Kapitel 18

En hånd holdt om Freddys og noget stak i hans håndflade. To tanker bankede inde i hans hoved: Butleren havde hentet forstærkninger og de måtte VÆK – væk fra de fremrykkende.
Hånden slap hans og der lød skræmte skrål. Han ville hverken se, høre eller føle, stirrede blot på krummelureskjorten, der sås, fordi den var hvid – en hvid frelser med Bedste i armene tumlede bort fra klumpen af fare og Freddy tumlede efter.
Prustende, stakåndet og udmattet anbragte far Bedste på et leje og famlede med noget.
“Ild – lys så vi kan se, Freddy,” sagde han og Freddy fik tryllestaven til at spy ild, hvori far tændte en prås.
De var i en ganske lille hytte eller hule og Bedste sad op nu. Sad der med åbne øjne og så ingenting.
Freddy omfavnede hende og lyttede; jo, hjertet slog, men svagt, ganske svagt.
“Du er fri,” sagde Freddy, “du må ikke… du må ikke.” Han kunne ikke få ordet over sine læber, ikke gøre den forfærdelige sætning færdig.
“Her er vand,” sagde far, “her i tønden. Skyl hendes ansigt lidt og tal til hende. Her kommer ingen – det er MIT sted – fra jeg var dreng.”
Der var ingen klude, så Freddy rev et stykke af særken og gjorde den våd, vred den lidt og duppede Bedstes blege mishandlede ansigt. Hun jamrede og han talte til hende, som hun havde talt til ham. “Du må da være ren. Du får det bedre, når alt det blod og snavs kommer væk.”
“Jeg må ud til… jeg må se…” sagde far og kunne heller ikke tale færdigt nu.
Så var han væk. Freddy og Bedste var alene og pråsens lille flamme spruttede og hvæsede.
Freddy tog perlen ud og knugede perlen i sin hånd, åbnede hånden og kaldte stille, men tydeligt:
“Sapko – vi har brug for dig! Bedste er så syg og du må hjælpe. De må heller ikke finde os nu. Hører du?”
“Sammy?” spurgte Bedste svagt og han så på hende. Et smil krusede hendes læber og der var glans i hendes øjne. Hun så glad ud.
“Så er du alligevel ikke død?” smilede Bedste, “jeg tænkte nok, at DU klarede den. Nu bliver verden bedre, kez war? Du klarer dem, Sammy – du er så god og glad. Vi vinder.”
Hun troede stadig han var Sammy – mors fætter – og han så på hende. Han vidste det, vidste at hun var døende og havde lyst til at skrige. Men ingen ville høre og Sapko hørte heller ikke noget.
“Ja,” sagde han, “ja, vi vinder.”

Og han gik hen til hende, hen mod hendes lykkelige smil og tindrende lysegrå øjne.
“Jeg dræbte ham, Sammy,” sagde hun, “det vidste du godt, kez war? Jeg dræbte Bill. Men han er vel i Paradis? Og der skal vi ikke hen, vel?”
Et glimt af frygt dukkede op i Bedste øjne og Freddy forsikrede:
“Nej – det – vi skal jo…”
Han søgte efter ordene. De boblede et sted i ham, men det var som om, han ikke kunne fange og bruge dem. Hun vidste det også. NU vidste hun, at hun var døende.
Så kom ordene.
“Nej, moster Julie,” sagde han blidt, “vi skal jo til Anarkat. Sapko venter og han har slet ikke tid til andet, fordi jeg kommer med dig. De glæder sig sådan til at se dig. Og DER har du slet ikke ondt mere og du behøver ikke din stok. Bare tag min hånd, Julie – om lidt er vi der. Lige om lidt.”
“Og kongen…?” spurgte hun, “bliver forbandelsen brudt? Kan den Udvalgte forene dem – kongen, Kajtan-søstrene og dem alle? Vil han…? Så jeg ikke… jeg ville gerne…”
Bedstes stemme blev svag, blikket sløret. Om lidt var hun oppe på Anarkat, hos guderne og Sammy.
“JA,” forsikrede han, “jeg – eh HAN vil. Han VIL ordne det alt sammen.”
Et strålende smil oplyste hele Bedstes ansigt og hun var smuk. Ufattelig smuk.
Og så brast hendes øjne. En hæs rallen flænsede hendes bryst og hun sank sammen. Al skønheden, alt det smukke susede bort og efterlod en snavset, forslået bylt uden liv.
Og alligevel var bylten Bedste. Bedste var væk og var her alligevel. Skulle være her, skulle komme tilbage – kunne da ikke bare…?
Han kastede sig ind over bylten, strøg formålsløst gennem håret, mærkede kvalmen flænse sin mave og tårerne brænde et sted bag øjnene.
Gråden kom som et skybrud. Kaskader af vand strømmede ud og forløste noget, trættede hans krop, der var forslået endnu og træt af at gå, vuggede hans sind, der var træt af at håbe, at indse og love.
Og han faldt i søvn, trykket ind til liget og med en arm om det.
Som i en døs opfattede Freddy, at Angus og generalen kom ind. De var vist sårede og fortalte, at der havde været en drabelig kamp. Han hjalp dem med at svøbe Bedste ind i et tæppe og med at bære hende forbi de små, lave hytter og der var mærkeligt stille, men han tænkte ikke rigtigt over det. Alting var uvirkeligt og han sansede blot at de gik der og at han var sulten.
Senere, ude i skoven, begravede de Bedste. Angus og generalen havde en skovl – hvor de så havde den fra? Og Freddy samlede sten, mange sten, store og små. Han lavede en hellig cirkel omkring graven og sagde det warmiriske gravritual. Han kludrede lidt og så hjalp Angus ham med at finde ordene.
Bagefter spiste de noget mad, som generalen havde hugget i Kløverborgs fadebur. Freddy åd glubsk og kastede op.
“Sikke noget svineri,” skældte generalen og Angus snerrede:
“Så hold da din kæft, Greg, ungen er jo syg.”
“JEG tørrer i hvert fald ikke op,” hvæsede Greg tilbage.
“Vi kan jo bare grave det ned,” sagde Angus så, “vi behøver jo ikke sove her.”
“Nej, vi tager da ind på den nærmeste kro,” snappede Greg, “der er sikkert ingen, der er på jagt efter os.”

