Verden er min

Forstår du, skriverkarl, dette her er til de, der kommer efter os – til fremtidens borgere, der vil forstå, at jeg banede vejen for deres rene, ordnede verden. – JEG, Fabian Cæsarius Hayes.
Alt for længe har der hersket kaos her i Dalen; bastarder, vanskabninger, løgnere og andre forrykte væsner har forurenet dens skønhed.
En tid troede jeg at kong Atkar ville rette op på dette, men hans tanker er formørket af trolddom. Han står ikke til at redde. Heldigvis kom det mig i tide for øre, at han var alvorligt syg.. Lige så kom det mig for øre, at han har en datter – og at han i sit tiltagende vansind har beordet og nedfældet på papir med kongeligt monogram, at denne datter skal være dronning. En bastard er hun, men der rinder dog en smule ægte warmirer-blod i hendes årer. Og brun er hun dog, ikke af samme farve som et svin.
Ja, jeg har friet til hende, skriverkarl. Det ved du vel. At hun har sagt ja, er vel og kommet dig for øre?
Ja, det kan jeg tænke mig.
Men ved du at det krævede omtanke. Det fordrede planlægning. Jeg var jo i forvejen en gift mand. Og min rødhårede, grisefarvede Alvilda vaskede mit tøj i søen, lavede min mad og holdt sin kæft, lukket for det meste. Tillige havde hun et ganske fortrinligt helbred, så man ville nok undre sig dersom hun pludselig døde.
Ulykker sker jo og sygdom kan ramme enhver, men dalens såkaldte doktor har skarpe øjne. Han må væk, så snart som muligt efter mit og prinsesse Marys bryllup. Væk – eller vanæres. Jeg finder på noget.
Nå, men tilbage til Alvilda.
Jeg snakkede engang ganske godt med en af heksene her og kom i tanke om at fingerbølplantens saft i små mængder kan gøre en kvinde syg og skrantende. Så en dag bad jeg Alvildas datter plukke en stor buket. Bare til at sætte til pynt, fordi Alvilda lå til sengs med en ganske belejlig snue.
Senere fik jeg min lillebror til at presse saften ud og afprøve den på mus. Det var fornøjeligt at se, hvordan de grimme smådyr led. Langt mere fornøjeligt var det dog at se Alvildas lidelser. Som hun dog kunne stønne og indtage de sjoveste stillinger for at lindre sine smerter. Det gjorde mig så opstemt at jeg straks måtte hale hendes datter til side og berige hende med min opstemthed. Ja, du ved hvad jeg mener, skriver. Det kan jeg se i dine øjnes dyb. Og jeg ler, for du tør ikke fortælle om det. Du ved at en dronnings mand kan ende som konge – at han ikke skulle er jo forrykt og sygt. Kvinder dur jo kun til at føde børn.
Men vil du nu tro mig, skriver, tøsen truede mig med at pippe til mine fjender. Jeg så ingen anden udvej end at spille angrende. Og tøsen hoppede på mine fremtvungne tårer. Sligt skuespil lønner sig, Til Alvildas begravelse knugede tøsen endog min hånd og jeg morede mig kosteligt over bastardernes og tossernes forundrede , håbefulde blikke.
Død af et mærkeligt maveonde. Sådan gik det min hustru. Og et flot bålfærd fik hun sig. Den dille med ikke at begrave folk, er jeg med på. Så kan disse nymodens krops-skærere ikke få nys om, hvad der kan være sket. Særligt skarpe ud i den kunst er de nu heller ikke, men hvorfor dog risikere noget?
Jeg lod lidt tid gå. Kongen skrantede. Jeg sværger at jeg intet havde med det at skaffe, men belejligt var det jo. Ganske belejligt var det også, da Alvildas tøs gik i søen en kold nat. Mit bastardbarn., der ellers også ville blive mit stedbarnebarn, ser således aldrig dagens lys.
Jeg spillede den sørgende enkemand. Lod som om jeg angrede min tidligere levevis, altså hvad der vedrørte noget, folk havde viden om. Og en dag fik jeg prinsessen i tale. Hun sagde mig nogle trøstende ord.
Det var en hård tid. Det sled på mig at måtte udøve mine fornøjelser så helt i det skjulte. Og tale pænt til modbydelige skabninger. Men omsider var der gået omtrent det år, jeg mente passede sig. Og jeg fik af gartneren på slottet lov til at plukke de skønneste blomster i de fjerneste kroge af slotshaven, hvor ingen lige straks så, det var der, jeg havde høstet.
Mit hjerte bankede så underligt her idag, da jeg kom til hende med min buket og en maske af det fjolserne kalder kærlighed – den slags afskaffer jeg som noget af det første, når jeg bliver konge.
Der stod hun så. Arrogant og kølig, men med en flænge i masken og et åndssvagt smil om sine fyldige læber.
“Jeg elsker dig,” fik jeg sagt. Og det må have lydt som når de uberegnelige små mennesker tror de mener det, for hun hviskede: “Jeg elsker da også dig.”
Så nu har jeg hende. Hun er min. Verden er min.

Reklamer