Langt ude i skoven med en ombygget Volvo Amazon

”Fuck hvor er jeg?” Undrende så Brian sig omkring. Han var omgivet af høje træer. Pludselig spærrede han øjnene helt vildt op, for lige foran ham stod der er blåt dyr med en bred hale. ”Er du et fucking næbbdyr?” spurgte Brian, men dyret gryntede bare. Så susede der pludselig en pil gennem luften. Tuang sagde det. Hvor i alverden kom den fucking pil fra. Bag Brian var der et eller andet dyr, der stønnede og der lød et bump. Før han vidste af det var han snurret rundt. Der lå Den Onde lyndeme et rådyr og spjættede. Dens øjne var rødsprængte. En skikkelse gik hen mod det døende dyr, der spjættede med benene. Han havde langt sort hår, der var samlet i en hestehale. Han gik med en dolk i hånden.

”Hvem er du?” spurgte Brian og den fremmede i kor, og så stirrede de helt vildt på hinanden.

”Jeg er Brian fra Aalborg,” sagde Brian.

”Og jeg er Freddy Keily fra Womballaskoven,” smilede manden med den sorte hestehale.

Pludselig kom Brian i tanke om at ham og Connie og Elvira og Bertram havde sat sig en i en Volvo Amazon i går, fordi Bertram sagde, at han havde lavet en tidsmaskine ud af den, fordi han havde fået den ide, at når ham der doc Brown kunne lave sådan en, så kunne han også. Det var så først lykkedes da hans farmor døde og han fandt et mystisk rør i en kasse i hendes skur – men nu var han altså havnet i en anden tid, og i en helt anden dimension, men hvor i alverden var Connie og Bertram og hende der Elvira?

Nå, der var de. De kom frem mellem træerne og det viste sig at rådyret var fuldkommen dødt – og ikke ret meget sener efter sad de omkring et bål alle sammen. Cessie var også kommet frem med sine to børn og de hyggede sig totalt for vildt.

Det var sådan lidt mærkeligt, men mens de sad der tænkte Bertram slet ikke på sin døde farmor, og Brian lagde en arm om Connies skulder, mens han smilede til Elvira, der havde vist sig at være god nok engang i mellem for hun var helt vild med Bertram og så måtte hun tage hans venner med i købet.

Det blev sent før de tog med tids-og dimensionsmaskin- amazonen hjem igen, men det var der jo ingen der lagde mærke til for de landede to minutter før de tog af sted 🙂

Reklamer

Et fucking underligt sammentræf

Næste dag var det ”tredje juledag,” og så var det slut med det julelort. Nu kunne han endelig bytte de møggaver, for heldigvis havde han juleferie. Bent holdt nemlig cykelværkstedet lukket mellem jul og nytår.

Det var et fucking møgvejr, så måske skulle han alligevel have lånt mutties lilla paraply med de gule blomster? Nu hvor han var usynlig var det fucking ligemeget. Dennis og de andre lod som om de ikke så ham, fordi han havde hængt så meget ud med Bertram – og Bertram lod som om han ikke så ham, fordi Elvira havde sagt, at det skulle. han.

Elvira! Nej, nu gad han godtnok ikke tænke mere på den gås!

Der var bussen. Fem minutter forsinket. Som sædvanlig.Der var kun en ledig plads Ved siden af en trunte, der sad begravet i en bog.En anden trunte skred hen mod sædet, men Brian overhalede hende og slog sig ned. Trunten så op et kort øjeblik. Hendes øjne var store og grønne bag de runde brilleglas. Så gloede hun igen ned i bogen. Hun holdt den, så han kunne se noget af teksten:

Slikoran holdt en knyttet hånd frem mod Freddy og åbnede den langsomt..

Nåeh, det er der, hvor han får den der ring,” Brian bed sig i tungen, for hvorfor havde han sagt det højt? Trunten så på ham igen. Hun så sur ud, men straks efter smilede hun og sagde: ” synes du ikke også, den er pissegod?” Han nikkede kort og så ud af vinduet. Nu var de heldigvis allerede på Nytorv, og her skulle han af.

Trunten smækkede bogen sammen og dabbede efter ham. Hun skulle åbenbart også af.

Han hørte hendes skridt i nakken, mens han gik foirbi Søstrene Grene, men i krydset blev hun stoppet af lyset, der skiftede til rødt. Ha – den slags tog han sig ikke af. Kun når de havde Albert og maja med – ham og Bertram. Bremser hvinede, men stodderne i dytten fik da bare fingeren.

Nå ja, det var vist forresten dumt, det med lyset, men hvad Fanden; det kvikkede op.

Snart efter kimede klokken i den lille biks med øko-halløj. Han slængte kuverten med gavekortet på disken og sagde: ”Giv mig pengene for den her!”

Den gamle kælling bag disken blinkede med øjnene og åbnede langsomt kuverten.

Ai, skal du også bytte et gavekort?” udbrød trunten bag ham; det var sgu hende fra bussen.

Ja og hvad så?” drævede Brian.

Så ikke noget, men jeg købte altså det her til en veninde jeg har – jeg mener havde – Elvira synes, at hende Amanda Gyldenlyng skriver så åndsvagt, og så sagde hun, at jeg gloede for meget på Bertram og ….”

Kender du også dem?” røg det ud af Brian og nu så trunten sgu forbavset ud, men så nikkede hun.

Kællingen bag disken smed en 200 kr – seddel foran trunten og så en ”hund” foran Brian, men det var da forkert?

Fuck, din latterlige gamle ..,” begyndte han.

Vi bytter bare, så passer det,” sagde trunten. Kællingen stirrede ligegyldigt på dem, mens de byttede.

Udenfor sagde trunten: ”Jeg hedder Connie og hende derinde havde nok bare en dårlig dag.”

Brian mumlede et eller andet. Nu måtte han hellere komme i Salling og bytte de andre gaver.

Connie så sød ud. Og de havde jo begge to penge. Skulle han spørge, om hun ville med? De kunne jo få en ostemad eller noget i bistroen.