“Så slap da af,” opfordrede Angus træt, “prøv dog at opføre dig som en legendarisk djævle-general og ikke en overtræt idiot.”
“Jeg kan selv…” mumlede Freddy, for han kunne ikke lide, at de skændtes.
Og der var jo noget, han måtte vide og som de hellere skulle snakke om:
Hvor var far? Og hvad nu??
“Hvil dig nu bare,” sagde Angus venligt. Men Freddy måtte vide besked.
“Hvor er far?” spurgte han.
“I sin seng,” svarede Angus, “og han skal nok klare sig. Både præsten og – og min…”
“Ja, buhu,” afbrød generalen hånligt, “din nuttede bror, Scottie er kradset af og du burde være glad, men er det ikke – du tænker mere på ham, end på stakkels Anthony, som han jog væk.”
“Han jog også MIG væk,” sagde Angus surt, “men han er da – VAR da min bror.”
“Og Anthony din fætter – ikke sandt.”
“Han ville jo selv,” sagde Angus og Freddy forstod ikke helt, hvad han selv ville eller hvad det havde med noget som helst at gøre.
Og pludselig irriterede det ham, at han ikke vidste det. Bedste var død og han havde lovet hende at klare noget, så alt blev godt, men han vidste ikke, hvad det gik ud på?
“Hvem ER I?” udbrød han, “og hvad er det, jeg skal gøre for jer og for Bedste? Hvad er det for noget alt sammen?”
“Det er alt sammen noget lort, som en vis Samuel Keily har rodet os ind i,” sagde generalen muggent.
Og mere fik Freddy ikke at vide den aften.
De hvilede lidt og gik så videre, for mændene sagde det var bedst at gå om natten.
Senere spiste Freddy igen og tyggede maden i små bidder. Så blev det, hvor det skulle.
Mændene sov den næste dag i et rum i en af de mange underjordiske gange, og Freddy sov også, men han vågnede adskillige gange af mareridt, blot for at opdage at virkeligheden var værre; ikke det at han lå og skulle sove, for der var jo mørkt her langt under jordoverfladen. Han havde et tæppe og han lå på Anguses kappe, der var bredt ud over nogle mos og blade, de havde slæbt med fra skoven; men tankerne myldrede forvildede rundt. Han kunne ikke få hold på dem, og han følte sig underligt tom for følelser; var ikke vred længere. Heller ikke ked af det. Han havde ingen tårer. Det sved bare i øjnene.
De sagde han kunne magi. En gang havde han genoplivet dyr, men han havde ikke en gang prøvet på at vække Bedste fra de døde! Var det fordi hun så så fredfyldt og glad ud? Eller fordi han ikke troede på, at han kunne? Han viste det ikke, men genkaldte sig følelsen af at ligge ind mod kroppen, der blev koldere og koldere, blev stiv og ikke længere var Bedste.
Så tænkte han pludselig på de andre fanger i kælderen. På lugten. Deres angst og lidelse. Dem burde de også have befriet, for ingen skulle lide sådan.
Han tænkte på Brazil og hans far, der vist kunne lide menneskeblod, men som var rare. Han tænkte på sin far. På den folkesoldat i hytten, der måske blev til aske; måske bare var forsvundet. Og på, hvad det var han skulle som Sapkos udvalgte? Hvis han stadig var det?
Hvad var det de alle sammen troede han kunne?
De kolde, forvirrede, følelesforladte tanker hamrede mod hans hjerne, men det var som om de ikke nåede hjertet.
Så var der alligevel en slags følelse. Måske. Træthed. Behov for flugt. Han ville sove. Bare sove. Og måske ikke vågne igen, for nu var alting lige meget; han havde forrådt Bedste. Glemt den dumme krukke.
Freddy døsede.
“Mor!” lød det så. Det rungede ud i gangen, for lige her var der højt til tunnellens loft.
Hvem skreg?
Der var stadig mørkt, men ikke mere end at lidt lys trængte ind her og der mellem sprækker i loftet højt op.
Og i grålyset så han general Hayes sidde op, med lukkede øjne, men med hænderne strakt frem mod ingenting, som i bøn.
Det var ham, der havde kaldt på sin mor. I søvne. I en drøm.
“Hun er her ikke,” lød det surt fra Angus, der åbenbart heller ikke sov, men som vendte sig om og lagde armene op om sine ører.
“Hvem er er ikke?” buldrede det fra Hayes, der vågnede nu, men måske ikke huskede sin drøm.
“Her er kun os,” sagde Freddy.
“Jeg drømte,” sagde Hayes.
Og Freddy sagde: “Det gjorde jeg også.”
“Det er hæsligt at miste en, man elsker,” sagde Hayes og rykkede en lille løs rod ud mellem nogle løs sten i tunnelvæggen,
“Bla-bla-bla-” mumlede Angus, men hans tone var venlig.
“Ja, det ER hæsligt,” tilføjede Angus lidt efter, “især når nogle faktisk er skyld i det, men en dag bliver ondskab udryddet.”
“Ja, for vi hjælper lille Freddy med at redde hele verden,” sagde Hayes.
“Hele verden?” gispede Freddy. Det kunne han da ikke, for den var jo stor.
“Så siger vi hele Tydanien,” sagde Greg, “og nu skal vi sove.”
Redde hele verden? Så ingen brændte søde gamle som Bedste af? Ja, det ville han gerne – og der var jo i hvert fald to, der ville hjælpe ham. Måske mange flere.
Endelig faldt Freddy i en søvn, hvor han drømte at alt var godt.

Om natten kom uvirkelighedstilstanden tilbage, men de kom da fremad og næste dags morgen nåede de tilbage til Jakobs høj.
Først troede Raja og Pablo ikke på, at Bedste var død. Så skreg de. Og så græd de.
Og Freddy ville trøste dem, så han sagde, at nu havde hun det godt og var oppe hos beviakguderne på Anarkat.
“Det går nok, børnlille,” det går nok,” sagde Hyldemor. Og så satte hun mad på bordet.
De sad der ved bordet. Freddy troede ikke han kunne spise af de gode sager, men da han tog en bid af en pølse, gik det op for ham, at det kunne han.
Bedste var død, men han havde da stadig Raja og Pablo.
De skulle aldrig sulte eller lide. Han ville passe godt på dem.
Og en dag ville han være med til at gøre verden bedre. Meget bedre.

‘ Slut ’
– men der kommer en fortsættelse i bind 2, der har arbejdstitlen:
“Den forbandede konge og Den Vises orakel.”

.

Reklamer

kapitel 17

”I får ham ikke!“ sagde Freddy til elverne og blev helt forbavset over sin egen stemme, for den var vred og bestemt.
Den elver, der ikke holdt uhyret, gik hen til Freddy og rakte en hånd frem mod ham, men Freddy tog den ikke. Elveren var væmmelig. Og nu strakte elveren sin anden hånd frem og ville røre ved ham. Gribe fat i ham, men det skulle han lade være med, for ellers … Freddy vidste ikke helt, hvad han ellers ville gøre. Han følte sig varm og det kogte i hans hoved.
Elverens hånd lagde sig på hans overarm. Gav den et tryk. Det stak og prak i armen som om elveren borede nåle eller syle i ham.
Freddy ville skrige af smerte. Det gjorde så ondt, så ondt, men skriget blev til en kugle af sydende ild eller galde i hans hals. Og fra kuglen bredte rasende, gnistrende hagl sig i hele hans krop. Hjælp. Han gik i stykker. Kunne ikke mere. Det sortnede. Han vaklede.
Så skreg elveren. Skingert som om en eller anden havde trampet på en kattekilling.
“Belkins også,“ lød en fjern stemme, “ungen er jo en dæmon og dem han er sammen med har vist også solgt deres sjæle til Belkin. Lad os komme væk.“
Freddy mærkede køligt jord mod sin krop, gennem særken, men ildkuglen i halsen var væk. Og han følte sig klarere i hovedet, klar til at komme på benene igen.
Det var nu alligevel ikke så nemt, men hårde arme støttede ham og fik ham på højkant.
“Det var ligegodt Belkins,” sagde general Hayes ind i hans øre.
Elverne trak af med deres slukørede udyr – tilbage hvor de var kommet fra og så gik det til hans undren op for Freddy, at den lille vampyrtrold knælede foran ham og så op på ham med taknemmelighed i øjnene.
“Tak, gode Herre,” sagde han med sin lidt skingre stemme.
“Som tak lader du måske være med at suge hans blod?” spurgte Angus en smule skarpt og ikke særlig venligt.
“Selvfølgelig,” forsikrede vampyrtrolden og slikkede sig om munden med sin lille, grønne tungespids, “selvom det nok er lækkert – men jeg klarer mig.”
“Ellers bliver du jo bare forstødt – som din far,” truede Mester Hopsa.
Og generalen grinede stadig.
Freddy ville ønske, han turde bede ham om at holde op, men den lille, mærkelige mand var jo en general og meget voksen, så det passede sig vist ikke?
I stedet sagde han;
“Rejs dig op, vampyrtrold.”
Og da væsnet rejste sig og var lidt højere end Freddy, men kun lidt, spurgte han:
“Hvad hedder du?”
“Jeg hedder Brazil,” svarede den lille blåtrold.
“Vi skal op til min far,” sagde Freddy, “og redde min bedstemor, for de onde vil brænde hende.”
“De onde?” gentog Brazil forvirret, “men det er jo…” Han bed sig i sine blodfattige, sorte læber og afbrød usikkert sine oplysninger. I stedet spurgte han usikkert:
“Hvilke onde?”

