Konflikthåndtering i sort-hvid westernstil

Folk på gaden så efter rytteren, da han red ind i byen. Han red på en flot, hvid hingst og solen blinkede i hans blanke sporer. Der var en ejendommelig storslåethed over både hest og rytter. Hesten gik i skridtgang. Rytteren sad, som var han født på hesteryg.
Amanda var blandt de, der så efter rytteren. Hun stoppede op og sendte et af sine fortryllende smil mod ham. Da han bemærkede det stoppede han sin hest.
“Pruh, Snelyn,” sagde han og hilste ved at lette på sin bredskyggede hat. Han smilede til Amanda – et svagt, skævt smil. Men Amanda bemærkede udtrykket i hans mørke øjne. De var så vemodige og så dybe som skovsøer. Forvirret slog hun blikket ned og rødmede.
“Kom nu,” sagde Amandas ledsager, en lille, tynd mand med isblå øjne og fipskæg. Han brød sig ikke om den måde, hvorpå hans forlovede så på rytteren.
Den fremmede red videre, men uden for saloonen stoppede han atter op, tøjrede Snelyn og ville til at gå ind.
Men omme i en smøge, bagved saloonen stod der en person og holdt øje med ham; en lille mager kineser, der lød navnet Shing Shuh Klask. Hans små listige øjne plirrede, mens han iagttog den fremmede gennem et hul i plankeværket. Hans klo-lignende hånd strammedes om pistolen og han tog sigte. Om lidt var manden så tæt på, at han kunne rammes. Så ville jobbet være udført og Shing kunne få sine 100 dollars. Sikke et gilde, han så skulle holde.
Allerede da Shing lå i vuggen havde han været en modbydelig skabning, hvis største fornøjelse var at bide sin stakkels gamle moder i hendes hvide bryster. Han var født med tænder og han bed, så blodet løb. Det gav ham smag for blod og siden måtte han altid se blod, for at føle sig veltilpas. Han slog løs på andre børn, men altid kun de, der var mindre end ham selv. Han sørgede altid for at ingen så det. Snu som han var, slap han altid for straf, fordi han opfandt de mest utrolige bortforklaringer.
Danny Steele, som den fremmede var døbt, havde derimod været et rart og venligt barn, som alle holdt af. Han kunne læse og skrive, da han var tre og da han var fem år skød han en ulv. Den ville æde hans treårige lillesøster, som sad i rullestol. Danny var klog, modig og altid parat til at kæmpe for retfærdigheden.
Denne formiddag rankede han sig i sin fulde højde: 1 meter og 98. Den 28-årige mand skubbede hatten om i nakken og lod solen blinke i sine viltre, rødbrune lokker. Så gik han fløjtende op mod saloonen.
En lyd fangede hans følsomme ører. En svag lyd, men intet undgik Dannys opmærksomhed. Når man, som han, levede livet farefuldt blev sanserne skærpet til det yderste.
Han snurrede rundt som et projektil, affyrede sin seksløber på en brøkdel af et sekund og smed sig så fladt ned på jorden.
Bagved plankeværket havde Shing netop kruset læberne i et blodhungrende sejrs-smil. Han glædede sig sådan til at se rødt blod farve Dannys kridthvide skjorte.
Men netop som han havde trykket på aftrækkeren og kuglen med en hvislende lyd fløj gennem hullet på vej mod Steele, falmede Shings smil og blev til en syg skrigen. Det lød, som når man træder på en kloakrotte. Shing tog sig til maven. Han faldt om og rullede 48- en halv meter ned ad den støvede sidegade, for til sidst at lande i en vandpyt, som en rødstribet hankat lige havde tisset i.
Shing slugte det halve af vandpytten, før han med en rallen opgav ånden og lod den fare ned i Helvede, hvor Lucifer havde sat vand over til kaffe.
Danny fortsatte ind på saloonen, hvor han bestilte en dobbelt whisky.
Men rundt om vandpytten stod der 8 kinesere og tænkte hver for sig, at nu var det deres tur til at prøve …

Reklamer

Chokolade under jorden

Det dunker i den opsvulmede fod. Maven rumler. Og mobiltelefonen er død.

”Hvor bliver Rasmus af med den hjælp?” udbryder Bennie. Hun hører selv, at ord og stemmeleje er skingre

”Han er her nok snart,” siger Tobias..

Åbningen over dem er stor nok til, at månen kan skinne lidt på hende og den spinkle unge mand, hun er sammen med. Ja, den åbning er så stor, at hendes kæreste er forsvundet ud gennem den. Hun kan ikke komme derop. Hun har fået en stor sten over foden. Nåede lige at hoppe baglæns. Må have gjort det på et ben. Blev grebet af beskyttende arme inden hun faldt.

