb.

Først siddende i renden, skulende op mod koens hale, ser han, at den tredje unge – ham konen har hentet hjem – er i færd med at malke. Ja altså han aner ham mest som en skygge, som han ser akavet over skulderen. Drengen smiler ikke. Slet ikke.

Og manden gør sig færdig. Kan vel nok være værdig. Skal man så skal man.

Da drengen fra stalden kommer ind med mælken, er Barbara allerede i gang med grøden. Det dufter dejligt. Konen sidder op i sengen. Kenny er også oppe.

Manden går ud. Ud i den hvide verden og trækker skoddet fra lyshullet i væggen, så frostsolen vælter ind.

De langer til fadet med hver sin slev.

FRIHED

En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en historisk roman fandt jeg et gulnet ark papir med krøllede bogstaver. Det er angiveligt skrevet af en person ved navn Allan Coutly

Da jeg finder tankerne interessante bringer jeg ordlyden her – kun lettere redigeret.

A. Gyldenlyng

 

19. februaris 1690

Jeg er fribonde. Jeg giver til de fattige. .

Men jeg er bange for at mit sind skal forkrøbles. Det føles som at være forbandet, og jeg føler mig slet ikke fri.

Stundom grubler jeg over, hvad frihed egentlig er.

Lad mig først nævne frihedens klare modsætning:

Den totale ufrihed.

Lænke om den ene fod. Et lillebitte rum med stinkende halm. Rædsom misk-mask, der kaldes suppe. Eneste selskab er en ondskabsfuld lille mand,

Afmagt – had – frygt – sult. Og smerte, når vagterne slår.

Ikke sige noget forkert. Ikke gøre noget forkert.

Jeg og min cellekammerat klarede den, fordi vi bevarede vore tanker og drømme.

Mange bukkede under. Af anstrengelse, udmattelse og forvredne, sønderknuste tanker og drømme.

En dag kom vi ud, vi to.

Men er frihed kun det ikke at være spærret inde?

Frihed er…

At sidde i fodenden af alkoven og brodere, mens mor hviler sig.Sidde med tungen i mundvigen.. Med to fingre om nålen og den anden hånd om det gulhvide, lidt grove lærred. Solen står skråt ind af det rudefri vindue. Jeg er ni år. Jeg er glad. Jeg er fri. For jeg gør det af egen fri vilje. Og da mor vågner bliver hun glad og omfavner mig.

Far ler da han ser det. Han ryster lidt på hovedet og mumler: ”Du skulle da vist have været en tøs.”

Men han er alligevel lidt stolt over mig, for broderiet er pænt.

Sult, frygt og kulde er frihedens fjender.

Far døde og vi var alene; mor, Sissel og mig.Jeg var ti og Sissel var kun syv.Det gik ikke, så da skomageren friede til mor, så snart sørgeåret var omme. sagde hun ja.

Evig og altid var skomageren efter mig. Brodere måtte jeg ikke, men hjælpe med at lave sko, det skulle jeg. Og hugge brænde og fodre svin. Og hente brændevin; det skulle jeg.

Da jeg var fjorten rendte jeg min vej.

Fri for pligter, fri for klø, men alt for ofte kold og sulten, ildeset og jaget. Plaget af lus og snavset.

Ret et sølle kræ, der stjal fra fadebure, marker og hvad jeg nu kunne få fat i.

– men den værste fjende er måske grådighed?

Hjorte, bævere og bjørne var godt vildt. Men de var ikke mine. Da jeg en tid slog følge med en dygtig jæger og lærte selv at jage, blev vi krybskytter. Fiskene i elver og åer var heller ikke vores, ikke mad til jægerens sultne børn, men en herremands eje.

Og jorden var ikke bøndernes – i hvert fald ikke de i hobetal forsultne fæstebønder, men her og der en grødfed fribonde.

Og jeg kom i de større byer, hvor borgerskabet mæsker sig ved at lade de jordløse og forarmede arbejde i spinderier og væverier, endog børn slider her for usle kobberslanter.

Diamanterne i minerne, gør ikke arbejderne rigere og slet ikke friere.

Med mindre frihed er, ikke at skulle tænke selv?

Er menneskets væsen også en fjende?

Han hed Samuel og han var min ven. Vi ville gøre oprør. Samuel, mig og nogle andre, men vi måtte få flere med – og i mellemtiden blev jeg fribonde ved giftermål. Kone, gård og en søn. Pludselig havde jeg noget at miste.

Og da dagen kom følte jeg mig syg, men sygdommens rette navn var frygt.

De hængte Samuel. Han lo lige før han døde.