Så lød der en summen og Connie hev sin mobil frem. Hun læste en SMS og så sprang hun en halv meter op i luften, Da hun landede lavede hun en lille kluntet hurra-dans, så hun var lige ved at skvatte over sine egne ben. Og så jublede hun: ”Elvira vil mødes, for Bertram har slået op med hende og kaldt hende en fucking intrigant møgluder.”

Ordene skulle lige trænge ind. Så gjorde Brian sejrsdansen efter – og landede på enden. Av for Satan – og folk gloede.

Connie lo, men rakte ham samtidig en hånd og hjalp ham op.

Vil du virkelig mødes med hende?” for det ud af Brian.

Jaah,vi har været veninder siden børnehaveklassen. Måske kan jeg tale hende til fornuft? Og så kan du tale med ham der Bertram og så … Connie afbrød sig selv og spurgte. ”Har du læst fortsættelsen af ”Den Vises forbandelse.”?

Ja, men der en skør kælling med i den,” sagde han.

Det taler vi om, når jeg har læst den, ikke?” sagde Connie, og han nikkede.

Så sagde Connie, ”Jeg skal møde Elvira på penny lane, men vi ses. Ikke også?”

Det kan vi da godt,” sagde Brian, og i det samme brød solen endnu mere frem gennem skyerne – sikke et fucking underligt sammentræf.

Dråben?

”Every time a bell rings an angel gets its wings,” lyder det fra Tvét. Så er den fucking åndssvage film næsten slut, men ham der George Bailey er heldig, at han ikke er usynlig mere.

Man skulle have været hovedpersonen i en film, for i virkeligheden, hænger man fast i den trælse del af historien. Han gør.

”Jeg synes Brian hænger med hovedet,” kværner moster Ruth, ”har han kærestesorger? Der er da andre fisk i vandet. Som nu den gang med mågen, ikke….da sagde jeg til mig selv…”

”Vil du ikke have det sidste stykke lagkage, sønnikke? Ellers skal det smides ud,” siger muttie og ler lidt, for sådan sagde mormor altid, og nu er det blevet familievittighed.

Muttie er sgu god nok og mosters hjemmelavede jule- lagkage er også god, men han har spist tre stykker af den.

Nu har han fandeme kvalme. Så nej – ikke mere af den. Og ikke historien om den måge, moster Ruths kat havde fanget og som skræmte både Ruths bror Frants og hendes kæreste nr. et eller andet som hed Poul. De to mænd sad på køkkenbordet med fødderne oppe under sig – og så droppede moster Ruth Poul, fordi han var sådan en kryster.

”Jeg kan ikke tåle mere af det lort,” siger han og mener både lagkagen og mosters Ruths historier om umulige mænd.

”Der kan du se, Helle, sådan er mænd,” skræpper moster Ruth.

Muttie mumler noget, men Brian er allerede henne ved sin egen dør og smækker den i efter sig med et brag.

Ikke se hen mod sengen. Slet ikke se under den. For der ligger de. Inde bag underbukser, han har glemt at smide til vask, og nogle blade, der ikke rager muttie.

Han tænder sin bærbare. Nu vil han spille Counterstrike. For nu skal der sateme pløkkes nogle båtnakker.

Men hvad sker det for det? Det ligner ædderfuckeme, at alle fjenderne er Elvira. Hvad helvede var der i den lagkage? Synes moster Ruth stadig, det er sjovt at drysse fjolletobak i kager? Brian glipper med øjnene. Det hælper ikke en skid; de har alle sammen langt lyst hår, der flagrer og en rød mund, der snerper sig sammen.

Elvira. Fuck, hvor han hader den trunte. Hader! Det hele er noget fucking lort. Han knytter næverne og hamrer dem ned i tastaturet.

Sådan! Så kan hun lære det. Skærmen er helt sort og nu kan hun stå der i mørket og tude. Ha!

Brian smækker låget i,

”Stop det der,” forsøger en indre stemme, men den overdøves af en summen.

Brian lægger armene på den lukkede computer. Og så ansigtet mod armene.

Husker i glimt:

Bertram hånd i hånd med en slank pige i sorte leggins og en T-shirt, hvor der står ”Red kloden – lev grønt.”

”Elvira,” siger hun og rækker ham en slank hånd,”ligesom Elvira Madigan.”

”Hvem?” siger Brian.

Og truntens blå øjne bliver kæmpestore.Hun ryster på hovedet, mens hun siger: ”Hende, der elskede Sixten Sparre.”

”Nåeh,” siger Brian.

Og Bertram siger:”Bare nogle i Sverige. Elvira kan spille deres tema.”

Hun klimprer den på klaver hjemme hos sine forældre. Det lyder rædsomt, men Bertram synes, hun spiller vidunderligt. Og Bertram vil ikke spise kød mere, for det ødelægger kloden. De er overbærende – smiler af hans forsvar for kød. Ler til hinanden og får ham til at spise rødbedebøf og falafler.

Men når Brian og Bertram er alene eller sammen med børnene, er alt godt.

Det skal nok gå.Tror han.

Og køber julegaver. En bog til Bertram, et Dublotog til Albert og endda noget til Elvira. Han tænker længe over den til hende. Så køber han et gavekort til sådan en biks, hvor de sælger økologisk the og sådan noget.

Men nu ligger gaverne under sengen.For Elvira har sagt: ”Det var dråben.” Og Bertram har sagt de frygtelige ord: ”Jeg beklager, Brian, men den vittighed var for plat!”

Det var jo bare en vits.

Brian åbner døren og råber: ”Ved I hvorfor negrene har lyse håndflader og fodsåler?”

”Vi snakker altså lige,” fnyser moster Ruth, men mor griner lidt usikkert og svarer:”Fordi de stod på alle fire, da de blev malede.”

Så griner muttie og moster.

