Heksens søn

Allan holdt godt fast om leen og huggede vredt til rugen, der segnede omkuld. Var det måske hans skyld, at de bonderøve ikke kunne svinge en le ordentligt? De havde da vel ellers gjort det år ud og år ind. Han havde øvet sig flere gange på det høje græs nederst på engen, for ikke at blive til grin. Og så her i dag da gjaldt, da han viste dem, hvad han kunne, så blev de knageme sure. Den værste var en korpulent bondetamp, der var mødt selv, fordi han var for nærig til at holde på en ordentlig karl. Sikke han havde brokket sig og skældt ud.
“Skal sår’n en tossig bybo vise sig, næh, nu har jeg aldrig,” havde han brokket sig.
“Jeg kan vel nok sætte farten ned,” havde han lovet, for han måtte hellere tækkes dem, nu han skulle giftes med Sita; han så ned mod rækken af kvinder, der roligt arbejdede sig fremad med riverne. Der gik hun, som var hun en del af et regiment soldater på paradetur og holdt samme tempo som de andre kvinder og piger. Hun var den klogeste kvinde, han nogensinde havde mødt, bortset fra mor. De havde kun kendt hinanden i to måneder, men nu havde hun altså fundet på at de skulle giftes om fire år, når han fyldte 23 og dermed blev myndig. Og hvorfor ikke? Han havde besøgt hendes forældre: En tyrannisk stodder og en lille, forkuet kone med knold under kysen. De havde ikke haft noget at indvende mod det, men moderen havde mumlet noget om at Sita skulle vare sig… de vidste begge to for hvad, men hun kunne være rolig. Han ville ikke bringe hende i ulykke.
Han tørrede sig over panden og prøvede at arbejde med samme fart som de andre. Det var ikke så let. Hvad var det dog også for en forbasket sneglefart. De kunne være glade for, at de ikke var på hoveri, for så havde de måttet smage ridefogedens pisk. Så meget vidste han da. Og hvad nu, hvis det pludselig blev regnvejr? Så blev deres dyrebare korn ødelagt, bare fordi de var så dorske. Han bandede og fantaserede: Når deres korn så var for vådt og ikke kunne blive til mel, så sultede de, og så ville de nok sige til hinanden:
“Vi skulle have arbejdet lige så godt som Pils nye karl.”
Drømmen brast dog som knæk-is i forårssolen, da han opdagede, at han igen var kommet foran. Pokkers! Nu blev de nok rigtigt sure. Arrigt lænede han sig op af leen og så tilbage mod rækken af bonderøve.
Hvad var nu det?
Hvis ikke han tog meget fejl, så var en af de fjolser sakket agterud. Det var lige, hvad der manglede. Selvfølgelig var der ingen, der gad brokke sig over det. De satte såmen nok farten efter den langsomme og så skulle man anstrenge sig endnu mere for at arbejde trægt.
Nu var det nok! Med få skridt var han henne ved den formastelige og brølede:
“Kan du så få lidt fart på.”
“Men leen er så tung,” prøvede bonderøven at forsvare sig, “og jeg er sløj.”
Nå, så han var ikke bare doven. Han løj også. Det var virkelig ikke svært at svinge en sølle le. Han var bybo og han kunne.
“Hvis du ikke kan følge med, må du rive sammen med kvinderne.”
“Det – det vil jeg også hellere, men husbond siger…”
“Husbond siger…,” vrængede Allan, “så må du hellere fortælle ham, at du er et skvat, der ikke duer til det her.”

“Jeg prøver da,” påstod fjolset frækt, “og I kan bare lade være og vente på mig, I kan.”
Han gloede trodsigt på Allan med store, udfordrende kuløjne. Gloede som om det var ham, der var forkert på den.
“Din dumme skid,” snerrede Allan vredt, for hvad bildte den bondesnegl sig ind?
Svaret kom prompte:
“Og du – du er en dum ko-røv, ikk’.”
Nå, så han troede, han kunne være næsvis?! Det var ligegodt dråben… Tjask. Lussingen faldt så hårdt, at skvattet tumlede omkuld. Både kvinder, karle og bønder var stimlet sammen omkring dem og nu udbrød Brennan:
“Godt der er nogen, der kan sætte det taterpak på plads.”
Tumpen kom på benene igen. Han stod og tog sig til kinden og da han fjernede hånden, sås et flammende rødt aftryk af Allans hånd.
“Var du flabet, lille Sammy?” blandede Sita sig og kendte åbenbart fjolset. Bare hun nu ikke holdt med ham, for så var dagen ødelagt. Hun kunne brokke sig i timevis.
“Gu’ var han så,” skyndte han sig at sige, “og det finder jeg mig ikke i.”
“Det er dumt at være flabet overfor Allan,” påpegede hun og skævede til hans store næver. Heldigvis så hun ikke sur ud. Men det forvirrede, eftertænksomme udtryk i hendes ansigt kunne stadig blive til surhed, vrede eller forargelse… det var ikke til at vide.
“Hvorfor var du det?” spurgte Sita og så på tumpen, omtrent som Allan mor ofte havde set på ham; med den der blanding af bebrejdelse og bekymret medlidenhed- ØV.
“Fordi,” sagde fyren mut og skævede også til hans næver, “fordi, det kom jeg bare til.”
Det var et barnagtigt svar og først nu så Allan rigtigt på ham. Det var ikke meget mere end et barn, der stod der foran ham og standhaftigt mødte hans blik, når han da ikke lige så på Sita, eller strøg en tot sort og tjavset hår bort fra øjnene. Den spinkle, mørklødede knægt var en 14-15 år gammel og mere end et hoved lavere end han selv. Hans tøj var så ynkeligt, at det måtte betegnes: pjalter og han havde ingen fodtøj på. Men han virkede i grunden ikke sølle og måske var det på grund af de der sorte øjne.
Øjnene målte ham. De borede sig ind i ham, som om de ville trække noget ud af ham. De stirrede ikke ondt på ham. De afspejlede heller ikke den angst, han måske følte. Det virkede mere som om han var nysgerrig og gerne ville vide, om han var ondskabsfuld eller bare hidsig.
“Ja ja,” sagde Allan, “nu har du jo fået en lussing, så kan du måske lade være med at kalde mig ‘ko-røv’ i fremtiden?”
Han rynkede panden, som om han lige ville tænke over det.
“Ja,” lovede han så. Han så ud som om han tænkte, at der jo fandtes andre skældsord, men Allan forfulgte ikke sagen. Nu, hvor han havde hidset sig ned, stod han og fik en god idé:
“Fra nu af arbejder vi to sammen,” erklærede han, “så jeg kan holde dig lidt i ørerne. Er det forstået?”
“Ja,” sagde knægten igen, men han så ikke ligefrem begejstret ud.
Det gjorde Brennan derimod:
“Bare stik ham et par flade mere, hvis han ikke makker ret.”
En ranglet skikkelse af kvindekøn blandede sig:
“Pas på han ikke sladrer til sin mor.”
Og en buttet kone supplerede:
“Uha ja, hun kunne forgøre dig.”
Knægten Sammy protesterede:
“Sådan noget kan hun slet ikke.”

Hvad skulle man tro? Sita havde fortalt en del om sin moster og meget tydede på, hun var en heks, men med et godt hjerte. Sådan nogle havde mor fortalt eventyr om, da han var lille og dem skulle man ikke sladre om, for de kunne hjælpe en.
“Lad os nu komme i gang,” foreslog han. Sammy tog fat om leen, men holdt den på en akavet måde, nærmest som om det var et hyppejern. Allan rystede på hovedet:
“Se nu her. Sådan gør man.” Han demonstrerede hvordan og drengen efterlignede det. Så gik det bedre, men han virkede en smule sløv. Måske var han virkelig utilpas? Allan bød ham vand af sin dunk og han drak begærligt.
“Tak,” sagde han og så en smule bekymret ud, “undskyld, hvis jeg drak for meget, men jeg var tørstig. Jeg glemte at få vand med.”
“Dumt,” fastslog Allan og så gik de videre med arbejdet. Når Allan kom forud, vendte han tilbage og slog det korn, Sammy manglede, for at de alle var lige langt. Nu hvor knægten havde drukket vand og holdt rigtigt på redskabet gik det bedre, men han så temmelig mut ud. Mon han var vred eller måske ked af?
“Ville du ønske din mor kunne forgøre mig?” plumpede det så ud af ham, på et tidspunkt, hvor han havde vendt sig for at gå tilbage til drengen. Sammy ‘frøs’ fast midt i en bevægelse og så indgående på ham. Så svandt det frosne og blev til en vagtsom undren.
“Næh,” svarede han roligt og et øjeblik troede Allan han ville uddybe det, men i stedet lod han en klynge hvede falde for leens klinge.
Lidt efter kunne Allan igen ikke dy sig:
“Har du virkelig ikke noget ordentligt tøj?”
“Nej,” svarede Sammy roligt og oplyste, “men det får jeg efter høsten”
“Så må vi sandelig se og få has på det korn,” udbrød Allan.
Sammy nikkede og smilede en lille smule, som tegn på at han var helt enig.

Røgen fra det store, blussende bål steg op mod den nedadgående sol, mens spillemændene spillede op til kædedans. Lyre, violin og drejelire udsendte muntre toner, for nu bugnede Hundstrups lader og alle fejrede det, selv jordløse, tiggere og tatere. Rosita svingede sig med Allan og når kæden blev brudt op, så man skulle være to og to, gjorde hun, hvad hun kunne for at holde netop hans hånd. Det blev der snakket en del om, men parret på Pilegården fandt det i sin orden. Det var jo blot en dans og de unge gik i giftetanker.
Pilegårds-parrets datter, Martha, sukkede drømmende; når hun en dag skulle giftes, så skulle det være med en mand som Allan. Men han skulle nu l helst være lidt mere frelst, for mor og far var jo gode kristne og ville blive ulykkelige, hvis hun faldt i kløerne på en vantro. Selv mente hun, at hvis bare han elskede hende, så skulle hun nok frelse hans sjæl.
“Vil du danse?” var der en der spurgte og Martha så sig om, for at se hvem der nu blev budt op til dans. Foran hende stod en sorthåret dreng, nydelig i tøjet og med håret samlet i en hestehale med et bredt, spraglet bånd. Han smilede så strålende til hende, at hun blussende så ned på sine nypudsede støvler. Forfjamsket gav hun sig til at snakke om noget andet:
“Hende i den røde kjole, det er vores tjenestepige.”
“Mener du Sita?” smilede han, “det er min kusine.”
“Æh,” sagde Martha, “ham hun danser med, det er vores karl, altså en af dem og han hedder Allan, han gør. Han er så flot, synes du ikke?”

“Han slår i hvert fald hårdt,” oplyste drengen og fortsatte, “jeg hedder forresten Samuel Keily, men jeg bliver for det meste bare kaldt Sammy – og du hedder Martha, ikk’.”
Hun nikkede og Sammy spurgte igen, om hun ville danse. Hun nikkede igen og fortrød i næste nu, for det gik nok aldrig godt. Men han tog hendes hånd i sin og førte hende i kredsen, lige ved siden af Allan, så hun også kom til at holde ham i hånden. Han nikkede venligt til hende og hendes hånd forsvandt i hans næve. Bare naboens Amanda nu så det, for hun havde sagt, at ingen ville byde hende op til dans.
Lidt efter ønskede Martha det stik modsatte, for det gik virkelig ikke med det danseri. Fortvivlet stirrede hun ned på Sammys nye træsko. Når han kunne danse i så klodset noget fodtøj, hvorfor kunne hun så ikke i sine fine støvler, der sad så perfekt og hverken klemte eller slubrede? Ups – det var altid noget han havde de træsko på, for nu kom hun til at træde på hans fod – igen. Hun måtte passe bedre på .Hvorfor var håndfladerne så pokkers klamme. Sammy syntes sikkert det var ulækkert. Og Allan syntes det garanteret også. Ups igen. Nej, det gik ikke, det her. De gloede nok alle sammen på hende nu, for hun syntes hun kunne mærke, hvordan de borede deres hånlige blikke ind i hende, som knivstik. Desperat gloede hun ned på sine fødder og turde ikke se på de andres ansigter.
Om sider stoppede musikken så. Der var pause mellem melodierne. Martha styrtede væk og satte sig under et træ. Hun ville aldrig mere prøve at danse, ikke om så Allan bød hende op, men det gjorde han helt sikkert heller ikke, så elendigt, som hun dansede. Musikken begyndte igen og det var som om tonerne lo hånligt af hende.
“Måske kan jeg lære dig at danse, ikk’.”
Da hun, lidt forskrækket over at der var en person tæt ved hende, så op, kiggede hun lige ind i Sammys ansigt. Han sad på hug og betragtede hende. Han så rar ud og hun ville gerne være lidt mere sammen med ham, men danse? Nej, nej og atter nej.
“Skal vi ikke hellere lege skjul?” foreslog hun, for det var der en flok lige i nærheden, som var i gang med. Der var både børn og unge i 16-17 års alderen og de lød som om de morede sig. Hun kunne høre Amanda huje.
Sammy strøg en tot hår til side, som ikke rigtigt blev holdt på plads og kløede sig på hagen, før han foreslog:
“Vi kunne jo også bare gå en tur.”
Men det gik ikke og Martha udbrød:
“Nej, for jeg må ikke være alene med en dreng.”
Impulsivt greb hun hans hånd og trak ham med hen til flokken, der netop stod samlet for at begynde på en ny omgang. Amanda stod få skridt foran de andre og stirrede overrasket på ham. Det var nok fordi hun var imponeret over, at Martha holdt en dreng i hånden. Frejdigt spurgte Martha om de måtte være med.
Det måtte de ikke.
“Det er jo Pjalte-Sammy,” udbrød Amanda foragteligt.
“Skrid hjem til din heksemutter,” vrængede en anden pige.
Glæden inde i Martha var et øjeblik om at dø. Hun fik sådan en underlig, meget ubehagelig fornemmelse et sted i maven, at hun bare stod og så fortabt frem for sig.
Sammys hånd gled ud af hendes og hun så Amanda stå og skyde brysterne frem, på en hoven måde. Hun kunne pludselig ikke se på venindens ansigt, men de ord hun nu spyede af sig ramte hårdt:
“Godtnok er du grim, men jeg troede da du var anstændig”

