Glæde og frihed

Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græsset gror højt og vildt. Der er ingen spor af hegnet. Måske ligger det i græsset? Eller måske er det blevet brugt som brænde. Hytten er der stadig. Dagmar står under et egetræs skyggefulde krone. Puster lidt. Hjertet har travlt. Det gør ondt i siden. Hun har gået i skoven længe. For vild et par gange. Mobiltelefonen har hun ikke taget med. Alt er enten lysegrønt eller brunt. Fuglene kvidrer mellem de grønne blade. Mon de savner hende til porcelænsmaling? Altså ikke fuglene, men dem, der også kommer på ældrecentret, til aktiviteter. Sådan som solen står på himlen, må klokken være over tre og holdet starter klokken to. De andre er søde, men de snakker kun om dårligdomme og børnene, der aldrig kommer. Dagmars børn kommer heller aldrig. Næsten aldrig. De  var der til begravelsen; man kommer jo til sin fars begravelse, ikke? Men ellers har de så travlt. Billedresultat for Billeder af kvinder, clipartsNå ja, selv var hun heller ikke god til at finde hjem. Der er jo langt gennem skoven. Og en dag var mor ikke mere. Peter overtog hytten. Og så var det ham, hun besøgte alt for sjældent.

Dagmar tager det første skridt mod hytten. Græsstråene svirper mod hendes cowboybukser. Godt hun tog dem på. Tornede grene rækker ud mod hende. Stikker hende, da hun vil lempe dem til side. Hun skal fri af dem. Så hun trækker hænderne helt ind i jakken. Ærmerne kan bruges som havehandsker. Hun slipper fri, men pegefingeren bløder. Hun stikker den i munden og mærker smagen af blod og grønt. Tilsat en svag smag af lilla. Sort-lilla brombær i oktober.

Peter havde plukket bjerge af dem. De skulle sælges på torvet i byen. Dagmar og Lise skulle også plukke. Men de legede bare. I efterårssolen var de vilde troldeprinsesser, der red på enhjørninge. Og fik superkræfter af at spise brombær som de snuppede fra Peters kurve. Peter var glad for sine små tvillingesøstre og skældte dem ikke ud..

Mor blev rasende og Peter fik prygl.

Sødskærmene dufter lakridsagtigt og fylder så meget, at de ikke er til at gå udenom. Hun træder dem ned. Nogle af dem rejser sig igen. De stærkeste. Dagmar tøver foran døren. Hvad nu, hvis den er låst. Dørhåndtaget går nedad, men døren går ikke op.

En gang kom Peter med en meget død ræveunge. Han ville skære i den. Undersøge den. Mor sagde, at han kunne blive ude i regnen med den. Så sparkede Peter døren ind.

Nu træder Dagmar lidt tilbage. Stormer så frem. Og sparker til døren. Det gør ondt i foden. Døren brager mod gulvet, så støvet hvirvler op og omkring. En hosten farer gennem alle Dagmars sanser. Hendes fødder klistrer til gulvet. Hendes øjne ser en blåhåret trold, der hoster og svinger med sin lange hale. Ser det, men vil ikke. Ser i stedet bøger. Stabler af gamle bøger, Udstoppede dyr. Krukker med fostre i sprit. Knastørre urter og blomster, der smuldrer. En sofa, hvor en fjeder stikker op. Et mølædt tæppe, der måske var blomstret engang.

”Faster Dagmar?!” grynter trolden. Ansigtet under det blå hår ligner Peters søn. Men –

”Du er død, Jakob!” udbryder Dagmar.

For ti år siden, da Peter var død, forsvandt hans eneste søn. Man fandt hans tøj ned ved havnen. Noget sær, havde Jakob vel altid været, og de fleste troede, han havde druknet sig for ikke at komme i et beskyttet bofællesskab for sindslidende. Han havde boet hjemme ved forældrene det meste af sit liv. Til Dagmar havde han engang sagt, at han bare ikke kunne lide samfundet. Der var for meget slid og sladder – for lidt glæde og frihed. Hun går helt hen til nevøen. Lægger en hånd på hans overarm. Mærker en lugt af sved og øl. Nej, Jakob er ikke død.

”Jeg skræmmer nysgerrige unger væk sådan her,” forklarer Jakob og tilføjer: ”Altså hvis de skulle komme. For det meste er jeg i min jordhule. Lige i nærheden. Men jeg skulle hente nogle bøger.” ” Du har vel ikke noget mad?” får en rumlen i maven Dagmar til at spørge. ”Jo, jeg tog noget brød med. Og fasan. Og øl. Vil du smage?” Dagmar takker ja. Han er næppe kommet helt ærligt til de gode sager, men det gør godt. Og da Jakob forfjamsket har bredt det måske engang blomstrede tæppe ud over sofaen, sidder de ganske godt.

