Mininovelle; En skarp fortæller

”Den ser farlig ud,” siger den lille dreng og peger på mig.

Hvis jeg kunne ville jeg puste mig op, blinke til ham og fortælle, at det kan jeg være. Farlig. Men ikke alene.

”Den er heldigvis gammel og sløv,” siger en kvinde. Sikkert drengens mor. Hun ser i grunden også farlig ud. Håret har en sær rød farve og hun går med bukser, Blå bukser. Det er der mange, der bruger nu om stunder. Og det skal jeg lige vænne mig til.

Men der er nu rart her. I huset af klart glas. Jeg er ikke alene, men de andre siger ikke så meget. Mærkeligt for bøger er da fulde af ord. Og drikkekrus har vel også meget at fortælle. Men de er vist trætte. De har været her længe, har de fortalt.

Selv levede jeg i lang tid under jorden. Så længe at mørket blev min ven og jeg lærte generationer af muldvarpe og orme at kende. Godt jeg var pakket ind. Ellers var den skrøbeligste del af mig velsagtens gået til og havde forvandlet sig til muld.

Nu er den del så nogenlunde intakt og hvisker til mig om dengang den var en del af et prægtigt egetræ. Svagt fornemmer jeg, hvordan det var at svaje i vinden og lufte sine blade. Og ofte blander min andel del sig, så jeg fornemmer, hvordan det var at være et med jorden. Den del tror jeg gavnede mig i den lange tid under mulde, for malmpartikler holder af jord.

Når min anden halvdel vil snakke om opholdet i den hede ovn, hvor kulstof hærdede mig, sitrer jeg. Det var ikke rart. Men det er gennem kvaler man modnes. Er der nogen, der siger.

Den lille dreng står der endnu. Med pegefingeren i munden. Han har kulsort hår. Og sorte øjne. Måske er den rødhårede kvinde ikke hans mor. Hun er gået videre.

De sorte barneøjne stirrer gennem glasset, Klæber sig til mig. Som om de kender mig.

Men det er naturligvis umuligt.

Drengen ligner Samuel. Min Samuel. Men han er død for hundreder af år siden. Død. Borte. Formuldet.

Han var ikke min første ejer. Den første var en mand med hårde hænder. Jeg prøvede meget sammen med ham. Sprættede heste op. Skar reb over. Grene faldt for min styrke. Svin hvinede og hang med hovedet nedad, når jeg havde været i gang. De mennesker jeg snittede i struben blev dog ikke hængt sådan. Dem gravede manden ned. Det undrede mig, for når han havde brugt sin økse til at hugge et menneskehoved af, endte det i en kurv, mens folk jublede.

Manden kunne godt lide mig. Når det ikke gik an at aflive nogen, snittede jeg bare i hud. Sommetider overfladisk. Andre gange dybt. Det var at straffe, sagde han. Det føltes blødt at skære i hud, men det røde stads, der kom, var klistret. Han tørrede det dog væk med en klud og kærlige bevægelser.

Så en dag var Samuel der. Han havde vist været der, når jeg skar halsen over på fisk eller svin, men ikke, når jeg snittede i mennesker. Den dag skulle jeg snitte lidt i en stor dreng, der havde stjålet et eller andet fra manden.

”Skær lidt i hans arm. Du kan lige så godt lære det,” sagde manden med de hårde hænder til Samuel.

”Nej jeg vil ej,” sagde den lille dreng og hans sorte øjne var fulde af væmmelse og afsky.

Jeg havde ellers gjort mig klar. Nu blev jeg rakt frem mod Samuel. Et øjeblik dirrede hans læber. Så blev de til en stille, lidt oval streg.

”Så får du en endefuld,” truede manden.

De sorte øjne klæbede til mit blad. Min od. Stak mig, så det brændte.

Drengens mund var stadig en streg. Tavs.

”Vil du gerne have en endefuld, sønnikke?”

Drengen nikkede. Hans blik slap mig og blev rettet mod manden. Det var hans far.

”Godt så! Men se nu, hvordan det var gået, hvis du var ældre.”

Jeg følte hud mod min od. Rørte kun lige den brune hud på en overarm. Fornemmede angsten. Hadet. Afmagten.”

”Bland dog Samuel udenom, far,” sagde den store dreng. Og skreg skingert, for nu var jeg gennem hans yderste hudlag.

”Bed om kniven,” sagde Samuel.

Drengens lille stemme var hård, men tyk af afsky. Det faldt min ejer vel ikke for?

Jo, han gjorde.

En lille hånd lukkede sig prøvende om min egetræsdel. En fugtig hånd. Famlende. For lille.

Han gik et skridt baglæns. To skridt. Tre i alt.

Så løb han frem mod min ejer.

Jeg følte hud mod min od. Og brusk. Sener. Strejfede en knogle. Hørte et hyl. Og følte blodet. Det stads. Et øjeblik dirrede jeg i tåen, omklamret af en sur, ålet sok og noget sprukkent skolæder. Så faldt jeg om i græsset. Samuels lille hånd famlede efter mig, men blev mast af en fod. Der lå jeg så, med min prægtige trædel mod to små fingerspidser og en vred støvle.

Der var stille. Underligt stille. I et kort nu.

Så lød der olme brøl. Og klask.

Jeg kunne ikke rigtig følge med i det, men det endte med at min ejer lå på jorden og jamrede sig. Blodig, selvom jeg slet ikke havde været blandet ind i det.

En hånd tog mig op. Jeg pegede ned mod min ejer.