“De farlige kristne,” sagde Freddy med eftertryk og et stort smil brød frem og oplyste det blå ansigt med et finurligt gavtyve-lys.
“Så er jeg med,” smilede han og bag dem lykkedes det generalen at få bugt med sit latter-anfald.
“Fint. Rørende. Smukt,” sagde han, stadig med latter i stemmen, “Søde Sapko bliver SÅ begejstret for at hans udvalgte har frelst Mørkets Fyrstes barnebarn,”
“Du KAN altså more dig, Greg?” konstaterede Angus, som om det undrede ham meget, “men nu har knægten altså valgt og lad os så komme videre.”
“JEG går ikke et skridt længere,” bedyrede Mester Hopsa, “ikke i det selskab. Den Højeste bliver rasende og det hele ender galt. Vi må i det mindste sende det der hjem, hvor det hører til.”
“Vil du sende det arme barn i armene på de onde, onde lyselvere?” spurgte generalen, med en klar undertone af både drilleri og foragt, “de mishandler ham jo, og det er da synd.”
“Ikke for DEN” mente Mester Hopsa.
“Lad os nu komme videre,” smilede Greg og gik hen til Freddy og Brazil. Han strakte en mager hånd ud mod vampyrtrolden – en lillefinger strittede en smule krumt, måske af gigt, måske af en anden grund og der var sådan nogle små, brune pletter på den. Det var en gammelmandshånd og den rystede en anelse, men Brazil trak sine kløer lidt ind og tog varsomt om den.
Greg begyndte at gå og Freddy fulgte efter, idet han prøvende rakte en hånd ud mod Brazil, der tøvende greb den og også gik.
Mester Hopsa, forsvandt med små, men hastige og beslutsomme skridt i retning mod elverne og deres uhyre.
Freddys hjerte dunkede uroligt og han ville gerne kalde dværgen tilbage, men det nyttede nok ikke. For så havde en af mændene vel gjort det?
Det var åbenbart forkert, at han havde reddet Brazil, men HVORFOR? Hvordan kunne det være forkert, at redde nogen fra to blodtørstige elvere og deres sære monster?

“Lad os nu redde din bedstemor,” sagde Angus blidt,
Der var tavst, mens de gik videre af gangen, der igen var smal, klam og kedelig.
Freddys mave knugede sig uroligt sammen og han svedte. Der var noget forkert ved det her, men det nyttede nok ikke at tænke mere over det. De skulle jo bare hen til far og så reddede de lille Bedste. Og så kunne de vel tage hjem til hytten og rydde den op?

“Så er vi her,” sagde Angus med et og de stoppede. Angus så op og da Freddy fulgte hans blik så han et reb, der hang ned mod dem og førte op til en stor, firkantet lem. Den var snavset, men gennem skidtet sås en snoende slanges jagurmønster, tydeligt nok:
De var lige under hallen på Kløverborg og snart kunne de være der.
Det sidste trick gik ud på at åbne lemmen, med den nøgle, der var en af stjernens mange takker.
Freddy skævede mismodigt til rebet. Det blev vist ikke særlig nemt at klatre op ad. Bare der dog havde været en trappe eller i det mindste en trappestige. Mon nogle af de andre var gode til at klatre?
Han så fra den ene til den anden, men de så ud som om de mente, at det var hans opgave og han tog mål af rebet, gned sine hænder mod hinanden og hoppede så, fast besluttet på at klare opgaven. Rebet skarvede hans hænder og han svingede lidt frem og tilbage, mens han klyngende sig fast flyttede den ene hånd lidt opad og stemte fødderne imod. Sådan gjorde de jo med rebet hjemme ved hulen i træet, men der var ikke så forbistret langt op til den, som til lemmen.
Han turde ikke kigge ned, men fortsatte – sejt og med tilbageholdt åndedræt, Snart – om lidt – var han oppe.
Så var det med et som om slangen, der gemte sig under støvet rørte sig og forskrækket, slap han sit greb, bare et øjeblik, men det var nok til at han gled nedad og måtte gribe om rebet. Han kurrede lidt ned og rebet gyngede ganske forfærdeligt.
“Det kan godt bære os begge to,” sagde en stemme under ham og så blev Freddy klar over, at Brazil var på vej op mod ham. Øjeblikket efter mærkede han nogle små, strintende pust i sin nakke og følte næsten hugtænderne, mens et par tynde arme rørte ham gennem noget groft stof.
“Kravl op igen,” hvislede Brazil i hans nakke, “jeg er lige bag dig.”
Med fornyet mod kravlede Freddy op igen, hele tiden med Brazil bag sig og hans øjne lyste mod lemmen, hvor den dumme slange nu var ganske stille og blot hugget ind i lemmen.
Nu var han så tæt ved at han skulle passe på ikke at ramle hovedet op i loftet og han kunne føle på slangen. Han følte også alt støvet hvirvle ind i næse og mund og kom til at nyse. Det var slet ikke spor rart at hænge der, under lemmen, i et svajende reb og med en vampyrtrold i nakken. Ikke engang selvom han var venlig og et barn, som ham selv!
Freddy slap taget med sin ene hånd og følte sig svimmel.. Var det mon med vilje, Brazil svingede sådan med rebet?
I næste nu lå knokkelarmene om ham og fik ham til at føle sig rolig. Han fik fat i staven og følte på takkerne. Jo, den der var vist den rigtige og da han pressede den ind i slangens gab, lød der en rusten hvislen. Om lidt åbnede lågen sig.
Så knækkede stjernespidsen , Freddy bandede og tabte tryllestaven.
“Jeg kan,” sagde Brazil ivrigt og borede en klo ind i slangegabet, drejede den og opfordrede, “skub, Freddy, lad os komme op!”
“Ja, op vi skal,” lød mester Hopsas stemme. Han havde åbenbart ombestemt sig og ville alligevel være med til at befri Bedste.

Sir John sad i sit bibliotek og over for ham sad to ældre herrer. Sir Scott af Flueborg var en firskåren herre, med gråsprængt, rødt hår, sat i hestehale. Han var stolt over at have sit eget hår, skønt han for flere år siden havde rundet det halve århundrede. Han bakkede på sin lange, snoede pibe og hidsige blågrå røgringe dampede op under loftet. Den fede pastor Maccos rødlilla næse sad som en frostsprængt kartoffel i det plumpe ansigt og hans små øjne plirede nervøst. Sir Scott var birkedommer og skulle dømme om Julie Ronantez var en heks eller ej.
“I må da kunne indse, at den gamle kone ikke er en heks,” fortsatte sir John den heftige diskussion, der havde sat fart over røgskyerne. Han havde kaldt dem til dette møde, netop for at drøfte anklagerne mod Julie med dem. De lød aldeles vanvittige i hans ører; at hun sammen med nogle andre hekse skulle have pint en 9-års dreng, for på den måde at stjæle energi fra ham, som hun så kunne anvende i en mirakel-mikstur, der var velsignet af Djævlen selv, i form af hans hornede troldehjælper Det var, hvad han havde fået fortalt havde været den direkte anledning til at hun blev antastet, overfaldet og arresteret i sit hjem.
Sir John havde straks spurgt til Freddy og de to andre børn og præsten havde berettet, at Freddy var såret, pigebarnet havde man fanget, men hun var smuttet fra dem og havde gemt sig. Den lille dreng, havde blot siddet i en krog, så ham lod de være.
Om natten var han reddet derud, men hytten var tom. Ikke så meget som en kat var der og det lod til at skoven havde opslugt de tre børn.
Nu talte han med desperat inderlighed, men havde en ubehagelig fornemmelse af, at hans ord prellede af som gråspurve-pile mod en ridderrustning.
Præsten og kapellanen havde dømt hende på forhånd, ivrige som de var efter at udrydde al anden tro end kristendommen og rædselsslagne som de også var, for at djævlene påny skulle vokse sig så stærke, at de vovede et oprør.
Til præsten, der sad med sin vin foran sig sagde han:
“Hun har jo intet ondt gjort, men frelst en lille pige, vel sagtens med hjælp fra den gode Gud, der råder over liv og død.”
Pastorens runde ansigt, der i forvejen var rødsprængt, som følge af vind, vejr og vin tog farve efter den søde, rødlilla vin og han gispede forfærdet:
“De er vel ikke i djævlenes sold, sir – Deres salig fader ville ret vende sig i sin grav, om han hørte Dem tale så ulyksaligt!”
“Var Deres mund, pastor Macco,” råbte sir John vredt og usikkerheden brusede allerede i ham; var det ham, der tog fejl? Havde gamle Julies trolddomskunst i sin tid lokket ham til at tro, han elskede Sita? Han strøg sig over panden, hvor en masse sveddråber var piblet frem og modstod med besvær trangen til at rulle en vild hårlok om sin pegefinger. Det var så tyende- agtigt, havde hans moder adskillige gange hvislet. De to ærværdige herrer var ildevarslende tavse og over for deres fordømmende, næsten faderligt bedrevidende bekymring følte han sig som en dreng, selvom han snart fyldte 30.Han tilføjede spagt, halvvejs undskyldende:
“Jeg har jo dog betroet mit eget kød og blod i hendes varetægt og han er en god dreng. Skal al hans glæde da spoleres, ved at man skændigt myrder hans bedstemor. Herregud – hun er over 80 og lever næppe mange år. Hun kunne dog få sig en hytte her.”
“Vi har jo dog set, hvorledes det går, når Deres ungdommelige pladder-godhed råder,” tordnede præsten og hans øjne var næsten holdt op med at plire. Det var som om sir Johns tøven, gav den fede mand mere mod. Sir John sansede det og blev rasende. De to gamle narrehoveder skulle ikke vinde så let. Mens præsten holdt et lidenskabeligt foredrag om Flobby Hayes, der fik lov at bo hos slavinden Kiki og de deraf følgende begivenheder, prøvede John at finde de rette ord, der kunne påvirke dommeren – eller en plan, der kunne bruges, hvis han ikke lod sig TALE til fornuft.
Så bankede det på døren og da han irriteret råbte kom ind, stod hans kammertjener Brian i biblioteket, med ansigtet lagt i triste folder, der ikke helt slørede en vis ophidset begejstring ved at have noget interessant at meddele:
“Herrens – hm – brune søn befinder sig i i hallen, med sine dæmoner!”