At skubbe de sten og det jord væk, som ramlede ned, da de trådte ind i dette hul, er håbløst. De kan ikke klare det med hænderne. Gråden ligger på lur, og Bennie savner sin mor. Føler sig lille og bange, selvom hun er 22 år.

Drypstenshulen var vildt fascinerende, men hun skulle ikke have ladet Rasmus lokke dem væk fra rejseselskabet for at finde den hemmelige hule, som han påstod fandtes. Tobias havde også været imod det, men Rasmus havde sagt:

Tør du ikke, lillebror? ”

Og så havde Tobias sagt: ”Vel gør jeg så.”

Rasmus havde grinet og rusket lidt i Tobiasses røde krøller.

I dagslyset så hun nogle dråber klæbe sig til krogede rødder. I sollyset var de pletvis våde rødder som en afklang af stalaktitterne i drypstenshulen,

I det blege månelys virker Tobias´ krøller grå. Hun kan ikke længere se vanddråberne, men hun kan høre dem. Hun hører også puslende lyde. En skraben. En svirpen. Piv.

Er her mus? Eller orme? Orme kan vel ikke gøre hende noget?

Hvorfor ryster hun så?

”Fryser du?” spørger Tobias.

”Lidt,” mumler hun.

”Vi har da tæppet,” siger han og pakker det om hende. Hvorfor tænkte hun ikke på det? Det føles godt at få tæppet svøbt om sig. Hvis så bare de havde lidt mad. Hendes mund er fuld af spyt. Mad!

Men de har vist spist det hele? Der er nok kun det tilbage, der smagte bittert af kunstige appelsiner.

” Vil du have et stykke chokolade?” spørger hun og famler det frem af lommen. Kan pludselig ikke få hånden frem under tæppet. Den ryster og vil ikke ud til musene og ormene.

En hånd søger ind under tæppet. Famler efter den lovede godbid.

”Du sk-skal ik – ikke være bange,” klaprer Tobias´ tænder.

Han fryser. Har svært ved at finde chokoladen. Tæppet er stort. De kan godt være under det begge to. Så kan de holde varmen til Rasmus kommer med hjælp.

Tobias har stadig svært ved at finde chokoladen. Hans hænder famler i blinde. Rammer helt forkerte steder. Bennie har det meget varmere nu. Hun famler og propper chokolade i hans halvt åbne mund.

”Du skal også have,” siger han og leder efter hendes mund. Er lige ved at putte chokolade i hendes ene øje. Hun fniser. Tobias er sød. Han lugter af jord.

Månen gemmer sig bag en sky. Der er meget mørkt nu, men det er lige meget. Tobias holder om hende. Med gode arme, der greb hende, før hun faldt. Med arme, der kan puffe en mus væk. Med søgende hænder …

Det mærkelige monster

Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe den, for tykke hampereb skærer sig ind i ham. Holder hans hænder presset mod hans ryg. De gamle halmstrå prikker i sårene efter pisken. Han vrider sig lidt. Vende sig kan han ikke. Benene er lænkede til jernringe i gulvet. Han jamrer. Og hører jammer og grynt fra andre. Hører også snorken og brøl, men det flyder sammen til en ligegyldig kakofoni af baggrundsstøj. Bare han dog i det mindste kunne klø den tryne. En rysten farer gennem ham. Han fryser. Og han skal tisse. Han brøler på monstrene.

Ja, nu lyder der skridt. Støvletramp. Monstrene går næsten altid i sømbeslåede støvler. Og de rasler med nøgler. Nøgler til celler og bure, nøgler til friheden. Nøglen til i det mindste ikke at skulle tisse i bukserne, når man næsten er voksen.

Låsen klikker. Rakas bider sig hårdt i underlæben. Smagen af grønt, klæbrigt blod overdøver et øjeblik kløen, angsten og smerterne.

Man skal holde sig fra mennesker. De er farlige. Især i flok..

Hvor tit havde mor ikke sagt det.

Og far tilføjede ofte; ”De er små, går kun en voksen ork til under hagen, vel at mærke de største af disse uvæsner – men de har mange mærkelige våben.”

Som lille havde Rakas skælvet for de mærkelige væsner, de små grusomme monstre, der kaldtes for mennesker. Senere troede han, at historierne om dem var overdrevne.

Det var de ikke.