Sådan, netop sådan, ville mor jo sige. Nej, måske ville hun ikke kalde hende grim. Det ville mor ikke sige, men det andet. Åh, hvorfor havde hun slet ikke tænkt på, at drengen var tater? Hun havde jo da ellers øjne i hovedet. Hun burde ikke have danset med ham og da slet ikke tage hans hånd. Det indså hun nu. Men at han var heksens søn; det kunne hun da ikke vide. Sita sagde jo, at hun var rar, men ligefrem holde hendes søn i hånden…
“Gå med dig,” hvæsede hun til ham. Hun ville ikke engang se på ham, men gjorde det alligevel. Et øjeblik så han såret ud, men så trak han på skuldrene. Og Gud hjælpe hende, om ikke han smilede?
“Mor jer godt, ikk'” smilede han og gik.
Men det skuffede flokken. Martha fornemmede det, uden helt at gøre sig det klart, men hun hørte Amanda gyse:
“Han ville garanteret begå hor med dig.”
Det var noget meget slemt, så Martha stammede forskrækket:
“D – det v – var ikke- ikke med vilje, det var ham som…”
Og det var jo ham. Han havde taget pænt tøj på, bare for at narre hende, havde han. Han var rigtig tarvelig. Så da flokken begyndte at løbe efter Sammy, tog hun godt fat i kjolen, løftede op og stolpede efter dem i de fine knapstøvler.
Sammy gav sig ikke til at løbe. Da de indhentede ham stoppede han op og vendte sig imod dem.
Han sagde ikke noget, spurgte ikke hvad de ville eller bad dem lade ham være i fred. Han skældte heller ikke ud. Han stod der bare og flokken stillede sig i en kreds omkring ham De kom med tilråb og det lød som om de ville overgå hinanden:
“Du har nok fået nyt tøj.”
“Det er alt for godt til dine lus. De får mavepine.”
“Ja, for du har så mange, at i morgen, så har de ædt tøjet.”
“Ellers giver du det bare til din mor, så hun kan sælge det.”
“Ja – og købe sig en ny kost.”
Sammy havde knyttet næverne og nu åbnede han munden. Men han sagde ikke noget. Han kneb læberne sammen igen.
En fregnet ung mand blev så irriteret over det, at han snerrede:
“Kan du ikke svare, når man taler til dig?” Uden at vente på, om der kom svar på det, kommanderede han, “slå ham, Fede.”
En dreng, der passede til sit øgenavn, trådte tøvende frem fra kredsen.
“Bøh!” råbte Sammy, idet han løftede en hånd til slag. Han strakte den ud i en hurtig bevægelse, som for at stikke den tykke knægt en flad lussing. Det rykkede i den polstrede krop og så vendte han sig omkring, bævrende af angst og styrtede tilbage i flokken. Sammy holdt stadig hånden frem for sig. Hans læber blev til et lille, besynderligt smil og han pustede et halvt forundret, halvt hånligt ‘Ha-hum’ ud gennem næsen.
Den fregnede lagde en beskyttende arm om sin ‘kriger’ og sagde vredt:
“Nå, så du forhekser ham, din lømmel, men du skal passe på, skal du – du rører ham ikke.”
“Hvornår er du blevet Barneys beskytter?”
Omsider åbnede han munden og så var det for at spørge om noget. Stemmen var tyk af hån og han gloede foragteligt på den fregnede, der gloede udfordrende igen.
“Uh,” hvinede Amanda, “han sender dig onde øjne, Jeffrey.”
“Ha,” fnøs Jeffrey, “som om jeg er bange for den lille lort.”

Han gik frem mod Sammy, der havde knyttet næverne igen og et øjeblik stod de kampberedte foran hinanden. Jeffrey var et halvt hoved højere og bred over skuldrene, så egentlig var det tarveligt af ham, at angribe Sammy. Det var måske derfor havde prøvet at få den tykke Barney til det, men det var jo også… Martha opgav sin filosoferen og bare fulgte kampen, for nu var de røget i totterne på hinanden. Alle hujede på Jeffrey og så gjorde Martha det også.
Pludselig var hun bare som et med flokken.
“Buh,” skreg hun, for Sammy havde spændt ben, så Jeffrey lå på jorden. Han kom dog hurtigt på benene og slog ud efter modstanderen, der dog hoppede væk fra hans knyttede næve. Så kom den anden hånd i brug. Samme forsmædelige resultat. Endnu et forsøg mislykkedes, selvom Jeffrey stod solidt med skrævende ben. Sammy smed sig ned og ormede sig mellem de ben. Et ordentligt los af Sammys træsko sendte ham forover og da han kom op havde han jord i hele ansigtet og græs i mundvigen. Han var rasende.
“Ja-ah,” vrælede hun, da Sammy lidt efter gik bagover og havde blodnæse, da han kom op igen. Nu havde Jeffrey endelig krammet på ham. Troede Martha. Og de andre troede det sikkert også, men nu lod det til at Sammy omsider blev gal. Han sparkede og slog; vredt og tavst – og så flygtede Jeffrey; foroverbøjet, med en hånd mod mellemgulvet, vaklede han ind gennem flokken, der gav plads for ham. Amanda løb forskrækket efter ham.
Sammy ville åbenbart også gerne væk nu, for han løb frem og ville forbi ungerne i kredsen, men den lukkede sig om ham. Hans næse blødte ikke længere og han så ikke ud til at være kommet noget videre til.
“Jeg skal altså hjem nu,” sagde han.
Så kastede flokken sig over ham. Martha så et par af de største, omtrent voksne, fyre springe på ham og resten kappedes om at komme til. Var det fordi de havde ondt af Jeffrey eller fordi de var blevet hidsige af hans tavshed og ro? Martha forstod det ikke, men hun fik ondt af ham, for de var jo for mange imod en og det var da tarveligt.
Forknyt stod hun og så på dem. De kunne da ikke bare alle sammen slå og sparke?
“Vi må gøre noget,” sagde Barney, der heller ikke var med i flokkens angreb. Han så på hende med store, bange øjne og tilføjede, “han er slet ikke farlig. Han er faktisk flink, men jeg er bange for Jeffrey.”
“Vi henter Allan,” afgjorde Martha, for de var jo ikke rigtig kloge. Men Allan skulle nok ordne det.

Allan gik med lange, vrede skridt. Et par andre mænd, deriblandt Pil, fulgte efter i et sindigt tempo. Så snart Allan kom hen til flokken brølede han:
“SÅ ER DET NOK!”
De store børn stivnede ved hans udbrød, der kom så hårdt og selvsikkert, som en klar befaling. De fejeste flygtede som harekillinger, resten stod som små, rystende rotter og par enkelte så ud til at have begyndende samvittighedskvaler, for de stirrede nedad, som om der var noget meget interessant i græsset.
Sammy satte albuen i jorden, men kunne ikke rejse sig Så prøvede han at sige noget, men det lykkedes heller ikke. Der var blod over hele ansigtet og ud over det nye tøj. Skjorten var flænget.
“Forsvind,” brølede Allan rasende til de sidste af flokken, “eller jeg hakker jer til plukfisk, modbydelige, slimede snot-unger!”
De forsvandt som forsinkede lyn.
Sammy havde fået sat sig op. Han slikkede de blodige læber og klynkede:
“De – de fik travlt.”
Allan så meget vred ud mens han støttede Sammy, for at få ham på benene. Langsomt lykkedes det., men han stod og svajede usikkert.

Mændene holdt sig i baggrunden, men Sita kom hen til dem.
“Han må hjem til sin mor,” sagde hun og Allan nikkede.
Sammy faldt, men fik sig kæmpet op igen.
“Det der går squ ikke,” konstaterede Allan. Og så stak han en arm ind under Sammys knæ, den anden under hans nakke – og bar ham, som om han var et lille barn. Han protesterede lidt, men Allan sagde bare:
“Hvis du kan lægge armen om min nakke, så er du ikke så tung.”

Der var heldigvis ikke langt hen til Sitas moster, Sammys mor. Hun stod ude på gårdspladsen da de kom. Hendes furede, brune ansigt lyste grotesk i skæret fra den fakkel hun holdt i hånden og det lange, grå hår flagrede i aftenvinden. Sita ilede frem mod hende og fortalte:
“Der var nogle unger efter ham. Jeg ved ikke hvorfor, men han har det ikke godt.”
“Og derfor har du fået en hvid mand til at bære ham hjem?” snappede den gamle.
“Han må ligge ned,” sagde Allan. Kunne det da ikke være lige meget om han var hvid eller blå eller grøn-lilla-halløj-farvet, når hendes søn var såret? Hvad var hun for en mor?
“Denne vej,” slog konen om og ilede mod døren, der straks blev åbnet af en endnu ældre kone, der forskrækket slog hænderne sammen og udbrød:
“Jamen, jøsses.”
Allan anbragte Sammy på den alkove, de anviste ham. Der var to små stuer i det lille, skæve hus og Sammys alkove stod i den mindste.
Endnu en gammel kone viste sig og Kathie bad dem:
“Vil I tage jer af ham?”
Det ville de og straks tøffede den ene ind i den store stue for at sætte vand over ilden.til at vaske sårene med og den anden fandt en krukke fra en af den lille stues mange hylder; På den ene væg var der hylder omtrent fra gulv til loft og det havde Allan ikke set andre steder. Uden på krukken var der malet en lidt ubehjælpelig blomst og i den var der en væske, som en lillebitte træslev blev dyppet i.
“Gør det meget ondt?” spurgte kvinden og satte sig på kanten af alkoven.
“Ja,” klagede Sammy og havde det virkelig skidt. Måske havde han slået hovedet, eller rettere måske havde de ækle unger slået ham alt for hårdt i hovedet. De skulle ikke slippe, om han så selv skulle banke dem, tænkte Allan.
“Lad os gå ind ved siden af,” foreslog Kathie, med tyk stemme, som sad angstens gråd på tværs i hendes hals. Hun var alligevel en ordentlig mor og han ville gerne sige noget opmuntrende til hende. Men hvad? Man måtte jo ikke lyve og hvis nu…?
Han tænkte ikke tanken til ende, men rettede sine øjne mod væggen over det vakkelvorne bord, for der hang et stort, vævet billedtæppe. Der var blodrøde, brede kanter omkring et sceneri med nogle ryttere, der red gennem en landsby. Under billedtæppet var der en hylder, hvor der stod krukker i sære former, træfigurer af sære væsner og et par bøger i slidt læder. Der var også et kranie og det rislede ham koldt ned af ryggen, for det var som det gloede på ham med sine tomme øjenhuler.
“Unge mand,” brød Kathie ind, “vd De hvem jeg er?”
“De er da Sammys mor og Sitas moster,” svarede han forbløffet.

Hendes hår var filtret og hendes brune kjole var skjoldet og beskidt, men hun havde nu et smukt sjal kastet over sig. De hvasse øjne betragtede ham indgående. Det var åbenbart fra hende, Sammy havde det der med at glo indgående på folk. Hun kløede sig på en vorte, der sad på kinden, nær det højre næsebor. Han prøvede at glo igen, men kunne ikke lade være med at blinke. Så forsøgte han sig med et lille, forsigtigt smil:
“Måske er du en heks, men jeg kan godt lide hekse.
Han undlod at tilføje: ‘Hvis de er gode’, for pludselig følte han sig lidt usikker ved det hele.
“Og hvorfor reddede du så min søn?” spurgte hun.
“Fordi…,” begyndte han forlegent. Hvad var det nu for et dumt spørgsmål? “Fordi jeg kedede mig,” løj han.
Omgående blandede Sita sig:
“Det passer ikke moster. Han var så rasende og han var lige ved at græde og…”
“Fik du ondt af ham?” spurgte Kathie alvorligt, “fik du ondt af ham?”
“Det gjorde jeg vel,” mumlede han og gloede på sine træsko.
“Eller var det for at gøre indtryk på hans kusine her? Hun er jo ganske pæn at se på?”
Bang, sagde det i hans hoved. Var det derfor? Hvad tænkte han egentlig da husbonds pigebarn kom rendende, med den lille fede unge i hælene?
“Han så slet ikke på mig, ” snakkede Sita løs, “han blev bare knaldrød i hele hovedet og det var som om der stod røg ud af ørerne – og han lettede næsten fra jorden og for derhen. Jeg har jo også fortalt dig om killingerne, ikke? Han ville ikke lade Harry drukne dem langsomt i tønden. Han er så god af sig og… sikke han kunne sætte dem på plads…”
“Han kan vel selv snakke,” vrissede den gamle surt, “hvorfor?”
“Det ved jeg ikke,” sagde han og så på hendes næse, for så troede hun forhåbentlig at han så hende i øjnene.
Uf, hvor hun dog gloede. Som om hun ville trække ord ud af ham.
“Vi arbejdede sammen her i høst,” oplyste han og hun kneb øjnene sammen, nikkede for sig selv og gryntede:
“Ja, det hørte Mjure fra Vera Vaskekone – og du slog ham.”
“Undskyld,” for det ud af ham og det lod til at formilde hende, for nu åbnede hun munden og grinede lidt.
“Jaså jaså. Du undskylder?” Hun havde tabt en del tænder og resten var sorte og gule; nogle slidt (eller knækket?) helt spidse. Nu slog hun ud med hånden, “sæt dig blot ned ved mit bord, knægt – jeg bider ikke. Vil I have te?”
Sita takkede ja for dem begge og Allan skottede til kraniet. Det var en smule aflangt og havde et ret stort gab. Han smilede lettet og syntes dyrekraniet gengældte hans smil. Han rystede let på hovedet af sig selv, idet han gik nærmere, for måske at regne ud hvilket dyr det var. Slask, sagde det ind i hovedet på ham. Det var lige før blodet frøs til is i hans årer, men så kom han på samme tid i tanke om, at det ens blod ikke kan isne af skræk og at det var vist bare var nogle tørrede planter, han var rendt ind i. Men det var nu nogle kradse nogle. Av. Han tog sig til næsen, hvor der var en lille flænge og prøvede at komme i tanke om navnet på planterne.
Kathie stillede krus frem og satte en lille si over hans. Deri dryssede hun så noget, der lignede tørrede blade, hakket i småstykker. Og derefter hældte Sita kogende vand på, så kruset fyldtes med en grønbrun drik, der altså måtte være ‘te’.
“Hvad er det for en slags planter?” spurgte han og så Sita veksle et hurtigt blik med mosteren.
“Det er hestemynte,” oplyste Kathie så, “det er godt til mange ting.”
Han nippede til teen, for nu havde Sita fjernet sien.
Allan ville gerne høre mere om kong Atkar og troldmanden, men turde ikke spørge, for nu så konen igen frygtelig bister ud. Og der var jo også noget der var vigtigere lige nu, så han spurgte:
“Det er vel ikke helt galt med ham?”