Først var der stille i hallen, stille og dunkelt. De var vist nået frem ved midnatstid. Brazils lysende øjne skinnede nysgerrigt på de kendte billeder, basunengle og rustninger. De tre mænd kom også op og bag dem smækkede lemmen i med et brag.
Endelig var de fremme og måske var det bedst at Brazil og de andre ventede her, mens han selv fik fat i far, men hvor var han ? Mon han var gået i seng?
“Vi venter her,” foreslog Angus.
Men næppe havde han sagt det, før der lød tøffende skridt og Freddy udbrød:
“Nu kommer Brian.” Han genkendte mandens lidt slæbende måde at bevæge sig på og vidste, at den ændrede sig, når han blev klar over, at der var andre til stede.
Et lys blafrede i hans hånd og han kom nærmede, stoppede brat op og gloede på dem med øjne, der lige pludselig virkede kuglerunde. Han var i sit sorte tøj, så far var nok ikke i seng, men havde måske gæster.
Butleren, der ellers plejede at virke sådan lidt storsnudet, stod stadig på sin tøffende måde, men nu fanget, som om en eller anden havde brølet:
“Ståtrold.”
“Er far oppe?” spurgte Freddy, “jeg skal snakke med ham.”
“Du – din…” sagde butleren Brian og skævede nervøst til mændene og forbløffet til Brazil.
Så rankede han sig, kradsede sig på hagen og oplyste køligt storsnudet::
“Din fader har gæster i biblioteket.”
“Hvem om man tør spørge?” forhørte generalen hastigt.
Så skete der noget løjerligt. Brian så på generalen, rankede sig endnu mere og tog hånden op til sådan en hilsen, som soldater brugte.
“Herren har besøg af lensgreven af Flueborg og den gode pastor Macco.”
“Jaså,” sagde Greg, “men så kan du jo hente den unge spradebasse og hans uappetitlige gæster!”
“Javel, hr. general!” sagde Brian, stadig køligt, men nærmest ærbødigt. Det var rigtig underligt. Butleren slog hælene sammen, drejede omkring og gik hen mod trappen.
“Han henter nok alle tjenere, vagter og ridefoged,” jamrede Mester Hopsa.
“Vist gør han ej,” forsikrede generalen, “han er en af vore.”
“Det VAR han,” mumlede Angus eftertænksomt og så efter den sorte skikkelse, der trin for trin bevægede sig ud af deres synsvinkel.
“Det passer jo udmærket,” mente generalen, “lur mig om ikke, det er i præstegårdens kælder de gemmer enkefru Ronantez – og så kan vi jo give pastoren stor lyst til at løslade den gamle.”
Med et koldt smil trak han en bøsse frem af et hylster, der hang mod hans lår og Freddy følte sig glad. For nu var han sikker på, at han snart kunne tage Bedste med hjem.
Så lød der stemmer. Fars og nogle, der var dybere.
Generalen stillede sig på den ene side af trappen, Angus på den anden og nu stod Angus også med en bøsse. Det var nogle meget fine nogle, med korte løb. Brazil og Mester Hopsa gemte sig bag hver sin rustning og der stod Freddy alene, med kniven og tryllestaven.
Far gik foran de to andre mænd. Han var i fint tøj, med krummelurer på skjorten, men han så både vred og overrasket ud.
Far kom hen imod ham, med udbredte arme og sagde:
“Jamen, barn dog.”
Freddy løb ham i møde, kastede sig i hans favn og da han lidt efter kiggede op over fars skuldre, så han, at generalen stod med sin bøsse mod præstens hals og at Angus stod på samme måde ved siden af sir Scott. De to mænd var rasende og for fødderne af dem, lå dels en bøsse, dels et sværd.
“Far,” sagde Freddy, “du må hjælpe os med at befri Bedste.”

“Gerne,” hviskede hans far og højt spurgte han: “Hvad er det dog for folk, du er sammen med, barn?”
“Det er nogle, som også vil have hende fri,” svarede Freddy, for det var nok klogest ikke at fortælle, hvad de hed.
“Lad os så komme af sted til præstegården, og få den stakkels kone ud,” sagde generalen iskoldt og sparkede præsten, så han skreg langtrukkent som en kat, der ved at dø af kattesyge.
“Der er hun ikke,” sagde far og så hen på generalen, “hun er her.”
“Hvor lyder det kønt, som du synger nu,” sagde generalen i et hånligt og mistænksomt tonefald, “så går vi derned.”
“Gå du bare med, brormand,” sagde Angus til sir Scott, der så rasende og foragteligt på ham.
“Det bliver over mit lig,” sagde han.
Generalen smilede til ham og oplyste i et venligt tonefald:
“Det kan vi da nok finde ud af, Scottie…”
Lensgreven så ud som om han havde lyst til at spytte på generalen, men i stedet smilede han hånligt og da far begyndte at gå mod yderdøren, fulgte han med.
“Det her gik for nemt,” udbrød Mester Hopsa bekymret og kom frem bag rustningen, bevæbnet til tænderne, med sin daggert og desuden en kårde, som rustningen havde stået med.
“Hvor blev denne surmule-tjener af? “undrede Mester Hopsa sig.
“Er du her også, Anthony?” spurgte far dumt. Han kunne da se, at han var der, men han kendte ham åbenbart og blev selvfølgelig forbavset. Han smilede et af sine lidt triste og besynderligt smil og sagde:
“Hvis det er Brian, du hentyder til, så ved jeg i grunden ikke, hvor han skulle hen.
“Det må vi finde ud,” erklærede Mester Hopsa omgående.
Det var forvirrende, at han både hed Mester Hopsa og Anthony, og at generalen også hed Greg, men det gik da med at finde ud af det.
I hastige spring, der fik ham til at ligne en kanin lidt, sprang dværgen hen mod trappen og op på det første trin, mens Freddy fulgte ham med øjnene og gjorde sig klar til at følge efter de andre. Han famlede efter fars hånd, for var det godt at være sammen med ham nu og skulle ned for at hente Bedste. Hvor blev hun glad, når hun så, at de kom og hentede hende.
Far gav hans hånd et lille klem, så stivnede han og sprang omkring og Freddy gjorde det samme, for han hørte også lyden af den væltende rustning. Og der stod Brazil og stirrede på dem, med store øjne. Far blev hvid i ansigtet og stirrede på vampyrtroldungen, der stod og slikkede sig om munden.
“Det er bare Brazil,” sagde Freddy, forskrækket. Troede far mon, at Brazil ville æde ham eller suge blod fra ham?
Det ville han da ikke.
Vel?
“Det er altså min far,” sagde Freddy, sådan for en sikkerheds skyld, for Brazil så faktisk ud som om han kunne tænke sig noget i den retning.
“Øv, ” sagde Brazil, “må jeg så ikke få ham med hjem. MIN far vil så gerne have ham.”
“Det må han bare ikke,” sagde Freddy oprørt, “kom nu, så Bedste kan komme ud.
De andre, bortset fra Mester Hopsa stod og ventede henne ved døren og Angus havde hånden på dørhåndtaget.
Men far stod som en statue og stirrede tomt frem for sig. Freddy halede i ham og så vredt på Brazil. Kunne han ikke være blevet bag den rustning?
“Jeg gør ham ikke noget, så,” forsikrede den blå unge og puffede til sin tunge med to fingre, “kan du så blive inde, tunge – vi må vente, selvom vi er så lækkersultne.”
“Du har – du er…” ævlede far og Freddy trak igen i ham:
“Kom nu, far – inden der er nogen som vågner.”