Jeg tror en af grundene var, at en herremands søn nu tror på tanken om frihed til alle.

Ja, jeg er fribonde, men for at ingen skal røbe, at jeg deltog i oprøret, lader jeg onde kræfter råde. Jeg føler mig ikke fri, men længes dag og nat efter at blive det.

Barnetro

Hvad er det for nogen lyde?

Sidsel knuger de natlukkede guldblommer med begge hænder. Kirkens vinduesrammer lyser som gyldne kors og kalder hende nærmere. Hun må ikke gå der ind. Og der bliver aldrig mere holdt gudstjenester, for det vil DE ikke have.

Mormor siger, at Gud findes. Og man kan bede til ham i tankerne. Men man skal passe på, for DE kan læse tanker og kaste en forbandelse over en. Det har de gjort mod mor.

Det er jo derfor hun -Sidsel – er nødt til at gå ind i kirken. Hun vil lægge guldblommerne på det blankslebne alter. Selvom mormor har sagt, at det kun er de andre guder, der bryder sig om den slags. For måske synes Gud alligevel om blomster og så vil han måske gøre så DE ikke kan forbande folk med deres magiske sølv-djævlekranier, der hænger om deres hals, og som forbander mest, hvis man rykker dem af dem.

Det pusler omkring hende. Og der er et lysskær. Flammende orange og blågrønt. Som ild. Et sted bag buskene foran kirken. Nej, nu er det væk.

Og nu står hun foran den solide dør. Hun trykker på dørhåndtaget. Døren åbner sig stille og roligt. Foran hende ligger kirkerummet med de mange bænke. Hendes træsko klaprer mod gulvet. Ellers er der stille. Og køligt. Der lugter en lille smule af mug.

Et skær af gråt hyller sig langsomt om alt, men hun kan stadig se.

Oppe ved alteret lægger hun sig på knæ. Blomsterne lægger hun pænt til rette og så folder hun sine hænder. Hendes tunge er tør. Hendes øjne bliver fulde af tårer. Så kommer ordene tumlende.Ord om, at det er svært at være syv år og bo hos mormor, fordi far er død og mor er forbandet, så hun har feber og ser syner.

Så opslugt er Sidsel, at hun ikke sanser de lave stemmer, de dæmpede fodtrin og de knitrende luer.

Kære Gud. Straf de onde. Få dem til at skrige og græde. Gør så de bløder og få det først til at holde op, når de har lovet at være søde.”

Det knitrer. Det lyser orange uden for vinduerne.

Er hun også syg og ser syner ?

Sikke varmt her er. Og det knitrer lige uden for vinduet. Hun ser ud. Det brænder. Det er ikke et syn. Buskene brænder og ilden farer frem mod kirken. Ild. Hun styrter hen mod døren, men stopper brat. Den gamle dør står i flammer.

Hjælp! Hjælp!”

Det klirrer. Det regner med glasskår. Alting lugter. Røgen bliver tættere. Hun må ud. Nu. Hoster. Kan ikke skrige mere. Gulvet kommer op mod hende.

Der er en anden, der også hoster.

Nu flyver hun. Nej, hun bliver båret. Noget kilder hende om næsen. En klump af sølv.

Nej, et kranie af sølv. Hun skriger.

Rolig lille ven,” siger en stemme. Hun bliver lidt roligere og så råber stemmen:

Sørg for at ilden ikke breder sig og få den her unge hjem til hendes mor.”

Sytten år og stadig fri

”Er han ikke skøn?” henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn frem mod Laura. ”Jo, han er dejlig,” løj Laura og strøg over den lidt rynkede kind. Det var en dreng, og han var lidt gullig i huden, men ellers så han ud omtrent som andre nyfødte, syntes Laura.

”Han har da vist sin fars næse,” smilede Sonja og Laura spekulerede på, hvordan mon Beas mand så ud uden næse. Men hun sagde ikke noget om det. Selvfølgelig ikke.

”Du skal vel også snart have en?” kvidrede Sonja.

Men nej – det hastede ikke. Faktisk var hun slet ikke sikker på, at hun nogensinde ville have sådan en lille krævende en.

”Så skal jeg da først have mig en kæreste,” sagde hun let.

”Ja, du må se at vælge en af dine mange beundrere,” mente Sonja og så ganske alvorlig ud, mens hun glattede kjolen,der strammede om hendes bugnende mave.

”Det må jeg vel,” mumlede Laura.

Terry havde rendt efter hende siden de var børn. Han var god nok, men meget barnlig.

Så var der Hagbart, som mor så gerne ville have hun forlovede sig med. Han var god at tale med. Om så meget. Og altid venlig. Men gammel. Oldtussegammel. Mindst 40 år.