Brian og båtnakken

”Så ti da stille, dit lille monster,” skreg Brian til ungen i barnevognen. En kælling i en grå frakke og med en af de der dyre tasker gloede ondskabsfuldt på ham. Hvad bildte hun sig ind? Hun var sikkert en af dem, der lurede på, at få ungen tvangsfjernet. Men det kunne hun sgu godt glemme alt om. Han sendte hende et truende blik. Nå, det var bedre. Nu så hun ned i fortovet og satte farten op.

Kunne den unge ikke bare klappe i?

”Vi er der snart,” snakkede han til den, selvom den selvfølgelig ikke forstod et kuk. Han vippede også lidt med vognen som hans mor havde sagt, man skulle, for det havde hun gjort, da han var lille. Og også da Tessa var lille, sagde hun.

Det hjalp ikke at vippe vognen. Ungen hylede endnu højere og nu kom der to trunter, der først fniste og så stak hovederne sammen. Og så gloede de, så øjnene var ved at trille ud. Skulle han prøve at tage ungen op? Ellers troede de måske, han havde slået den?

Forsigtigt rakte han armene ned i vognen.. Hvordan var det nu ,man holdt sådan en? Den var helt sprutrød i bæret og rigtig grim. Hurtigt trykkede han den ind mod sig. Måske fryser den, for det gennem ham, så han åbnede sin læderjakke og trak den sammen, så ungen var pakket ind i den. Så holdt den mund. Endelig.

Men nu skulle han vist skynde sig. Fakta lukkede klokken 21 – og han anede ikke hvad klokken var, men den var vist halvni, da de gik.

Med den ene hånd om ungen, der gav små lyde fra sig og den anden på vognen, satte han farten op og skred forbi de små trunter.

Og der – der lå butikken.

Men der var ingen varer ude. Skiltet stod der endnu, men der så temmelig tomt ud.

”Fuck mand.,” rasede Brian og så sig omkring i sommeraftens begyndende tusmørke. På en bænk sad der en knægt med en stribet sweater på. Kæft, hvor så det åndssvagt ud. Og så daskede der en sort hestehale mod de grønne, røde og orange striber. Sikke en båtnakke!

Og nu – nu vrælede ungen igen.

Båtnakken slentrede hen mod Brian.

”Er det en dreng eller en pige?” spurgte han og trak på sine læber, så de dannede et smil af en slags.

” En pige,” oplyste Brian kort.

”Er det din datter?” blev båtnakken ved.

”Nej for helvede,” snerrede Brian.:

Båtnakken rynkede brynene lidt.

”Det er min søsters unge,” oplyste Brian og kunne vel ligeså godt fortælle lidt mere, så han sagde:

”Tessa – altså min søster, ikke – hun satte ungen af ved muttie, og der bor jeg lige nu – men altså, Muttie er sgu skidt tilpas – noget influenzalort, ikke – og så da hende her skulle sove, så kunne vi ikke finde sutten og så sagde jeg, at vi kunne købe en i Fakta, og jeg skulle nok tage Maja med – ja, det skal hun hedde, siger Tessa og hendes fyr.”

”Nårh, på den måde,” sagde båtnakken og smilede.

Så stak han hånden ned i en lomme på sine arbejdsbukser, rodede lidt i den – og i hånden havde han en sut.

”Den er godtnok lyseblå, sagde han, ”men tror du ikke Maja er ligeglad?”

”Hvorfor render du rundt med en sut?” for det ud af Brian, men han havde allerede hånden fremme efter den.

”Fordi jeg lige har passet min søn.”

”Har du en søn? Men du er da ikke engang voksen.”

”Jo, jeg er sytten,og du skal nok lige sutte på sutten, for måske er der kommet lidt lommeuld på den,” sagde båtnakken.

”Adrr,” sagde Brian, ”er det ikke noget svineri?”

”Nå jo, måske – men vi kan også gå op til mig og skylle den. Jeg bor på et værelse lige der ovre.”

Båtnakken pegede på en gul villa på den anden side af gaden.

”Skidt, så gør vi det,” bestemte Brian sig. Der var jo alligevel ikke nogle af kammeraterne i nærheden. Og han havde også lyst til at høre mere om den der unge båtnakken altså havde. Efter hvad han sagde.

På båtnakkens værelse suttede Maja glad på den blå sut. Båtnakken viste ham billeder af sin søn; han hed Albert og var 8 måneder, men han boede hos sin mor.

Nå ja, forresten viste det sig ,at Båtnakken hed Bertram, men det kunne han jo ikke gøre for.

Det viste sig også, at han havde nogle ældgamle LP ér med Ozzy Osbourne, og det lød fedt, da han satte dem på grammofonen. Maja faldt i søvn til musikken og bagefter blev han nødt til at gå, for ellers tiltede muttie da totalt.

”Mi-ister Crowley,” nynnede Brian på vej hjemad. Han følte sig godt tilpas,

For de havde aftalt at mødes igen.

Pipsi og Skrump

Tællelysene blafrer, for det stormer udenfor, og hyttens træværk er ikke helt tæt. Det hyler i trætoppene, og grene knækker, men Niku er ikke bange,for han er en stor dreng på tretten år. Alle de andre sover – Bedste, Raja, Freddy og Pablo. Der er blevet redt op til ham på slagbænken, men han vil lige snitte lidt på den figur, han er i gang med.

Et hyl skærer sig gennem luften, og han er lige ved at snitte sig i fingeren. En hvid skikkelse kommer imod ham. ”Uh – u – waah,” skriger skikkelsen

En grødet stemme meddeler: ”Jeg kan ikke sove.”

”Sov nu bare,” vrisser Niku træt.

” ”Jeg ka-an ikke.Der sidder to alfer oppe under loftet.”

Det er Freddy, der står der i sin lange, hvide natsærk. Han er næsten seks år, og plejer ikke at være sådan en pyllergris.

”Du må have drømt,” siger Niku.

”Tr- tror du?” hvisker Freddy og lister hen til ham. Han sætter sig på slagbænken.