“Det går nok,” sagde Kathie, “han er sej, men jeg ved ikke hvorfor han altid roder sig ind i noget og hans pæne tøj er helt ødelagt. Jeg får aldrig det blod af…”
“Du tænker mest på din lille dreng, moster,” sagde Sita med varm medfølelse i stemmen og Kathie sukkede. Hun rejste sig og gik derind. Sita fulgte efter, men Allan tøvede. Skulle han gå med? Jo. Sita vinkede ham nærmere. Sammy sov og klynkede lidt i søvne. Der var ikke så meget blod mere, men ansigtet var hævet og det så grotesk ud.
“Vi må vel også se at komme hjemad,” mumlede allan, for egentlig havde de vel ingen grund til at blive. Kathie ville sikkert gerne have lidt fred.
“Ja men så farvel,” sagde hun og gik tøvende hen mod en kommode, der stod under det lille glughul, hvor skodderne stod på vid gab. Hun pillede lidt ved den varme tælle, der løb ned af lyset, men sagde ikke mere.
Hånd i hånd listede de sig i træskoene og gik ud i den kølige, lyse augustnat.
“Det er noget lort,” sagde Allan og Sita udtrykte det lidt anderledes:
“Det er synd for Sammy.”
“Stop!” lød det så. Det var Kathie, der skingrede efter dem. De stoppede straks og vendte sig mod hinanden.
“Nu er den nok helt gal,” udbrød Allan og løb tilbage. Der stod hun, uden fakkel, og så grå ud. Hun strakte en hånd ud mod ham og han greb den lidt forvirret. Han havde vist glemt at give hånd til farvel, men… Han mærkede noget glat mod sin håndflade og lukkede hånden om det. Det var rundet i formen og det var i en lædersnor, men hvad var det?
“Det skal du have,” sagde hun, “fordi du reddede min søn. Jeg tror, at du…” Hun bed sig i læben, som om hun havde sagt for meget.
“Tak,” sagde han, “men jeg…” Han vil protestere for han skulle vel ikke belønnes for at gribe ind, når nogle møgunger gik for vidt.
“Tag den så!” kommanderede hun, “det er en ordre.”
Han åbnede hånden og så at det var en sten af en slags. Hvordan den nærmere så ud kunne han ikke se i mørket, så det måtte vente – hjemme på det trange karlekammer, der lå i den ene side af stalden tændte han en stump lys og så at den halvrunde sten var brun, men ikke ensartet; den nærmest glitrede i brune nuancer og i midten var den gennemsigtig, så man kunne se at et insekt engang var blevet fanget der i. Det havde en hulens masse ben og en lillebitte snabel. Det var blålilla og han havde aldrig set sådan et insekt. På undersiden var den ikke spor glat, mens nærmest knudret. Han følte efter og det var som om den brutalt var knækket over. Hvem kunne mon knække en sten? Eller var den bare skabt sådan – sten kunne jo have så mange former. Men pæn var den og siden der nu var en snøre i hang han den om halsen, men gemte den under skjorten, for den var sikkert hedensk. Og der var jo ingen grund til at skabe ballade.
Næste dag viste han den til Sita. Hun var ved at trække de sidste rødbeder op.
“Den er nu pæn,” sagde han, “ved du om det er en lykke-amulet eller hvad?”
Hun spærrede øjnene op og stirrede på den brune sten, som om hun ikke ville tro sine egne øjne.
Så udbrød hun:
“Hun har givet dig sin lykkeamulet!”

Hvis er verden?

“Hvis er verden?” spurgte troldungen og så på sin far.
“Den er da vores,” svarede hans far.
Troldeungen tav et øjeblik. Så spurgte han eftertænksomt: – men hvad så med orkerne, elverne, alferne og beviakkerne? Hvad med dem, far?
Naturligvis er det også deres verden,” sagde troldefar, Belkin, og kløede sig mellem sine to horn.
“Godt,” sagde den lille blå troldeunge,Slikoran, og puttede sig tæt ind til sin far.
Der var så trygt og godt i deres hule i den store klippe. Ilden fra bålet funklede og mor rørte i suppegryden.
“Ja, her er jo plads nok,” sagde hun. Der var smil og varme i hendes øjne og hendes kinder blussede lilla.
“Ja, for verden er nemlig kæmpestor – ikke også mor?”
“Jovist, meget større end du aner – så her er plads til alle. Også til sukaerne,beko wanerne, dronterne og alle de andre umælende væsner.

“RARR . Karritz – rarr,” spruttede Klara og løftede sit skællede hoved fra bedstefar Sotans fødder.
“Ja, der også plads til dragerne,” lo Slikoran.
Bedstefar kløede den lille drageunge bag ørerne og så heltalvorlig ud, mens han talte til den::
“Ja, her er bestemt også plads tiljer drager – selvom I taler et besynderligt sprog og har sære navne. Dit er så svært at udtale, ja – så vi kalder dig Klara.
“Spii – i – spii,” raspede drageungen og slikkede Bedstefars lange storetås-klo.Så bævrede dens kæber og den spyede en lille røgsky ud..
“Det er kun mennesker, jeg er nervøs for,” sagde Bedstefar og mor sendte ham et dystert blik.
“Men de findes jo ikke i virkeligheden – vel, Bedstefar?”
“Joeh, det gør de,” sukkede Bedstefar.
“Skræm nu ikke barnet,” bad mor.
“Der er jo kun nogle få tusinde af dem,” sagde far.
“Tusind er da mange,” gøs Slikoran. Han kunne tælle til hundrede og tusind var meget mere.
“Vær ikke bange, lille skat,”sagde mor, “De bor alle sammen langt, langt væk – et land, der hedder Warmirien. Og de er fornuftige. Min søster kender nogle af dem – de lever i fred med naturen og synes, som din far, at verden tilhører alle, der ikke bekriger alle andre og vil udrydde hele arter.”
“Jo, men de lever så kort tid og de kan hurtigt blive til mange – sådan som det
skete, da jeg var ung…”
“Der er mad,” afbrød mor i en skarp tone. Hun kunne ikke lide, når Bedstefar fortalte om dengang han var ung og de boede langt borte – Bedstefar og hans forældre -men det var nok også bare noget Bedstefar fandt på, for selvom verden var meget stor, så fandtes der ikke runde verdener langt væk, fulde af mennesker -og hvis der gjorde,så kunne de ikke komme her til Krystagonien. Det kunne de ikke. Var Slikoran sikker på.

På den 93 millioner år gamle planet, Anarkat, i samme galakse, hyllede den lilla sol sandet og de få oaser i lilla dis…

Hvis er verden, mor?” spurgte febarnet og så på sin mor.
Det var da et underligt spørgsmål, lille Urzulga,” sagde mor og foldede sine vinger helt sammen.
“Jo, men det er noget, jeg har tænkt på,” vedblev Urzulga og snoede en tot af sit lyse hår om sin tryllefinger.
“Jeg har jo fortalt dig, at verden er vores,” sagde mor.
“Men den er ikke kun vores, vel?” blandede Trangie sig og så trodsigt på deres mor. Urzulga skottede til ham. Uf storebrødre. Hun havde slet ikke opdaget, at han havde sneget sig ind i stuen.
Mor kneb øjnene sammen, så de blev til smalle sprækker: “Det kommer jo an på, hvad du mener med “vores.” Vi er nu engang den ældste og mest intelligente art i hele verden. Sådan er det, min dreng.”
Urzulga rankede sig og smilede. Men hun var ikke helt sikker på, at Tranqie var så intelligent og nu blev han ved: “Men mor – vi deler jo verden med vampyrtrolde, nisser, alfer, dværge, drager, aber og mennesker. Så er det vel også deres verden? Er det ikke mor?
“Jo, det er det vel,” sukkede mor og tilføjede: “Så længe, de holder sig nede på Sakurius, de fleste af dem, du nævnte der, så må de for min skyld gerne tro, de ejer en bid af verden – men det nytter ikke at give dem for meget magt. De er for dumme, grådige og primitive. Det er også derfor de lever i så kort tid.
“Ja, mor,” sagde Tranqie og hans blålilla øjne funklede. Der var noget særligt ved hans stædighed denne gang, gik det pludselig op for Urzulga.
“Har I ikke hørt det?” spurgte han og så fra den ene til den anden.
“Hørt hvad?” spurgte Urzulga, men hun havde en anelse. I den sidste tid, havde en sær, spindende lyd blandet sig med lyden af summende bier, flaksende pixiton-alfer og sløvt fremadkrybende sandslanger; det måtte være det, han talte om, men hvad havde det med spørgsmålet om at eje verden at gøre?
“Far siger, at der er liv på planeter langt ude i rummet,” sagde Tranqie: “Hvad nu hvis de kommer her? Hvis det er dem, der er på vej i en stor rumkuppel? Hvad så, mor? Hvad nu hvis DE tror, det er dem, der ejer verden?
“Jeg har jo sagt,at alle andre er for dumme,” vrissede mor, men hun virkede urolig.

ca. 750 sekler senere, i en stor sal på en elverborg, et sted på Sakurius var repræsentanter for både Sakuriusses og Anarkats oprindelige,talende arter samlet.

“Lad så være med at sutte på den tommeltot hele tiden,” formanede Urzulga sin lillesøster, Kajtan. Den lille adlød, men det var lige før Urzulga selv havde lyst til at sutte på tommelfinger, for her vrimlede med væsner i alle størrelser og af så mange arter,at hun ikke følte sig tryg, for de andre arter var jo dumme, grådige og primitive.
Lyselverne var dog de klogeste i blandt dem og det var netop i deres prægtigste borg, mødet skulle finde sted. De voksnes møde. Alle børn var blevet bedt om at holde sig udenfor, så alle de så var altså børn eller unge? Nej, der var også nogle hunner, for hos nogle arter talte hunnerne ikke med. og – underligt, virkeligt underligt – der var også et par voksne elvermænd – endda lyselvermænd – i vrimlen. De sad under et stort galpaostræ, som kastede sit netværk af grene omkring dem, men ikke dækkede dem helt. Der sad de med en klynge af stritørede elverunger, og så ud til at befinde sig glimrende.
Begge sole skinnede højt oppe på den svagt grønne himmelbue og kastede kaskader af spraglede lysstråler mod den to etages borg med de seks runde tårne. Der inde var mor og far, onkel Promme – og Tranqie, for Tranuie var seksten sekler gammel nu og skulle være med til mødet
“Jeg ville give alle min krystalperler for at se og høre, hvad der sker i den sal,” sagde Urzulga til Kajtan,der igen suttede på sin tommeltot.
“Bare giv dem til mig,” lød en frejdig, fremmed stemme.
Og der – lige foran hende og Kajtan – stod der en vampyrtroldunge. Han blottede sine spidse hugtænder i et frækt, men vist nok venligt grin. Hans orange øjne blussede drilsk mod hende og hans kinder var mørkeblå.
“Hvorfor skulle jeg dog det?” fnøs Urzulga.
“Fordi jeg ved, hvordan vi kan komme med til mødet,” sagde ungen.
“Vi bliver jagtet ud,” sagde Urzulga modløst, men ungen smilede bare over hele sit lyseblå ansigt og sagde:
“Vi kan flyve op i det tredje tårn og liste hen over loftet. Der er et kighul, så vi kan se lige der ned. Vil du med?”
Om hun ville! Men hvorfor tilbød han hende det?


” Er du ude på noget?” spurgte hun.
“Ja, at se det møde,” sagde han, “Det er jo meget vigtigt at finde ud af, hvad vi stiller op med alle de forbistrede jordlinge. Synes du ikke?”
Jo, det syntes hun. Helt bestemt.
“Vi gør det. Jeg hedder Urzulga. Hvad hedder du?”
“Slikoran.”
Han rakte hende sin ene knokkeltynde, blå hånd,trak sine sylespidse klør ind og lukkede en hård, men rolig og fast hånd om hendes.
Urzulga kommanderede:
“Kajtan. Gå hen til lyselvermændene under træet. Hvis du sladrer, fortæller jeg dig ikke, hvad vi hører og ser.”

