Flyvende fridag

Mininovelle!

– ikke fra min romanserie 😉

”Stå så op, Jonas!”

Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd sig gennem dynen og borede sig ind i mit højre øre. Der var ikke noget at gøre. Jeg havde brugt både ”lige fem minutter til” og ”ja ja ja.”

Jeg tvang min krop til at indtage en siddende stilling. Dynen fulgte med og smøg sig om mig, så jeg sad i en snæver teepee.

”Hvis du skynder dig, har du fem minutter til at spise dine cornflakes.”

Fem sølle minutter og jeg skulle vel også have tøj på. Hvor var mine Lewis? De lå ikke ovenpå computeren, hvor jeg smed dem i går. På stolen lå de rædsomme bukser, mor havde købt i Føtex. På tilbud.

For pokker. Havde hun smidt mit eneste par ordentlige bukser til vask? Så kunne jeg ikke vise mig i skolen. I hvert fald ikke før om to timer, når vi skulle have idræt. Men jeg blev vel nødt til det. Surt trak jeg i de f.ucking bukser. T-shirten var i det mindste fra jack&Jones.

Jeg gik ud for at tisse, men døren var låst. En plaskende lyd nåede mine ører. Det var garanteret Stina,, min storesøster. Hun kan bade i timevis. Jeg ruskede i døren, men hun gad ikke engang svare. Heldigvis var det sommer, så jeg åbnede terassedøren og gik ud. Brombærbuksen tog vel ikke skade af lidt væde. Det lettede i hvert fald. Det dugvåde græs kildede mine fodsåler. Solen skinnede, nogle fugle kvidrede og sommerfugle flagrede omkring. Det kunne være sjovt at stå her med Trine i hånden. Godt der ikke var længe til sommerferien. Men først var der jo læseferie. Og eksamen. Og det gjaldt om at få gode karakterer, for nu skulle jeg jo vælge, hvad jeg ville være.

Jeg hørte min mors stemme for mig:

”Hvis du ikke tager dig sammen ender du som buschauffør ligesom din morfar.”

Det var ikke lige det jeg drømte om at blive. Morfar var flink, men det var en værre gammel skrammelkasse, han futtede omkring i. Han kørte ikke nogen fast rute, men med folk, der skulle på udflugt. Eller sådan noget..Nå, nu rungede mors stemme; ”Jonas! Du må tage en bolle med i hånden. Du når ikke dine cornflakes. Der er nutella på.”

Heldigvis var det bollen, der var nutella på, opdagede jeg på vej ud af døren med bollen i den ene hånd og rygsækken over skulderen.

Langsomt gik jeg hen ad fortovet. Mon Trine var gået hjemmefra? Jeg så hen mod nummer fem og der kom hun. Netop som jeg nærmede mig åbnede hun havelågen. Hun havde en stram sort T-shirt på og hendes røde hår stod i et krøllet brus om hendes ansigt.

Mit hjerte hamrede på ribbene som om det følte sig spærret ind og ville ud omgående, men jeg gjorde min stemme dyb og rolig, Håbede jeg.

”Vi må hellere skynde os,,” sagde jeg.

Hun så på mig som om jeg lige var faldet ned fra månen.

”Er du ikke i nået længere?” spurgte hun. Dumt spørgsmål,, så jeg trak bare på skulderen og stak bollen i lommen. Dumt af mig.

”Jeg holder fri i dag,” sagde hun så.”

”Nå?”

”Skynd dig nu bare i skole. Og Jonas – sig jeg er syg. Gider du?”

Jeg nikkede. Og blev stående. Måske kunne vi pjække sammen? Hun vinkede med hånden. Mod skolen. Ville åbenbart af med mig. Og hun stirrede ned af vejen. Ned mod Syrenvej.

Lige mod os kom en ældgammel bus. Med runde former. En grå bus, der tøffede som en fiskekutter.

”Carl-Børges busser – også uden for ruten,” stod der. Med klodsede bogstaver.

Hvad i alverden lavede morfar her?