”Du ser pæn ud,” siger Jakob pludselig. Og prøver at kvæle en påtrængende ølbøvs.

”Jeg køber det her sted,” siger Dagmar, ” Så kan du besøge mig. Og måske må jeg besøge dig?” Det gløder i Jakobs grønne øjne. Et smil bryder frem.

Reklamer

Kors i hytten

Version 3 

Historier skal ikke forklares, for så kan de ikke stå alene.

Jeg knytter alligevel et par bemærninger til nedenstående tekst, da det er en øvelsestekst, hvor jeg har spundet mig ind i for mange tråde. Forklaringen ligger efter teksten og kan selvfølgelig bare springes over, hvis man selv vil prøve på at få mening i min histories “galskab” ,-)

Det er af guld. Og ikke særlig stort. Det hænger i en tynd kæde, der ikke er af guld, men bare forgyldt. Der hvor korsets dele krydses, er der et rundt stykke krystal. Fra krystalengen i Paradisets have.Sagde mormor, da hun gav Cessie korset.

Det er længe siden.Nu er Cessie mor. Og gæst.

Der er varmt i den lille stue for kævlerne knitrer i ildstedet. Røget stiger op mod skorstenen og frostsolen kigger ind af et vindue. Der er blå kornblomster på den største af lerkrukkerne på den mellemste hylde. De tørrede kornblomster har ikke meget farve. Det har roserne og urterne heller ikke. De hænger bare med hovederne nedad og skygger for de små krukker på den øverste hylde. Mellem skålene med hakkede urter, rødder og mumificerede mus, griner barnekraniet til Cessie, som sidder i alkoven. Kraniet er meget ældre end Cessies lillebitte pige. Hun skulle først være kommet  midt på foråret  men sneen ligger i alenhøje driver udenfor og Lillepigen sover i en foret bærkurv. Nu trækker hun vejret roligt og hendes lille ansigt har en fin farve. Det hjalp at hun fik en smule mælk i sig. Modermælk. Endelig er den løbet til

.Så, nu kommer Freddy  Han puster lidt, stiller træskoene og står straks efter i stuen med en stor kurv kævler. Der er snefnug i hans sorte hår og et smeltet fnug løber ned ad hans næse.

Cessie knuger korset.

Freddy lister sig nærmere. Uroen funkler i de blå øjne.  Han ser ned i kurven. Ser igen på Cessie. Og smiler.. Så får han vist øje på korset. Får en rynke i panden. Tjatter til en krølle, der er fugtig af smeltet sne. Og piller ved bumsen på hagen. Synker noget og væder sin underlæbe med tungen. ” Hun skal nok blive stor og sund,”  forsikrer han. Og stemmen er rolig og blid,Han bekymrer sig om Lillepigen. Og om hende. Han opfører sig som en engel.

Og så kommer hun til at spørge:

“Vil du bede for Lillepigen?” ”

Det har jeg gjort.”

Hvornår?”

Hun syntes, hun hørte ham mumle underlige ord, da han hjalp sin mor med Lillepigens fødsel. Men var det en bøn?

Til HVEM?”

Til en som vil hjælpe dig med at passe på hende.”

Cessies hjerte ter sig som et dyr, der vil ud af sit bur.Korset sveder i Cessies hånd, mens hun støder ordene ud:

Det er Satan, du har bedt til. Ikke`?”

Freddy ryster på hovedet, blinker med øjnene og siger:. ”Nej, han er død for længe siden. Ligesom Gud.”

Er knægten da helt forrykt?

Cessie mærker vand i sine øjne. Gnider dråberne væk. Snøfter. Lillepigen klynker spagt.

“Hvis det gør dig glad, kan vi lege, at Gud findes,” siger Freddy. Hvad bilder han sig ind? Vil han måske også bare lege, at han holder om korset?

“Du tør ikke tage et kors mellem dine hænder. Slet ikke et med en krystal fra Paradisets kornblomsteng.”

Der er sgu da ikke krystaller på engen i Paradis, Cessie. Det er i lyselvernes rige, der er krystaller.”

“Du tør ikke.”

“Jeg vil ikke. Helst ikke. Ham jeg … Det er ikke Satan, men de er i familie. Jeg …”

Lyselvere?  Sådan nogle findes ikke. Tror Freddy selv på det?? Er han en dæmon= Hun vil vide det.