Og så var der ….

”Du er heldig,at du har så mange at vælge i mellem,” sagde Bea. Hendes forældre havde fremhævet de mange fordele ved at få en god gård og en mand, der havde rendt hornene af sig,

”Du vil vel ikke ende som gammeljomfru?” sagde Sonja.

”Gammeljomfruer kan have et godt liv,” sagde Laura og tilføjede: ”Hellere det end at leve sammen med en dum stodder og føde syvog halvfems unger.”

”Så mange kan man altså ikke få,” påpegede Sonja surt og fortsatte:. Bobby er altså ikke en dum stodder. Og en dag så får vi også en gård. Ja vi gør. Nemlig.”

Laura ville sige, at det var da godt, men i det samme gik døren op. Det myldrede ind med barselsgæster. Rummet blev fyldt med sved, gaver og snak.

Laura rejste sig og gik ud.

Hendes hoved føltes som et hvepsebo og hun gik bare. Hen ad den snoede sti. Mellem huse og gårde. Ud på engen. Ned mod søen.

En let brise legede med hendes hår og hun følte sig bedre tilpas. Sytten år og stadig fri. Fri som en fugl. Hrm? Nej, de dannede jo også par. og fik reden fuld af pippende unger, der skulle fodres. Det kunne de så bruge al deres tid på, fuglene – og veninderne. Laura følte sig udmattet og satte sig i et buskads,

”Bomster – fi-in bomster,” lød en stemme, og ikke langt fra Laura gik en lille pige frem mod en skikkelse, der sad på en kampesten. Så tæt gik den lille forbi budskadset, at Laura så de mange blomster mellem barnets snavsede, buttede hænder. De havde næsten ingen stilke. Barnet havde nippet hovederne af, men der var jubel og stolhed i stemmen.

Skikkelsen rejste sig fra stenen. Det var en mand. Med lette skridt gik han barnet i møde og da de mødtes satte han sig på hug foran hende.

”Dig have,” sagde barnet med forårssolen i sin lille stemme.

”Tak – hvor er de smukke,” sagde manden og tog varsomt blomsterne i sin ene hånd,
Mens han rejste sig op, greb barnet ud efter hans anden hånd og den lukkede sig om hendes.

Måske alligevel…en gang, for det gennem Laura, mens barnet noget kluntet smådansede afsted ved siden af manden.

Langt ude i skoven med en ombygget Volvo Amazon

”Fuck hvor er jeg?” Undrende så Brian sig omkring. Han var omgivet af høje træer. Pludselig spærrede han øjnene helt vildt op, for lige foran ham stod der er blåt dyr med en bred hale. ”Er du et fucking næbbdyr?” spurgte Brian, men dyret gryntede bare. Så susede der pludselig en pil gennem luften. Tuang sagde det. Hvor i alverden kom den fucking pil fra. Bag Brian var der et eller andet dyr, der stønnede og der lød et bump. Før han vidste af det var han snurret rundt. Der lå Den Onde lyndeme et rådyr og spjættede. Dens øjne var rødsprængte. En skikkelse gik hen mod det døende dyr, der spjættede med benene. Han havde langt sort hår, der var samlet i en hestehale. Han gik med en dolk i hånden.

”Hvem er du?” spurgte Brian og den fremmede i kor, og så stirrede de helt vildt på hinanden.

”Jeg er Brian fra Aalborg,” sagde Brian.

”Og jeg er Freddy Keily fra Womballaskoven,” smilede manden med den sorte hestehale.

Pludselig kom Brian i tanke om at ham og Connie og Elvira og Bertram havde sat sig en i en Volvo Amazon i går, fordi Bertram sagde, at han havde lavet en tidsmaskine ud af den, fordi han havde fået den ide, at når ham der doc Brown kunne lave sådan en, så kunne han også. Det var så først lykkedes da hans farmor døde og han fandt et mystisk rør i en kasse i hendes skur – men nu var han altså havnet i en anden tid, og i en helt anden dimension, men hvor i alverden var Connie og Bertram og hende der Elvira?

Nå, der var de. De kom frem mellem træerne og det viste sig at rådyret var fuldkommen dødt – og ikke ret meget sener efter sad de omkring et bål alle sammen. Cessie var også kommet frem med sine to børn og de hyggede sig totalt for vildt.

Det var sådan lidt mærkeligt, men mens de sad der tænkte Bertram slet ikke på sin døde farmor, og Brian lagde en arm om Connies skulder, mens han smilede til Elvira, der havde vist sig at være god nok engang i mellem for hun var helt vild med Bertram og så måtte hun tage hans venner med i købet.