Rakas var en helt almindelig ork. Han var hvad der omtrent svarer til femten menneskeår og havde lige fået sine fine, skarpe hugtænder. Hans tryne var pænt skæv og hans hår så stridt som marehalm. Han havde levet et helt almindeligt liv indtil der kom en horde mennesker, som bortførte ham og nogle andre. Nu må han slide og slæbe under jorden for at hugge og hakke funklende sten ud af klipperne. Mennesker holder åbenbart meget af den slags sten.

Det flaksende lyssskær blænder Rakas, så han kniber øjnene sammen. Monsteret laver lyde. Det siger sikkert noget på sit mærkelige monstersprog. En nøgle rasler.

Så lander en hånd på Rakasses skulder.

Hvad nu? Han stivner. Og i næste nu er det med at tisse i et hjørne for sent.

Vil monsteret slå?.

”Dig jeg ikke noget gør” lyder en stemme, der dirrer lidt og svinger mellem lys og mørk.

Ordene vender tosset, men det er rigtige ord. Rakas åbner øjnene. I det stadigt flaksende lys, ser han et blegt monsterfjæs med store våde øjne. Det er vistnok noget monstrene får, når de er kede af det, men hvorfor er det her monster ked af noget?

Dets hår er langt og tykt, men krøllet.

Så klikker en nøgle mod en af fodlænkerne. Låsen larmer. Mennesket siger nogle ord i et vredt tonefald. Og finder en anden nøgle. Et klik og lænken åbner sig. Et nyt klik og den anden fodlænke er også åben. Rakas vipper med alle otte tæer. Han spjætter og holder øje med mennesket. Nu har det en kniv i hånden.

”Vend om,” siger mennesket.

Hvad mener det med det?

Mennesket pirker til ham med sin ene støvlefod.

”Tril,” siger det. Blidt.

Møjsommeligt vender Rakas sig. Og mennesket skærer rebene over..

Det snurrer gennem armene, men nu er han fri. Er det nu, han skal prøve på at flygte.

Mennesket ser på ham.

”Ikke nu. Ikke i nat. Senere,” siger det alvorligt. Roligt. Blidt.

Så går det. Ud af døren. Uden at låse.

Rakas rejser sig. Men hans krop er tung. Gør ondt. Benene ryster. Han falder. Det gør ondt. Han sætter sig op. Nej, de går ikke at flygte i nat.

Mennesket er tilbage. Med et tæppe. Og et par bukser. Orkbukser.

Og vand.

Rakas slubrer vandet i sig.

Tøver så lidt. Piller ved snoren, der holder bukserne oppe.

Menneskets smalle, rødlige læber danner en halvbue. Opad. Så vender han sig lidt væk og har ryggen til, mens Rakas skifter.

”Sov med tæppet. Når lys jeg igen lænker dig,” siger mennesket.

”Jeg vil have min frihed,” brøler Rakas.

”Senere,” siger mennesket, ”jeg lover det.”

Rakas klør sig på trynen.

En drengs tanker

Stearinlysene kastede et flakkende, nådigt skær over stuen. Tarnie havde bredt et tæppe ud over hullerne i sofaen og vendt dugen, så stearinpletterne vendte ned mod skjolderne på sofabordet. Nu var her næsten hyggeligt og det passede ham fint at være alene hjemme, mens han søster var på det hun kaldte arbejde, og hans svoger hang på smugkroen.
Han bed i blyanten og så på tallene han havde skrevet på sit måleskema: 1,62. For en månede siden havde han skrevet 1,61, så han voksede da. Langsomt men sikkert. En dag var han nok lige så høj som Billy fra klassen eller måske endda så høj som Keith, hans svoger, der var voksen, men da kun 1,85.
Drengen sukkede og fandt en bog frem. Han slog op på side 43 og stirrede på det foto, han gemte der. Han vidste ikke, hvad bogen handlede om, for den var på amerikansk og med amerikanske bogstaver. Det var temmelig svært at forstå.
Bare de dog var blevet hjemme i Sovjetunionen, hvor man forstod sproget, men Petruska, hans storesøster, havde hørt, at i U.S.A kunne alle tjene penge.Og efter fars død  manglede de penge. Så mødte hun den her amerikanske mand og giftede sig med ham.
Selvom Petruska sommetider havde dollars-sedler med hjem, boede de i et slumkvarter, og nu var der blevet slukket for strømmen. Så alle de sedler var vist ikke meget bevendt, når de kun rakte til øl og whisky, og en gang i mellem til noget tøj til søsteren. Tøj, der ikke engang var særligt varmt.
Tarnie sukkede og fnøs af sig selv. Han var ikke et lille barn. Han var 12 år og vidste godt, hvad Petruska solgte, selvom hun løj og sagde det var noget andet. Eller græd og sagde det var for hans skyld, at hun holdt det slaveliv ud.
Når han blev lidt højere og lidt stærkere ville han slå Keith i brædderne og tage Petruska med hjem til Rusland, for selv om far var død, kunne de vel bo hos familen i Kaukasus – og igen købe brød for næsten ingen penge. For Petruska ville nok alligevel hellere stå i kø i timevis for at få brød, end gå forbi butikker med kød og kager, når Keith igen havde brugt alle pengene.

