Den dag, Julie fik nok

Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspurve synger og en solsort aber efter. Det lyder sjovt. På en lille plet, hvor der ikke er meterhøje træer myldrer det med anemoner. De har ikke foldet sig ud endnu, men det gør de nok i morgen. Foråret er på vej. Freddy-far har nok allerede lagt kartofler i jorden., så nu burde de sidde sammen, spise en is og se ud over søen. Men mor vil ikke have, hun besøger ham. Mor er dum. Bare fordi Freddy ikke er hendes bio-far, men en som mor engang boede sammen med.

Mor har købt en konfirmationskjole til hende. Der er alt for mange blonder på den. Den er hæslig. Freddy-far ville have ladet hende være med til at vælge kjole, og også bestemme om hun i det hele taget vil konfirmeres..

Med et tier fuglene. Det knaser på grusstien. Forpustede råb trænger ind i hendes øregange.

”Jeg ramte ham.”

”Han smutter ind mellem buskene”

”Pas på. Han flyver væk.”

Julie stivner. Mennesker kan da ikke flyve.

En dreng farer forbi hende. Rødhåret og ikke ret stor. Nu er han et stykke væk. Nogle andre drenge kommer løbende. Tre eller fire. Større end den rødhårede.

Julie har listet sig nærmere. Hendes tunge føles som sandpapir. Den lille falder. Og så er de over ham. Den ene vrider hans arme om på ryggen og holder ham fast. Han spræller lidt, men så slår en af de store drenge ham i ansigtet. Et skrig. Så bliver han stille.

”Nå, hvad så?” er der en, der siger. Og han fortsætter: ”Din tud bløder. Det er nu, du skal flyve.”

”Det er fugle, der kan flyve” siger den rødhårede. Hans stemme er tynd og han udtaler alle mofemer i ordene. Som i en gammel film. Og så basker han med armene, mens han tripper så meget, at han næsten hopper.

Julie knytter hænderne. Neglene skærer sig ind i håndfladerne. Pludselig føles det som om, hun har en gryde kogende vand i maven. Foran hende bølger en tåge i røde og orange farver.

Hun springer gennem tågen. Den hvisker til hende. Rabler ord til hende i et lynhurtigt tempo. ”Måske er den lille skør, men de er fire mod en. De er onde. Stop dem.”

Der er noget blødt mod hendes hænder, Et bjerg prøver at stoppe hende, men hun vælter det med spark og slag.Så finder hun sig selv siddende på maven af en stor dreng. Hans øjne er store.  Langsomt bliver forundringen i dem til vrede.

”Fuck, Mattias, du får tæv af en tøs,” er der en, der siger.

”I skal lade ham være!” siger Julie og prøver at gøre sin stemme fast og myndig. Nu hvor tågen er blæst bort, vil hun bare væk.

”Jeg gider sgu da ikke slås med piger,” siger ham, hun sidder på.

Julie rejser sig.

”Så skrub af med jer,” siger hun.

De ser på hinanden. Trækker på skuldrene og griner åndsvagt. Så går de.

”Jeg følger dig hjem,” siger Julie.

Den rødhårede dreng, som hun ikke ved, hvad hedder, tager hendes hånd. Forsigtigt. Han ser ikke på hende. Hun har set ham før. Han går vist i Y-klassen – specialklassen for dem, der er sådan lidt underlige.

”Hvor bor du?” spørger hun, da de har gået lidt. Næsen bløder ikke mere, men han må vaske sit ansigt, når han kommer hjem.

” Henne i det gule hus med mos på tager,” svarer drengen. Han ser ikke på hende.

”Nå,” siger Julie og kan ikke se noget gult hus, men derimod et gult telt, der kommer imod dem. Et telt med blomster på.

”Nå, der er du, Johnny,” lyder det fra teltet, der alligevel ikke er et telt, men en meget fed dame i en gul kjole.

”Pigen er sød, mor,” siger Johnny til damen.

”Ja, men nu skal hun nok hjem,” siger damen og lyder forpustet.

” Der var nogle efter ham,” forklarer Julie, men damen tager bare fat i Johnnys arm og haler af med ham.

Mor og søn forsvinder om et sving på vejen. De store drenge er for længst væk. Hun må virkelig se af at komme hjem.

”Nå, der er du? Hvor har du været? Du ved godt, jeg skal til håndbold, så vi spiser tidligt. Nu kan du selv varme maden.”

Ordene sprutter ud af munden på mor. Hendes hår stritter opad i en hestehale. Hun tror vist, det får hende til at se ung ud, men det ser faktisk bare fjollet ud.

”Hvad mad er det?” spørger Julie.

”Brunkål,” siger mor.

”Det ved du godt, jeg ikke kan fordrage.”

”Det er sundt,” siger mor og glor på sin mobil.

” Må jeg ikke få til en pizza?” forsøger Julie. Hun har kvalme.

Endelig ser mor på hende.

”Tror du pengene hænger på træerne?”

”Næh,” siger Julie, ”jeg har set efter hele eftermiddagen.”