Her! Hold om mit kors, Freddy. Og bed for Lillepigen.”

Nej. ”

Vil du ikke nok?”

“Lyselverne kan ikke lide mig. Og lyselverne tror feerne er guder. Din såkaldte gud, var en fe,” Han ser på hende. Bedende. Som om, det er en vældig god forklaring, han lige er kommer med. Eller som om de er i gang med en leg.

“Godt så,” siger Cessie, “Hvis Gud er en fe, har Han sikkert familie, der stadig lever. Ligesom Satan. Og så vil den nye fe-gud da nok geren passe på Lillepigen. Tror du ikke?”

Freddy rejser sig. Hurtigt. Knytter næverne. Træder et par skridt tilbage og glor på væggen. Nej! Han er vred. Han vil slå hende. Det må han ikke. Hun føler væggen mod sin ryg. Vil bare forsvinde ind i væggen. Men må sige noget. Undskylde. Gemme korset væk. Eller bruge det mod ham? Han ER jo ikke en engel. Han er heksens søn. En dæmon?

Cessie rejser sig, hopper hen foran Freddy og svinger korset foran hans næse. Han snupper det. Folder hænderne om det:

Kære Gud. Hvis du alligevel stadig findes, så lad Lillepigen leve længe, for hun er så sød. Og lad være med at være sur over, at jeg også har bedt en anden om at passe lidt på hende. Sådan set er det jo hendes mor, der skal passe på hende. Og hun har jo ikke bedt ham den anden om noget vel, så hvis du er sur over det, så lad det gå ud over mig. Amen.”

Han rækker hende korset. Er bleg. Læberne er presset tæt sammen. Og øjnene er blanke,Han stirrer på sine hænder. De vibrerer.

Lad mig se dine hænder,” beder Cessie.

Der er et lille rundt brandmærke midt på begge hans håndflader. Samme størrelse som korsets krystal.

Efterskrift:

Historien udspiller sig i en anden verden. Her er Cessies mand blevet bortført af nogle lovløse. Den højgravide Cessie, er derfor flygtet ud til en spåkone, som hun kender overfladisk. Her føder hun en lille pige. Cessie er kristen, men spåkvinden har en anden religion. Hendes søn FREDDY ved imidlertid at i denne verden er der mange væsner – og de er (grundet stridigheder) opdelt i lys- og -mørkevæsner. Freddy er udvalgt af Mørkesidens leder.

Den, der straffer ham gennem krystallen er således lyssidens leder; dvs. sådan set er det en egenskab ved krystallen, at den udvikler friktionsild, når den berører hud fra et såkaldt mørkevæsen. Havde jeg tænkt 😉

:

Version 1

Det er af guld. Og ikke særlig stort. Det hænger i en tynd kæde, der ikke er af guld, men bare forgyldt. Der hvor korsets dele krydses, er der et rundt stykke krystal. Blåt som en kornblomst i sommersol. Det er længe siden, det var sommer, men der er varmt i den lille stue og der er blå kornblomster på den største af lerkrukkerne på den mellemste hylde. De tørrede kornblomster har ikke meget farve. Det har roserne og urterne heller ikke. De hænger bare med hovederne nedad og skygger for de små krukker på den øverste hylde. Mellem skålene med hakkede urter, rødder og mumificerede mus, griner barnekraniet til Cessie, som sidder i alkoven. I bærkurven ligger Cessies lillebitte pige. Hun skulle ikke være kommet før foråret fik magt, men nu må de knitrende kævler på ildstedet hjælpe med at holde hende varm. Cessie plejer at gemme korset under sin kjole, men nu dingler det i kæden som hun holder mellem to fingre. De er alene i stuen, hun og barnet. Ægteparret, hun bor hos, er gået over til naboen. Den eneste nabo, de har. Parrets to yngste børn er gået med.Freddy. den ældste af deres hjemmeboende børn, kommer ind nu. Han puster lidt, stiller træskoene og står straks efter i stuen med en stor kurv kævler. Cessie knuger korset. Så åbner hun munden og ord flakser mod Freddy: ”Vil- du- be-` en- bøn – for Lillepigen?”Det har jeg gjort.”Hvornår?” Hun ved godt, at han bad for barnet, da han hjalp sin mor med fødslen. Men ordene var underlige. Jeg mener til HVEM?”Til en som vil hjælpe dig med at passe på hende.”Det er kun Gud, der råder over om, hun skal leve – og om hun kommer i Paradis, hvis hun dør.” Korset sveder i Cessies hånd, mens Freddy kommer nærmere og siger:Gud findes ikke.”Du håber han ikke findes Det er Satan, du har bedt til. Ikke`?” Freddy ryster på hovedet.Satan findes måske heller ikke?” vrænger Cessie. Freddy svarer stille: ”Nej, han er død for længe siden. Ligesom Gud.”Det passer ikke – og hvis Julie dør uden at være døbt – eller der i det mindste er bedt for hende skal hun leve for evigt i et tomt Limbo.” Cessie hulker. Lillepigen klynker spagt.Måske er ham Gud her alligevel et sted,” siger Freddy og har sat sig på knæ foran alkoven.Selvfølgelig er Han det!”Men, Cessie, Han vil nok ikke høre på mig, når jeg ikke tror på ham, vel? Du vil ikke bede for Lillepigen, fordi du ved, Gud er til, men du har solgt din sjæl til Satan – og derfor tør du ikke tage et kors i din hånd. Slet ikke et kors med en krystal fra Paradisets kornblomsteng.”Der er sgu da ikke en blomstereng i Paradis, Cessie. Det er i lyselvernes rige, der er sådan en.”Du ævler,, fordi du ikke tør holde mit kors.”Et symbol fra en fantasihistorie kan ikke skade mig.”Her! Hold om mit kors, Freddy. Og bed for Lillepigen.”Nej. ”Vil du ikke nok? Jeg er så bange.” Cessie svinger korset foran Freddys næse. Han snupper det. Folder hænderne om det:Kære Gud. Hvis du alligevel stadig findes, så lad Lillepigen leve længe, for hun er så sød. Og lad være med at være sur over, at jeg også har bedt en anden om at passe lidt på hende. Sådan set er det jo hendes mor, der skal passe på hende. Og hun har jo ikke bedt ham den anden om noget vel, så hvis du er sur over det, så lad det gå ud over mig. Amen.” Han rækker hende korset. Så rejser han sig. Hastigt. Går mod ildstedet. Resten af familien kommer. Mens de tager overtøjet af, råber Freddy pludselig: ”Av for katten!”Hvad ha

Det er af guld. Og ikke særlig stort. Det hænger i en tynd kæde, der ikke er af guld, men bare forgyldt. Der hvor korsets dele krydses, er der et rundt stykke krystal. Blåt som en kornblomst i sommersol.

Det er længe siden, det var sommer, men der er varmt i den lille stue for kævlerne knitrer i ildstedet. Røget stiger op mod skorstenen og frostsolen kigger ind af et vindue. Der er blå kornblomster på den største af lerkrukkerne på den mellemste hylde. De tørrede kornblomster har ikke meget farve. Det har roserne og urterne heller ikke. De hænger bare med hovederne nedad og skygger for de små krukker på den øverste hylde. Mellem skålene med hakkede urter, rødder og mumificerede mus, griner barnekraniet til Cessie, som sidder i alkoven.

Kraniet er meget ældre end Cessies lillebitte pige. Hun skulle først være kommet  midt på foråret  men sneen ligger i alenhøje driver udenfor og Lillepigen sover i en foret bærkurv. Nu trækker hun vejret roligt og hendes lille ansigt har en fin farve. Det hjalp at hun fik en smule mælk i sig. Modermælk. Endelig er den løbet til.

Cessie plejer at gemme korset under sin kjole, men nu dingler det i kæden som hun holder mellem to fingre. Hun vil så gerne bede en bøn for Lillepigen, men Gud vil næppe lytte, for hun er jo uren efter fødslen,

Bare hun dog var hjemme hos Martin i smedehuset. Gid han ikke havde lånt de penge af “Djævlene” Eller gid han i det mindste havde lovet at smede våben til dem, da de sagde, han kunne betale sin gæld på den måde. Men nej, det stædige æsel af en mand, skulle absolut nægte det. Og så tog de ham med. Mon han lever endnu eller er Lillepigen faderløs?

.Så, nu kommer Freddy  Han puster lidt, stiller træskoene og står straks efter i stuen med en stor kurv kævler. Der er snefnug i hans sorte hår og et smeltet fnug løber ned ad hans næse.

Cessie knuger korset. Ingen i landsbyen ville lukke hende ind, da hun var flygtet fra smedehuset, den nat “Djævlene” kom. Ikke en. Men spåkonen i skoven, åbnede sin dør. Og hendes endnu ukonfirmerede søn, Freddy, hjalp til ved fødslen.

Man hvisker om, at spåkonens blåøjede søn er en dæmon. Det er jo ikke normalt at en taterunge har blå øjne. Ingen siger det højt, for herremanden har også blå øjne, og de lyner, når den snak når hans ører.