Knuste toner

Redigeret udgave.

De lyse, jublende toner fra Billys violin strømmer mod Silja. Humlen og roserne langs husene på torvet blander duft og kilder blidt hendes næsebor. Der er mange mennesker omkring dem. De står i en halv rundkreds. De virker venlige. Flere af dem smiler. En lille dreng står med sin sutteklud i den ene hånd og sin anden hånds tommelfinger i munden.

Himlen er blå. Luften er lun. Det er forår. Det ufødte barn puffer til hende. Sender hende en besked fra sin hule i hendes livmoder: ”Jeg kommer snart, mor.”

Silja synger.

For et år siden var hun fortvivlet. Der var en grim, gammel mand, der absolut ville giftes med hende. Han havde en kæmpestor, kroget næse og store, stikkende øjne. Silja ville drukne sig i elven, men så hørte hun tonerne. Forundret blev hun stående. Stirrede på manden, der sad på en stor sten ude i elven. Vinden legede med hans lyse lokker, mens han strøg strengene på sin violin. hun holdt vejret: var det Nøkken? Så lo han, tog sin violin og vadede ind til bredden, ind til hende.

“Jeg er Billy, Hvorfor er du ked af det?” sagde han.

Nu har de været kærester i et år. De bor i en husvogn, og de har to gamle heste, der trækker den.

Og lige nu klinger Siljas sang, mens mønter klinger mod  de mønter, der allerede ligger i kurven. Der bliver havre til hestene og et solidt måltid til dem selv. Tænker Silja.

Så ser hun ham. Den ækle bejler. Det er som om hans krogede næse borer sig ind i hende. Ordene i sangen bliver til et skrig.

”Lad være med at skubbe,” er der en af tilskuerne, som forsøger sig.

”Hov-hov,” prøver en anden.

Flere mænd trænger sig gennem den lyttende skare. Tonerne fra Billys violin bliver et crescendo af raseri. Klamme hænder griber fat i Silja. Hun spytter manden i ansigtet. Fatter han da ikke, at hun altså ikke vil giftes med ham.

Et brag splintrer luften. Et øjeblik dundrer knytnæver som hammerslag mod Siljas mave. Så glider hænderne nedad hende.

Skyen dækker solen. Et barn hulker.

Et legeme falder mod hende. Tungt. Det gør så ondt i hendes mave. Barnet! farer det gennem hende, mens hun tumler til side for den faldende krop, Hans øjne stirrer på hende. Røde. Så rammer hans ansigt brostenene.

Silja ser væk fra den faldne..Ser mod Billy. Han er bleg. Violinen bløder.

Og alt bliver sort. Men det sorte flænges af smerte. Et inferno. Stemmer. Stilhed. Smerte.

***

”Vågn op, Silja” lyder en stemme. Langt borte fra, Hun ser i retning af stemmen. Der står en skikkelse midt i det sorte mørke, der alligevel ikke er helt sort. Skikkelsens ansigt er oplyst af en glorie. Hun ser det grønlige ansigt og to kæmpestore, blå øjne, der stirrer mod hende; blanke af tårer. Skikkelsen bærer noget i sine arme, en lille bylt. En kludedukke? Nej – det er – Nej … Silja skriger. Og vågner. Hun sveder, men føler sig kold. Hun ryster over hele kroppen.

“Det skal nok gå, elskede,” hvisker en stemme. Hun ser ind i blå øjne. Åbner munden til et nyt skrig. Men det er jo Billy.

Jeg drømte,” hvisker hun.

”Gjorde du?”

”Ja – om Satan, tror jeg.”

”Om Satan? Hvad med ham? Hvad gjorde han?”

Hun vil sige, at Satan stod med deres lille ufødte og derfor udøbte barn, men ordene er for onde.  I stedet kommer der brudte lyde frem. Billy lægger en hånd på hendes mave. Der er så stille derinde.

Spil for mig.tænker hun, spil.

Og han læser måske hendes tanker. Han spiller, men det lyder jammerligt.. Knuste toner strømmer mod hende til hun hulker. Stille toner vugger hende til hun græder og bliver ved til hun hvisker;  “Han så ked ud af det – Satan.”