”Hvis du rør dem igen, skærer jeg halsen over på dig,” sagde en hadefuld kvindestemme.

”Jeg ville jo bare lære lømlen ikke at stjæle,” klynkede min ejer.

Kvindemennesket smed mig ned i et skrin. Af tykt, tjæret bøg. Føj, hvor det stank.

Jeg hørte et klik.

Og det var det sidste, jeg hørte i nogle år.

Da jeg omsider slap fri, var jeg Samuels.

Den store dreng, så jeg ikke mere til. Af snakken forstod jeg, at han var taget ud at sejle.

Det skete stadig jeg skar en hals over. På et dyr. Altid meget hurtigt. Jeg blev holdt ved lige og slebet skarp, så det skete i et hug. Han brød sig ikke meget om det, ham Samuel, men der skulle jo mad på bordet, som han sagde.

Han kunne bedre lide at lade mig skære i træ. Selvom det først føltes forræderisk at snitte i træ, som jeg jo delvis selv er kommet af, vænnede jeg mig til det. Noget af træet gik i spåner, men resten tog form. Først snittede jeg ubehjælpsomme, klodsede væsner og ubrugelige kamme. Men jeg lå så godt i Samuels blide hånd. Vi så dem inde i træet, Samuel og jeg: troldene, dyrene, slevene, havfruerne, kammene. De skulle bare hjælpes frem.

Og de kom. I lune sommeraftener. I solen. På marken. I køkkenkroge. I stuen. Brugbare træting og livagtige figurer.

Jeg kom til at holde af det. At skabe. Forme.

Ja, meget har jeg prøvet.

Jeg har endda lært at flyve. Og hvor mange knive kan det?

En dag var Samuel borte. Der kom nogle mænd og tog ham fra mig. De bandt hans hænde på ryggen. Slog og sparkede ham. Stak mig ned i et læderetui og jeg hørte dem tale om, at nu blev han hængt. For det var åbenbart forbudt at lede et oprør mod magthaverne.

Så en dag var der en mand, der tog mig med ud på en ridetur.

I en stue på en bondegård sad Samuels enke og græd ved rokken, mens hendes gamle mor vimsede rundt med en kost.

Manden holdt mig hårdt, men hans stemme var blid, da han sagde:

”Rosita – denne fine kniv skal da tilhøre Samuels søn.”

Og enken rejste sig, tog om mig og sagde venligt: ”Tak for det, John.”

”Samuel var god nok, men tiden er ikke til så store forandringer. Folk forstår så lidt,” sagde manden, der altså hed John. Han havde lyst, krøllet hår og blå øjne.

Rositas mor så på ham som om han var et eller andet fælt.

Rosita brast i gråd og ham der John lagde armene trøstende om hende. Den gamle kvinde så rasende ud nu. Og måske var jeg kommet i brug, hvis ikke et barn havde blandet sig.

Ind af døren kom Samuels søn. Han hed Niku og af ydre lignede han sin far. Men der var noget uroligt, noget sitrende over ham. Nå ja, hvad forstand har en kniv på det?

Først troede jeg det var fordi hans far lige var død. Men det var mere end det. Som om noget fra faderens sind og noget andet fra farfaderens sloges om magten inde i den dreng.

Men han kunne lide mig.

Han snittede som sin far, men figurerne og de andre sager ville ikke som han ville. Og jeg kunne ikke få dem pæne nok. De fleste endte i ilden, hvor de knitrede et kort øjeblik.

Men så fandt han på at lade mig flyve gennem luften.

Sikke det kildede i maven. Jeg var lidt bange. Og de første gange fløj jeg kun kort. Så landede jeg ublidt. Og slog mig.

Men vi trænede. Mindst lige så ofte som Samuel og jeg havde skabt træting.

Og en dag kunne jeg flyve lige derhen, hvor Niku gerne ville have jeg landede.

Hvilken frihedsfølelse. At suse gennem luften, overhale en forbløffet musvit og lande lige over hovedet på en mand, Niku ikke kunne lide. Skære et hår over og blive svøbt ind i Nikus anerkendende, drillende latter.

Så en dag, da jeg igen fløj gennem luften, gav han mig meget fart på. Jeg fløj ret kort. Og fandt så mig selv, dirrende i en håndflade. Omgivet af blod, lænende op ad en knogle.

Og pakket ind i et tavst skrig.

Nej, skrig kan ikke være tavse. Men skriget var spærret inde af tænder der bed sig ned i underlæben.

Folk kom løbende. Grove hænder fik mig trukket ud af den spinkle hånd.

Blå øjne, fyldt med smerte, stirrede mod mig, som jeg hang der i de grove hænder, dryppende af blod.

Senere, da den sårede hånd var forbundet, sagde Rosita sådan noget underligt noget:

”Du har besudlet din fars kniv ved at hugge den i din broders hånd.”

”Han er kun min halvbror,” fnøs Niku og tilføjede: ”DU har besudlet fars minde ved at hore med sir John.”

Rosita blev ligbleg. Med arrige øjne så hun efter sin søn, der for ud.

Jeg ved ikke, hvorfor det skulle gå ud over mig. Men hun fandt en kasse. Sådan som Samuels mor havde gjort. Den stank af visne roser. Lukkede sig om mig. Som en kiste.

Og min kiste blev det, for hun gravede mig ned.

Og i mange år var jeg under jorden.

Og nu er jeg på museum.

Den lille drenge trykker sin hånd mod glasset. Og smiler.

Reklamer