Trine steppede uroligt. Og så slet ikke på mig. Mens jeg sådan ligesom voksede fast i fortovet standsede bussen lige foran os. Morfar så forbavset ud, da han opdagede mig. Så smilede han; ”Ved den søde grød, Jonas, skal du også lære at flyve?”

“At – øhe – hvad?” sagde jeg vist. Eller måske noget endnu mindre begavet. Husker det ikke så nøje.

”Han stod der bare,” sagde Trine. Uroligt.

Et øjeblik så morfar også urolig ud. Bed sig i overlæben og kløede sig i det grå skæg- Så sagde han: ”Vil du med, min dreng?”

Det tog mig ikke lang tid at bestemme mig.

Der var ikke så mange med bussen. Tre-fire gamle koner og nogle store børn, jeg ikke kendte.

Trine hilste på dem alle sammen og de hilste igen, mens de så nysgerrigt på mig.

”Det er såmænd mit barnebarn,” oplyste morfar.

”Nå, så er han da ikke helt død af Tildes grønkål,” grinede den ene af de gamle koner. Hun kendte åbenbart mormor, for mormor tror, det er vældig sundt at spise grønkål i tide og utide.Hun dyrker dem i et kæmpestort bed.

Jeg satte mig ved siden af Trine på et af de grønne sæder. Stirrede forbi hende, ud af vinduet. Det var som om min tunge var vokset og jeg kunne ikke finde på noget at sige. Alle de andre i bussen lod til at kende min morfar bedre end jeg gjorde.

Vi kørte af sted af små snørklede veje. Den slags mor og far altid undgår, fordi det tager så lang tid. Og nogle af dem er ikke engang med på GPS èn, så man kan fare vild.

Efter et stykke tid rumlede vi ned af en grusvej. Det var lige før. jeg blev køresyg, men heldigvis holdt vi ved et lille faldefærdigt hus, før jeg kom til at brække mig.

”Du ser bleg ud,” sagde Trine og tog min hånd. Jeg prøvede at sige noget, men det blev en tyk mumlen.

Foran huset stod en oldgammel kone med et tørklæde om hovedet. Der stak grå totter frem under det. Hun støttede sig til en gammeldags kost. Og hun havde en vorte på næsen.

Det var da ikke sct.. Hans endnu, så hvorfor havde hun mon klædt sig ud som en eventyrheks?

Hun kløede sig på vorten, kneb sine øjne sammen og smilede tandløst mod mig.

”Det er mit barnebarn,” sagde morfar. For anden gang den dag og så voksede konens smil.

”Velkommen!” hilste hun og kvaste næsten min hånd med sine knoklede fingre.

Op mod gavlen stod der flere koste og en af de store dreng, vel 12 eller måske tretten år, for hen og greb en af dem.

” Mon han tror, han er Harry Potter?” tænkte jeg.

Og i næste øjeblik sad han overskrævs på kosten. Sagde noget volapyk . Og kosten lettede. Måske ikke fikst og elegant, Men drengen fløj på den.Jeg stirrede og var helt fraværrende, indtil.en skurrende stemme fik mig tilbage til verden.

”Er han døv, lille Carl-Børge?” spurgte den gamle min morfar.

”Nej, det plejer han da ikke at være,” sagde min morfar på sin rolige måde. Men hans stemme sitrede en anelse..

” Unge mand, jeg taler til dig,” sagde den gamle heks.

”Undskyld,,jeg hørte ikke hvad du sagde,” fik jeg frem-

” Jeg sagde, at det er rart endelig at se dig. Jeg er din oldemor.”

”Mor sagde godtnok, at du er en gammel heks, men jeg troede ikke …,” fik jeg sagt.

Hun smilede. Så faktisk rar ud. Min oldemor. Hun bredte armene ud. Som om hun ville omfavne mig. Det var bare for mærkeligt. Så sank hendes arme ned langs skørtet, der så ud til at være syet af mindst halvfjers forskellige lapper. Jeg så Trine flyve. Og de andre. Dog ikke morfar og oldemor. De sad på en bænk. Skævede lidt til mig.