Det blev sent før de tog med tids-og dimensionsmaskin- amazonen hjem igen, men det var der jo ingen der lagde mærke til for de landede to minutter før de tog af sted 🙂

Et fucking underligt sammentræf

Næste dag var det ”tredje juledag,” og så var det slut med det julelort. Nu kunne han endelig bytte de møggaver, for heldigvis havde han juleferie. Bent holdt nemlig cykelværkstedet lukket mellem jul og nytår.

Det var et fucking møgvejr, så måske skulle han alligevel have lånt mutties lilla paraply med de gule blomster? Nu hvor han var usynlig var det fucking ligemeget. Dennis og de andre lod som om de ikke så ham, fordi han havde hængt så meget ud med Bertram – og Bertram lod som om han ikke så ham, fordi Elvira havde sagt, at det skulle. han.

Elvira! Nej, nu gad han godtnok ikke tænke mere på den gås!

Der var bussen. Fem minutter forsinket. Som sædvanlig.Der var kun en ledig plads Ved siden af en trunte, der sad begravet i en bog.En anden trunte skred hen mod sædet, men Brian overhalede hende og slog sig ned. Trunten så op et kort øjeblik. Hendes øjne var store og grønne bag de runde brilleglas. Så gloede hun igen ned i bogen. Hun holdt den, så han kunne se noget af teksten:

Slikoran holdt en knyttet hånd frem mod Freddy og åbnede den langsomt..

Nåeh, det er der, hvor han får den der ring,” Brian bed sig i tungen, for hvorfor havde han sagt det højt? Trunten så på ham igen. Hun så sur ud, men straks efter smilede hun og sagde: ” synes du ikke også, den er pissegod?” Han nikkede kort og så ud af vinduet. Nu var de heldigvis allerede på Nytorv, og her skulle han af.

Trunten smækkede bogen sammen og dabbede efter ham. Hun skulle åbenbart også af.

Han hørte hendes skridt i nakken, mens han gik foirbi Søstrene Grene, men i krydset blev hun stoppet af lyset, der skiftede til rødt. Ha – den slags tog han sig ikke af. Kun når de havde Albert og maja med – ham og Bertram. Bremser hvinede, men stodderne i dytten fik da bare fingeren.

Nå ja, det var vist forresten dumt, det med lyset, men hvad Fanden; det kvikkede op.

Snart efter kimede klokken i den lille biks med øko-halløj. Han slængte kuverten med gavekortet på disken og sagde: ”Giv mig pengene for den her!”

Den gamle kælling bag disken blinkede med øjnene og åbnede langsomt kuverten.

Ai, skal du også bytte et gavekort?” udbrød trunten bag ham; det var sgu hende fra bussen.

Ja og hvad så?” drævede Brian.

Så ikke noget, men jeg købte altså det her til en veninde jeg har – jeg mener havde – Elvira synes, at hende Amanda Gyldenlyng skriver så åndsvagt, og så sagde hun, at jeg gloede for meget på Bertram og ….”

Kender du også dem?” røg det ud af Brian og nu så trunten sgu forbavset ud, men så nikkede hun.

Kællingen bag disken smed en 200 kr – seddel foran trunten og så en ”hund” foran Brian, men det var da forkert?

Fuck, din latterlige gamle ..,” begyndte han.

Vi bytter bare, så passer det,” sagde trunten. Kællingen stirrede ligegyldigt på dem, mens de byttede.

Udenfor sagde trunten: ”Jeg hedder Connie og hende derinde havde nok bare en dårlig dag.”

Brian mumlede et eller andet. Nu måtte han hellere komme i Salling og bytte de andre gaver.

Connie så sød ud. Og de havde jo begge to penge. Skulle han spørge, om hun ville med? De kunne jo få en ostemad eller noget i bistroen.

Så lød der en summen og Connie hev sin mobil frem. Hun læste en SMS og så sprang hun en halv meter op i luften, Da hun landede lavede hun en lille kluntet hurra-dans, så hun var lige ved at skvatte over sine egne ben. Og så jublede hun: ”Elvira vil mødes, for Bertram har slået op med hende og kaldt hende en fucking intrigant møgluder.”

Ordene skulle lige trænge ind. Så gjorde Brian sejrsdansen efter – og landede på enden. Av for Satan – og folk gloede.

Connie lo, men rakte ham samtidig en hånd og hjalp ham op.

Vil du virkelig mødes med hende?” for det ud af Brian.

Jaah,vi har været veninder siden børnehaveklassen. Måske kan jeg tale hende til fornuft? Og så kan du tale med ham der Bertram og så … Connie afbrød sig selv og spurgte. ”Har du læst fortsættelsen af ”Den Vises forbandelse.”?