Vinden tuder stadig, men mærkeligt nok sover Bedste, Raja og Pablo stadig .Niku tænker, at selvom det må have været en drøm, er alfer da ikke noget, at være bange for.

”Hvorfor er du bange for alfer?” spørger han.

”Fordi de er røde og har horn, som de kan brænde en med,” hvisker Freddy forknyt. Han ser meget bange ud. Niku lægger en arm om ham og så kryber Freddy helt tæt ind til ham.

Et øjeblik sidder de sådan. Så får Niku en idè.

”Det må være hr, Ond- drøm, der har været på spil,” digter han.

Freddy gentager navnet, som om,, han smager på det.

”Han er dum,” siger han så.

”Ja,” siger Niku og holder sin næsten færdige figur frem mod sin lillebror: ”Men her er frk God Drøm.Hun gør så man drømmer sødt. Hvad vil du gerne drømme om?”

Freddy ser tænksom ud.

”Om søde alfer, ” siger han.

”Godt. Læg dig her på slagbænken. Og luk øjnene.”

Det gør den lille, og Niku sætter sig ned på gulvet. Lidt tøvende begynder han: ”Pipsi og Skrump var to søde lysalfer og …”

”Det er da fuglenavne,” fniser Freddy.

”Jamen, det hed de altså, din lille myre, og hør nu efter, så du kan drømme om dem.”

”Jaja.”

”Pipsi var god til magi, og hun kunne trylle sig ind i folks drømme…,”

”Så er det Pipsi, der er frk. God-drøm,” mumler Freddy søvnigt.

”Mm,” brummer Niku og klemmer lidt om den hånd Freddy har rakt ud. Så fortsætter han:

”En dag, sagde Skrump, at han gerne ville med ind i en drøm. Og Pipsi, sagde: ”Nå så kom – så kan du skrumpe uhyrerne, hvis der er sådan nogle i drømmen. Den var Skrump med på. Ha ngrinede og holdt Pipsi i hånden. Og så kom de ind i drømmen hos en lille dreng. Og i den drengs drøm sad der to væmmelige alfer, der var helt røde i hovederne og havde spidse horn.

”Hvorfor vil I stikke drengen?” råbte Pipsi.

”Det er bare fordi vi har en stor kugle af ondskab inde i vores hoveder,” fortalte den ene af de røde alfer.

Og den anden sagde: ”og den kan kun blive mindre, hvis vi stikker nogen.”

”Næhe-nej, sagde Skrump, ”for nu siger jeg aba-kadusse – og Varylle-busse.”

Og mens han sagde det, skrumpede ondskabskuglerne i alfernes hoveder – og så blev de så glade, at de ikke ville stikke nogensinde mere.”

”Varyllebusse,” mumler Freddy og sover næsten.

Mærkelige Raja

Koen Yrsa gumlede tilfreds på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy havde givet hende var allerede nede i en af hendes fire maver. Nu var hun veltilpas, og det var Freddy også. Det var dejligt at være ni år og dygtig til at malke. Raja havde lært ham det for længe siden, men de plejede nu at gå sammen ind til dyrene. Bare ikke de sidste dage; Raja var blevet mærkelig.

Mælkespanden var fuld, men Yrsa fik altså også masser af roer, hø og vand. Her til morgen havde han givet hende det sidste vand, der var i tønden. I aftes, da Bedste halede det op af brønden, var det fyldt med is, men det var smeltet i løbet af natten. Bare der ikke havde været hård frost i nat, for det var jo i dag de skulle i bad. Lige efter davren, for de fik nemlig gæster.

Freddy kunne næsten mærke, hvordan det varme vand svøbte sig omkring ham. Selvom børsten kradsede og sæben var smattet, så kunne man jo pjatte i vandet, bare man ikke sjaskede så meget ud på gulvet,at det blev til pløre og søle. Raja hoppede altid først i.Så hældte han og Pablo vand over hende med den store suppeslev, så hun kunne få al sæbe væk.. Det var tit svært at få al sæben ud af hendes hår, for det var både langt og tykt. Tit  kom de en lille båd ned til hende, og det kom der en god leg ud af. Bagefter når Freddy og Pablo sad i vandet, sad Raja ved siden af, med sit dryppende hår, og så legede de videre med båden eller med blade, som de skulle fange flest af.

Ja, det var skønt at bade, men først ville han have grød. Bare Raja ikke havde kogt sagogrød, for den gloede på en.

I stuen sad Pablo og stak til grødfadet med sin slev. I nærheden af ildstedet stod det store kar, og over ilden hang Bedstes største gryde.

Freddy satte sig ved siden af Pablo, der surt sagde: ”Den glor.”

Så var det altså sagogrød.Freddy tog forsigtigt lidt på sleven. Det smagte ikke så godt, men han var meget sulten, så der gled flere slevfulde ned.

Jeg vil have mælk,” krævede Pablo.

Freddy tog hans krus og fyldte det halvt op, selvom de ikke måtte tage mælk, før Bedste havde set, hvor meget, der var.

Du får ikke mere,” sagde han. Så rejste han sig og gik mod spisekammeret..

I det samme trådte Bedste og Raja over dørtærsklen. Udefra. De pustede og stampede med fødderne, så der røg sne af deres træsko.

Er han færdig med at malke?” lød Rajas stemme.

Han står i hvert fald foran os og svinger med en spand mælk,” svarede Bedste.

Jeg svinger ikke …,” mumlede Freddy. Og han måtte jo også have stået helt stille, siden Raja ikke havde mærket, han var her.

Godt, for vandet i brønden er blevet til is,” sagde Raja.

Øh?” sagde Freddy og opdagede i det samme, at der var sne i spandene.

Ja, så du må hente vand ved kilden,” sagde Bedste.

Hvorfor det? Vi kan da bare smelte mere sne, ikke,” udbrød Freddy.

Der er ikke ret meget mere REN sne,” sagde Bedste med den stemme, man ikke skulle modsige.