Hva’… jaja da,” vågnede han endelig op og begyndte at gå mod døren. “Er det den her I mangler?” spurgte han med et blegt smil og halede en nøgle frem.
Det var det og så stod de ude på gårdspladsen. Den friske natteluft føltes både sval og befriende efter turen i den beklumrede, underjordiske gang. Anarkat hang som en halv bolle, der var bidt af og sendte et mat, slunkent lys, ned på det knasende grus under deres fødder, mens de gik over mod den bygning i hvis kælder de skrækkelige fangeceller var.
Rimmel havde vist ham dem engang og det var forfærdeligt som de stakkels fanger der havde det – meget værre end kaniner, for kaniner fik da frisk hø og halm.

Og der – i en af de skrækkelige celler –  var Bedste…
Han havde forsøgt ikke at tænke på, hvordan hun egentlig havde det, men nu trængte tanker og billeder sig på og han vidste, at han måtte være forberedt på, at hun nok ikke havde det godt, når de kom.
“Når du nu er her, Slikoran,” sagde far, “så lad som om du truer mig, så vagten låser døren op.”
“Jeg er altså ikke min far,” fnisede Brazil
“Du er ikke… nej, vist ikke – men gør nu som jeg siger!”
Og sådan gik de ind. De andre to og to, som fange og fangevogter, Freddy ved siden af far og Brazil, med den ene hånd på tryllestaven og den anden famlende efter perlen i medaljonen.
Der sad to vagter og raflede ved et bord. Mellem dem stod en dunk brændevin og de rejste sig slingrende op, da far ringede med klokken der hang ved siden af den store tremmedør.
“Hvasj ønsker Herren?” fremgylpede den tykkeste af de to mænd.
“At I aldeles omgående låser op for fangen Julie Jegorsdatter Ronantez!” befalede far myndigt.
“Men heksen skal da førsjt dømmes i morgen,” protesterede den anden, der lod til at være en anelse mere ædru.
“Så lås da i Guds navn op,” stønnede præsten forpint, “jeg holder det ikke ud.”
“Nej,” sagde generalen, “denne kærlige kristne mand har pludselig fået samvittighedskvaler over at mishandle gamle koner. Er det ikke rørende?” Hans stemme var tyk af hån og had og Freddy så ham vride en af præstens finger om. Knæk, sagde det og igen skreg præsten, mens generalen grinede.
De gik forbi celler, hvor nogle sølle fanger sov og andre stirrede frem for sig, en nynnede en stump af en sang, igen og igen. Så stoppede den svajende vagt foran en celle, hvor der skimtedes en brunlig klump tøj i et hjørne og en svag stønnen trængte ud til dem, gennem tremmerne “Klumpen” var Bedste og det gjorde forfærdeligt ondt på hende at ligge der.
“Din dumme skid,” skreg Freddy og hamrede en knytnæve i maven på den modbydelige tyksak, der svajede endnu mere og greb ud efter ham, med et forbløffet og vredt udtryk i sit grimme fjæs.
“Hæ hæ,” grymtede generalen, “godt gjort, lille kammerat, men lad nu den fordrukne kanalje låse op.”
Der stank i cellen, af sved, blod, tis og lidelse. Bedste rørte sig slet ikke og han for hende til hende. Hendes tøj føltes groft og slimet mod hans håndflade og da han strøg hende over håret, var det filtret og klæbrigt.
“Bedste,” kaldte han og havde en stor klump i halsen, mens han forsigtigt ruskede i hende, “lille Bedste – nu er vi her. Vi tager dig ud herfra. Og vi dræber alle de onde, vi gør, søde Bedste.”
Bedste mumlede noget, men han forstod ikke ordene. De lød som trætte skrig.
Hun måtte op at sidde og han tog om hende. Hendes krop var tynd og han blev bange for at hendes gamle knogler skulle brække eller at de allerede var det.
Hun lå med ryggen til og varsomt, prøvede han at vende hende, for at tale til hende, for at puste liv i den lugtende, jamrende bylt, der var Bedste.

“Sammy?” klynkede Bedste og ville vist sætte sig lidt op, men fik sig blot anbragt i en sær, halvt liggende stilling, med en håndflade mod hagen..
Brazils øjne lyste som to tændte lys og i skæret derfra så han, at Bedstes slørede øjne var mat-grå og ikke længere sorte. Hun havde blod og snavs i hele ansigtet og han så sig om efter vand, men der var ikke noget.
Og hun troede, han var ham der Sammy. Hun kunne slet ikke kende ham.
“Jeg er din Freddy,” sagde han og havde lyst til at græde, men hverken kunne eller ville. Han havde ikke troet, de ville være så onde eller måske havde han bare ikke villet tænke på det? Ikke villet tro det om nogen i virkeligheden?
“Vand,” krævede han, uden at vide af hvem og det var måske slet ikke ham, der krævede det, for stemmen var jo så fjern og fremmed.
“Vi har ikke tid,” sagde far, “vi må væk, inden Brian henter forstærkninger. Han er ikke på vo- på jeres side længere.”
Far knælede ned og løftede Bedste op. Som om hun var et barn bar han hende ud af cellen og gik mod gitterporten. Freddy så ikke, hvad de andre foretog sig, men fulgte med sin far ud i friheden.
Stemmer kom imod dem. Ophidsede røster og trampende fødder. Grus hvirvlede op og far bandede stygt. Som  drevet af en orkan, væltede utydelige skikkelser, med groteske former frem mod dem og far skreg:
“Vi må væk!”