De fløj højt op og et stykke væk. Slikoran fulgte godt med,selvom hans sorte vinger var mindre og tættere end hendes hvide og florlette. De fløj på vinden og opstrømmene og de havde det så rart, at de næsten glemte mødet. Men kun næsten. Kåde af al den svæven og flyven om kap, landede de ved en stor sten, som de i fællesskab fik væk ved at messe den samme trylleformular i kor, mens de holdt hinanden i hånden.
Da stenen gled til side, følte de sig begge meget opstemte. Nu vidste de med sikkerhed, at magi forstærkes, når man brugen den i fællesskab.
Gennem gangene under jorden (som stenen var indgang til) løb, gik og fløj de til de nåede en snoet trappe, der førte dem op i det tredje tårn.
Men de var ikke alene. To fnisende elverbørn så på dem. Den ene havde omtrent samme hudfarve som Urzulga og hendes familie; blegrød.
Den anden var sort som når solene sov.
“Det er ikke til at se noget, når man ser det fra oven af,” sagde den blegrøde uden at hilse først. Det var en dreng, og hans hår var meget lyst, næsten hvidt
“Nå, du fik hende med,” sagde den sorte elver og grinede til Slikoran.
“Selvfølgelig, Eranina,” grinede Slikoran tilbage.
“Lad os gå nedenunder. Så skal jeg vise jer et godt sted at kigge ind,” foreslog elverdrengen med det lyse hår.
“Kender du måske hele borgen?” udbrød Eranina og lød imponeret.
“Ja, for min far har tjent her næsten hele sit liv.”
Snart efter stod de fire store børn af hver sin race bag et tæppe vævet af fine tråde. Det forestillede en flok hovedløse væsner i skindtøj. Der hvor hovederne skulle have været, var der huller og da Urzulga,Slikoran og Eranina tøvende fulgte lyselverdrengens eksempel og stak hovedet ind i et hul, så de direkte ind i den store, smukt udsmykkede sal, hvor mødet fandt sted:

“De er mange nu. Alt for mange,” tordnede Urzulgas mor. Hun stod på et rundt podie med snoede mønstre i guld, sølv og karrygult. Et gyldent skær omkransede hendes hår, der bruste ned over hendes hvide kjolebryst som et kobberhav.
“Hørt!” lød det fra Slikorans far, der også stod på et podie. Faktisk lige ved siden af Urzulgas mor. Hans hår stod lodret op i luften som et flammende bål. Måske fordi han stod lige under det hul, de først havde set ned gennem.
“Faktisk er der nu over en million af dem,” sagde en elvermand, der stod på den anden side af Urzulgas mor..
Flere stemmer blandede sig. Urzulga opgav at holde styr på dem alle:
“De udrydder os”
“De smager godt.”
“De planter deres sære træer og mærkelige planter.”
“De forgifter alt.”
“De dræber solen.”
“Kun den lilla.”
Så flød stemmerne så meget sammen, at det ikke var til at høre de enkelte ytringer, men det var nemt at forstå, at disse jordlinge og deres millioner af efterkommere voldte problemer.
Slikorans far tyssede på dem og langsomt blev der stille. Så tog han ordet:
“Det er rigtigt, at disse mennesker er til skade. Som flok. Men vi må huske, at der er gode mennesker i blandt dem. Der er nogle, der mener, at vi alle skal være her og at Sakurius er stor nok til os alle. Men noget bekymrer mig. Der er en stor flok, der stædigt klynger sig til en religion,de har bragt med fra Jorden. De kalder den kristendom.

Tunge trin fik dem til at fare sammen. Alle fire. Men inden de nåede så meget som at forsøge på at flygte stod der tre voksne elvere i den nu åbne dør.
“Kan I så komme ud!” råbte den ene.
De for opad. Det overraskede vist elverne. Få trin oppe hørte Urzulga at de tre voksne elvere nu også kom op ad trappen. Det buldrede i trinene. Gungrede.
“I må ik- ikke gå der op,” pustede den ene af forfølgerne.
“Nå, lad dem bare,Uruk,” pustede en anden, ” Bare de skrubber af.”
Ikke så længe efter befandt de fire børn sig igen i den store park omkring borgen.
Kajtan kom løbende med en flok små elverunger i hælene og så måtte Urzulga fortælle, hvad de havde set

Sylvia

Som svøbt i et blødt tæppe strakte den velkendte vej sig foran Sylvia. Ikke et menneske var der. Så var timen begyndt og hun måtte skynde sig. Hun havde håbet på at møde Lisbeth, så de kunne følges ad, som de plejede. Nu måtte Lisbeth nøjes med at se hende, når hun kom ind i klasseværelset. Både hun og de andre gjorde nok store øjne, for hun havde jo været syg i lang tid.
Var den dumme vej blevet længere på de tre uger eller føltes det bare sådan? Og hvorfor bugtede fortovet sig i grunden så underligt? Var hun alligevel ikke helt rask? Fik hun nu alligevel et nyt svimmelhedsanfald? Åh nej. Ikke nu.
Hun skulle nå hen til skolen. Hun ville derhen. Alt var som en bølgende tåge omkring hende, men hun ville ikke lade sig opsluge. Hvor langt var hun? Hun var vist forbi slikbutikken? Så var hun næsten ved skolen.
He-ej, hun var der jo. Heldigvis, den store, røde tre-etagers bygning knejsede jo lige foran hende og i vinduet til klasseværelset havde de sat en krukke med blomster.
Den lange, brede gang lå øde hen. Frakker og jakker hang uordentligt på knagerne. Et slidt håndklæde lå krøllet på gulvet og længere henne lå en gymnastikpose.
Tredje klasse havde regning med hr. Petersen.
“Hvad er 37 + 44,” rungede hans dybe stemme bag den lukkede dør.
Så blev den overdøvet af tonerne fra musiklokalets klaver, der stadig ikke var blevet stemt. Folmer Olsen nægtede at spille på det, så dem derinde havde nok frk. Estralia.
Det var så rart og velkendt. Døren til 5. klasse – Sylvias klasse – stod på klem og hun hørte fru Madsens knirkende stemme:
“Jeg ER bliver i datid til: Jeg VAR.”
Sylvia var indenfor, men lærerinden havde ikke opdaget det. Hun fortsatte:
“Ebbe, kan du lave en sætning med ‘er og ‘var’?”
Ebbe var blevet klippet og den trøje, som han havde sagt, hans mormor ville strikke til ham, var blevet færdig. Det var rigtigt, at der var stjerner på den, så nu skyldte hun ham et negerkys.
“Jeg ER en dreng som VAR til fodbold i går,” sagde Ebbe artigt. Han havde heller ikke opdaget hende. Hvis han havde, ville han have skåret en grimasse.
“Undskyld, jeg kommer for sent,” sagde Sylvia.
Fru Madsen lod som om, hun ikke hørte det.
“Jeg er rask nu,”sagde Sylvia, men lærerinden lod som om hun var døv.
Sylvia så ud over klassen og opdagede, at Sonja havde hugget hendes plads ved siden af Lisbeth. Hvad bildte den dumme tøs sig ind?
Sporenstregs var Sylvia nede ved tredje bord i midterrækken, der hvor Lisbeth og Sonja sad. Sonja sad, meget uartigt, og tegnede bagerst i sit grammatik-hæfte.
“Det er min plads,” råbte Sylvia vredt.
Men den dumme tøs tegnede bare videre.
“Lisbeth,” bad Sylvia, “sig at hun skal flytte sig.”
Lisbeth så op og strøg en lysebrun hårlok til side, kiggede forfjamsket på Sylvia og drejede så ansigtet over mod vinduet, hvor efter hun så til den anden side.
Var der da ingen, der gad forklare hende, hvad det her gik ud på? Hun så rundt på sine kammerater. Alle så op på lærerinden. De lod alle sammen som om, hun ikke var der.
“ER I SURE?” råbte Sylvia bange.
Havde hun gjort noget forkert? Måske skulle far have ringet og sagt, at hun begyndte i skolen igen, men var det noget, at blive så sure over? Hun havde sådan glædet sig til at overraske dem og så var de så tarvelige.
“SÅ SE DA PÅ MIG!”skreg hun så højt, at gardinerne blafrede.
“Sig mig,” sagde fru Madsen, “står der et vindue åbnet? Jeg synes, der slipper vind ind.”
“Det er Sylvia,” fortalte Lisbeth.

Nu blev fru Madsen nok så gal, at hun opgav sin komedie og skældte hende ud, for det vist meget uartigt at råbe så højt, så gardinerne blafrede.
“Barn dog,” sagde lærerinden med en sær, fremmed stemme, “hvad er det dog, du siger?”
Før Lisbeth fik svaret, bankede det på døren.
“Kom ind,” opfordrede fru Madsen og i døråbningen stod hr. Petersen. Han så lidt bleg ud…
“Det er om den lille Sylvia,” sagde han med en underlig, lav stemme, “hendes far har lige ringet. Den stakkels mand græd og var helt fra den.”
Græd far? Jamen – hvorfor? Var det mon fordi, hun ikke havde vækket ham, inden hun gik? Hun havde ikke nænnet det, for han sad i lænestolen og sov. Men det var synd for far, at han var ked af det. Hun måtte skynde sig hjem og gøre ham glad igen.

Nu var hun hjemme, hvor Thorleif sad og trillede med nogle kugler. Han så ud som om, han var ked af noget, men det nyttede ikke at spørge ham ud. Han vrissede altid bare, hvis hun ville trøste ham. Sådan var storebrødre.
Fra Sylvias værelse lød en snøften og hun skyndte sig derind. Far sad på hendes seng og knugede hendes bamse i favnen. Han vuggede den, som om den var et spædbarn. Der måtte være sket noget meget sørgeligt. Eller også var han blevet sindssyg.
“Er du syg?” spurgte hun forsigtigt og kunne ikke få sig selv til at sige ‘sindssyg’.
Han svarede ikke og angsten jog igennem hende. Tænk, hvis han heller ikke kunne se hende, hvis dem i skolen ikke bare havde ladet som om – hvis hun virkelig var blevet usynlig og havde mistet stemmen. Det ville være forfærdeligt.
Far begyndte at synge en vuggevise for den slidte tøjbamse:
“Visselulle, lille barn, mor sidder og vinder garn…” Han havde sunget den for hende, dengang hun var lille og Bamsefar var ny og havde begge sine øjne. Midt i sangen begyndte han at græde, sådan rigtigt hjerteskærende.
“Far! ” råbte hun, “far, du må ikke græde.”
Han løftede ansigtet og så over mod de rosenrøde gardiner. Nu havde hun igen råbt så højt, at gardinerne blafrede. Far stirrede måbende på gardinerne, så drejede han langsomt ansigtet og så på hende.
“Sylvia! ” udbrød han.
“Far,” sagde hun, “jeg kan ikke lide, du græder.”
“Sylvia,” gentog far og hans øjne var runde som Thorleifs kugler, “lille Sylvia.”
“Jeg har det godt nu,” sagde hun, “du må undskylde, jeg ikke sagde det, men jeg ville overraske Lisbeth og de andre.”
“Hvor er du yndig i din hvide kjole,” sagde far.
“Synes du,” udbrød Sylvia glad og fortsatte, “men far, de var så underlige derovre. De lod som om, de ikke så mig – de gjorde, far.”
“Var – var du henne på skolen?” spurgte han og så forbløffet ud.
“Ja,” sagde hun, “men de var væmmelige. Jeg vil aldrig mere der hen.”
“Lille skat,” sagde far, “så skal du heller ikke. Du kan blive her hjemme.”
Far satte Bamsefar på sengen, nulrede dens øre og så meget gladere ud, selvom hans nøddebrune øjne stadig var blanke og hans kinder tårestribede.
Hvor var det godt, at far var glad igen, men pludselig følte hun sig så træt, at hun sagde:
“Jeg tror jeg hviler mig lidt.”
“Du forsvinder ikke, vel?” udbrød far ængsteligt.
Hvor var han fjollet. Selvfølgelig forsvandt hun da ikke. Hun så sig om i sit værelse; Bamsefar var på plads nu, mellem dukke Vera og aben Carlo. Tigeren, bedste havde strikket, da Sylvia fyldte 4, sad i fodenden og hang lidt med hovedet. På skrivebordet lå ‘Ivanhoe’, som Thorleif havde læst i, da han sad hos hende. På lågen til klædeskabet hang et billede af Peter Belli – langhåret og barfodet – og på det nye tapet vrimlede det med røde roser. Dér hang ingen billeder, for det var sat op for kun to uger siden, da hun fyldte 11.

Det var et dejligt værelse og hun ville blive her altid.

Hun fløj. Ikke med fly og hun havde ikke vinger som en fugl. Heller ikke fløj hun i luftballon. Hun fløj bare, eller måske snarere svævede, hen gennem en lang, mørk gang eller korridor. Forude skinnede et skarpt, men underligt tillokkende lys. Det var som om nogle inde i lyset kaldte på hende, men hun ville ikke lade sig lokke. Hun ville ikke væk fra far. Skidt med kammeraterne. De havde svigtet hende, men far elskede hende. Hun ville være hos far, søde far, der havde været lige ved at blive sindssyg af skræk, fordi hun gik i skole uden at sige det. Hun havde verdens sødeste far, så hvad skulle hun i det dumme lys?
Nu lød fars stemme og den klang som en lille, glad melodi:
“Sylvia?”
“Jeg drømte,” mumlede hun, “…om et lys, men jeg vil ikke ind i det. Jeg vil ikke, far.”
“Så bliv her,” sagde far blidt, “jeg skal nok passe på dig.”
“Det ved jeg godt,” lo hun kåd.
Hun måtte hellere komme ud af sengen.
“Din kjole er slet ikke krøllet,” udbrød far og bed sig hårdt i læben, som om han fortrød sin bemærkning.
“Er den ikke?” lo hun og så i spejlet, der hang ved siden af klædeskabet. Hun stirrede længe. I lang, lang tid måbede hun, før hun vredt konkluderede, “det dumme spejl er i stykker.”
Så gik det op for hende, at det ikke var spejlet, der var noget i vejen med. Far stod lige bag hende og han kunne godt ses i spejlet. Hans nødde-øjne var blanke igen og hun kunne føle, at det han nu ville sige, var svært at få sagt.
Mens han stod og ledte efter de rette ord, opdagede hun, at hun var i hans øjne. Dér var hendes spejlbillede flyttet hen og derinde så hun så sit hjerteformede ansigt, sit lange lyse hår og den hvide bomuldskjole, der var som nystrøget, med et rødt bånd om livet. Dér inde smilede hun for at muntre far op
“Lille skat,” sagde far, “du er usynlig. Det er kun mig, der kan se dig. De har også svært ved at høre dig. Måske skulle du…” Han afbrød sætningen og så fortvivlet ud.
“Jeg holder så meget af dig,” fastslog han stille og satte sig på sengen.
“Det skal nok gå, far,” forsikrede Sylvia, “vi har jo hinanden.”