”Sig mig – hvad i alverden har du egentlig lavet?”

”Der var nogle drenge, der var efter en af dem fra specialklassen. Og så bankede jeg en af dem.”

”Pæne piger slås ikke. Se nu, hvordan dine bukser er ødelagte. De kostede en kvart ugeløn. Hvad har jeg dog gjort at jeg skal have sådan en umulig datter? Nu må du gå i skole i et par af bukserne fra Genbiksen.”

”Tak. Må jeg virkelig? Det vil jeg oz hellere.”

”Nå – men så siger vi det. Og spis så dine brunkål. Jeg smutter. Jeg kommer nok sent hjem.”

”Skal du ud med ham brilleaben?” spørger Julie.

”Brilleaben? Å håhå, du mener Lars. Nej, det skal jeg ikke. Han er gået tilbage til Lone, men Evas bror giver en tur i biografen, efter håndbold, og du er jo stor nok til at være alene hjemme, ikke? Du kan jo se en film på Netflix. Ikke også, min lille skat? Hej Hej. Jeg må altså løbe”

Døren smækker i med et brag. Væk er mor.

Der er en klump i Julies mave. Hun åbner mikroovnen. En kvalmende stank af brunkål flår i hendes næsebor. Hastigt smækker hun lågen i igen.

Så går hun ind på sit værelse. Klumpen fra maven er røget op i halsen.

Hun smider sig på sengen. Og hulker. Længe.

Så rejser hun sig. Beslutsomt. Finder et par af de gamle, slidte cowboybukser. Finder en T-shirt og  sin gamle, grønne jakke.

Hun går i bad og skifter tøj. Nynner en sang, der er dukket op i hendes hoved. En dum, gammel sang, men Freddy-far sang den tit, når han puttede hende, da hun var lille:

”Du er min øjesten.

En bitte dejlig en, er du.

Og når vi to følges ad,

så er jeg altid glad….”

Mor gemmer penge under sin hovedpude. Julie så hende engang tage en seddel ud. Det var en dag, hun godt måtte få til en pizza og også til en cola. Kuverten så tyk ud.

Den ER tyk. Der er mange sedler. Tre tusinde kroner.

Julie tøver lidt. Så tager hun fem tohundredekronesedler. Det er nok til at rejse til Silkeborg for, og forbi Silkeborg, ud til Sønder Udby.

Hun klæder sig på. Finder et ark papir og skriver med en knækket blyant fra penalhuset.

Jeg er rejst hjem. Hav det godt, mor. Kærlig hilsen Julie.

P.S jeg har lånt tusinde kroner. Du får dem igen, når jeg finder et eftermiddagsjob.

Hun printer togtider, bustider og rejsebeskrivelse ud og tilføjer, med blyant, nummeret til en taxavognmand i Silkeborg, for lokalbussen kører ikke om aftenen.

Så tager hun jakken på og går ud ad døren.

Hun kan godt nå at spise en pizza inden hun skal med det første tog. Så er hun ikke alt for sulten, når hun kommer hjem.

Måske er Freddy-far gået i seng, når hun når frem men hun ved, hvor han gemmer nøglen.

Og i morgen skal de rigtig snakke.

Reklamer

Søde, røde tanker og bær

Redigeret efter de første tre kommentarer. 

Connies næsebor vibrerer.

De er blevet ramt af en duftbølge, der får hende til at tænke på bedstefars lille biks og på mors kolonihave Hendes tænder løber i vand og hendes hænder griber en af de hvide bakker.

Tyve kroner for 400 gram.

Jordbær i starten af juni.

Hvorfor vente?

Det tager lang tid at passe en have. Man skal jo også på arbejde. Og have tid til barnet. Og golfspillet. Og rejsen til Mallorca. Og Facebook og Paradise Hotel – ja, og X-factor …

Der er så meget, man skal nå, så det er godt det kun tager fem minutter i Fakta. Hvis altså kassedamen kan rubbe sig.

“Moar, jeg vil ikke have jordbær!” hyler Julie og står med en pose vingummi i hånden. Der er et billede af den der pink kat udenpå. Kitty eller hvad den hedder.

Connie vil snuppe den og sige at det er usundt, for man får huller i tænderne og bliver fed og får sukkersyge og kræft. Men så får hun øje på Frida. Og åh nej, hun gider ikke høre på alt Fridas pjat om at de skønne jordbær sikkert er dyrket af underbetalte arbejdere i Chile, og at de er blevet fløjet her til af et fly, der har hældt syvogtyve tons Co2 ud over kloden, så i morgen går den under.

“Jaja, lad gå,” mumler hun hurtigt og Julie bliver så paf, at Connie kan hale hende med hen til kassen uden at Frida opdager dem.

Det vil sige: Connie tror ikke , Frida ser dem, men det gør hun.Nå, nabokonen er nok for fin til at hilse, tænker hun. Hende om det. Hurtigt går hun til kassen og betaler for sit rugbrød.  Nu vil hun hjem og skrive. Hun har fået en glimrende idé til en lille historie fra sit yndlingsunivers. Hjemme dumper hun ned på kontorstolen, åbner et worddokument og lader fingrene danse på tangenterne:

Freddy har lige råbt: “Fingrene væk fra jordbærene!”