Ja, men der en skør kælling med i den,” sagde han.

Det taler vi om, når jeg har læst den, ikke?” sagde Connie, og han nikkede.

Så sagde Connie, ”Jeg skal møde Elvira på penny lane, men vi ses. Ikke også?”

Det kan vi da godt,” sagde Brian, og i det samme brød solen endnu mere frem gennem skyerne – sikke et fucking underligt sammentræf.

Dråben?

”Every time a bell rings an angel gets its wings,” lyder det fra Tvét. Så er den fucking åndssvage film næsten slut, men ham der George Bailey er heldig, at han ikke er usynlig mere.

Man skulle have været hovedpersonen i en film, for i virkeligheden, hænger man fast i den trælse del af historien. Han gør.

”Jeg synes Brian hænger med hovedet,” kværner moster Ruth, ”har han kærestesorger? Der er da andre fisk i vandet. Som nu den gang med mågen, ikke….da sagde jeg til mig selv…”

”Vil du ikke have det sidste stykke lagkage, sønnikke? Ellers skal det smides ud,” siger muttie og ler lidt, for sådan sagde mormor altid, og nu er det blevet familievittighed.

Muttie er sgu god nok og mosters hjemmelavede jule- lagkage er også god, men han har spist tre stykker af den.

Nu har han fandeme kvalme. Så nej – ikke mere af den. Og ikke historien om den måge, moster Ruths kat havde fanget og som skræmte både Ruths bror Frants og hendes kæreste nr. et eller andet som hed Poul. De to mænd sad på køkkenbordet med fødderne oppe under sig – og så droppede moster Ruth Poul, fordi han var sådan en kryster.

”Jeg kan ikke tåle mere af det lort,” siger han og mener både lagkagen og mosters Ruths historier om umulige mænd.

”Der kan du se, Helle, sådan er mænd,” skræpper moster Ruth.

Muttie mumler noget, men Brian er allerede henne ved sin egen dør og smækker den i efter sig med et brag.

Ikke se hen mod sengen. Slet ikke se under den. For der ligger de. Inde bag underbukser, han har glemt at smide til vask, og nogle blade, der ikke rager muttie.

Han tænder sin bærbare. Nu vil han spille Counterstrike. For nu skal der sateme pløkkes nogle båtnakker.

Men hvad sker det for det? Det ligner ædderfuckeme, at alle fjenderne er Elvira. Hvad helvede var der i den lagkage? Synes moster Ruth stadig, det er sjovt at drysse fjolletobak i kager? Brian glipper med øjnene. Det hælper ikke en skid; de har alle sammen langt lyst hår, der flagrer og en rød mund, der snerper sig sammen.

Elvira. Fuck, hvor han hader den trunte. Hader! Det hele er noget fucking lort. Han knytter næverne og hamrer dem ned i tastaturet.

Sådan! Så kan hun lære det. Skærmen er helt sort og nu kan hun stå der i mørket og tude. Ha!

Brian smækker låget i,

”Stop det der,” forsøger en indre stemme, men den overdøves af en summen.

Brian lægger armene på den lukkede computer. Og så ansigtet mod armene.

Husker i glimt:

Bertram hånd i hånd med en slank pige i sorte leggins og en T-shirt, hvor der står ”Red kloden – lev grønt.”

”Elvira,” siger hun og rækker ham en slank hånd,”ligesom Elvira Madigan.”

”Hvem?” siger Brian.

Og truntens blå øjne bliver kæmpestore.Hun ryster på hovedet, mens hun siger: ”Hende, der elskede Sixten Sparre.”

”Nåeh,” siger Brian.

Og Bertram siger:”Bare nogle i Sverige. Elvira kan spille deres tema.”

Hun klimprer den på klaver hjemme hos sine forældre. Det lyder rædsomt, men Bertram synes, hun spiller vidunderligt. Og Bertram vil ikke spise kød mere, for det ødelægger kloden. De er overbærende – smiler af hans forsvar for kød. Ler til hinanden og får ham til at spise rødbedebøf og falafler.

Men når Brian og Bertram er alene eller sammen med børnene, er alt godt.

Det skal nok gå.Tror han.

Og køber julegaver. En bog til Bertram, et Dublotog til Albert og endda noget til Elvira. Han tænker længe over den til hende. Så køber han et gavekort til sådan en biks, hvor de sælger økologisk the og sådan noget.

Men nu ligger gaverne under sengen.For Elvira har sagt: ”Det var dråben.” Og Bertram har sagt de frygtelige ord: ”Jeg beklager, Brian, men den vittighed var for plat!”