Freddy lister sig nærmere. Uroen funkler i de blå øjne.  Han ser ned i kurven. Ser igen på Cessie. Og smiler.. Så får han vist øje på korset. Får en rynke i panden. Tjatter til en krølle, der er fugtig af smeltet sne. Og piller ved bumsen på hagen. Synker noget og væder sin underlæbe med tungen.

” Hun skal nok blive stor og sund,”  forsikrer han. Og stemmen er rolig og blid,Han bekymrer sig om Lillepigen. Og om hende. Han kan ikke være en dæmon. Snarere en engel. Og så farer ordene ud af hendes mund:

“Vil du bede for Lillepigen?”

”Det har jeg gjort.”

”Hvornår?”

Hun ved godt, at han bad for barnet, da han hjalp sin mor med fødslen.Men ordene var underlige.

”Jeg mener til HVEM?”

”Til en som vil hjælpe dig med at passe på hende.”

Cessies hjerte ter sig som et dyr, der vil ud af sit bur.Det er kun Gud, der råder over om,  hun kommer i Paradis, hvis hun dør. men Satan kan måske godt give hende et langt, godt liv?

Korset sveder i Cessies hånd, mens hun støder ordene ud:

Det er Satan, du har bedt til. Ikke`?”

Freddy ryster på hovedet, blinker med øjnene og siger:.

”Nej, han er død for længe siden. Ligesom Gud.”

Er knægten da helt forrykt?

Cessie hulker.

Lillepigen klynker spagt.

“Hvis det gør dig glad, kan vi lege, at Gud findes,” siger Freddy.

Hvad bilder han sig ind? Vil han måske også bare lege, at han holder om korset?

“Du tør ikke tage et kors mellem dine hænder. Slet ikke et med en krystal fra Paradisets kornblomsteng.”

”Der er sgu da ikke krystaller på engen i Paradis, Cessie. Det er i lyselvernes rige, der er krystaller.”

“Du tør ikke.”

“Jeg vil ikke. Helst ikke. Ham jeg … Det er ikke Satan, men de er i familie. Jeg …”

Lyselvere?  Alle ved da, at der en krystalblomstereng i Paradis. Præsten har selv sagt det. I kirken. Og så passer det. Narh, sommetider er det svært at tro på præsten, men moster har også sagt det. Da hun gav hende korset.

”Her! Hold om mit kors, Freddy. Og bed for Lillepigen.”

”Nej. ”

”Vil du ikke nok?”

“Lyselverne kan ikke lide mig. Og lyselverne tror feerne er guder. Din såkaldte gud, var en fe,”

Han ser på hende. Bedende. Som om, det er en vældig god forklaring, han lige er kommer med. Eller som om de er i gang med en leg.

“Godt så,” siger Cessie, “Hvis Gud er en fe, har Han sikkert familie, der stadig lever. Ligesom Satan. Og så vil den nye fe-gud da nok geren passe på Lillepigen. Tror du ikke?”

Freddy rejser sig. Hurtigt. Knytter næverne. Træder et par skridt tilbage og glor på væggen.

Nej! Han er vred. Han vil slå hende. Det må han ikke. Hun føler væggen mod sin ryg. Vil bare forsvinde ind i væggen. Men må sige noget. Undskylde. Gemme korset væk. Eller bruge det mod ham? Han ER jo en dæmon. En djævel?

Cessie rejser sig, hopper hen foran Freddy og svinger korset foran hans næse.

Han snupper det. Folder hænderne om det:

”Kære Gud. Hvis du alligevel stadig findes, så lad Lillepigen leve længe, for hun er så sød. Og lad være med at være sur over, at jeg også har bedt en anden om at passe lidt på hende. Sådan set er det jo hendes mor, der skal passe på hende. Og hun har jo ikke bedt ham den anden om noget vel, så hvis du er sur over det, så lad det gå ud over mig. Amen.”

Han rækker hende korset. Og går hurtigt hen mod ildstedet, Griber en kævle og kyler den ind i ilden, så det syder. Så skriger han:

”Av for katten!”

”Hvad nu?” udbryder Cessie.

”Jeg brændte mig på en kævle,” påstår Freddy.

”Lad mig se dine hænder,” beder Cessie. Honningsødt.

Der er et lille rundt brandmærke midt på begge hans håndflader.

Samme størrelse som korsets krystal.

r du nu lavet?” vrisser hans mor.Jeg brændte mig bare lidt på en kævle,” påstår Freddy.Lad mig se dine hænder,” beder Cessie. Honningsødt. Der er et lille rundt brandmærke midt på begge hans håndflader. Samme størrelse som korsets krystal.