Musik og meloner

 Måske kun et udkast?  –

” Vil De ikke sidde her?”

” Jeg kan godt stå,”

“Visse-vasse,”

”Nå men altså – det er skidepænt af dig, men altså det kan jeg da ikke,

”Sæt Dem nu ned, unge mand.”

”Jeg står fint. Gider du flytte den rygsæk, søster?”

”Hun bliver jo helt bange, den unge dame. Sæt dem nu her. Jeg trænger såmænd til at stå op et bitte kun. Jeg skal snart af, skal jeg sige Dem.”

”Okay så. Men så dæmp lige den skvadren.”

”Se så, var det ikke bedre.?”

“Jo, men …”

Det er dog ellers et vidunderligt vejr.”

“Man bliver bare så tørstig.” .

“Ja. Ork ja. Det er vist lige så varmt som i – -52. Men det er vel også varmt at arbejde med metal?” Er det på arbejde, De har brækket foden?.

“Nej, Jeg gled af kværnen”

”Åh, De arbejder på et mejeri. Det gjorde min fætter Hugo også. Måske De kender ham?”

”Det tror jeg altså ikke.”

”Nå nej, De er jo så ung og Hugo blev jo pensionist i – 90 men tilgiv mig, at jeg spørger; hvorfor går De rundt og reklamerer for tungt metal, når De arbejder på et mejeri?”.

”Hvad mener du – De – jeg arbejder altså ikke på noget fucking mejeri – og hvad mener De med det der metal?”

”Åh jeg snakker måske for meget? Det må De søreme undskylde. Alle har jo så travlt nu om stunder.”

Det er fuck – jeg mener, det er Fa – Søreme okay, De snakker, men hvorfor tror du jeg arbejder med metal?”

“Det står jo på din bluse, unge mand – men hvad betyder det der “heavy”? Er det ikke engelsk og betyder “tungt.”?

”Hva? Jo – æh – det gør det. Men det er altså musik.”

”Nå, så De arbejder med musik. Så kender De måske mit barnebarn Yrsa? Hun spiller violin.”

”Nå? Er det hende med de store meloner.”

”Ja, ved De hvad. Det kan gerne være. Hun har et fritidsjob hos en grønthandler. Han er fra et af de der lande, hvor der er krig, men ellers er han flink nok”

” Ja okay så, men ved du hvad? Jeg skal af næste gang.”

”Nej hvor pudsigt. Det skal jeg også.

”Nå, jamen øh, ja du skulle jo snart af.”

”Gider De gøre plads, unge dame? Og den herre der – hvis De lige rykker dem. Den unge mand her går dårligt.”

”Altså, du behøver vel ikke råbe.”

”Pas nu på De ikke falder. Ja, sådan – nå, der er Yrsa. Goddag, min søde pige.”

”Hej  Bedste. Hvem er ham der?”

”Åh gud, jeg fik vist ikke navnet. Vi snakkede om musik og meloner. Måske kender I hinanden?”

”Nej. Det gør vi ikke, Kom nu, Bedste. Jeg har bagt boller.”

Reklamer

Tabet

Oktobervinden var ligeglad med Rajas tab. Den legede med hendes hår. Blæste det ind i hendes ansigt og pustede det væk igen.
Men vinden var ikke så led som Tania og de andre tøser. Deres ord havde brændt sig ind i Raja – ordene og det hånende tonefald: “Du kan jo få din lille ækle fætter til at komme og hente den.”
Det passede at Freddy var lille. Kun ti år. Men han var ikke ækel. Kun irriterende. Sommetider. Når nu man selv var tretten og en pige og sådan.
Raja knugede vredt om knortekæppen. Vidste ikke hvor hun var. Ramte en træstamme. Var det den krogede eg, der stod lige i nærheden af deres hjem?
Hun havde løbet til det stak i siden. Derefter gik hun. Og først mens hun gik faldt det hende ind, at hun ville hjem.
Hun følte på træet. Barken var ru og mosset blødt, men delte stammen sig omtrent i højde med hendes mave? Rajas hjerte dunkede en langsom bøn om at det var det rigtige træ. Men stammen var kæmpestor og den delte sig ikke. Hjertet fik lidt mere fart på, men nu føltes det som om der var et stort hul i maven. Og øjnene sved.
Men hun ville ikke græde. Hun var stor. Næsten voksen. Hun måtte tænke sig om. Og imens kunne hun vel sidde lidt her ved det store, fremmede træ.
Lytte til skoven. Snuse om der drev lidt røg herhen fra skorstenen derhjemme.
Det var koldt, men hun var heldigvis klædt varmt på. Og hun sad i grunden godt her. Vinden var blid nu. Og der var så roligt.

“Vågn op.”
Hun for sammen. Vågnede. Freddy var der. Puffede til hende.
“Tanja har hugget min havfruekam,” sagde Raja.
“Hun er dum,” sagde Freddy.
“Jeg hader hende,” fnøs Raja.
“Dine hænder er kolde. Put en af dem i lommen.”
Mens Freddy sagde det, tog han fat om hendes anden hånd og trak i hende. Hun rejste sig. Var næsten to hoveder højere end ham. Havde ligesom ikke tænkt over det før. Ikke på samme måde som nu.
“De vil have du henter kammen,” buste det ud af Raja.”
“Her,” sagde Freddy og straks efter mærkede hun den mod sin hånd i lommen. Følte på den. Kærtegnede træhavfruen. Aede takkerne under hende.
“Kom de med den?” spurgte Raja. Måske havde de fortrudt. I hvert fald Tanja. Hun var jo ellers så rar og så god at snakke med.
“Næh,” sagde Freddy, “men Bedste sagde, du skulle komme hjem og spise.”
Det tog Raja et øjeblik at sætte forløbet sammen. Han var taget ud til søen, hvor de skulle hygge sig, hun og de jævnaldrende piger. Og var åbenbart kommet efter at hun løb.
“Gav de dig så bare kammen?”
Bange anelser lurede i Raja.
“ Jeg fik den i hvert fald,” sagde han.

Lidt senere sagde han: “Jeg synes ikke du skal være sammen med dem igen.”
“Gjorde de dig noget? Slog de dig?”
“Der er en sten. Træd lidt til side. Nej hvor den mus har travlt. Måske har den set musvågen.”

Nå, så han ville ikke snakke om det.
Så havde de gjort et eller andet ved ham. Hånet ham? Måske slået ham.
Og det burde børn fortælle deres ældre kusine, der var som en søster for dem, fordi de boede sammen.
“De slog dig,” sagde hun.
“Ja,” indrømmede han.
“Det skal de komme til at fortryde!” hvæsede Raja.
“Nemlig!” tilsluttede Freddy sig det fromme ønske.