Det var jo bare en vits.

Brian åbner døren og råber: ”Ved I hvorfor negrene har lyse håndflader og fodsåler?”

”Vi snakker altså lige,” fnyser moster Ruth, men mor griner lidt usikkert og svarer:”Fordi de stod på alle fire, da de blev malede.”

Så griner muttie og moster.

Brian og båtnakken

”Så ti da stille, dit lille monster,” skreg Brian til ungen i barnevognen. En kælling i en grå frakke og med en af de der dyre tasker gloede ondskabsfuldt på ham. Hvad bildte hun sig ind? Hun var sikkert en af dem, der lurede på, at få ungen tvangsfjernet. Men det kunne hun sgu godt glemme alt om. Han sendte hende et truende blik. Nå, det var bedre. Nu så hun ned i fortovet og satte farten op.

Kunne den unge ikke bare klappe i?

”Vi er der snart,” snakkede han til den, selvom den selvfølgelig ikke forstod et kuk. Han vippede også lidt med vognen som hans mor havde sagt, man skulle, for det havde hun gjort, da han var lille. Og også da Tessa var lille, sagde hun.

Det hjalp ikke at vippe vognen. Ungen hylede endnu højere og nu kom der to trunter, der først fniste og så stak hovederne sammen. Og så gloede de, så øjnene var ved at trille ud. Skulle han prøve at tage ungen op? Ellers troede de måske, han havde slået den?

Forsigtigt rakte han armene ned i vognen.. Hvordan var det nu ,man holdt sådan en? Den var helt sprutrød i bæret og rigtig grim. Hurtigt trykkede han den ind mod sig. Måske fryser den, for det gennem ham, så han åbnede sin læderjakke og trak den sammen, så ungen var pakket ind i den. Så holdt den mund. Endelig.

Men nu skulle han vist skynde sig. Fakta lukkede klokken 21 – og han anede ikke hvad klokken var, men den var vist halvni, da de gik.

Med den ene hånd om ungen, der gav små lyde fra sig og den anden på vognen, satte han farten op og skred forbi de små trunter.

Og der – der lå butikken.

Men der var ingen varer ude. Skiltet stod der endnu, men der så temmelig tomt ud.

”Fuck mand.,” rasede Brian og så sig omkring i sommeraftens begyndende tusmørke. På en bænk sad der en knægt med en stribet sweater på. Kæft, hvor så det åndssvagt ud. Og så daskede der en sort hestehale mod de grønne, røde og orange striber. Sikke en båtnakke!

Og nu – nu vrælede ungen igen.

Båtnakken slentrede hen mod Brian.

”Er det en dreng eller en pige?” spurgte han og trak på sine læber, så de dannede et smil af en slags.

” En pige,” oplyste Brian kort.

”Er det din datter?” blev båtnakken ved.

”Nej for helvede,” snerrede Brian.:

Båtnakken rynkede brynene lidt.

”Det er min søsters unge,” oplyste Brian og kunne vel ligeså godt fortælle lidt mere, så han sagde:

”Tessa – altså min søster, ikke – hun satte ungen af ved muttie, og der bor jeg lige nu – men altså, Muttie er sgu skidt tilpas – noget influenzalort, ikke – og så da hende her skulle sove, så kunne vi ikke finde sutten og så sagde jeg, at vi kunne købe en i Fakta, og jeg skulle nok tage Maja med – ja, det skal hun hedde, siger Tessa og hendes fyr.”

”Nårh, på den måde,” sagde båtnakken og smilede.

Så stak han hånden ned i en lomme på sine arbejdsbukser, rodede lidt i den – og i hånden havde han en sut.

”Den er godtnok lyseblå, sagde han, ”men tror du ikke Maja er ligeglad?”

”Hvorfor render du rundt med en sut?” for det ud af Brian, men han havde allerede hånden fremme efter den.

”Fordi jeg lige har passet min søn.”

”Har du en søn? Men du er da ikke engang voksen.”

”Jo, jeg er sytten,og du skal nok lige sutte på sutten, for måske er der kommet lidt lommeuld på den,” sagde båtnakken.

”Adrr,” sagde Brian, ”er det ikke noget svineri?”

”Nå jo, måske – men vi kan også gå op til mig og skylle den. Jeg bor på et værelse lige der ovre.”

Båtnakken pegede på en gul villa på den anden side af gaden.

”Skidt, så gør vi det,” bestemte Brian sig. Der var jo alligevel ikke nogle af kammeraterne i nærheden. Og han havde også lyst til at høre mere om den der unge båtnakken altså havde. Efter hvad han sagde.