Lyset lokkede mere og mere, men hun kæmpede imod. Hun flygtede fra lyset og holdt sig i nærheden af Bamsefar, for i dens nærhed var det som om lyset mistede noget af sin tiltrækningskraft. En gang kom hun så tæt på lyset, at hun hørte hvad en af stemmerne der inde sagde:
“Kom nu, mit barn, jeg er din mor og jeg har ventet på dig. Kom og se nogle fine blomster. Kom nu – oldemor er her også. Og fætter Viggo.”
Mor var død, da Sylvia var lille. Hun kunne slet ikke huske hende. Og fætter Viggo var så kedelig. Det var synd, han blev kørt over af en lastbil, men han havde nu aldrig været sjov at lege med. Så hvad skulle Sylvia i det lys?
Næste gang lyset lokkede, skreg hun vredt:
“Jeg vil ikke være hos jer. Far passer på mig. Han elsker mig!”
Skrigeriet virkede. Lyset holdt sig borte.

Sylvia var mest på sit værelse. En gang imellem sneg hun sig til at se fjernsyn og snakke med far om det de så, men hvis Thorleif var der snerrede han vredt af far. De første gange blev han ked af det – Thorleif – og krøb ind til far, som en lille dreng. Da havde de det så hyggeligt, alle tre, men senere – så snerrede han altså og truede endda med at få far spærret inde.
Så Sylvia så kun fjernsyn, når Thorleif ikke var hjemme. Og endda ikke så tit. For hun blev hurtigt træt, når hun var i stuen eller andre rum.

På værelset var det anderledes. Der kunne hun lege længe med tøjdyrene og dukke Vera. Hun kunne læse og tegne og hun ryddede aldrig op, for der blev aldrig rodet. Ind i mellem lagde der sig noget støv, men far tørrede det bort og støvsugede.
Til jul fik hun et flot dukkehus, i to etager. Far havde selv lavet det til hende. Der var rigtigt glas i vinduerne og bittesmå papirsblomster i karmene. Hun jublede af fryd og legede med det fra morgen til aften. Som beboere brugte hun sine påklædningsdukker, men far lovede at købe rigtige dukker til hende.
Han holdt ord. Til sin fødselsdag fik hun en dukkefamilie; far, mor, søn og datter. Hun legede mest med manden og pigen, for det var jo far og Sylvia, og andre var der jo i virkeligheden ikke.

Mange, mange fødselsdage og juleaftener kom og gik. Hver gang fik hun noget nyt til dukkehuset, så det blev det hyggeligste hjem, man kunne tænke sig. Det var mere hyggeligt end hendes værelse, for møblerne blev slidte og roserne på tapetet falmede. De rosenrøde gardiner blev lappet med gule sole og var pæne for en tid, men de trævlede her og der og kunne ikke måle sig med de små blondegardiner i dukkehjemmet.
Engang stak en skægget mand sit væmmelige fjæs ind og sagde til en kvinde, han var sammen med:
“Den gamle lader bare værelset stå og køber ting til min lillesøsters dukkehus.”
“Elskede,” kurrede kvinden, “vi må få ham på et plejehjem. Han er jo ved at blive senil.”
“Han fylder snart 70,” sagde den skæggede mand, “men bortset fra det her, så virker han meget åndsfrisk og normal.”
De lukkede heldigvis hurtigt døren og gik.
Den aften lagde Sylvia mærke til, at fars hår var blevet hvidt som sne og hans ansigt rynket som et vinteræble, men hans nøddeøjne var lige så milde og kærlige som altid og han ville aldrig forsvinde.
Sylvia troede virkelig, at han altid ville være der. Han var jo hele hendes verden, bortset fra dukkehuset.
Men en dag kom han ikke. En dag var far væk.
Da han havde været væk længe besluttede hun sig for at lede efter ham og angsten gav hende kræfter til at søge i hele huset. Stuen lignede sig selv, men ellers var huset slet ikke til at kende. Der var kommet nye køkkenskabe i noget lyst, kraftigt træ og på gulvet var der lagt et tæppe med et grimt, brunt mønster. I soveværelset var dobbeltsengen skiftet ud med en stribet briks og i Thorleifs værelse flød det med skrammel, gamle aviser og bugnende papkasser.
Far var ingen steder. Desperat forsøgte hun at komme ud på gaden. Hun prøvede flere gange, men det var som om det drænede hende totalt for energi, som skulle hun gå i opløsning og blive til intet eller blot en smule støv på det grimme nye køkkentæppe.
Hun indså, at hun måtte tilbage til sit værelse og vente på ham der.
Så hun ventede længe – flere evigheder. Hun græd og kaldte, men hun ledte ikke mere efter ham og gråden blev en underlig del af hende selv, mens hun legede med far og Sylvia i dukkehuset.

“Wauv,” sagde en stemme, “moar, kom og se, her er et smadderflot dukkehus.”
Sylvia holdt helt op med at lege, for der var en pige på hendes værelse. En rigtig pige med blå cowboybukser og en kortærmet bluse med et billede af en delfin. Hun var vel 11 eller 12 år gammel.
Nu rakte pigen hånden ind i dukkehuset og lukkede forsigtigt hånden om far. Men ingen skulle tage far, selvom han kun var en dukke nu. Sylvia krøllede sig sammen til en klump vred energi, der kun sansede at bide den dumme tøs i hånden.
“Av auw,” vrælede tøsen, “der var en bi, der stak mig.”

Var det virkelig så slemt? tænkte Sylvia og mumlede, “det er MIN far.”
En kvinde stak hovedet ind og sagde:
“Monika dog, lad mig se, hvor galt det er.” Hun så på hånden og sagde trøstende, “der er ikke noget at se.”
Så fik kvinden øje på dukkehuset og udbrød:
“Hvor er det nydeligt.”
“Tror du, at jeg må få det?” spurgte Monika drømmende og hendes mor svarede, noget tøvende:
“Ejendomsmægleren sagde jo, at i morgen skal ejeren skrive under på skødet. Så kan du jo spørge ham. Men lige nu skal vi have skrællet kartofler.”
“Bare han siger ja,” drømte Monika på vej ud af døren.

“Har du solgt dem huset?” spurgte dukken Sylvia sin far, men far svarede ikke. Stakkels Sylvia græd og faldt vist i søvn.
Pludselig var Monika der igen. Hun havde nattøj på og det lod til hun havde tænkt sig at sove i Sylvias seng. Hendes mor lagde rent sengetøj på, med et billede af en hvid hest. Monika hoppede op under dynen og hendes mor fortalte en godnathistorie. Sylvia satte sig lige ved siden af Monika og lyttede med. Det var om to piger, der vandt over to drenge i en konkurrence.
Da moderen gik puttede Sylvia sig ved siden af Monika. Der lå hun godt, men hun følte sig mat og svag. Hun længtes pludselig efter lyset, som havde kaldt på hende for længe siden, men hvordan fik hun det frem og hvad så med far?
Sylvia brast i en fortvivlet, ensom gråd. Hulkene stod ud af hende og rakte ud mod alt og alle, far, den fremmede pige, hendes mor – nogen, bare nogen. Hun kunne ikke mere. Hun måtte have hjælp.
“Hvem græder?” spurgte en lille, forsagt stemme. Langsomt fik Sylvia bugt med gråden og stirrede glad på Monika, for det var hende der spurgte.
“Det gør jeg,” snøftede Sylvia. Monika havde svøbt sig ind i sin dyne og så nysgerrigt på hende. Hun havde store øjne, men hun var ikke bange.
“Hvad hedder du?” spurgte Monika og smilede venligt. Sylvia hviskede sit navn, med kriblende fryd og så sagde pigen:
“Hvor er din hvide kjole pæn.”
“Du kan virkelig se mig,” jublede Sylvia.
Pigen nikkede og spurgte:
“Hvorfor græder du? “
“Min far er væk,” fortalte Sylvia, “jeg kan ikke finde min far.”
“Hvad hedder din far?” spurgte Monika og Sylvia måtte tænke sig om, før hun huskede det og kunne svare:
“Anton Pedersen.”
Monika kløede sig eftertænksomt under næsen og strøg en tjavs af sit brune hår bort fra panden, før hun sagde:
“Så er det ham, der er ejeren. Mor siger, han ligger på hospitalet. Han fejler noget, så han ikke kan gå. Mor siger, at han vistnok er sindssyg.”
“Det er bare fordi, han savner mig sådan,” udbrød Sylvia og var lige ved at komme til at græde igen. Monikas ivrigt lysende øjne blev lidt blanke, så hun syntes også det var synd for far, at han lå på det dumme hospital og ikke kunne komme hjem til sin datter.
“Han kalder hele tiden på sin datter, som… æh…,” begyndte Monika og spærrede sine øjne helt op, som om den rette sammenhæng med ét gik op for hende, “på dig!”
“Hjælp mig ud til ham,” bad Sylvia.
“Kan du da ikke selv komme der ud?” spurgte Monika.
“Nej,” hviskede Sylvia, “jeg er så træt.”
“Men – ” sagde Monika, “jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det er første gang, jeg møder et…”
Døren gik op og Monikas mor spurgte:
“Hvem i alverden snakker du med?”
“Med Sylvia,” svarede Monika, “det er hendes værelse og…”
“Hvad er det, du siger?” gispede kvinden.
“Hun er lige dér,” sagde Monika og Sylvia sagde:
“Goddag, Monikas mor.”

Men kvinden så sur ud og vrissede:
“Du har en livlig fantasi, pigebarn. Kan du så lægge dig til at sove.”
“Du må hjælpe mig,” tiggede Sylvia igen, da moderen var forsvundet.
“Det skal jeg nok,” lovede Monika søvnigt, “i morgen snakker jeg med Sigurd, min storebror, han ved en masse om overnaturlige ting. Nogle gang hører han stemmer, som fortæller ham, hvad han skal gøre.”
“Men,” protesterede Sylvia trist, “jeg ved ikke, om du kan se mig i morgen. Jeg er så træt.”
Det var Monika også, for lidt efter sov hun.
Sylvia var virkelig svag af træthed. Det var som om det nye sengetøj og den sovende Monika
pressede energien ud af hende. Lige som den gang i køkkenet fik hun en ubehagelig fornemmelse af, at hun var ved at gå i opløsning. Og det ville hun ikke. Ikke endnu.
Hun krøb ind i det store klædeskab, hvor Bamsefar lå stuvet af vejen Hun klyngede sig til ham og energien strømmede i gennem hende.
Hun skulle ud til far og det kunne ikke vente ret længe. Efter at hun havde omfavnet Bamsefar havde hun kræfter til at liste på opdagelse og hun var pludselig klar over, at hun måtte finde denne Sigurd.
Sylvia gik på opdagelse. I soveværelset lå Monikas mor, med arme og ben viklet om en halvskaldet mand. Sylvia skyndte sig videre og i Thorleifs værelse var der smidt en madras på gulvet. Der lå der en pæn, stor dreng på 13-14 år. Han havde tykt brunt hår og en enkel, lille bums i panden. Hun hviskede ind i hans øre:
“Tag Bamsefar med, hører du. Tag Bamsefar i Sylvias skab. Tag ham med ud til ejeren, med ud til Anton Pedersen. I morgen. Tag Bamsefar med. Tag Bamsefar med… Tag…”
Igen og igen hviskede hun det, lige indtil han vred sig i søvne og mumlede:
“Tag Bamsefar med, tag Bamsefar med…”
Så sneg hun sig tilbage og faldt i søvn, mens hun omfavnede sin elskede bamse.

En tid efter svævede hun. Huse, træer og veje fløj forbi i et langsomt tempo, lidt svajende og ujævnt. På én gang kendt og sært fremmed. Den halvgamle kvinde dér, hende der stod i en have og hang tøj til tørre, lignede jo Lisbeth, men var over 40 år gammel. Var der gået SÅ lang tid? Det var der og et sted i dybet af sindet, vidste Sylvia det godt.
“Farvel, Lisbeth,” hviskede hun vemodigt. Fornemmede Lisbeth noget? Hun rynkede panden et kort øjeblik, så rystede hun på hovedet.
Nu skulle hun ud til far. Og de var der forhåbentlig snart? Sylvia klyngede sig til Bamsefar, som lå trygt i favnen på drengen Sigurd. Han gik og smilede for sig selv og havde fået trykket sin bums ud.
Så – der var jo korridoren. Korridoren med lyset. Et jag af rædsel jog gennem hende. Ikke nu. Hun skulle først ud til far.
Heldigvis var det en almindelig, lang og kedelig gang. Der var billeder på væggene; sære, abstrakte malerier af kunstmalere, hun aldrig havde hørt om. Lettelsen strømmede gennem Sylvia. De var jo på hospitalet.
En lysegrøn dør gik tungt op og foran hende dansede fire hospitalssenge. De holdt dog op med at danse, da hun koncentrerede sig om, at få dem til det. Så stod de holdt normalt og i hver af dem lå et blegt og træt gammelt menneske.
“Goddag, hr. Pedersen,” drønede en stemme, “vi skulle snakke om det skøde…”
Det var Monikas mor, der snakkede.
Fars stemme var vred, da han svarede:
“Jeg sælger ikke. Jeg siger Dem jo, jeg kan ikke sælge huset. Jeg må hjem, for Sylvia er alene hjemme.”
“Hr. Pedersen,” sagde Monikas mor strengt, “Deres lille datter har været død i over 30 år.”
“Jeg har hendes bamse med til dig,” sagde Sigurd. Hans stemme var ru, men alligevel blid.
“FAR!” skreg Sylvia, “her er jeg!”