Trine landede. Hun lo og fik mig til at prøve hendes kost. Da den lettede klamrede jeg mig til den.

Det var Trine, der havde sagt de der underlige ord, man åbenbart skulle sige. Og hun fik den til at lande igen. Kort efter.

En ung pige kom ud med kaffe og sodavand. En anden ung pige kom med kager. De fnisede til hinanden, så på mig og så sagde de, at vi var i familie, for den gamle var også deres oldemor.

De kom med gamle billeder, sådan nogle der var fremkaldt af negativer.

Og det var alt sammen rigtigt. De virkede flinke, så jeg begyndte at føle mig godt tilpas.Med et fløj tiden af sted og vi skulle hjem igen.

Jeg så en ekstra gang på min oldemor. Hun havde brune øjne. Hun lignede en kær Gjøltrold. Med et friskt glimt i øjet. Ikke til at stå for. Jeg bredte armene ud. Vi omfavnede hinanden. Hun lugtede af gammelkonesved. Og også lidt af tis, hvidløg og kage. Men det gjorde ikke noget. Det var min oldemor.

På hjemvejen snakkede jeg med alle de andre. Det vil sige, jeg lyttede mest til det, de fortalte, for hvad skulle jeg sige om mit eget liv. At mor og far ikke troede på hekse eller noget som helst andet i den stil?

Mon jeg slægtede oldemor på? Mon morfar kunne trylle?

Jeg vidste det ikke. Jeg knugede Trines hånd. Hun var så sød.

Morfar satte os af uden for Trines havelåge. Tøvede lidt, men snakkede ikke om at kigge ind til os.

”Vi kommer på næste lørdag, mormor og mig,” sagde han, da vi stod af.

Og jeg ønskede han ville tage oldemor med, men det gik nok ikke.

Reklamer

Sengetid

Jeg har sejlet på alle verdenshavene, Under sort flag med dødningehoved. Folk har frygtet mig, Lystret mig. Kaptajn Fidero skælvede, da vi satte ham af på en øde ø.

Og så sætter hun mig til at passe sin unge. Hvad foregår der i hovedet på det kvindemenneske?

Ja, jeg er forgabt i hende, men sådan kan hun ikke behandle mig. Ingen må få det at vide.

Jeg ville selvfølgelig belære hende om et og andet. Men så kyssede hun mig. Hendes hår duftede og kildede mig på kinden. Og så smilede hun. Det der sirenesmil, der forvandler mine ben til smør.

Vi glor på hinanden. Ungen og jeg. Det er en dreng og han fylder ikke ret meget i sengen. I staldlygtens skær, kan jeg ikke se, at han har blå øjne, Han har krøller og ligner en engel, som han sidder der i sin hvide særk. Jeg hader engle. .

”Fortæl historie,” plager han og lægger hovedet lidt på skrå.

Han har et navn, den lille. Selvfølgelig har han det. Han hedder Freddy og hvad er nu det for et navn? Selvfølgelig et hans far har hittet på. Den adelige nar. Finde på et navn til sin horeunge, kunne han, men ægte Rosita, det ville han ikke. Nå, det er jo sådan set godt, for nu er hun min kvinde.

Nu må jeg så føde på den horeunge. Og fortælle ham historier.

”Der var engang en ond kaptajn,” begynder jeg.

”Var det dig?” spørger ungen.

”Nej, han hed Fidero og han havde træben.”

”Kunne han så godt gå?”

”Ja, for han havde jo kun et træben og kun fra knæet og ned, men ti nu stille og hør efter, ellers kan du gå planken ud.”

”Jaa. Planken ud,” jubler den lille og for sent kommer jeg i tanke om, at ungen kan lide at balancere på en planke ude i skovbrynet, lige bag hytten,.

”Ti nu stille. Ellers gider jeg ikke fortælle historien.”

Ungen klapper i og jeg fortæller. Beretter malende, hvordan kaptajnen skabte sig og stampede med sit træben. Fortæller om dengang han smed en lille pige ud til hajerne. Det var det, der fik os til at begå mytteri. Nå ja – og så det med rommen, han rationerede alt for meget.