På båtnakkens værelse suttede Maja glad på den blå sut. Båtnakken viste ham billeder af sin søn; han hed Albert og var 8 måneder, men han boede hos sin mor.

Nå ja, forresten viste det sig ,at Båtnakken hed Bertram, men det kunne han jo ikke gøre for.

Det viste sig også, at han havde nogle ældgamle LP ér med Ozzy Osbourne, og det lød fedt, da han satte dem på grammofonen. Maja faldt i søvn til musikken og bagefter blev han nødt til at gå, for ellers tiltede muttie da totalt.

”Mi-ister Crowley,” nynnede Brian på vej hjemad. Han følte sig godt tilpas,

For de havde aftalt at mødes igen.

Pipsi og Skrump

Tællelysene blafrer, for det stormer udenfor, og hyttens træværk er ikke helt tæt. Det hyler i trætoppene, og grene knækker, men Niku er ikke bange,for han er en stor dreng på tretten år. Alle de andre sover – Bedste, Raja, Freddy og Pablo. Der er blevet redt op til ham på slagbænken, men han vil lige snitte lidt på den figur, han er i gang med.

Et hyl skærer sig gennem luften, og han er lige ved at snitte sig i fingeren. En hvid skikkelse kommer imod ham. ”Uh – u – waah,” skriger skikkelsen

En grødet stemme meddeler: ”Jeg kan ikke sove.”

”Sov nu bare,” vrisser Niku træt.

” ”Jeg ka-an ikke.Der sidder to alfer oppe under loftet.”

Det er Freddy, der står der i sin lange, hvide natsærk. Han er næsten seks år, og plejer ikke at være sådan en pyllergris.

”Du må have drømt,” siger Niku.

”Tr- tror du?” hvisker Freddy og lister hen til ham. Han sætter sig på slagbænken.

Vinden tuder stadig, men mærkeligt nok sover Bedste, Raja og Pablo stadig .Niku tænker, at selvom det må have været en drøm, er alfer da ikke noget, at være bange for.

”Hvorfor er du bange for alfer?” spørger han.

”Fordi de er røde og har horn, som de kan brænde en med,” hvisker Freddy forknyt. Han ser meget bange ud. Niku lægger en arm om ham og så kryber Freddy helt tæt ind til ham.

Et øjeblik sidder de sådan. Så får Niku en idè.

”Det må være hr, Ond- drøm, der har været på spil,” digter han.

Freddy gentager navnet, som om,, han smager på det.

”Han er dum,” siger han så.

”Ja,” siger Niku og holder sin næsten færdige figur frem mod sin lillebror: ”Men her er frk God Drøm.Hun gør så man drømmer sødt. Hvad vil du gerne drømme om?”

Freddy ser tænksom ud.

”Om søde alfer, ” siger han.

”Godt. Læg dig her på slagbænken. Og luk øjnene.”

Det gør den lille, og Niku sætter sig ned på gulvet. Lidt tøvende begynder han: ”Pipsi og Skrump var to søde lysalfer og …”

”Det er da fuglenavne,” fniser Freddy.

”Jamen, det hed de altså, din lille myre, og hør nu efter, så du kan drømme om dem.”

”Jaja.”

”Pipsi var god til magi, og hun kunne trylle sig ind i folks drømme…,”

”Så er det Pipsi, der er frk. God-drøm,” mumler Freddy søvnigt.

”Mm,” brummer Niku og klemmer lidt om den hånd Freddy har rakt ud. Så fortsætter han:

”En dag, sagde Skrump, at han gerne ville med ind i en drøm. Og Pipsi, sagde: ”Nå så kom – så kan du skrumpe uhyrerne, hvis der er sådan nogle i drømmen. Den var Skrump med på. Ha ngrinede og holdt Pipsi i hånden. Og så kom de ind i drømmen hos en lille dreng. Og i den drengs drøm sad der to væmmelige alfer, der var helt røde i hovederne og havde spidse horn.

”Hvorfor vil I stikke drengen?” råbte Pipsi.

”Det er bare fordi vi har en stor kugle af ondskab inde i vores hoveder,” fortalte den ene af de røde alfer.

Og den anden sagde: ”og den kan kun blive mindre, hvis vi stikker nogen.”

”Næhe-nej, sagde Skrump, ”for nu siger jeg aba-kadusse – og Varylle-busse.”

Og mens han sagde det, skrumpede ondskabskuglerne i alfernes hoveder – og så blev de så glade, at de ikke ville stikke nogensinde mere.”

”Varyllebusse,” mumler Freddy og sover næsten.