kapitel 16

Brr. Pradr, brrrrarrr, lød det og det gibbede i Freddy. Han stoppede op så pludseligt, at en støvlesnude ramte hans træskohæl og generalen brølede vredt:
“Hvad i alverden stopper du op for, din kanalje?”
“Ja, hvad er han bange for?” supplerede Mester Hopsa aldeles omgående.
Det var Angus, der svarede for ham:
“I hører vel lyden? Det lyder som en blåtrold. Er Slikoran nu på færde igen?”
General Hayes svarede ikke og Freddy stirrede på den hule, som gangen havde ført dem til; knudrede jordvægge med en mørk, smal åbning. Og måske var Slikoran derinde, men ham der var ikke grund til at være bange for. Men han var ikke alene. Der lød vrede lyde. Dyrisk knurren blandet med stemmer, der lød halvt menneskelige, halvt som – som noget fremmed.
Freddy følte på tryllestaven. Dette var måske den anden forhindring, Jacob havde nævnt? Han havde sagt, de nok mødte et uhyre i gange, men så skulle han bare trykke på en halvanarkatformet dims, så ville uhyret lade dem passere.
“Vi skal jo altså igennem,” sagde Angus i et afgjort tonefald og hans stemme var rolig, men den svage sitren og den sære klang røbede, at han bare lod som om, han ikke var bange.
“Jeg har jo tryllestaven,” sagde Freddy højt for at berolige både de andre og sig selv. Beslutsomt gik han et skridt frem. Der voksede sære vækster mellem jordvæggens knudrede rødder og luften var emmende fugtig
Imod dem kom et knoklet væsen med åben mund og drabelige hugtænder, væsnet var blåt og orange og der silede noget grønt slim ned over dets hage. Det lignede Slikoran, men var en del mindre. Lige i hælene på den lille blåtrold kom der nogle kæmpestore, sorte monstre med kattekrop og hundehoveder. De havde åbne gab med sylespidse tænder og savlet boblede dem frådende om gabene. Deres hår var stridt som pindsvinebørster, de havde kattehalerne – nej kattehalen – der var kun en. Kun en? Uhyret havde to hoveder, men det var kun et væsen. Blåtrolden nærmere sig Freddy og mændene. Uhyret snerrede. Dets fire lilla øjne lyste og de store tunger blafrede.
Freddys hænder rystede. Men han måtte finde den rigtige dims. Finde de rigtige ord og sige dem højt. Nu. Med det samme. Uhyret var kun få alen borte. Det moslede af sted. Hev i sin sele. To halsbånd med lysende mønstre var et øjeblik ved at kvæle uhyret. Freddy holdt sin rystende pegefinger på dimsen, på den halve anarkat. Hans hjerte sad helt oppe i halsen og spærrede for ordene, han skulle sige.
Bag uhyret var der væsner. Mennesker? Høje mennesker med pjusket hår og med stave eller lanser. . Den ene sagde noget. Gav en ordre? Uhyret knurrede og prøvede at mosle videre. Kom nærmere. Freddys finger trykkede på dimsen. Men ordene ville stadig ikke ud. Blåtroldens øjne førte rundt i det lille blå fjæs,. Nej, ikke øjnene men pupillen, der ikke var omgivet af hvidt. Den (han eller hun) prøvede at finde et gemmested, at slippe væk fra uhyret og de, der havde det i lænke. Stakkels blåtrold. Var uhyrets herrer ude på at lade uhyret flå blåtrolden i stykker? Standsede de det kun, fordi de så mennesker?
Ja, sådan var det for nu sagde det ene væsen:
“I skal ikke være bange. Vores eskalator uskadeliggør lige straks bæstet.”
Blåtrolden hev efter vejret og så sig fortsat om efter et gemmested. Dets næsebor vibrerede. Dets mave hævede og sænkede sig hastigt, som om dets hjerte var ved at sprænges,. Det skulle blive løgn, skulle det! Resolut trådte Freddy et skridt tilbage og verfede til Mester Hopsa, så han gjorde det samme. Freddy sagde:
“Smut du bare fordi.”
Mester Hopsa sad på sin ende, den forfulgte glanede og ville smutte videre, men i et nu var mester Hopsa oppe og spærrede væsnet vejen, sammen med generalen og Angus.
“Du lader da ikke vampyrtrolden undslippe?” forhørte generalen i et vantro tonefald, som troede han ikke, hvad han selv så og hørte. Væsnet hev stadig efter vejret og stirrede på Freddy med sine store, orangeskinnede øjne i sit lyseblå ansigt.
“Er det…?” udbrød Freddy og små, gråhvide tåger, der mindede om rimfrost stod i små tåger ud af de orange, brændende øjne og gav dem et mat, sløret skær, som væsnet i næste nu skjulte bag sine hænder med de lange, knoklede fingre, så hastigt at det rev sig i panden med en af sine lange kløer og lidt grønt løb ned mellem de skjulte øjne.
“Vi var lige ved at have ham,” gispede det ene væsen, der havde en vild manke af sennepsblomst -farvet hår. Det lignede et menneske, men det havde lilla øjne og spidse ører.
“Hvad har han gjort jer?” spurgte Freddy og prøvede at gøre stemmen fast.
“Gjort?!” spruttede hun-monsteret og gloede olmt på ham, “han er jo den Ondes barnebarn.”
“Det kan han da ikke gøre for,” sagde Freddy uroligt. Selvfølgelig var det Belkins barnebarn og så var Slikoran måske hans far eller i hvert fald i familie med ham. Og så var væsnet altså en “ham”
“Lad os nu få det lille bæst,“ sagde væsnet og vippede lidt med sine spidse ører,
“Vi skal jo blot forbi,” sagde generalen køligt, “og ungen her har adgangstegnet. Vis ham det nu, – Freddy, så vi kan komme videre og de kan æde troldungen eller hvad de nu har gang i.”
“De må da ikke æde ham,” gispede Freddy, “kan vi ikke tage ham med? Og så følge ham hjem bagefter?”
“Tjoeh…” mumlede Angus og det trak så underligt i generalens mundvige, som om han pludselig morede sig godt.
Adgangs? … Nåeh ja, Freddy fumlede med tryllestaven, rettede den så dramatisk han kunne mod de fremmedartede, menneskelignende skabninger. Han prøvede at se ind i øjnene på ham, der talte.
Det lykkedes, da væsnet pludselig stirrede på ham – eller var det staven, det så på??
Tekan jetz karun,” sagde Freddy og gjorde stemmen så fast og sikker, som han kunne, mens han med et par fingre trykkede hårdt på dimsen. Den lod sig ikke presse ind og det trak om mandens – væsnets læber, som om den ville til at grine hånligt. Freddy gentog sætningen Tekan jetz karun – tegnet jeg har – igen, igen og en gang mere, mens han trykkede vredt på den fordømte knap. Hvad var det for et dumt tidspunkt at gå i itu på?
Så lykkedes det og en stor flamme spruttede ud af tryllestaven. Lige under stjernen brød den frem, som en ild tændt i tørkesvedent kvas. Blålig, gul og stærkt orange spruttede den mod væsnerne, men de strakte håndfladerne frem og skubbede ilden tilbage. Der kom den lige imod Freddy. Med et hyl slap han dimsen og sprang tilbage,
Hvad lavede det lede væsen?
Prøvede på at brænde ham, vidste Freddy i samme nu og så gik det op for ham, at han før tankerne havde gjort det samme. Bredt sine håndflader ud og skubbet mod ilden uden at røre den. Og den var ikke varm. Den var blændværk – en magisk efterligning af ild,
Men det vidste væsnerne bag det fæle monster måske ikke, for nu kom den, der ikke holdt uhyret i lænken nærmere. Truende. Rasende, men også forbavset.
“Ja, det havde i skide elvere vist ikke regnet med,“ sagde general Hayes fornøjet.
“Hvem ER den unge?” udbrød den vrede, der åbenbart var en elver.
“Sapkos udvalgte,” svarede Angus med fast stemme.
“Sapkos udvalgte? Jamen så giv os da bare det lille udyr.” Elveren lød helt lettet og opmuntret. Hans kammerat holdt uhyret fast og det havde modstræbende sat sig på enden.
“Nej-nej, I må ikke. De får den til at flænse mig. Jeg er bange, Det var ikke med vilje. Hjælp mig,” jamrede blåtrolden.

15. kapitel, del 2

Han rystede perlen, holdt den op til øret og hvæsede:
“Så hør mig dog, din grønhårede slyngel!”
Det skrattede i perlen.
Så lød en vred stemme, så højt at alle vist kunne høre det. Freddy kunne i hvert fald, men stemmen brølede på et fremmed sprog.
“Dig gider jeg ikke tale med” hvæsede Jacob og kylede perlen opad. Perlen måtte ikke gå i stykker, jog det gennem Freddy og i mens tanken formede sig, sprang han op, lynhurtigt, og holdt perlen i sin hånd allerede før han undrede sig over, at han havde kunnet gøre det.
“For i alverden hvorfor du mig så forstørrer i midten af en lur?” rasede stemmen i perlen på lidt gebrokkent men forståeligt tydansk.
“ Undskyld, men det er en anden en vi vil tale med. Hvem er du?”
Det var mærkeligt at der var andre, der også kunne tale i perler. Kunne det være Sapkos far – den højeste af beviakguderne? Selveste Hekafides hvis navn man kun nævnte, hvis man var udvalgt til et eller andet?
“Jeg er Mørkets Fyrste!” oplyste stemmen og talte ikke gebrokkent mere.
“Smid den perle af Helvede til,” rasede Jacob.
Men Freddy kunne ikke lige huske, hvad retning Helvede lå i, så han lukkede hånden om den lille perle. Men av – Av for hulan da – den var varm. Den brændte.
Og så smed han den.
Den landede på gulvet. Trillede. Og lå stille.
“Hvad i alverden laver du, knægt?”
Jacob var rasende, hans buskede bryn var rynkede og øjnene store.
“Jeg ville ikke have den gik i stykker og måske…”
Freddys forklaring blev skåret over af Jacobs vrede stemme:
“Du har lige talt med Mørkets fyrste. Du har sådan set påkaldt ham. Belkin – Satans arving. For Helvede da også.
“Men måske kan han hjælpe med at få Bedste fri,” tænkte Freddy højt, for han havde jo mødt den der fyrste søn. Det var jo Slikoran og han havde da været rar.Og han havde også mødt Slikorans far! Længe, længe, havde han troet, det var en drøm, men det var det ikke. Han HAVDE været i grotten hos Belkin. Været der og kælet for dragen.

“Hun bliver kaldt Klara,” sagde Freddy og et øjeblik gloede Jacob på ham.men han spurgte ikke, hvem, der blev kaldt Klara.

