Rødder, rørende ord og rødbeder

Jeg har nu redigeret historien en hel del. Mon den er blevet bedre? Eller værre? Er der mere show? Er den klarere? 😉 Version 1 kan læses under denne, hvis det har interesse 😉

Lageret er ryddet for de fleste loppemarkedseffekter. Der hænger stadig lidt billeder på væggene. Og bordene er sat sammen i en hestesko. Stolene omkring bordene er forskellige. Dugene er ens og af lilla velour. .Maden er bestilt udefra og varmet i ovnene, der ellers er til salg. Der er 36 stole, for pigen har en stor familie. Og det er hendes store dag.

Man er nået til hovedretten, da pigens bedstemor pludselig rejser sig og slår på sit glas med en gaffel..
Så brøler hendes bedstefar: “Hanne vil sige noget, så ti lige stille.”

Hanne skubber en grå hårtjavs væk fra brilleglasset, synker noget og begynder;
“Katrine, du er så dejlig som du sidder der i din yndige lyseblå kjole, der klæder dig så godt. Konfirmeres vil du jo ikke og det er helt fint. Så får du en “næsten-voksen” – fest, for det er du snart. I hvert fald teenager”.

Hannes praktiske sko strammer om hendes krummede tæer.
Det gør helt ondt i Katrines tæer. Hun puffer til Signes fødder under bordet. “Faar, Katrine sparker,” hviner Signe.

“Så er det nok,” siger Hannes søn til sine to døtre. Så surt, at  Katrine næsten glemmer den sang han både havde digtet selv og sang for hende. Han ramte ellers alle tonerne og det lød som om han var rigtig sanger,

Hanne snakker videre til sit barnebarn. Sit ældste barnebarn..

“Ja, Katrine, nu er du jo blevet stor, så jeg spekulerer på, om du vil have noget andet end mælk i dit saftevand,”

Katrine ser ned i bordet.. Piller ved kniven. Hendes bedstemor stirrer på sit papirark, så det blafrer. Så tager hun brillerne af,,pudser dem i sin nystrøgne skjortebluse og siger hurtigt: “Jeg er så glad for, at jeg har kendt dig i fjorten år. Alle, de gange, du sov hos mig og Bedstefar. Og vækkede mig, før solen stod op. Tit ved hanegal.”

Tårerne sprøjter ud af Hannes øjne nu. Papiret lander på bordet, mens Hanne sætter kurs mod toilettet. Hannes søn, der er Katrines onkel samler papiret op Han overlader Katrines lille, tykke nevø (han hedder forresten Hubert) til Katrines tante Ida, før han læser de næste ord på papiret: Han siger dem højt og lidt mekanisk:

“.Din dåb var nær gået i vasken. Og jeg glemmer aldrig min mors ansigt, da jeg sagde, at der nok ikke blev nogen dåb. Mors ansigt var næsten hvidere, end da hun lå på sit dødsleje. Så angst. Hun krympede. Troede det værste. Død var du ikke, Katrine, men de ville tage dig. Tvangsfjerne dig. Og de ville ikke lade os døbe dig.
Men vi arrangerede det. Vi talte med præsten, der havde begravet din oldefar. Lille Kathrine, de ville tage dig. Men vi kæmpede. Din oldemor lånte din far penge til en advokat. En dyr og dygtig en. Og vi fik dig hjem til dine forældre. Hjem til os alle.”

Katrine rækker ud efter en skål med rødbeder. En høj glasskål fra engang i tresserbe. Den er lige ved at vælte. Ham, der er far til Katrine rækker ud efter skålen. Men nogle af rødbederne angriber ham. Farver hans hvide T-shirt.

Wauv,” siger Signe.
“Du kunne da bare have sagt, du syntes far skulle tage den røde T-shirt på,” siger Bedstefar.
“Der er flere rødbeder i køkkenet,” siger bedstemor henne fra døren. Man kan godt se, hun har haft vand i ansigtet.
Tante Ida skraber rødbederne op på et tomt fad og tørrer op med – et viskestykke, en eller anden har fundet i køkkenet. Tante Tulle glor på hende. Katrines mor, som ikke bor sammen med Katrines far og ikke er mor til Signe dupper fars T-shirt og fars kæreste skuler surt til hende.