Går du ikke med, Raja” foreslog han, for det var rart med selskab og Pablo gad nok ikke..

Nej, for jeg vil altså i bad, og …”

Vil du med, Pablo? ” forsøgte Freddy, men Pablo rystede på hovedet. Det kunne Raja jo ikke se, så hun sagde:

I kan gå begge to, Så er jeg færdig med at vaske mig, når I kommer igen. Jeg gider ikke at I glor og hvisker.”

Dumme tøs. Måske gloede Pablo, for forrige gang havde den lille møgunge hvisket til ham – Freddy – at Raja vistnok havde patter. Men Freddy havde ikke gloet. Bare kigget lidt. Meget lidt.

Klæd dig varmt på ” sagde Bedste.

Lidt efter stod Freddy ude i sneen. Varmt klædt på med vams, hue og halstørklæde.

Det var nemt at se, hvor Raja og Bedste havde taget sne, men på træerne hang sneen stadig. Under hyttens tag hang der istapper og frostsolen glimtede i dem. Verden var kold.

En istap knækkede og det halve af den lå på jorden. Et lille knæk i Freddys mave drev ham frem mod istappen. Han lukkede sin ene hånd om den.

Før han gik ud, hældte de det varme vand ned over sneen i karet.

Han listede hen til døren, tog træskoene i hånden og listede ind. Hun var alene. I bad.

Sad med ryggen til. Han sneg sig.frem.

Raja hylede højt, da isen med et lavt smæld landede i vandet.

Isklumpen

Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den var i nat, men hun hader den. Solen kan ikke tø den helt væk og de små væsner henne ved kålrækkerne kan ikke flyve væk med den De svæver bare hen over blomkålene. Og grønkålene. Deres hvide vinger er tynde og fine. Det er små engle og måske er den ene af dem far? Måske lander han på hendes næse så det kilder eller i mors hår, så hun ler?

Nej! Det er bare kålsommerfugle. Det siger Erna – og Jens Tyregod sagde det også, da han pløjede for dem. Men de ligner lidt småbitte engle. Kun lidt. For engle har kun to vinger.

Du falder i staver, Helga, Igen.”

Åh, det var ikke meningen. Helga glipper med øjenlågene og ser på mor, der har bredt ”landskabstæppet” ud på græsset. Der sidder de. Mor og Helga. Erna leger med Ruth og Kirsten. Eller måske plukker de blomster på engen? Selv om de snart lukker sig for natten -altså blomsterne. Men Erna er dygtig. Hun kan tråde nålen på symaskinen og få den til at sy firkanter sammen: brune,gule, sorte og grønne firkanter. Det ligner marker og det er derfor Helga kalder det et landskabstæppe.

Mellem Mor og Helga er der en blikspand med slatne,tomme ærtebælge. mors dejfad er der også, Der er et sjovt lille hak et sted i det grønne bølgemønster. Når mor og Helga er færdige, kan man nok ikke se det for ærter. Der er nok titusind eller i hvert flere end hundrede i fadet. De små af dem smager bedst, for de er søde. som honning, bare på en anden måde, men Helga er en stor pige på seks år, så hun har ikke spist ret mange af dem. De skal jo have til maden i lang tid og også sælge nogle på torvet inde i byen. De har nemlig ikke så mange penge og onkel Alfred er slet ikke kommet, selvom mor har skrevet til ham. Han sejler på ”de syv have,” så måske er brevet faldet i vandet og er blevet vådt. Måske ved onkel Alfred ikke engang, at hans storebror er død?

Ærtebjerget er stadig stort. Det breder sig over fire ”marker” og så er der endda faldet en krum og krøllet bælg ned på en brun “mark”.

Stik du bare ud på engen og leg,” siger mor.

Sommerfuglene er flagret bort. Måske ud på engen for at suge nektar. Måske ud til far på kirkegården; der er også blomster. Morgenfruerne stod så flot sidst, de var der. Helt hen til korset voksede de og lyste orange som små sommersole. Hvis de får mange penge for grøntsagerne og de små pattegrise, har de måske nok til en sten til far. Men han kan ikke stå op og komme igen. Det troede Helga, dengang hun var fem år, men nu er hun stor og hjælper mor, for mor er altid så træt og falder måske i søvn, hvis der ikke er en, som hjælper hende. Og Erna har jo vasket op, så nu skal hun have lov til at lege. Så opdager hun nok også, at hendes lillesøster er sød og dygtig.

Helga ryster på hovedet og tager en bælg fra bjerget. Hun vil gerne lege, men det føles godt i maven at hjælpe. Mor stryger hende over håret. Isklumpen bliver lidt mindre.

Stæreparret er tæt ved dem. De pirker i græsset efter mad til deres sultne unger. Stæremort haler en orm op af jorden, Den vrider sig i hendes næb, men med op i reden kommer den. Stærefar flyver også op i træet. Der sidder han så og synger. Glade toner.

Men pludselig bliver stæresangen til vrede toner. En hund gør. Og det knaser i gruset.

Hvem kommer nu?” udbryder mor og rejser sig op.

En stor gråbrun hund springer omkring. Den logrer med halen.

Rolig nu, Trofast,” siger manden bag den glade hund. Det er farmors hund. Mærkeligt. Men manden ligner far – bare med flere krøller og ikke noget skæg.

Trofast hopper glad op af Helga og mens hun aer den bliver isklumpen mindre,

Onkel Alfred er kommet.

Sikke et hyr med de ansøgere

En eller anden har lagt et lammeskind på min stol. Sort lammeskind. Det ser blødt ud, men hvor er min broderede silkepude? Åh, den ligger bare nedenunder. Godt. Jeg hiver lammeskindet væk og ser på puden. Min datter broderede den for længe siden. Den er ternet og sine steder noget ujævn, men det ses jo ikke under min bag – ikke engang selvom den er mager og kantet. Jeg sætter mig til rette og siger til Klara:”Ja, så er vi her igen. Der er blevet travlt på det sidste.”