 

Nå, så  du plejer omgang med Mørkets fyrste!?” tordnede Jacob og var stadig vred.
“Det – det må være den forkerte perle, du tog så,” sagde Freddy. For sådan måtte det være og han kunne da ikke gøre for, at Jacob ikke havde valgt rigtigt. Mon der så alligevel ikke var en perle mere, man kunne kontakte Sapko i ?
“ Mine fingre klør efter at give dig en endefuld,” oplyste Jacob og det passede vist, for hans fingre krummede sig og strakte sig.
Det var altså uretfærdigt, for han vidste jo ikke, hvem der talte i den perle og hvorfor var Jacob mon så vred på Slikoran og hans far? De var jo imod de væmmelige onde kristne, som Bedste sagde man sommetider skulle lade som om man var enig med og også troede på deres dumme gud.
Men Bedste havde jo også sagt, at man helst ikke skulle have noget at gøre med mørkevæsner som Slikoran, så måske var det alligevel forkert.
“Læg hånd på ham og du vil fortryde!” råbte perlen og nu var stemmen deri mørk, dyster og truende.
Nu knyttede Jacob sine hænder og vreden forlod hans ansigt, men i stedet var det som om hans ansigt forstenede og da han talte var hans stemme uden klang: “Det er vist for sent.”
Så gik han hen og samlede perlen op, trykkede på den og puttede den i en lomme på sin kappe.
Kom,” sagde Jacob, “lad os nu se om dine følgesvende er dukket op.”
“Hvad for nogen følgesvende?” mumlede Freddy. Pludselig gik det op for ham, at han rystede over hele kroppen. Den vrede stemme, der blev så klangløs og det at han måske havde gjort noget meget skrækkeligt ved at tale med Belkin, var trængt ind og gjorde ham bange, for hvad nu?
Han åbnede munden for igen at prøve på at forklare Jacob at han jo ikke ville noget ondt og at Jacob jo selv havde både mødt og talt med Slikoran, den gang for tre år siden.
Men der kom ikke et ord over hans læber og da Jacob vinkede ham med, fulgte han efter den store mand med det nu så tillukkede ansigt.
Tilbage i det forreste rum, så Freddy, at der var dukket to mænd op. Den ene var stenmanden som havde været under jorden dengang på Kløverborg: ham der hed Gregory Hayes,. Den anden syntes han også han hed set før, men det varede lige et øjeblik før det gik op for ham at det måtte være manden, der dengang havde stået bag ved Sapko; ham der var rødhåret og havde rødt skæg og som Freddy ikke vidste, hvad hed.
Der lugtede sødlig-krydret og lidt skarpt i rummet og bag de to fremmede stod der nogle blåhårede væsner og holdt hinanden i hånden, Pablos hår var skapt-blåt og Rajas lange hår havde blå striber. Den pukkelryggede Hyllemor stod og gned farve ind med noget, der lignede en blød sten, som hun havde dyppet i noget farve, der var i en stor gryde.
Mester Hopsa stod klar med blomsterkranse, med løjerlige snoninger.
Når de fik dem i håret ville de ligne beviak unger, i hvert fald lidt.
“Du er vokset lidt,” sagde Gregory Hayes. Kongen vil måske synes om dig!” Han blinkede til den rødhårede, der smilede et lille, skævt smil og så bedrøvet ud.
“Skal vi op til kongen? Men han er jo langt væk,” udbrød Freddy, for Bedste havde sagt at kong Leopold boede i en stor by, langt væk, der vist hed Belohako. Så langt kunne de vel ikke gå, for de skulle skynde sig at redde Bedste.
“Ja, et stykke vej er der da til kong Atkars gård,” sagde Hayes.
“Men kong Atkar er død,” mente Freddy, han vidste.
“Ham her er kong Atkar den anden,” forklarede den rødhårede.
Var der virkelig en ny kong Atkar? Bedste havde godt nok nævnt noget om det engang.
“Kan han hjælpe Bedste?” spurgte Freddy ivrigt.
Hayes så på ham med sine store øjne og kløede sig i øret: “Det kan han sagtens, men han vil ikke, for han er forbandet.”
“Det siger man i hvert fald,” sagde den rødhårede mand, “man kunne også kalde det dårskab eller vanvid.”
“Hvem har forbandet ham?” spurgte Freddy og det summede i hans hoved. Han fik så mange ting at vide i dag og han ville jo bare redde stakkels Bedste inden det var for sent. Kunne de ikke bare alle sammen skynde sig op til far?
“I tager af sted om lidt,” rungede Jacobs stemme, som om han kunne læse tanker.
“Men Hayes ville gerne fortælle hvem, der havde forbandet kong Atkar den anden:
“En magtfuld, rænkefuld og engang så underskøn heks med det klingende navn Rosita.”
“Hold så kæft, Greg,” snerrede Jacob, “er det ikke nok, at hvalpen der har påkaldt Belkin?”
Hayes, som Jacob jo kaldte for Greg, fløjtede langtrukkent og så temmelig tilfreds ud,
“Ja, grin nu ikke for tidligt, Greg,” sagde Jacob og rakte læderposen med perlerne til Freddy, mens han så alvorlig ud: “Tag dem nu og se pm du kan finde den, der kalder på Sapko. Du må selv vælge din vej.”
“Men jeg så ikke helt vejen hjemmefra og herhen.”
“Den vej hjælper Greg, Angus og Anthony dig med,” sagde Jacob og smilede lidt. Han så igen venlig ud, men Freddy følte det som om der sad en lille fugl i hans mave og hakkede løs på hans hjerte. Bedste var væk og de pinte hende nok – og det var hans skyld – hans skyld, hakkede fuglen – og nu – nu havde han måske gjort det værre ved at gribe den perle – perle.

Som om det var et fjernt sted fra hørte han Pablo tale til Jacob:
“Orv, du er en troldmand og så tryller du haler på os og så tager vi med op til Freddys far, ikke oss’?”
Gennem et underligt slør og stadig med den hakkende fugl i maven, så han
Jacob sætte sig på hug foran Pablo: sank lidt ned i knæene og så på ham.
“Nejdu og Raja skal blive her og hjælpe mig og Hyllemor med noget. Freddy låner en tryllestav og så skal han nok klare sig.”