“Hvis vores barns sjæl er hos Satan, passer han på ham, Silja. Det skal nok gå.”

“Men hvor er – den lille krop?”

“Jeg har begravet den,” siger Billy.

Så lægger han violinen fra sig.

Og Silja vil ikke spørge hvad der er sket med hendes forsmåede, ækle bejler. Ikke lige nu. Ikke nu.

Det er Agnetes skyld

Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete troede, hun vidste en masse om mænd, og det troede jeg også, hun gjorde.
Så for at lære mere om det andet køn, gik jeg med Agnete på kro.

Mor og far hørte radio. I stuen. Ikke fra BBC. Det turde de ikke og desuden blev der sendt et spændende hørespil.
“Det er mere underholdende end alle de der hilsener,” sagde far tit.
Når mine forældre lyttede til radioen, var de helt opslugte eller også faldt de i søvn, så de opdagede ikke, at jeg sneg mig ud.
Det var vinter. Agnete ventede uden for mit vindue. Min ene uldsok blev våd, for der var hul på venstre støvle. Frakken havde været mormors, men jeg tænkte, at jeg kunne gemme den af vejen i garderoben. Min bluse var nydelig og min nederdel havde jeg selv syet. I patchwork. Jeg troede det var moderne, for på fotoet af kusine Jenny fra Amerika havde hun sådan en på.j
Så snart vi kom ind på kroen, hørte vi, at “Orlas danseorkester” foldede sig ud. Nå ja, orkester var en noget pralende betegnelse. En rødmosset mand spillede på guitar og sang; prøvede vist at lyde som Viktor Cornelius. En anden spillede klaver, en spillede fløjte og en filede på en violin.
Jeg kunne bedre lide jazz, men det syntes nazisterne ikke var musik.
Og der var tyskere på kroen den aften. De fleste drak øl og raflede. To dansede med hver sin pige.
Jeg håbede, at en dansker ville byde mig op til dans. Så da naboens Jens kom hen mod mig, smilede jeg glad til ham.
“Hvad katten er det for nogle klude du render rundt i, lille Sussie ?” spurgte han.
Jeg var lige ved at græde. Og så på Agnete, for jeg troede, hun ville sætte Jens på plads.
“Ja, hvis jeg vidste, du tog den fjollede karnevalsnederdel på, havde jeg da ikke inviteret dig med,” sagde Agnete.
“Du er også alt for lille til at være her,” sagde en mand, jeg ikke kan huske hvad hed, “gå hellere hjem og leg med dukker. Du har jo et fint kludetæppe til dem.”
“Det tog lang tid at sy den,” pippede jeg og blev vred, både over deres drilleri og min egen spagfærdighed. Jens og Agnete påstod senere, at jeg knyttede hænderne.
” Hun vil slå,” hvinede Agnete.
Men jeg slog ikke. Jeg hev hende i håret.
Jens trak mig væk og gav mig en lussing..

“Halt! Oder ich tæver alles,” rungede en stemme.
Der blev stille. Selv musikken tav.
Og der stod han. Med åben uniformsjakke, en stopning på uldtrøjen og med mørkt, uglet hår.
“Willst du tanzen?” spurgte han.
Jeg forstod tysk godt nok til at forstå, hvad han spurgte om. Han havde en pudsig accent og han så rar ud. Men det gik jo ikke an at danse med en tysk soldat. .
Jeg ville bare hjem.
“Ich muss zu hause,” fik jeg sagt.
Soldaten sendte Jens, Agnete og de andre et dystert blik.
De så alle sammen ned i gulvet. Soldaten smilede og rakte mig en hånd.
Jeg ville ikke tage den, men jeg var så ked af det og snart stod vi udenfor, mens snefnuggene stille dalede ned og lagde sig som krystaller i soldatens uredte sorte krøller.
Vi snakkede og hans tyske var ikke bedre end mit. Han hed Ivan. Han havde været krigsfange og var tvunget til at være soldat. De kunne bruge ham og hans kammerater, fordi de var gode til at ride, fortalte han, mens vi af snoede omveje gik mod mit hjem..

Da vi kunne se længerne var det holdt op med at sne.
“Du bist so gut eine Mann,” sagde jeg til Ivan.
Han så alvorligt på mig.
“Spasiba,” sagde han og bed sig i underlæben, som om han ville trække ordet tilbage.

Senere viste han mig hestene. Og høet på loftet. Der lå man godt. Ivan var kosak og fantastisk god til at ride, men han kunne andet end det.
Da befrielsen kom græd jeg.