Storbyens sjæle

Terminalen er stor. Og grim.

Indenfor er der butikker. Overdækkede. Sådan noget pjat. Som om folk er bange for frisk luft. De skulle nyde den – luften- mens den stadig er nogenlunde frisk.

Henne ved udgangen står min mor i vinrød vinterfrakke. Gennemsigtig. Et mindehologram, der fremkaldes, når jeg ser hjørnet ved de fire døre. I et luftigt smuldrende øjeblik ser jeg en yngre mig komme hende i møde.

Vi ventede på nogle, der var længe om at komme. Så længe at vi bestilte kaffe på Sunset og ikke så, at de gik forbi os. Det lo vi alle sammen af, da vi fandt hinanden igen,

Udenfor ser jeg stoppestedet hvor bus nr. 17 holder. Ingen grund til at tage med den. Ikke mere.

Jeg skal finde en gave. Og måske noget jeg ikke lige ved, jeg mangler.

Skæver til genbrugsbutikken, men går videre. Drejer ned ad sidegaden og går forbi bageren, hvor bedstefar hentede rundstykker, når vi havde sovet hos ham og bedste.

Går videre. Skæver op til vinduet, bedstefar ikke kigger ud af mere.

Skrår over torvet, hvor bedstefar ikke sælger frugt mere. Skæver til butikken, hvor mor ikke sælger kjoler og syr dem om. De sælger vist heller ikke frimærker mere?

Går ned ad gaden, forbi en pølsevogn. Hologrammet af et ungt par med hinanden i hånden, får mig til at kigge op mod femte sal i huset ved siden af pølsevognen.

Vi var 16 og 18 år gamle. Og hans hår var længere end mit. Vi spillede ofte høj musik og engang var der en nede på gaden, der stod og råbte; ”Skru op!”

Stormagsinet ligner ikke sig selv. De har heller ikke lige det, jeg leder efter.

Slentrer ned ad gågaden. Som jeg har gjort tusinde gange før.

Beslutter mig for et gavekort til fødselaren.

Tøver lidt. Hvor vil jeg nu hen?

Går forbi sygehuset, hvor børnene lå syge.

Så går jeg over gaden. Og lidt ned ad den. Blomster og appelsiner dufter foran nogle butikker. Jeg køber af begge dele.

Så finder jeg smutvejen til kirkegården. Den vej min veninde og jeg gik, når vi fra Handelsskolen, skulle besøge hendes fars grav.

Ad den vej når jeg hen til min mor, min Bedstemor og min bedstefar. Jeg fordeler buketten mellem de to gravsten.

Jeg er i storbyen endnu, men her er roligt. Næsten mere roligt end hjemme på landet.

Det er min storby Jeg vil aldrig længere væk end jeg kan cykle her til..

Reklamer