Jeg slutter historien. Nu må ungen da sove.

Nej, han sidder helt inde i hjørnet. Op mod væggen. Pakket ind i sit tæppe, så jeg kun kan se hans lille fjæs og hans store øjne. Han ser forskræmt på mig. Ryster over hele kroppen. Tænk hvis han sladrer til sin mor. Så er der lukket for glæderne, måske i flere dage.

”Du skal ikke være bange,” siger jeg.

”Vil du godt passe på mig?”

Vel vil jeg da ej. Sådan en lille blåøjet horeunge, der tror han har krav på godnathistorie og puttepjat. Som om han var helt adelig.

”Ja,” lyver jeg..

Og er ved at blive kvalt af hans små arme, da han omfavner mig så langt han kan nå. Presser sin lille krop mod min.

”Så passer jeg osse på dig, Danny, jeg gør.”

Der er en sær snurren i min mave, da jeg lemper ham fra mig og putter dynen omkring ham. Hans lille hånd holder om min næve. Fylder så lidt.

Jeg sidder på sengekanten. Stryger ham lidt langs næseryggen. Som min mor gjorde mod min. engang for meget længe siden.

Mine øjenlåg bliver tunge. Det har været en lang dag.

Måske falder han hurtigt i søvn, hvis jeg lægger mig lidt ved siden af ham? ‘Lader som om jeg også vil sove?

Jeg gaber. Det flimrer bag mine øjenlåg.

Så kommer de. Med blodige ansigter. Med tomme øjne. Med knyttede hænder. Anklagende. De omringer mig. Kommer nærmere.

Jeg er bange. Er så alene. Svag overfor spøgelser.

Bag dem ser jeg pludselig en person. En sortkrøllet dreng. Freddy. Men han er vokset. Er en stor dreng. Han blotter sine tænder. Snerrer af spøgelserne og svinger med en stav, der spyr lyn.

Spøgelserne går i opløsning.

Vågner. Ville jo ikke sove. Og slet ikke drømme den dumme, gamle drøm. Jeg har ikke skreget. Vel? Ikke det. Jeg er jo en mand. Jeg har sejlet ….

Freddy sover. Jeg ser hans ansigt i skæret fra staldlygten, for jeg har ikke pustet lyset ud.

Han ligner en lille djævel, der faktisk kan passe på mig.

Pebermøens drøm

Sommertusmørket svøber sig om den lille gård i dalen. Indenfor ser Tessa et øjeblik på de sovende pigebørn. Deres lyse lokker glider sammen, så tæt ligger de. Julies næsefløje piber lidt og Patty slipper en vind fri.
De er nu søde, når de sover og de kunne godt lide den godnathistorie, hun fortalte dem.
I skæret fra to store bivokslys betragter hun sine røde hænder med de flossede negle. Er de ikke ved at blive pænere? Det var godt, hun fik den her plads som  husbestyrerinde og barnepige. Det er ikke så hårdt som at vaske tøj og gulve for mange folk.
Pigernes far er ung. Ja, vist yngre end hun, men han behandler hende godt.
Tænksomt bærer Tessa lysene ind i stuen og møder sit spejlbillede. Freddy – pigernes far – er ikke nogen fattiglus. Tænk at han har et spejl. Stort og i en oval, forgyldt ramme. Derinde fra stirrer et par store øjne på hende. Fra et magert ansigt med koppear og fregner omkring en stor, smal næse. Fortænderne har igen boret sig ned i underlæben, men hun har da sine tænder endnu, Næsten alle sammen, selvom hun er 33.
Hun ser sig omkring. Her er pænt og rart. Tænk hvis hun kunne bo her altid? Men pigerne bliver jo store. De er syv og ni. Måske varer det ikke længe, før de kan være alene om dagen? Så må hun igen pukle. Orker det ikke.
En tanke dukker op. Igen. Hvis nu …? Hun plejer at skyde tanken væk. Det med mandfolk har aldrig sagt hende noget. Og ingen har ligefrem rendt efter hende. Men tænk at være frue på en gård.