Klara strækker sig i hjørnet, på sit bløde tæppe, gaber og småknurrer: ”raah – haa- raa” Det betyder: ”Du har ret, Belkin.”

Ja, der er sandelig mange der opsøger Dem for tiden,” siger Prudence henne fra ildstedet. Hun har grøn kjole på og et gult forklæde. Hun plejer da at gå i brunt og tørre labberne i det nederste af kjolen.

Har du fået ny kjole, Prudence?” spørger jeg.

Hun vipper med ørerne, klør sin tryne og fniser:”Prudence er da min mor. Hun er blevet gammel og derfor har jeg afløst hende. Har De glemt det?”

Vist har jeg ej. Men du ligner din mor.”

Hvad bilder hun sig egentlig ind? Antyder tøsebarnet, at jeg er ved at blive gammel?

Jeg er kun 80 sekler og lidt til. Og hun – hvor gammel er hun mon? Hun strutter af ungdom og sundhed. Er måske bare tyve år? Det må være hende, der har lagt det skind på min stol. Hvor hun så har fået det fra? Nå, hun eller nogen i hendes familie har vel været ovenpå og nuppet sig et lam eller flere. Det under jeg dem såmænd. Bare hun dog havde brygget den te. Bladene har hun hakket og hældt i gryden, men hun mangler at hakke ingefær og de andre krydderier. Og den første ansøger kommer nok lige om lidt.

Bliver teen færdig til den første kommer?” spørger jeg og bider mig selv i tungen. Hvad er det for en blid tone at tale i? Men det er måske det hun hentyder til ved at lægge det skind på min stol?

Den er lige ved at komme i kog,” smiler hun, ”men jeg laver en portion mere, for der kommer jo mange i nat, herre.”

Nå, nu er man alligevel ”herre.” Det klinger godt i mine gamle ører. Mine næsebor vibrerer. Jo, suppen er næsten i kog. Den stinker af kanel og ingefær. Men sådan skal det være. Jeg rejser mig, smiler til ork-pigen, der ikke er Prudence og lægger lammeskindet over puden.

Den første ansøger er på trapperne. Jeg hører trinene højt over vores hoveder. Klara og Prudences datter hører det også og ser op. Jeg må huske at spørge hende hvad hun hedder? Altså Pudences datter – ikke ansøgeren. Det er jo nok også en mand. En menneskemand. Det er dem, der kommer flest af. De har fået nok af det tyranni som andre mennesker udsætter dem for. Omsider har mange fået nok. Nu kan de bruge mig. Efter alle disse år ser det ud til, at vi sidste af planetens oprindelige beboere kan komme ud af vore huler og grotter. Nu sker der omsider det samme som på min faders planet for længe siden – blot er det endnu bedre. Dengang nøjedes de med at påkalde min fader og hans folk. De indbildte sig,at kun de døde kunne rejse til hans rige – og kun de døde som ikke havde opført sig ordentligt. Der – hos min fader skulle deres sjæle så brænde op i al evighed. Hvad giver I mig? Sikke en idiotisk røverhistorie.

Nå da, der er vist mere end en på trapperne. Det buldrer, men de taler ikke sammen. Hvisker bare lidt i ny og næ. Jeg hører fjollede ytringer som: ”Hvad i Helvede – er du også her?” og ”J, men jeg lever” og ”Tror du virkelig han har horn i panden og er rød i hovedet?”

Gider de lige! Det var Bedstefar, der var rødhud. Far var pænt blå og det er jeg og min søn og sønnesøn også!

Deres te, herre,” siger Prudences datter, og jeg tager mod kruset. Holder det med begge hænder. Jeg nyder den varme damp, men ikke stanken af ingefær.; men det er nødvendigt og ikke kun fordi det er godt for mine gamle knogler.

Jeg nipper til den varme drik og skærer en grimasse. Men jeg må have mere ned. Min tunge glider hen over mine tænder. Eftersmagen er ikke så grim som den plejer at være. Der er honning i. Bare det ikke ophæver virkningen.

Jeg drikker to store slurke. Det smager jo ganske godt.

Så ser jeg mod Prudences datter. Og hun ser på mig. Er det et smil om hendes læber eller et grin?

Boblen svæver ud af hendes ene øre. Som en sæbebobbel bader den sig i lyset fra de blafrende fakler og de mere jævnt lysende lanterner. Lysende fra de mangefarvede stalaktitter fanges også og danner en lillebitte regnbue inde i boblen. Smukt spraglet stiger den til vejrs og svæver over hendes hoved. Der udvider den sig og regnbuen bliver til en buttet, splitterravende nøgen ork-pige, der dog hastigt trækker en grøn kjole ned over hovedet. Hun bøvler lidt med armene. Jeg kan se mere end mit ældgamle hjerte har godt af, men inden det går galt, får hun kjolen helt på.

Han er så elskelige, den gamle. Ja, det kan han ikke lide jeg synes,så jeg siger det ikke. uf. Hov- jeg må heller ikke tænke det, for når ingefæren virker, kan han jo læse mine tanker. Mon han ved, jeg hedder Inkalina? Og ved han, at jeg er nysgerrig efter om han synes,jeg er pæn? Altså bare af nysgerrighed. En ork og en blåtrold kan jo ikke være kærester – og han er jo også meget gammel.”

Inkalina – så kan du godt kalde den første ind,” siger jeg, og hun rødmer helt op under sine stride hårtjavser.

En efter en kommer de så ind. De fleste knæler for min fødder. Alle lover de mig troskab og frihed til mig og alle jeg kalder mine folk. Hvis bare vi vil hjælpe dem, så de bliver fri af tyrannernes åg.

Deres ingefær– bobler er efterhånden ret forudsigelige. Selvfølgelig varierer de lidt, men nogle tanker og følelser går igen.

Hold kæft hvor er han grim, den gamle. Blå, knokkeltynd og så med halvanden horn i panden, det ene er jo knækket.”

Og. ”Gisp. Der ligger en stor skællet drage over i krogen.”