“Det er ikke jordbær,” siger Julie og ser betuttet ud.

Freddy luger mellem de mange hvide blomster. I september plantede han stiklinger og nu blomstrer de.

“Jeg er ikke sur,” forsikrer Freddy, “men hvis du plukker blomsterne, bliver de ikke til jordbær.”

“Du er dum,” mumler Julie..

”Så siger vi det,” siger Freddy bare.

Surmulende begynder Julie at flette en krans af bellis.

Lidt efter siger Freddy. Vi må holde planterne fri for ukrudt, snegle og dæmonalfer.”

“Fuglene kan også lide dem,” siger Julie.

”Ja, så vi må passe godt på”

”Pattys far har lavet et skræmsel,” fortæller Julie.

“Ja, jeg har set det. Det er et fint fugleskræmsel,” siger Freddy. I morges så han et par solsorte sidde på strådukkens udslåede arme. Så længe der ofte er nogen bærrækkerne holder fuglene sig nok på afstand og skulle de snuppe nogle om natten bliver der vel alligevel så mange tilbage, at alle kan få jordbær til juli.

” Kransene er dumme,” siger Julie og rækker nogle meget kortstilkede og sammenfiltrede blomster frem mod ham.

Freddy ser op mod solen. Ingenting haster..

“Kom, så sætter vi os i græsset og ser på de drilske blomster,” smiler han.

I sindets dyb lurer noget glemt

Redigeret efter de fire første kommentarer.

Han er femten år og hans hår ligner et bundt uldgarn, som en eller anden har dyppet i tjære. Håret klæber mod tæppet, som kællingen lagde under hans hoved, før hun satte sig hen til rokken.

Jeg kunne have siddet hjemme i Dalen og raflet over et bæger brændevin, hvis Allan ikke havde kommanderet mig til at hente den dreng og tage ham med til Dalen. Vi troede turen frem og tilbage kunne gøres på to døgn, men så kom snestormen. Den er ovre nu, men da jeg vovede mig ud, sank jeg flere steder i til knæene.

Drengen er syg, og vi er i en hytte, der næsten er pakket ind i sne. Kællingen, der bor her, sidder og glor på mig, mens hendes mund bevæger sig i utakt med rokken. Hun tror nok hun synger, men det lyder som når man stikker en syl i øjet på et spædbarn.

Det kribler i mig .Mine fingre bevæger sig. Jeg ser på hende. Ansigtet har samme farve som et lig, der for lidt siden levede. Hendes hænder ryster. Jeg slikker mine læber. De trænger til vædde.

“Åhe, skænk mig en grav …” lyder det fra hende, og jeg har lyst til at opfylde hendes ønske -. i hvert fald, hvis hun ikke snart klapper i.

Hvorfor skriger hun?” mumler drengen.

Han har vendt sig lidt. Ser direkte på mig.Jeg kan høre snottet i hans stemme. Det her kan jo vare halvfems evigheder.

”Hun skriger ikke. Hun synger,” siger jeg.

Drengens øjne har samme farve som frosthimlen udenfor. Han hoster. Krummer sig lidt sammen og rækker ud efter krukken, der allerede er slim i. Det får mine tarme til at filtre sig sammen, da han hoster slim op.

Og han bliver ved. Eller nej, det gør han ikke. Hans ansigt får omtrent samme farve som hans øjne. Han gurgler. Hiver efter vejret. Ruller med øjnene.

Jeg dunker ham i ryggen. ”Host op,” hører jeg mig selv hvæse. Mine tarme krøller sig helt sammen. Tror ikke jeg tænker. Dunker igen. Han prøver at hoste. Jeg rusker ham.

Så hoster han. Endelig. Himmelfarven fortager sig lidt. Han synker ned mod tæppet.

Jeg hører et ekko af hans stemme, fra da vi kom og kællingen ikke ville lukke os ind. Jeg prikkede lidt til hende med min kniv og præsenterede mig. Mit navn gjorde indtryk på hende.

”Han gør dig ikke noget,” forsikrede drengen.

Lidt fornøjelser har man vel ellers lov at have som forbryder. Men Allan vil have den dreng hjem og hvis jeg piner kællingen for meget, skal jeg vel selv koge tevand og alt muligt.

”I -I lod ham ikke dø,” måber kællingen, ”I kunne jo have sagt, at han døde i snestormen. At I ikke var skyld i det. Og så kunne I – du -have pint mig og …”

”Kog noget vand.”

“Der er ikke mere vand,” pipper hun.

“Sne bliver til vand,” oplyser jeg.

Drengen ser på mig. Hans læber krænger sig lidt. De begynder på et smil. Han ryster. Har feber.

Kællingen er ude i sneen, så hun ser ikke, at jeg stryger ham over uldhåret.