Freddy sidder på sin sten nede ved søen. Har siddet der så ofte, at den store sten ville være mærket af det, hvis den ikke var så hård.
Solens sidste stråler maler en bro på den duvende vandoverflade. Gid det var broen til en anden verden, tænker Freddy. Til den verden, hvor Cessie nu befinder sig. Så ville han gå over den, finde det sted, hvor hun bor med ham den anden og bare lige se, om hun har det godt. Om hun sidder trygt i en stol og skriver så fjerpennen skratter. Om hun smiler. Om hun har løsnet hårknolden så hendes lyse hår falder blødt ned over hendes skuldre. Bare lige kigge. Blive sikker. Ikke forstyrre eller plage hende. Bare hun dog var her endnu. Kom gående med stille skridt mod ham. Knækkede den der gren der altid knækker, når man vil liste sig ind på nogen. Så – nu er der en gren, der knækker. Freddy stivner. Er det hende? Nej, sludder. Hun er jo langt borte. Men der er bløde, stille skridt. Og en skikkelse kommer imod ham. Kjoleskørtet bruser om hendes ben. Kjolens farve kan han ikke se i mørket, Men det kan godt være den er grøn. Cessie holder meget af grønne kjoler. Ikke brune eller sorte, som så mange koner går med.

Et lys i en staldlygte viser Freddy, hvem der kommer.
“Er der noget galt med pigerne?” udbryder han.
“Nej, de sover. Naboens store pige sidder hos dem. Jeg – æh – fik lyst til en aftentur. Det er – det er da pænt med det lys i vandet.”
“Ja.”
“Må jeg sidde lidt ved siden af dig?”
“Ja”
“Der er vist ikke plads på stenen.”
“Næh.”
“Så sætter jeg mig på den der anden sten. Ikke?”
“Jo, gør du det.”

Der er stille ved søen.
Freddy undrer sug: hvorfor er hun mon kommet? Hun ser på ham. Med store fugtige øjne og åben mund. Hendes ene hånd flagrer. Heldigvis ikke den hun har lygten i.
“Det kan være – jeg mener – er det nogle gange ensomt at sove alene?”
“Næh.”
“Du er pæn.”
Tessa stirrer hurtigt ned i sandet. Græstotterne griner mod lygten. Nu dirrer den lidt i hendes hånd.
“Synes du?”
Hun svarer ikke. Ser ikke op. Han venter. Har ikke travlt. Så får hun sagt: “Jeg kan godt lide dig.””
“Se på mig,” beder han.
Hun gør det. Holder lygten imellem dem.
Hun smiler. Er ikke køn. Men rar. Ikke så klog som Cessie, men heller ikke dum.
Der er noget i hendes øjne. Hun vil at han skal tro hendes ord.
Og det er sommetider ensomt at ligge alene i den brede seng.
Han strækker en hånd ud mod hende.
Mærker hendes gys som ild gennem fingrene.
“Jeg elsker ikke dig,” siger han. “Ikke nu, men du bliver vel et stykke tid endnu hos os.”
Hendes smil vokser, da han rejser sig, tager om hendes ene hånd og siger: “Lad os gå hjem.”

Under gulvet

Det er underligt at se dem pakke alting ned. Børn og børnebørn har overtaget nu og hun ser på dem fra sin knirkende gyngestol. Hvor er tiden fløjet hen?
Selv skal hun flytte til en lille rønne på den store grund. En aftægtsbolig. Alene. Dave hviler under sin sten.
Livets gang. Sådan er det jo. Og hun har pakket de ting, hun skal bruge. Og de ting, der rummer minder.
De har haft det godt sammen, hun og Dave. Ganske velstående. God stor gård med frugtbare agre og sunde dyr.
Børnene ser på tingene. Vender dem. Drejer dem. Tager hvad de kan bruge og foreslår hinanden ting. Næsten som om hun også var død.
Men hun er bare træt. Vugger i sin stol. Småblunder måske.