“Sylvia,” gispede far og gav hende en knuser. Hun knugede sig ind til ham og de lo og græd på samme tid, allerede hævet over de triste senge, så optaget af hinanden, at de først opdagede, at de var i korridoren, da lyset begyndte at suge dem til sig…
“Kom,” sagde far, “vi følges ad.”
Sylvia jublede. Hånd i hånd svævede de længere og længere frem mod lyset, frem mod mor, oldemor og en grinende mand, der stod med fætter Viggo i hånden.
“Du må få dukkehuset,” skreg Sylvia med en kraftanstrengelse og håbede Monika hørte det.
“Jeg tror, han VILLE dø,” sagde en sygeplejerske og Monikas mor gispede:
“Uh – gardinerne blafrer. Lad os gå, vi kan jo handle med sønnen.”
Så var far og Sylvia helt inde i lyset.

Dørslag (arbejdstitel)

Det her er muligvis første kapitel i en roman, inspireret af virkelige hændelser 🙂

“Kan man da aldrig få lov at sove?”
Niels Erik mumlede for sig selv, mens han planløst trissede omkring i stuen. Konsuluret tikkede rytmisk og pendulet svingede fra side til side.
Klokken var fem minutter i fire. Om fem minutter var det den tid, hvor han plejede at stå op for at køre i hallen, hvor han modtog frugt og grønt fra bønder og plantageejere. En frugtgrossér måtte tidligt op, men ikke om søndagen – og det var søndag i dag.
Nå ja ja, pigebarnet var jo nødt til at ligge i en ordentlig seng, sådan som det nu var med hende.
Fra soveværelset lød støn og skrig.
Stakkels lille Lone. Hun var en god pige. Hun hjalp i forretningen, om sommeren. Det var hyggeligt, når de stablede mønter op i tårne, for at tælle indtjeningen.
Nå, ja – så synd var det vel heller ikke for Lone. Hun var ved at føde der inde og både læge og jordemoder var der jo. Og Ingrid – Lones mor og hans kone.
Tænk at lille Lone var i færd med at blive mor. Og så i hans seng klokken fire om morgenen.
Eller hvad den nu blev inden det var ovre.
Lasse og Ulla sov henne hos svigermor. De havde ikke godt af at opleve, hvordan fødsler gik for sig. Lasse var tretten og troede næppe på den med storken, men lille Ulla på fem gjorde og havde lagt en sukkerknald i vindueskarmen – med et lyserødt silkebånd om.
Ulla glædede sig meget til at blive moster. I går da hun kørte med sin dukkevogn, havde hun leget, at dukken var hendes niece. Hun kaldte den Astrid, for det havde Lone fortalt hende, at barnet skulle hedde.
Nå ja, det var da et udmærket navn, men det kunne jo blive en dreng.
Ham marinesoldaten, som var skyld i Lones skrigen og stønnen, ønskede sig en søn. Men nu måtte han jo se, den Københavner. Nå ja, han var såmænd flink nok og de unge var da gift. Men gutten var kun nitten og de måtte have kongebrev for at kunne blive ægtefolk. Ingrid var ganske vist også kun nitten, i sin tid, men han var da 23.
En skinger vrælen afbrød Niels Eriks tanker. Han stoppede op midt på gulvet, glanede på klokken: kvart over fire, var den – og han var blevet bedstefar i en alder af 42 år.
Niels Erik sank ned i den brunternede lænestol. Gudskelov, at det var et levedygtigt barn. Det var altid godt, når de nyfødte skreg.
Han blundede lidt. Pokkers til halløj. På en søndag, kort efter juleaften…
“Tillykke, hr. Ovesen, De er blevet bedstefar til en sund lille pige.”
En smule fortumlet, fordi han havde været på vej ind i Drømmeland, rejste Niels Erik sig og så på bylten i den halvgamle jordemoders favn. Køn var spædbarnet egentlig ikke, men hun voksede vel?
“Dikkedik,” sagde han til barnet. Det stak i et spædt vræl, der i Niels Eriks trætte ører lød som: A e strid. A e strid.”
“Du passer vist til navnet,” mumlede han, så lavt at jordemoderen umuligt kunne høre det. Han mente det kun i spøg, men det stramtandede kvindfolk så ikke ud til at have humor.

Så var Astrid altså kommet til verden. Mens hendes bedstemor bryggede kaffe og drak den sammen med jordemoderen og den stolte bedstefar, sov hun. Mens bedstemor Ingrid ilede på posthuset for at sende telegram til Poul Larsen på et af flådens skibe, lå hun i sin mors favn og anede intet om fremtiden. Hun havde det bare rart og var ganske tilfreds med at have fået mere plads omkring sig.
Lone så på sin lille datter. Alle dystre tanker, om hvordan de skulle klare sig, nu hun ikke længere kunne arbejde på posthuset, var blæst væk. Polle fik da penge som soldat og de havde et værelse, nogle få gader fra forældrene. Det skulle nok gå alt sammen. Hun smilede mod vinduet. Dagen gryede og hun så tøjet på tørresnoren blafre i svag vind, mens frostsolen skinnede ind ad ruden.

Værtinden, der lejede værelset ud til Lone og Polle brød sig ikke om at få sin nattesøvn forstyrret.
Desværre brød Astrid sig ikke om at sove hele natten igennem og hendes forældre kunne ikke regne ud, hvornår hun vågnede. Der var nemlig ikke samme tid hver nat.
Det endte med, at de blev sagt op. Alle tre.
Det var ikke til at få en lejlighed. De havde forsøgt allerede før Astrid blev født, men alt var åbenbart lejet ud.
“Vi kan bo hos mor og far,” sagde Lone fortrøstningsfuldt.
“Der er ikke ret meget plads,” mente Polle, “når Lasse og Ulla er der. Og Gertrud hænger der tit.”
“Hun hænger vel ikke.”
Lone kunne ikke lide den måde, han talte om hendes 17-årige søster på. Hun kunne heller ikke rigtig lide den måde søsteren SÅ på Polle på. Han var en flot fyr, med brune krøller og smilehuller og Gertrud fniste tit på en irriterende måde, når de sås.
“Jeg skriver til mine forældre. Måske kan vi bo der.”
Er det nu bedre? København er en kæmpestor by og du kan jo ikke enes med din far.”
“De er blevet skilt og han er flyttet. Jeg tror gerne mor vil have at vi kommer. I kan jo godt enes.”
“Joeh.”
Lone trak lidt på det. Hun havde hørt en del om hvor galt det kunne gå, når man boede hos sine svigerforældre, men Wilma var nu ganske rar og Polle havde ikke små søskende.
Og måske kunne Wilma godt bruge pengene, nu hvor hun var blevet alene?

Sådan gik det til, at Astrid en lun forårsdag lå i sin fine marineblå barnevogn og blev rullet ned af Strøget. Lone og Polle gik med en arm om hinanden og de frie hænder på barnevognsstyret. De var så unge og så forelskede, at en fotograf absolut måtte tage et billede til sin avis og redaktøren kunne heller ikke stå for det.
Astrid var ikke med på billedet, så hun kom ikke i avisen, men fotograferet blev hun da. Hos den fornemme fotograf Kehlet – og de fine billeder kom både i ramme og i fotoalbum.

Glansbilleder.

Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget mellem hænderne. Astrid kan ikke se, om det er en stor bog eller en skolemappe. Men der er ild i hendes hår. Og alligevel sidder hun der bare. Helt stille. Nogle drenge farer forbi og skygger for pigen. Da de er væk, går det op for Astrid, at pigen bare er rødhåret. Æv – måske passer det, at hendes fantasi er lidt for livlig? Men hvorfor sidder pigen der, helt alene?

Det er august og solen skinner. En lille kåd vind leger med skolegårdens triste buske. I foråret, da hun startede i den nye skole var de fulde af gule caprifolier, hun vidste de hed sådan, for de voksede også hjemme i haven. I deres nye have på Caprifolievej. Caprifolier på Caprifolievej – det var da sjovt.

Det var også sjovt at skulle starte i en hel ny skole. Sagde mor og far. Og det VAR lidt sjovt, selvom hun tænkte på alle kammeraterne derhjemme – altså der hvor de boede før. Hun fortalte nogle piger, at nu havde de badeværelse. Med badekar. Og hvert sit værelse, både Lotte og lille Ole . og hun selv. Men pigerne gloede bare dumt og sagde, at det havde alle mennesker da vel.  Så spurgte de, om hun ville være med til at sjippe og det ville hun da gerne, men de dumme tøser svingede rebet alt for hurtigt. Og så påstod de, at det var hende, der var en klumpedumpe. Hun surmulede lidt, men spurgte så om de ikke skulle lege noget andet – de kunne f.eks bytte glansbilleder, for hun havde en hel telefonbog fyldt med dem. Men det gad de ikke. Og der var ingen af dem, der ville med hjem og se hendes påklædningsdukker.

”Det bliver nok bedre efter ferien, lille Astrid” sagde mor.

Jeg har da veninder,” sagde Lotte.

”Måske skulle du øve dig i at sjippe,” sagde far og købte et sjippetov til hende. Men det var slet ikke så nemt både at svinge og hoppe over det dumme tov, så hun gemte det under sengen og læste bøger i stedet for. Eller byttede glansbilleder med Lotte og hendes små veninder.

Men nu har Lotte travlt. Astrid kan slet ikke se hende. Og de dumme tøser sjipper igen. Hende, der skal hoppe over tovet, hvisker noget til den ene af dem, der svinger. Hun hedder Merete, og da de skulle skrive om gamle dage, i riddertiden, lavede hun et lille rim.

”Du tror, du er noget,” sagde hende Merete før det ringede ud. Bare fordi, lærerene sagde, at hendes – Astrids! – historie var endnu bedre.  –Hun havde også skrevet tre sider og fortalt om en page, der bl.a så en ridderturnering.

Ha. Astrid er da ligeglad med dem. Det er bare synd for dem, at de ikke vil lege med hende.

Hun skutter sig lidt. Har en smule ondt i maven.

Og den rødhårede pige sidder stadig på bænken.

Astrid tager et par skridt hen mod hende. Hun flytter sig lidt på bænken, mens hun stirrer på det, hun har i hænderne. Nu kan Astrid se, at det er en telefonbog.

Hun sætter farten op og står lige foran den rødhårede pige.

”Har du lavet den om til en fællebog?” spørger hun uden indledning.

Pigen kigger op fra bogen og slipper den med sin ene hånd. Med den anden klør hun sig under armen. Gennem et hul i sin grønne trøje, der ser forvasket ud.

”Jeg har ikke mine glansbilleder med, men hvis jeg må se dine, tager jeg mine med i morgen,” siger Astrid.

”Joeh,” mumler pigen og skotter ud mod caprifoliebuskene. Tøvende slår hun op og folder en side ud. Der gemmer sig en nuttet hund. Med glimmer.

”Eih,” udbryder Astrid, ”hvor er den sød. Jeg har mest nogle med børn, men nogle af dem har jeg fået af mine Bedste. De er meget gamle og …”

Klokkens bimlen afbryder dem. Side om side trasker de op mod skolen. Da de går ind ad hver sin dør smiler de til hinanden.

 

Ulmende gløder

Kapitel 1

Endelig. Med et tilfreds suk satte Cessie kosten på plads. Nu var der rent og ryddeligt i stuen, men det havde taget sin tid. Hun skottede længselsfuldt mod skuffen med papir og blæk. Gik det mon an at skrive lidt?

Hun var alene i stuen og solen stod skråt ind af de småsprossede vinduer. De skulle have suppe fra i går og dertil noget brød, som de stadig havde rigeligt af. Derfor var det ikke nødvendigt at starte på maden, før solen hang lavere på himlen. Der burde være fred og ro, lidt endnu. Beslutsomt fandt hun arkene frem, satte sig på bænken og åbnede for blækket. Hun synede pennene grundigt og udvalgte den bedste. Hun lod øjnene løbe hen over et tæt beskrevet ark; den ædle ungersvend rettede netop sine blå, blå øjne mod det frygtelige uhyre – så forsvandt resten i en blækklat og hun kløede sig irriteret i hovedbunden.

Hvordan var det nu? Jo, jomfru Dorithy var uhyrets slave og det havde stjålet hendes fri vilje. Bestandigt måtte den arme Dorithy skjule sit eneste væsen og gøre uhyret tilpas, men nu var ridderen kommet, så nu var der håb.

Cessie tog et tomt ark og skrev, så det skrattede. Inspirationen var over hende. Hun lod sig suge ind i handlingen.

“Mester spørger om vi snart skal æde?”

Forvildet så hun op og stirrede ind i lærlingens smågrinende fjæs. Et lidt forlegent smil, erstattede omgående grinet og han tilføjede: “Ja, undskyld forstyrrelsen, men husbonds mave rumler. Er det et brev, du skriver? ”

“Næh, det – øh,” mumlede hun, “det er bare en historie.”

“En historie!” Lærlingen så nysgerrigt og lidt imponeret på hende. Hun sendte ham et lille smil. Hun huskede godt hans overraskelse, da Martin fortalte, at hun kunne skrive. Det var der ikke mange i Bakkeby, der kunne.

Hun sukkede: “Jeg må vel hellere få suppen over. Svigermoder og Keith er her nok snart. Harry, du kan sige til min mand, at det ikke varer længe, før der er mad.”