Mærkelige Raja

Koen Yrsa gumlede tilfreds på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy havde givet hende var allerede nede i en af hendes fire maver. Nu var hun veltilpas, og det var Freddy også. Det var dejligt at være ni år og dygtig til at malke. Raja havde lært ham det for længe siden, men de plejede nu at gå sammen ind til dyrene. Bare ikke de sidste dage; Raja var blevet mærkelig.

Mælkespanden var fuld, men Yrsa fik altså også masser af roer, hø og vand. Her til morgen havde han givet hende det sidste vand, der var i tønden. I aftes, da Bedste halede det op af brønden, var det fyldt med is, men det var smeltet i løbet af natten. Bare der ikke havde været hård frost i nat, for det var jo i dag de skulle i bad. Lige efter davren, for de fik nemlig gæster.

Freddy kunne næsten mærke, hvordan det varme vand svøbte sig omkring ham. Selvom børsten kradsede og sæben var smattet, så kunne man jo pjatte i vandet, bare man ikke sjaskede så meget ud på gulvet,at det blev til pløre og søle. Raja hoppede altid først i.Så hældte han og Pablo vand over hende med den store suppeslev, så hun kunne få al sæbe væk.. Det var tit svært at få al sæben ud af hendes hår, for det var både langt og tykt. Tit  kom de en lille båd ned til hende, og det kom der en god leg ud af. Bagefter når Freddy og Pablo sad i vandet, sad Raja ved siden af, med sit dryppende hår, og så legede de videre med båden eller med blade, som de skulle fange flest af.

Ja, det var skønt at bade, men først ville han have grød. Bare Raja ikke havde kogt sagogrød, for den gloede på en.

I stuen sad Pablo og stak til grødfadet med sin slev. I nærheden af ildstedet stod det store kar, og over ilden hang Bedstes største gryde.

Freddy satte sig ved siden af Pablo, der surt sagde: ”Den glor.”

Så var det altså sagogrød.Freddy tog forsigtigt lidt på sleven. Det smagte ikke så godt, men han var meget sulten, så der gled flere slevfulde ned.

Jeg vil have mælk,” krævede Pablo.

Freddy tog hans krus og fyldte det halvt op, selvom de ikke måtte tage mælk, før Bedste havde set, hvor meget, der var.

Du får ikke mere,” sagde han. Så rejste han sig og gik mod spisekammeret..

I det samme trådte Bedste og Raja over dørtærsklen. Udefra. De pustede og stampede med fødderne, så der røg sne af deres træsko.

Er han færdig med at malke?” lød Rajas stemme.

Han står i hvert fald foran os og svinger med en spand mælk,” svarede Bedste.

Jeg svinger ikke …,” mumlede Freddy. Og han måtte jo også have stået helt stille, siden Raja ikke havde mærket, han var her.

Godt, for vandet i brønden er blevet til is,” sagde Raja.

Øh?” sagde Freddy og opdagede i det samme, at der var sne i spandene.

Ja, så du må hente vand ved kilden,” sagde Bedste.

Hvorfor det? Vi kan da bare smelte mere sne, ikke,” udbrød Freddy.

Der er ikke ret meget mere REN sne,” sagde Bedste med den stemme, man ikke skulle modsige.

Går du ikke med, Raja” foreslog han, for det var rart med selskab og Pablo gad nok ikke..

Nej, for jeg vil altså i bad, og …”

Vil du med, Pablo? ” forsøgte Freddy, men Pablo rystede på hovedet. Det kunne Raja jo ikke se, så hun sagde:

I kan gå begge to, Så er jeg færdig med at vaske mig, når I kommer igen. Jeg gider ikke at I glor og hvisker.”

Dumme tøs. Måske gloede Pablo, for forrige gang havde den lille møgunge hvisket til ham – Freddy – at Raja vistnok havde patter. Men Freddy havde ikke gloet. Bare kigget lidt. Meget lidt.

Klæd dig varmt på ” sagde Bedste.

Lidt efter stod Freddy ude i sneen. Varmt klædt på med vams, hue og halstørklæde.

Det var nemt at se, hvor Raja og Bedste havde taget sne, men på træerne hang sneen stadig. Under hyttens tag hang der istapper og frostsolen glimtede i dem. Verden var kold.

En istap knækkede og det halve af den lå på jorden. Et lille knæk i Freddys mave drev ham frem mod istappen. Han lukkede sin ene hånd om den.

Før han gik ud, hældte de det varme vand ned over sneen i karet.

Han listede hen til døren, tog træskoene i hånden og listede ind. Hun var alene. I bad.

Sad med ryggen til. Han sneg sig.frem.

Raja hylede højt, da isen med et lavt smæld landede i vandet.