“Bedste, hvad er den her nøgle til?”
Jacobs stemme vækker hende.
Han er tolv. Ligner sin bedstefar. Tror hun. Husker det ikke så nøje. Men godt han lever. Godt miksturerne hjalp. Hun har passet på ham. Passet på dem alle. Men kun sin familie. Netop passet på sin familie.

Jacob står med en nøgle. Tung og støvet er den. Måske af messing.
“Hvor i alverden har du fundet den?” spørger hun.
“Den lå under et gulvbræt, Bedste.”
“Ja, vi flyttede din dragkiste,” forklarer Jeff, Daves søn. Og klør sig i det gråstribede fuldskæg.

Nu står de bag Jacob. Alle de andre. Stirrer nysgerrigt på hende og på nøglen som ligger på Jacobs håndflade.
Og hun rækker langsomt ud efter den, men nu er det en anden hånd, den ligger i..En brun hånd med slanke fingre. Hun lukker øjnene. Der dufter af friskt fyrretræ. Hun er et andet sted.

Hurtigt slår hun øjnene op igen. Er i sin stue. Selvom den virker så fremmed i dag. Himmelsengen står stadig i sovekammeret. Hun skimter den. Jeff og konen overtager den. En himmelseng. Med faste madrasser. Ikke en træseng med halm. Men der dufter af halm. Hendes næsebor vibrerer. Heftigt. Det er jo bare indbildning.
For det er så længe siden. Hun har ikke villet tænke på det. Ikke på nøglen. Og slet ikke på Freddy.

Nøglen lå på hans håndflade og fingre. Stor, tung og ikke helt så blank som hans blå øjne.
“Hvad skal jeg med den?” spurgte hun mistroisk.
“Låse porten op,” svarede han og smilede lidt.
“”Den passer vel ikke i låsen. Eller også så springer nogle af dine uhyrer frem. Er det ikke det, du har tænkt dig?”
“De er ikke uhyrer. Og de er ikke mine. De ejer sig selv.”
“Ja, det siger du jo. Men jeg er træt af dine forklaringer. Af dine ord. Af din verden. Af dig!”
“Det har jeg forstået. Tag nu nøglen. Og gå. Dave har kortet, der viser jer vej til porten.”
“Er det så nemt? Hvad skulle det så til med alt det postyr?”
“Postyr? Fint ord. Jeg kunne ikke give slip. Jeg vil så gerne leve sammen med dig, men du lider åbenbart. Det gider jeg ikke glo på.”
Tøvende rakte hun ud efter nøglen. Den føltes brændende mod hendes fingre.
Han sad på sengen, de havde delt. I nusset skjorte, uhægtede bukser og bare fødder. Hans spinkle unge krop rystede, hans mund stod en lille smule åben. Og en tåre sneg sig ned langs hans næse.
Hun ville pludselig lægge sine arme om ham. Knuge ham ind til sig. Blive. Forsikre ham om, at hun kunne klare en voldelig, usikker magisk verden.
Men hun behøvede ro. Et almindeligt stille liv. Orkede ikke længere at bruge de evner hun havde. Kunne ikke støtte ham, så han fandt ud af at bruge sin magi på den rigtige måde. Så han kunne herske over sine egen evner og ikke omvendt. Hun kunne ikke.
Og det gjorde ondt at han forstod det.
Hun lukkede hånden om nøglen. Den stak lidt udenfor fingrenes greb. Den brændte ikke længere. Den var en kærlighedsgave.

“Bedste – er det nøglen til en kiste med en guldskat?”
“Svigermor, er det til et stort hus et hemmeligt sted?”
“Det var mig, der fandt den.”
“Jamen jeg opdagede det løse bræt, så jeg vil have flest guldpenge.”
“Ha, måske er det perler og diamanter.”

Stemmerne stikker  som nåle. Hun knuger om nøglen.
“Jeg skulle ikke have svigtet,” hvisker hun.
Gynger roligt i stolen. Gynger til hjertets langsomme slag.
Og flyver.Mod en magisk verden.