“Fint,” smilede Harry og forsvandt.

Hun nåede lige at få suppen over, før den fireårige Keith stod i stuen og snakkede løs: “Ved du hvad, mor? Jeg legede med en top og den snurrede rundt og rundt og……”

“Jeg ser gryden er sat over,” bemærkede svigermoderen Eliza og løsnede sit sjal, mens hun så rundt i hver krog. Hun smilede: “Du har gjort nydeligt rent. Det var godt, min søde pige.”

Pige? Cessie kvalte et fnys. Hun var gift kone på 26 år, men Eliza behandlede hende som et barn. Som om det ikke var nok, at Martin hersede med hende og syntes at hun nåede for lidt.

I aften lod det dog til, at han var i godt humør. Han havde vasket det værste sod og skidt af udenfor, så fregnerne var synlige. Hænderne var også nogenlunde rene og han snusede smilende indad. “Her lugter jo godt. Sikke en sød, lille kone jeg har. Bliver du ikke helt misundelig, Harry?”

“Jo, mester må hellere passe på hende,” grinede lærlingen og Eliza snerpede sit ansigt sammen i mishag.

Martins øjne glippede et øjeblik. Selvom han snart fyldte 30, betød moderens meninger en del for ham.

Denne gang klarede han dog straks efter op i et frejdigt smil.

“Mon jeg tør tage hende med til marked i morgen? Der er jo ikke rigtig nogle her i byen, der vil købe de sidste fire af Gysses grislinger – på Kløverby marked kan vi sikkert få en god pris.”

“Åh ja, der er jo stort marked i morgen.”

Eliza så ud som om hun tyggede på ordene.

“Moder vil måske også med?”

Det så ud som om den gamle overvejede det, men så blandede Keith sig.

“Også mig! Må jeg så få en top, ligesom…”

“Det er ikke noget for børn,” Eliza snerpede munden sammen igen og afgjorde:

“Du bliver hjemme ved bedste.”

Næste dag skinnede solen fra en himmel med små, hvide lammeskyer. Knapstøvlerne klemte en smule, men det ødelagde ikke Cessies gode humør. Hverdagen var triviel og det skulle blive rart at se noget andet end stuen, stalden og Bakkebys madammer. Nå ja, en af dem måtte hun finde sig i, selv i dag. Den buttede nabokone, Betty, kom travende op ad indkørslen, sammen med sin ranglede mand. Larry og Martin havde været venner, siden de lærte at gå.

Lærlingen Harry var ved at spænde vallakkerne for vognen og selvom både vogn og heste havde set bedre dage, var de da flottere kørende end så mange andre. De fire grislinger gryntede skingert fra træburet bag sædet. Bare de blev købt til avl, for de var så søde.

“Åh, hvor er det dejligt, at vi sådan kan køre med jer,” kvidrede Betty og pustede. Kurven hun bar over sine ene arm, var åbenbart tung. Cessie slikkede sig om læberne, for kurven indeholdt sikkert lækkert mad og kage til turen. Betty var ferm til det huslige.

“Åh, det manglede da bare.” Cessie smilede sødt til Betty.

“Nå, er I klar til at køre?”

Martin trådte ud på gårdspladsen, nybarberet og i sit stadstøj. Hvor var han egentlig flot med sine brune krøller og brede skuldre. Han var den stærkeste mand i hele Bakkeby. Og han var hendes.

Harry holdt kurven for Betty og hjalp hende galant op i vognen. Der efter rakte han kurven op til hende og strakte en hånd frem mod Cessie. Det spillede frækt i hans øjne. Lømlen vidste udmærket, at hun foretrak at komme op uden hjælp.

Men Betty gloede på hende og så lod hun sig alligevel hjælpe. Lærlingens hånd var varm og spinkel, men grebet var alligevel fast. Hun kunne ikke blive klog på glimtet i hans gråblå øjne. Men det var da også flintrende ligegyldigt, hvad en 16-års knægt tænkte om hende, så længe han ikke var næsvis.

“Kan du have en god dag, knægt, og ikke gå på skørtejagt.”

Larry grinede, men da Betty sendte ham et vredt blik, anlagde han en mere passende mine.

Martin var selv kusk og Larry sad ved siden af ham. De kørte forbi de mange lave gårde i håndværkernes gyde og et par vogne sluttede sig til. Da de agede forbi kirken og kroen var de næsten ti vogne og kærrer. De overhalede folk med trækvogne eller bylter og kurve.

I udkanten af Kløverby lå Galgebakken. Cessie skyndte sig at se væk, men en stank rev i hendes næsebor; sodet som om en steg var brændt på.

Enkelte grupper af folk drev bort fra pladsen og spredte ord trængte gennem den almindelige uro.

“Fæl heks” “godt af” og “uvæsen” var nogle af dem.

“Bare vi havde vist de brændte en heks af – så kunne vi vel være kørt noget før.”

Betty fnøs. Hun gik nødig glip af afstraffelser og henrettelser. Nu snakkede hun om den sidste afbrænding, hun havde overværet.

Cessie lukkede ørerne så godt hun kunne. Hun så på de mange andre, der skulle til marked. Hun så på gårde, rønner og træer. Hun så omstrejfende køtere og legende børn. Men hun var nødt til at høre efter Bettys snak med et halvt øre, så hun kunne mumle: “mmm?” på de rigtige steder.

Trængslen tog til jo nærmere de kom markedspladsen og da de nåede frem myldrede det med både folk og fæ. Diskret fulgte de efter en bonde med et stort svin på en kærre og fandt på den måde frem til stedet, hvor dyrene var. Et sammensurium af grynt, vrinsk og brøl slog sammen om dem, men der så ikke ud til at være ledige pladser.

“Vi skulle være kommet lige efter hekseafbrændingen,” mente Larry fortrydeligt.

“Ja, det var noget af et skuespil,” bemærkede en tyk, svedende mand, der stod ved et lille bur, hvor en snes høns prøvede at bevæge sig.

“Fede svin!” skreg Cessie.

Mandens øjne plirrede. Cessie fortsatte:

!

”Fede svin. Fine smågrise. Kom og køb!”

Så slappede manden af og Cessie gnubbede den mindste gris bag øret, så den slog krølle på halen.

“Du kan ikke sælge fra stien. Man kan jo ikke komme forbi.”

En vred kone vrissede af Cessie, der skulede ondt til hende.

“Nu skal vi straks finde et andet sted,”

Bettys forsonende kvidren bragte den ophidsede madamme til ro og hun masede sig forbi med et hånligt udtryk i sit blege ansigt.

Det lykkedes dem at finde en plads. Martin mumlede noget om at hun ikke skulle te sig som en tiggerske, men han grinede til hende, mens Larry og Betty ikke så det.

Da en senet bonde havde købt alle fire smågrise og givet en god pris, steg Cessies humør. Nu skulle de rigtigt se sig omkring og købe ind, også til svigermor og Keith.

Der var alt, hvad hjertet kunne begære af frugt, kage, stof, husgeråd og meget andet. Cessie og Betty stod længe ved en bod, med mange ruller stof. Cessie følte på noget blankt, grønt stof. Det kunne da være sjovt at have en kjole, der ikke bare var brun, som alle de andres. Men naturligvis ville svigermor vrisse og det var også alt for dyrt.

Betty følte også på stoffet og smilede skælmsk til Cessie:

“Bare man dog havde en rig mand!”

Manden i boden betragtede dem tænksomt. Så holdt han en rulle groft vadmelsstof frem:

“Mon ikke dette var noget for madammerne? Der kan blive glimrende benklæder til mand og sønner.”

Cessie kvalte et suk og følte på den fremviste rulle. Keith trængte til nye bukser og ret meget stof gik der vel ikke til et par i hans størrelse?

Der lød musik fra en drejelire og folk strømmede af sted i den retning.

“Man bliver helt glad af musikken,” udbrød Cessie, “skal vi se, hvad der foregår?”

Betty så forfærdet på hende; “Så skal vi jo ind mellem tatervognene.”

Larry grinede: “Årh hvad. Når der er marked går alle mulige derind. De kan en masse løjer, de folk!”

En dame med hat trippede mod vognene, ledsaget af en nydelig herre. Bettys så måbende efter dem og tog en beslutning:

“Nå, måske bliver det morsomt.”

Larry smilede over hele ansigtet. Måske havde han frygtet, at hun nu ville holde et langt, surt foredrag om sømmelighed. Sådan noget kunne Betty godt finde på.

De mange spraglede vogne stod i tre cirkler, så der inderst var en åben plads. Der stod manden med drejeliren og en ung pige dansede til musikken. Hendes røde kjole hvirvlede og det ravnsorte hår stod i et brus. De bare, brune fødder fik den tørre jord til at støve.

Nogle begyndte at klappe i takt til musikken. Cessie skævede til Martin. Han så begejstret ud og begyndte at følge de andre. Så klappede Cessie også.

Efter dansede nejede pigen og bag hende dukkede to mænd op; en ung, muskuløs tater med langt, sort hår og en gammel, bred tater med tykt, gråt hår. De bar noget mellem sig. Det mindede om en høj låge eller måske snarere bunden af en seng. Det var malet sort og dekoreret med blomster, slanger, edderkopper og sommerfugle.

Endnu en mand sluttede sig til dem. Han var meget ung, nærmest en stor dreng. I hver hånd bar han en fakkel, som han svingede med. Han krydsede dem som sværd over kors og med fejende armbevægelser lod han dem glide ud til siden og opad. som en hilsen til publikum.

Så overrakte han faklerne til den yngste af de to andre.

I mellemtiden var der blevet tændt et lille bål og med dramatiske bevægelser tændte den muskuløse faklerne. Behændigt gav han sig til at jonglere med dem. Hurtigere og hurtigere, fløj de gennem luften. Tænk hvis han tabte en af dem. Og nu var der en tredje fakkel i luften. Mon det gik godt?

Det gjorde det. Med et bredt grin gjorde han mine til at sluge ilden. Vovede han det? Ja. Han lukkede munden om flammen, slugte ilden fra de to næste på én gang og lukkede munden. Hans brune kinder så lidt oppustede ud og han rullede med øjnene. Så åbnede han munden og spyede ild som en drage. Gispende rykkede Cessie lidt baglæns og det samme gjorde folk omkring hende.

Så brusede bifaldet.

Nu stillede drengen sig op af den malede låge, med let skrævende ben og armene strakt ud til siden.

Det lynede i luften og den muskuløse havde en kniv i hånd. I den anden holdt han et stykke papir, som han med et snuptag skar over. I næste øjeblik susede kniven gennem luften og borede sig ind i en planke, tæt over drengens hoved. Cessie spilede øjnene op og halsen snørede sig sammen, men drengen stod ganske stille. Han lignede ikke en taterdreng. Trækkene var anderledes og “finere.” Det brune var måske bare solbrændthed?

Endnu en kniv susede af sted og da den dirrede mellem to af drengens udspilede fingre, slentrede den muskuløse nonchalant hen for at trække dem ud. Den mellem fingrene sad godt fast og med et grin, trak drengen den ud og rakte den til manden.

Han gik tilbage, så han stod adskillige skridt fra drengen. Så vendte han sig mod publikum. Cessie syntes, han stirrede på hende, før han kastede kniven af sted over skulderen.

Den spiddede et stykke af drengens gule skjorte, men han stod stadig roligt. Mon han slet ikke var bange?

“AV!”

Der lød et skrig og drengens ene hånd holdt om knivsskæftet. Kniven havde boret sig gennem hans hånd. Et gisp løb gennem forsamlingen og den muskuløse blegnede, mens han snurrede omkring.

Pigen og den gamle tater ilede derhen for at hjælpe, men den sad godt fast og drengen jamrede sig mellem sammenbidte tænder.

“Der skal et fast tag til!”

Med de ord stormede Martin hen mod drengen. Begge hans solide næver tog om skæftet. Kniven var ude og blodet silede ned over hans næver og drengens brune arm. Det måtte stoppes.

Resolut og uden at tænke nærmere over det, flåede Cessie sit tørklæde af og rullede det, så det egnede sig til en forbinding.

“Lad mig,” sagde hun og tog om drengens håndled.

Hun hadede at se blod. Kvalmen vældede frem i hende og hun så væk, mens hun strammede den interimistiske forbinding. Drengen var bleg og stod ikke længere helt stille. Hans arm dirrede i hendes hånd og han flyttede lidt på fødderne. Med et sammenbidt udtryk, så han på hende og prøvede vist at frembringe et lille smil. Nu så han faktisk bange ud og det gjorde selvfølgelig ondt i hånden. Et betuttet skær, fik ham til at ligne en lille dreng. Hans store øjne var blanke af smerte.

Med et lille, opmuntrende smil så hun ind i dem.

De var blå som kornblomster.

Så var han altså ikke tater. I hvert fald ikke fuldblods.

“Det var venligt af jer,” sagde den gamle, “kunne I tænke jer at kende jeres fremtid? Så venlige som I er, bør den blive strålende. Min kone vil sikkert spå jer gratis til gengæld for jeres hjælp.”

Med hånden slog han ud mod en falmet – grøn tatervogn, hvor der var malet et billede af krystalkugle. Foran den stod en taterkælling i en rød kjole og med et gult sjal om skuldrene. Hun havde lagt armene over kors og virkede afventende.

Den gamle lagde en hånd på drengens skulder og så spørgende fra Cessie til Martin.

Betty og Larry var kommet hen til dem og Betty rystede på hovedet. Men hun skulle vel ikke bestemme alting?

“Min kone må hellere se på hans hånd,” mente den gamle, “I kan komme med.”

“Vi må vist videre.” Martin sagde det ikke særlig højt og han så tænksomt på Cessie. Han havde tit sagt, han ikke troede, at nogle kunne se ind i fremtiden, at det bare var skuespiller og spild af penge.

Men når nu det var gratis?