Så rejser Katrine sig.

: “I er skrupskøre!” råber hun, “men det er godt, for så passer jeg til jer.”
Og så ler hun. En lys, klingende latter.

Version 1

Tungen er tør som sandpapir. I maven boltrer en tiger sig.
Det er første gang, jeg har skrevet en tale til en glædelig familiebegivenhed,. Plejer at krølle tæer, når andre taler.
Men du er så dejlig som du sidder der i din yndige lyseblå kjole, der klæder dig så godt. Konfirmeres vil du jo ikke og det er helt fint. Så får du en “næsten-voksen” – fest, for det er du snart. I hvert fald teenager.
Hold da op, hvor den ske larmer mod det glas. Så skingrer din bedstefar: “Hanne vil sige noget!” Der bliver så stille at jeg kan høre dig krølle tæer i dine upraktiske sko.

***

Hvad pokker? Vil Bedste holde en tale? Nå ja, det er måske bedre end alle de der pinlige sange. Og Bedste synger altså rædselsfuldt. Bare hun ikke kalder mig sin lille prinsesse, sådan som far gjorde i sin sang. Han sang nu smukt sammen med bedstefar, men det var altså pinligt. Og nu står Bedste der. Hun ser ældgammel ud, og det gør det næsten værre at hun har været ved frisør. Hun ligner ikke sig selv. Jeg ser hen på onkel Søren. Han smiler til Bedste. Onkel Konrad piller ved sin gaffel.
“Ja, Katrine, nu er du jo blevet stor, så jeg spekulerer på, om du vil have noget andet end mælk i dit saftevand,” begynder hun, den gamle.”
Uf, at hun virkelig husker den gang jeg hældte saft i mælken og lod som om det var med vilje.

***
Katrine ser ned i bordet.. Piller ved kniven.
Jeg stirrer på papiret med de alt for mange ord. “Jeg er så glad for, at jeg har kendt dig i fjorten år. Alle, de gange, du sov hos mig og Bedstefar. Og vækkede mig, før solen stod op. Tit ved hanegal.”

Din dåb var nær gået i vasken. Og jeg glemmer aldrig min mors ansigt, da jeg sagde, at der nok ikke blev nogen dåb. Mors ansigt var næsten hvidere, end da hun lå på sit dødsleje. Så angst. Hun krympede. Troede det værste. Død var du ikke, Katrine, men de ville tage dig. Tvangsfjerne dig. Og de ville ikke lade os døbe dig.
Men vi arrangerede det. Vi talte med præsten, der havde begravet din oldefar. Lille Kathrine, De ville tage dig. Men tigeren slap fri. Din bedstefar kæmpede. Din oldemor lånte din far penge til en advokat. En dyr og dygtig en. Og vi fik dig hjem til dine forældre. Hjem til os alle.

Jeg siger det ikke. Jeg læser de ord, jeg synes er de bedste. Taler om, at du er så kreativ. Så opfindsom. Sommetider strid. Og med din egen smag for tøj og musik.

***

Nu tager jeg altså en rødbede. Jeg elsker rødbeder. Og de ser jo alle sammen på Bedste. Hvorfor står det glas så yderligt? Hvad laver far? Han prøver at gribe rødbedeglasset. Men nogle af rødbederne angriber ham. Farver hans hvide T-shirt.
Wauv,” siger Signe.
“Du kunne da bare have sagt, du syntes far skulle tage den røde T-shirt på,” siger Bedstefar.
“Der er flere rødbeder i køkkenet,” siger Bedste.
Tante Ida skraber rødbederne op på et tomt fad og tørrer op med – et viskestykke, en eller anden har fundet i køkkenet. Tante Tulle glor på hende. Mor dupper fars T-shirt og fars kæreste skuler surt til hende.

***

Bare Katrine ikke synes hendes familie er helt håbløs.

Nu rejser hun sig: “I er skrupskøre!” råber hun, “men det er godt, for så passer jeg til jer.”
Og så ler hun. En lys, klingende latter.

Reklamer