Og: ”Er det en gris eller en trold, der står der og fniser dumt, mens den snitter rødder?”

Jeg har vænnet mig til fornærmende tanker. De er jo virkelig meget grimmere end både mig, min elskede drage og søde Inkalina.

Deres følelser er der heller ikke meget variation i.

Nogle er bange. Rystende bange.

Andre føler ingenting. De er som trætte marionetter.

Atter andre er fulde af vovemod og optændt af en ild, der brænder af fremtidsdrømme – og håb.

Åhe ja, drømme – de drømmer alle sammen, endda også de trætte.

De drømmer om hævn. De drømmer om magt, ære og guld. Drømmer om beundrende blikke fra tusindvis af smukke kvinder. Mange tager deres familier og venner med i drømmen;en sød kone, der elsker dem. Søde døtre og tapre sønner, der er noget så stolte af farmand. Ind i mellem er der mænd, der vil glæde deres mor og gøre deres gamle far stolt.

Jo jo, kom ikke og sig de bare tænker på sig selv.

Men OS – tænker de på os? Jovist. Og den samme mand kan tænke flere af tankerne – ikke sjældent i et glimtende virvar, så jeg må anstrenge mig for at følge med:

-, de der mærkelige forhistoriske væsner skal nok få deres frihed. Og hvis de bliver for farlige, udrydder vi dem bare helt.

  • Man kan måske tæmme dem.
  • Wauv – med de kløer og den hale, kan ham der nok lære fogeden at te sig pænt.”

Ak ja, jeg ved efterhånden meget om mennesker. Og næsten alle får min ”velsignelse” – mit mærke, så de hører til mine udvalgte – for vi skal være mange, hvis vi skal vinde den her kamp. Og det skal vi!

Alle de fordrevne arter skal igen nyde naturen og solskinnet. Selv oplever jeg det måske ikke. Min tid er ved at løbe ud. Min må tage over – måske bliver det ham, der oplever at der kommer en ansøger, der faktisk ønsker, at der bliver plads til alle arter her på denne engang så frodige planet.

Nå, jeg har ondt i maven af al den te. Jeg må ud for mig selv.

Måske mødes vi igen?

Fik hun fortalt hele historien?

Året 1710 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjanga. Ved en åben pejs sidder en gammel kone og fortæller for sine børnebørn:

”Tunge dråber slog mod ruden. I et kammer på det gamle blå slot sad en ung løjtnant, en prins og en sød heks …”

”Bedstemor, hvad er en løgn-alt?” afbryder Siggi.

”Det er sådan en soldat, der bestemmer over nogen andre soldater. Ved du ikke engang det?” blærer Ronny sig.

”Ronny har ret,” siger konen og ser på de to drenge. Hun har de dejligste børnebørn på hele planeten Sakurius. Ligesom Sybil. Sådan er det jo. Siggi puffer til Ronny, men så ser de begge på hende og vil høre mere.

”Først befrier vi Kløverby for dens herremand,” sagde prinsen.

”Og så giver vi mor en gave,” tilføjede den unge, kønne løjtnant.

Så sagde heksen: ”Jeg vil også være med.”

”Tryllede hun ham så syg eller død, bedste?

”Ti nu stille, Siggi – ellers taber jeg tråden. Hør nu her; De havde en plan, de tre, men de kunne ikke udføre den alene…”

”Hva`er udf…?” begyndte Siggi, men Ronny tyssede på ham. Og så kunne historien fortsætte:

”Det var en sommermorgen. Fugle og cikader sang. Løjtnanten, prinsen og heksen red gennem byen sammen med 26 djævle …”

”Havde de horn i panden?”

”Nej, din odder, for det var jo ikke rigtige djævle. Vel, bedste? Var det ikke også bare sådan nogle mænd, der kaldte sig sådan?”

Siggi har afbrudt igen og Ronny retter på ham.

Bedste sukker: ”Jo, de var mænd. Af kød og blod. Men vil I høre mere?

Drengene nikker ivrigt.

Den gamle bestemmer sig for at gøre historien kort:

”Da de red ud ad af byen igen, var den ene djævel død og tre af dem var sårede. Og herremanden – sir John – lå på bunden af en kærre – stiv og med store øjne, der ikke så noget. Hans ældste søn skulle nu være herremand, men det havde han ikke tid til, så han bestemte, at den næstældste skulle være herremand og så skulle han havde nogle rådgivere, så han kunne lære at behandle folk godt.”

Siggi åbner munden. Ronny vipper en finger foran hans lille næse og så spørger Siggi ikke om noget.

”De red langt. Gennem mange byer og da de kom til den kæmpestore, ældgamle skov, der hed Womballa, slog de lejr for natten. Så lød der pludselig råb fra kærren: ”Hvor er jeg?” brølede sir John. Alle djævlene blev meget bange, men løjtnanten sagde bare: ”Du kan jo starte med at få noget suppe.” ”Men jeg fryser,” jamrede sir John. Så hjalp heksen og løjtnanten ham op ad kærren, svøbte et tæppe om ham og fik ham med ind i et telt. Da han havde fået noget suppe i sig spurgte han: ”Hvad sker der nu med mig?”

”Prøvede han ikke at stikke af eller slå dem ihjel?”

Til en forandring er det Ronny, der afbryder. Hun kan høre, han virkelig undrer sig og fortsætter: ”Nej, det gjorde han ikke. Og heksen undrede sig også over, at han tog det så roligt. Hun skævede til løjtnanten, der bare sagde: ”Det finder du ud af.”

Bedste ved pludselig ikke helt, hvordan hun skal komme videre. Kender godt historien. Det regnede. Dråberne dansede mod teltets grove huder og spruttede i bålets ulemde gløder, så de tilsidst slukkedes. Lang nat.

”Ser I,” begynder hun. Lidt tøvende.