Vintermorgen

Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hanekyllinger, der har undgået øksen puster sig op, ser lidt på hinanden og galer søvnigt. Det får to høns til at kagle. En smule lys når ind og de tripper ud af lemmen, men forsvinder næsten i den hvide, hvide verden. Galende, larmende, kaglende søger de ind igen.

Så trænger lydene fra hønsegården ind gennem bjælkerne og den endnu lukkede vinduesskodde. Den ældste kvinde derinde vender sig i alkoven og trækker den tunge vinterdyne omkring sig, ruller sig i den. Manden ved hendes side fryser og griber gryntende ud efter den forsvundne dyne, men kvinden borer sig fast. Hun vil ikke afgive sit bytte. Mon hun heller ikke vil stå op og lægge på ildstedet? Der skal vel også laves grød? Man kunne jo puffe til hende? Og dog – hun har jamret i nat. Hun har så ondt i sin mave, Lad hende så da sove. Manden sætter sig op. Kryster sig af kulde og famler efter den lille tælleprås, der skal være et sted. En meget smal stribe vinterlys er så venlig at skinne på ildstedet, men der er ingen gløder. Sukkende får han sine kolde hænder til at lukke sig om fyrtøjet – en kostelig skat fra en fortid, hvor han fik fat i gode sager. Han trækker de uldne sokker langt op af benene. Godt man i det mindste har sin vams på under natsærken.

”Barbara! Vil du koge grød i dag?” kvækker han mod halmlejet, hvor deres datter sover. Hun brummer noget, men sætter sig op.

Nu vågner soen og grislingerne. Nu muher koen. Skal han da selv fodre og malke?

”Kenny. Det er morgen,” vrisser pigen og puffer til sin bror. Når hun skal op, skal han vel også?

Drengen brummer noget. Det skal nok betyde, at han lige vil sove lidt mere?

Manden brummer. Kæmper med sin skat. Fyrtøjet vil ikke slå gnister,

Pigen gør kuskeslag.

Fra stalddelen høres grislingehvin og en arrig so. Nu vækker de sikkert den gamle ko? Nej, der bliver stille. Eller skraber det lidt derudefra?

Pigen roder op i ilden. Et par gløder ulmer frem fra sodet. Hun tømmer kurven for kvas. Roder i ilden. Skramler med gryden.

”Gamle lort,” mumler manden og lægger fyrtøjet fra sig.

Han skal noget nu, så han tramper mod stalddelen. I sidste øjeblik husker han at få fødderne i træskoene. Noget bider ham i den ene tå. Et eller andet forbistret kryb.

Først siddende i renden, skulende op mod koens hale, ser han, at den tredje unge – ham konen har hentet hjem – er i færd med at malke. Ja altså han aner ham mest som en skygge, som han ser akavet over skulderen. Drengen smiler ikke. Slet ikke.

Og manden gør sig færdig. Kan vel nok være værdig. Skal man så skal man.

Da drengen fra stalden kommer ind med mælken, er Barbara allerede i gang med grøden. Det dufter dejligt. Konen sidder op i sengen. Kenny er også oppe.

Manden går ud. Ud i den hvide verden og trækker skoddet fra lyshullet i væggen, så frostsolen vælter ind.

De langer til fadet med hver sin slev.

FRIHED

En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en historisk roman fandt jeg et gulnet ark papir med krøllede bogstaver. Det er angiveligt skrevet af en person ved navn Allan Coutly

Da jeg finder tankerne interessante bringer jeg ordlyden her – kun lettere redigeret.

A. Gyldenlyng

 

19. februaris 1690

Jeg er fribonde. Jeg giver til de fattige. .

Men jeg er bange for at mit sind skal forkrøbles. Det føles som at være forbandet, og jeg føler mig slet ikke fri.

Stundom grubler jeg over, hvad frihed egentlig er.

Lad mig først nævne frihedens klare modsætning:

Den totale ufrihed.

Lænke om den ene fod. Et lillebitte rum med stinkende halm. Rædsom misk-mask, der kaldes suppe. Eneste selskab er en ondskabsfuld lille mand,

Afmagt – had – frygt – sult. Og smerte, når vagterne slår.

Ikke sige noget forkert. Ikke gøre noget forkert.

Jeg og min cellekammerat klarede den, fordi vi bevarede vore tanker og drømme.

Mange bukkede under. Af anstrengelse, udmattelse og forvredne, sønderknuste tanker og drømme.

En dag kom vi ud, vi to.

Men er frihed kun det ikke at være spærret inde?

Frihed er…

At sidde i fodenden af alkoven og brodere, mens mor hviler sig.Sidde med tungen i mundvigen.. Med to fingre om nålen og den anden hånd om det gulhvide, lidt grove lærred. Solen står skråt ind af det rudefri vindue. Jeg er ni år. Jeg er glad. Jeg er fri. For jeg gør det af egen fri vilje. Og da mor vågner bliver hun glad og omfavner mig.

Far ler da han ser det. Han ryster lidt på hovedet og mumler: ”Du skulle da vist have været en tøs.”

Men han er alligevel lidt stolt over mig, for broderiet er pænt.

Sult, frygt og kulde er frihedens fjender.

Far døde og vi var alene; mor, Sissel og mig.Jeg var ti og Sissel var kun syv.Det gik ikke, så da skomageren friede til mor, så snart sørgeåret var omme. sagde hun ja.

Evig og altid var skomageren efter mig. Brodere måtte jeg ikke, men hjælpe med at lave sko, det skulle jeg. Og hugge brænde og fodre svin. Og hente brændevin; det skulle jeg.

Da jeg var fjorten rendte jeg min vej.

Fri for pligter, fri for klø, men alt for ofte kold og sulten, ildeset og jaget. Plaget af lus og snavset.

Ret et sølle kræ, der stjal fra fadebure, marker og hvad jeg nu kunne få fat i.

– men den værste fjende er måske grådighed?

Hjorte, bævere og bjørne var godt vildt. Men de var ikke mine. Da jeg en tid slog følge med en dygtig jæger og lærte selv at jage, blev vi krybskytter. Fiskene i elver og åer var heller ikke vores, ikke mad til jægerens sultne børn, men en herremands eje.

Og jorden var ikke bøndernes – i hvert fald ikke de i hobetal forsultne fæstebønder, men her og der en grødfed fribonde.

Og jeg kom i de større byer, hvor borgerskabet mæsker sig ved at lade de jordløse og forarmede arbejde i spinderier og væverier, endog børn slider her for usle kobberslanter.

Diamanterne i minerne, gør ikke arbejderne rigere og slet ikke friere.

Med mindre frihed er, ikke at skulle tænke selv?

Er menneskets væsen også en fjende?

Han hed Samuel og han var min ven. Vi ville gøre oprør. Samuel, mig og nogle andre, men vi måtte få flere med – og i mellemtiden blev jeg fribonde ved giftermål. Kone, gård og en søn. Pludselig havde jeg noget at miste.

Og da dagen kom følte jeg mig syg, men sygdommens rette navn var frygt.

De hængte Samuel. Han lo lige før han døde.

Jeg tror en af grundene var, at en herremands søn nu tror på tanken om frihed til alle.

Ja, jeg er fribonde, men for at ingen skal røbe, at jeg deltog i oprøret, lader jeg onde kræfter råde. Jeg føler mig ikke fri, men længes dag og nat efter at blive det.

Barnetro

Hvad er det for nogen lyde?

Sidsel knuger de natlukkede guldblommer med begge hænder. Kirkens vinduesrammer lyser som gyldne kors og kalder hende nærmere. Hun må ikke gå der ind. Og der bliver aldrig mere holdt gudstjenester, for det vil DE ikke have.

Mormor siger, at Gud findes. Og man kan bede til ham i tankerne. Men man skal passe på, for DE kan læse tanker og kaste en forbandelse over en. Det har de gjort mod mor.

Det er jo derfor hun -Sidsel – er nødt til at gå ind i kirken. Hun vil lægge guldblommerne på det blankslebne alter. Selvom mormor har sagt, at det kun er de andre guder, der bryder sig om den slags. For måske synes Gud alligevel om blomster og så vil han måske gøre så DE ikke kan forbande folk med deres magiske sølv-djævlekranier, der hænger om deres hals, og som forbander mest, hvis man rykker dem af dem.

Det pusler omkring hende. Og der er et lysskær. Flammende orange og blågrønt. Som ild. Et sted bag buskene foran kirken. Nej, nu er det væk.

Og nu står hun foran den solide dør. Hun trykker på dørhåndtaget. Døren åbner sig stille og roligt. Foran hende ligger kirkerummet med de mange bænke. Hendes træsko klaprer mod gulvet. Ellers er der stille. Og køligt. Der lugter en lille smule af mug.

Et skær af gråt hyller sig langsomt om alt, men hun kan stadig se.

Oppe ved alteret lægger hun sig på knæ. Blomsterne lægger hun pænt til rette og så folder hun sine hænder. Hendes tunge er tør. Hendes øjne bliver fulde af tårer. Så kommer ordene tumlende.Ord om, at det er svært at være syv år og bo hos mormor, fordi far er død og mor er forbandet, så hun har feber og ser syner.

Så opslugt er Sidsel, at hun ikke sanser de lave stemmer, de dæmpede fodtrin og de knitrende luer.

Kære Gud. Straf de onde. Få dem til at skrige og græde. Gør så de bløder og få det først til at holde op, når de har lovet at være søde.”

Det knitrer. Det lyser orange uden for vinduerne.

Er hun også syg og ser syner ?

Sikke varmt her er. Og det knitrer lige uden for vinduet. Hun ser ud. Det brænder. Det er ikke et syn. Buskene brænder og ilden farer frem mod kirken. Ild. Hun styrter hen mod døren, men stopper brat. Den gamle dør står i flammer.

Hjælp! Hjælp!”

Det klirrer. Det regner med glasskår. Alting lugter. Røgen bliver tættere. Hun må ud. Nu. Hoster. Kan ikke skrige mere. Gulvet kommer op mod hende.

Der er en anden, der også hoster.

Nu flyver hun. Nej, hun bliver båret. Noget kilder hende om næsen. En klump af sølv.

Nej, et kranie af sølv. Hun skriger.

Rolig lille ven,” siger en stemme. Hun bliver lidt roligere og så råber stemmen:

Sørg for at ilden ikke breder sig og få den her unge hjem til hendes mor.”

Sytten år og stadig fri

”Er han ikke skøn?” henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn frem mod Laura. ”Jo, han er dejlig,” løj Laura og strøg over den lidt rynkede kind. Det var en dreng, og han var lidt gullig i huden, men ellers så han ud omtrent som andre nyfødte, syntes Laura.

”Han har da vist sin fars næse,” smilede Sonja og Laura spekulerede på, hvordan mon Beas mand så ud uden næse. Men hun sagde ikke noget om det. Selvfølgelig ikke.

”Du skal vel også snart have en?” kvidrede Sonja.

Men nej – det hastede ikke. Faktisk var hun slet ikke sikker på, at hun nogensinde ville have sådan en lille krævende en.

”Så skal jeg da først have mig en kæreste,” sagde hun let.

”Ja, du må se at vælge en af dine mange beundrere,” mente Sonja og så ganske alvorlig ud, mens hun glattede kjolen,der strammede om hendes bugnende mave.

”Det må jeg vel,” mumlede Laura.

Terry havde rendt efter hende siden de var børn. Han var god nok, men meget barnlig.

Så var der Hagbart, som mor så gerne ville have hun forlovede sig med. Han var god at tale med. Om så meget. Og altid venlig. Men gammel. Oldtussegammel. Mindst 40 år.

Og så var der ….

”Du er heldig,at du har så mange at vælge i mellem,” sagde Bea. Hendes forældre havde fremhævet de mange fordele ved at få en god gård og en mand, der havde rendt hornene af sig,

”Du vil vel ikke ende som gammeljomfru?” sagde Sonja.

”Gammeljomfruer kan have et godt liv,” sagde Laura og tilføjede: ”Hellere det end at leve sammen med en dum stodder og føde syvog halvfems unger.”

”Så mange kan man altså ikke få,” påpegede Sonja surt og fortsatte:. Bobby er altså ikke en dum stodder. Og en dag så får vi også en gård. Ja vi gør. Nemlig.”

Laura ville sige, at det var da godt, men i det samme gik døren op. Det myldrede ind med barselsgæster. Rummet blev fyldt med sved, gaver og snak.

Laura rejste sig og gik ud.

Hendes hoved føltes som et hvepsebo og hun gik bare. Hen ad den snoede sti. Mellem huse og gårde. Ud på engen. Ned mod søen.

En let brise legede med hendes hår og hun følte sig bedre tilpas. Sytten år og stadig fri. Fri som en fugl. Hrm? Nej, de dannede jo også par. og fik reden fuld af pippende unger, der skulle fodres. Det kunne de så bruge al deres tid på, fuglene – og veninderne. Laura følte sig udmattet og satte sig i et buskads,

”Bomster – fi-in bomster,” lød en stemme, og ikke langt fra Laura gik en lille pige frem mod en skikkelse, der sad på en kampesten. Så tæt gik den lille forbi budskadset, at Laura så de mange blomster mellem barnets snavsede, buttede hænder. De havde næsten ingen stilke. Barnet havde nippet hovederne af, men der var jubel og stolhed i stemmen.

Skikkelsen rejste sig fra stenen. Det var en mand. Med lette skridt gik han barnet i møde og da de mødtes satte han sig på hug foran hende.

”Dig have,” sagde barnet med forårssolen i sin lille stemme.

”Tak – hvor er de smukke,” sagde manden og tog varsomt blomsterne i sin ene hånd,
Mens han rejste sig op, greb barnet ud efter hans anden hånd og den lukkede sig om hendes.

Måske alligevel…en gang, for det gennem Laura, mens barnet noget kluntet smådansede afsted ved siden af manden.