Hun fortsætter: ”Langt ude i den store skov, tæt på de næsten uendelige blå bjerge og ikke så langt fra det blå slot, boede der en kvinde. Hun havde en gang været følsom og livlig, men nu var hun trist og kold indeni – for hun havde mistet det eneste, der kunne få hende til at føle noget.

Dagen efter den dag, hvor djævlene, prinsen, heksen og løjtnanten erobrede herregården – stod hun udenfor sin lille hytte. Og kan I mon gætte, hvem der kom?”

”Djævlene, prinsen, løjtnanten og heksen,” sagde Ronny.

Siggi så meget vigtig ud, mens han tilføjede: ”Og sir John. Var han ikke også med, Bedste?”

”Jo, det var han. Og I kan tro kvinden blev forbavset.

”Vi har en gave til dig,” sagde heksen. Så tog hun herremanden ved hånden og trak ham frem mod kvinden: ”Værsågod.”

”John er ikke en ting. Hvad er det her for tosserier? ” muggede kvinden. Og hun sagde mere. Sir John sagde også noget, men ikke så meget, for han var ør i hovedet af at have mistet sin magt, sin gård og næsten også sit liv.

Men da de havde set lidt på hinanden, kvinden og sir John, blev de enige om at han kunne blive der lidt, så kunne heksen, prinsen og løjtnanten komem tilbage og se, hvordan det gik.”

”Hvordan gik det så?” spørger drengene i munden på hinanden.

”De levede lykkeligt til deres dages ende. Tror jeg nok. Men nu skal I i seng.”

” Åhe nej, vil du ikke nok fortælle, hvorfor de gav ham som gave?” plagede Siggi.

Har I ikke gættet det?” Bedste ser på dem. Måske har hun gjort historien for kort.

De ryster på hovederne.

”Fordi kvinden og sir John var løjtnantens forældre – og kan I så komme i seng.”

Stil og sten

“Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil,“ siger Lotte. Hun er min lillesøster og hun ligner en mus. En køn mus med en lille spids snude.
“Hvorfor ikke?”
Jeg kunne forstå det, hvis det var regning. Gangestykker er skrupkedelige.
“Fordi…,” siger Lotte og tygger på sin underlæbe. Hun har små tænder og hun kan gumle på en kiks i mere end et kvarter.
“Hvad skal I skrive om?” Jeg står og ønsker, det var mig, der havde stil for.
“Min skolevej. Men jeg kan ikke finde på noget, Det er bare en dum vej.”
“Ja, men kom nu. Vi skal skynde os, Klokken er kvart i otte.”
“Vi kommer for sent og Jensen bliver sur over den stil.” Nu er Lotte ved at tude.
“Vi skynder os og du kan jo sige, at du har glemt stilen hjemme.”
Jeg snupper min madpakke, som mor har smurt, inden hun tog ind på systuen. Der er spegepølse ovenpå fedtet i dag. Lækkert.
Lotte snupper også sin, men hun ser ud som hun skal kaste op.
Hun spiser som en syg høne. Mine høns er ikke syge, men den ene, den er død, Ham Mikael med det store hoved har kvalt den, Mor har sagt, han vistnok lider af engelsk syge; det er en meget sjælden sygdom nu om dage siger hun – så måske har han bare vand i hovedet. Eller jord?
Jeg ved det ikke, men hvis jeg ser ham, tæver jeg ham.

Udenfor skinner solen. Lotte er lidt foran mig. For jeg skal lige se over mod det hus, hvor far har lavet hele stuen om til et dukketeater. Mon han kommer hjem i aften og mon han så laver lys i teateret?
Det er lidt mærkeligt at bo i en stue alle fem og så have et ekstra hus, man bare kan lege i.
Smuglerens dreng sidder på trappen foran deres lyseblå hus. Der sidder han næsten altid. Han er pæn. Har sorte krøller og blå øjne. Jeg tror ikke, han går i skole, jeg har i hvert fald ikke set ham der, men måske møder han senere?
Jeg vinker til ham og han vinker igen. Han har sådan et pænt, lidt skævt smil.
Men Lotte er nået forbi pigtrådshegnet. Jeg løber efter hende. Nu stopper hun og samler nogle mirabeller op. Der er ikke så mange. Sonjas børn fyldte en kurv forleden. Og de søde ud, da de bar kurven mellem sig. De hedder Kristi og Egon. Kristi er buttet og har blødt, brunt hår. Egon har røde kinder, gult strithår og går med ble.
Men vi ser dem nok aldrig mere. Der kom nogle damer og hentede dem Selvom de græd og Sonja skreg.
Jeg så det og jeg samlede en masse sten op. Jeg kastede også en, men den ramte ikke. Der var også politifolk og en af dem tog hårdt fat i Sonja. Jeg hader politiet. Og damer med fint tøj og onde, smiskende stemmer. Nu er Sonja slet ikke sjov mere, når hun besøger os, og hun var da nødt til at tjene penge,, så hun var nogen gange ikke hjemme om natten, men Trunte så efter dem.
“Alle er dumme,” siger Lotte og smider mirabellerne hen ad grusvejen.
“Ikke den der,” siger jeg og peger. Måske har Lotte slet ikke set, at en Beatles-larve er på vej hen over alle de mange sten på grusvejen. Langsomt og forsigtigt bugter den sig af sted
“Hvor er den sød.” Lotte. sætter sig på knæ og stryger ganske forsigtigt larven over de små hår.
“Den kan du skrive om i din stil,” foreslår jeg, “skriv at den er lillebitte, men at den nok skal klare sig, selvom der er skarpe sten.”.
“Jeg kan også tegne den,” Nu lyder Lotte helt ivrig.
Og så når vi ud på skolestien, der er asfalteret. Det vrimler med børn, der går i store og små klynger.
Der er en, der råber: “Hej Lotte. Skal vi følges?”
Det er en rødhåret tøs med fletninger,
De er snart foran mig.
Jeg samler en sten op. Vejer den i hånden, men kommer den så i lommen.
Måske får jeg stil for i dag? Ellers skriver jeg sgu Lottes..