Så var de på vej. Igen gik Freddy gennem skoven og igen var han så træt, at han ind i mellem snublede og var lige ved at falde. Den rødhårede, der hed Angus, greb ham i hånden og så gik det bedre. Freddy lod da bare som om, han ikke så mester Hopsas og Hayeses udtryk, der betød, at de syntes han var en lille unge. Det var han ligeglad med, for i lommen lå posen med perlerne og sin “frie” hånd knugede han tryllestaven og troldmanden Jacob havde sagt til rottemanden:
“Drengen her får instruktioner af mig, hr. general og selvom De er general, sir, så har De af at respektere ham.” Og det svære ord – instruktioner – betød, at Jacob fortalte ham, hvad han skulle gøre med tryllestaven. Der var tre ting, han skulle gøre – tre forskellige steder og det første sted var ved en gammel sten i skoven. Og han skulle nok huske de der – instruktioner.
Da de stod foran et tæt buskads sagde mester Hopsa:
“Det er med garan-tusse-ti her.”
“Jeg håber du er sikker,” sagde Gregory Hayes ildevarslende.
“Manden kender jo skoven som sine egne lommer,” sagde Angus straks.
“Så kan HAN jo skære sig vej og kalde,” nærmest befalede Hayrd og satte sig ned på en træstub.
Mester Hopsa så bedende på Angus og Freddy. Freddy var træt og ville også helst sidde ned, men de skulle jo op på Kløverborg og det skulle ikke vare for længe. Han gabte og famlede efter sin dolk.
“Kan du, kan jeg også,” bestemte Angus og så fulgte de efter mester Hopsa, der efter en kort tøven begyndte at skære sig vej ind i krattet.
Han huggede så hurtigt og godt, at de to andre bare kunne skære “de tyndeste grene og slyngplanter bort og da Angus var foran Freddy kom han let igennem. Mester Hopsa ,derimod, bandede med korte mellemrum stygt.
Inde i midten af buskadset var der en rund plads, så rund som en plads nu kan være, når den er omgivet af vildtvoksende buske og bag vildtvoksende bregner skimtedes en kampesten, mosgrøn og gammel,
“Vi er herinde, hr, General,” skingrede mester Hopsa triumferende, “og det er rigtigt.”
“Det var I sløve snegle længe om,” lød det der ude fra og så kom Hayes, der jo åbenbart var general marcherende gennem buskadset og udstødte et par grove eder undervejs. Der var en rift på hans ene kind, men den var ikke dyb, så Freddy så hen mod stenen. Der var ridset nogle sære tegn ind i den, men der så ikke ud til at være ret mange, for stenen var næsten helt grøn af mos..
Mumlende og forsigtigt begyndte Angus at skrabe mos væk. Det gik langsomt, så Freddy tog sin dolk og gik hen for at hjælpe ham. Mosset sad godt fast, men der hvor de fik det væk, vidste der sig flere bogstaver.
“Wasisti teka do Wares varinno,” gentog Angus i en uendelighed og i et ensformigt tonefald, så det lød som en messende trylleformular.
Og imens listede Freddy sig om bag ved stenen og så grundigt på den, følte på den og fandt det han ledte efter: et lille, lidt ujævnt hul. Hurtigt og med hjertet dunkende som en hest i galop skrabede han det fri for mos og fnuller. Så stak han forsigtigt spidsen af tryllestaven ind, lirkede lidt og drejede rundt.
Angus messede stadig, højere og højere. Mere og mere irriteret.
Der lød en snurren, lidt som en meget mærkelig blanding af en summende humlebi, en døende hveps og en rusten nøgle i en lås. Hastigt hev Freddy staven til sig og tumlede baglæns. For overvældet til at dreje omkring og løbe forlæns.
Først da han faldt på enden, gik det op for ham, at han bevægede sig akavet. Siddende i det mosbløde ukrudtsgræs, så han kampestenen vælte langsomt, som en døende hjort. Med opspærrede øjne krabbede han sig en smule baglæns, stak sig på noget skarpt og blev klar over, at han var langt nok væk.
Lettet og med en glad brusen i årerne, rejste han sig og havde lyst til at hoppe op på den væltede sten, hæve tryllestaven højt op i luften og juble. For det var jo ham, der havde fået den til at overgive sig og segne. Nå ja, Angus havde vel hjulpet lidt med sin remse, men alligevel.
“Mester Hopsa går ikke først ned i det hul, nej-nej – det gør han altså ikke. Generalen er så modig, så modig og han kan klatre derned..” gnækkede dværgen, selvom der vist ikke var nogen, der havde forlangt, han skulle gå først, men måske kendte han sine følgesvende ? Hayes så hånligt på ham og Angus skævede til gengæld bedende til generalen.
Freddy suttede på sin finger, hvor han havde stukket sig. Det smagte mosagtigt og ækelt, så han fik den hurtigt ud igen og gned i stedet fingeren mod sine bukser, mens han gik udenom stenen og stod ved det hul, den havde skjult.
Det var meget dybt og det var som om det var ude på at suge ham til sig. Lidt forskrækket tog han et baglæns museskridt og opdagede, at der var trin i den højst øltønde-brede fordybning.
“Sæt staven i dit bælte, knægt,” sagde Angus, “og følg efter mig ned i dybet.”
“Jaja, ned i dybet og op på den store borg, sammen med Sapkos udvalgte,” jublede mester Hopsa
“Vær dog ikke så barnlig,” vrissede Hayes “du er jo en klog mand, Anthony, selvom du kalder dig mester Hopsa – lad os høre noget begavet eller hold dine læber tæt sammen.”
Dværgens øjne blev store og han åbnede munden, som om han ville svare vredt igen, men så snøftede han, et kort snøft, der måske skulle virke overlegent, men som afslørede, at han var bange for Hayes. Og han understregede angsten ved at presse sine læber tæt sammen og luske om bag Angus, som om han troede, at den spinkle mand kunne skjule ham.
Hvis han var så klog, som Hayes sagde, skjulte han det godt, tænkte Freddy og fumlede med at anbringe den kostelige tryllestav så stramt i bæltet, at han umuligt kunne komme til at tabe den. Da han var sikker på, det var lykkedes, var Angus på vej ned og kaldte på ham. Freddy stak forsigtigt en fod ned og fik den anbragt på et trin. De var af bøjet jern og ikke massive, men nærmest som tynde stænger til at hænge bestik på. Hulningen i træskoene passede omkring dem og så var det bare med at ramme rigtigt og ikke komme til at ramme ham Angus i hovedet. Forsigtigt klatrede han nedad og da han var nogle trin nede holdt han hænderne om det øverste trin. Et trin længere ned flyttede han så hænderne til næste trin og så fremdeles. Først da der var et trin oven over det hans hænder holdt om, kaldte han på mester Hopsa.
At klatre ned i det hul, var som at krybe ind i mørket og ikke spor rart. Det hjalp lidt, at Hayes havde en staldlygte med, da det blev hans tur til at komme derned, men mest fordi der var noget trygt ved lyset. Freddy turde ikke se sig omkring. Han søgte bare efter næste trin og næste igen. Og først da der ikke var flere, vovede han at se sig omkring i det flaksende lys over ham, lyset fra den endnu klatrende generals lygte.
De stod i en lang gang, med lofter, vægge og gulv af store sten og planker. Der var malet sære billeder, der måske skulle forestille endnu særere væsner, men virkede så ubehjælpelige, at de måske var sådan nogle bogstaver fra bøgerne eller andre underlige tegn. Der var også nogle halvt udviskede pile. Gangen førte både frem og tilbage og der var malet pile i forskellige farver. En rød førte bagud og en halvt, udvisket lilla pegede fremad. Det var den lilla pil de skulle følge og Angus havde allerede taget de første skridt.
Freddy smuttede op og tog ham igen i hånden, for gangen var netop så bred, at man kunne gå to ved siden af hinanden.
Inden længe hørte han Hayes og dværgen gå bag dem og så var de på vej op til far. Og inden længe kunne de befri lille Bedste.
Han havde jo perlen, tryllestaven og tre voksne mænd til at hjælpe sig.

15. kapitel. del1

Der var en hel masse hylder, og de var alle sammen fyldt med ting; krukker, bøger, rødder, planter og skrin I gennemsigtige krukker vred orme, slanger og sære væsner sig. Det peb og puslede De kunne vist ikke lide at være i de dumme, små krukker. Han åbnede munden for at sige til Jacob, at det var synd for dem, men inden ordene slap ud, blev han heldigvis klar over noget: de var enten ubevægelige eller skvulpede blot rundt i den væske, som de var i. De var døde
Lydene kom fra en stor kasse under hylderne. En masse rotter for hen mod tremmerne i deres bur. Et par af dem rejste sig på bagbenene og mimrede. Det så sødt ud. Freddy gik lidt nærmere og Jacob tog en skål fra en hylde, mens han småsnakkede til dyrene:
“Nu skal I se, nu skal I få mad.” Han smuldrede brød ned i skålen. “Vil du hælde lidt korn i og blande det?” spurgte han så. Og det ville Freddy da gerne, men hvor var mon kornet?
Måske i en af krukkerne? Måske i den lige ved siden af kraniet? Det var kraniet fra et menneske – et lille menneske – og det grinede tandløst til ham, mens en fed, glinsende bille kravlede ud af den ene øjenhule. Hvorfor mon Jacob havde det her? Hvad skulle han med det? Og hvor havde han det fra?
Billen kravlede ned over kraniet og fortsatte hen mod en bog og op ad den og Freddys blik klæbede til den, for så slap han for at se på kraniet. Han ville ikke se på det, men da billen blev væk bag bogen, vendte hans blik tilbage.
“Vil du stå og glo på Vanita eller vil du øse korn op?” buldrede Jacob.
“Hv-hvor er kornet?” stammede Freddy forskrækket.
“I tønden der,” Jacob pegede på en stor tønde mellem buret og et mærkeligt lille skab, med runde jernringe ovenpå – lagt inden i hinanden. “Jeg fandt kraniet i skoven,” sagde Jacob, “jeg spiser ikke små børn.”
“Det troede jeg heller ikke,” forsikrede Freddy hurtigt. Men tanken havde strejfet ham.

Lidt forlegent øste Freddy korn op og fik lov til at sætte skålen ind til rotterne der ivrigt kastede sig over den gode mad. Den ene var lige ved at bide ham i hånden og han trak den hurtigt til sig. Men nogle andre gned sig kælent op hans hånd og han kælede igen. De var søde og den ene havde en lille hvid prik mellem øjnene. Så opdagede han at de to hoveder sad på den samme krop og da han vendte sig for at sige det til Jacob, havde manden pludselig en hat på hovedet; en kræmmerhusformet, blå hat med stjerner på og en dusk i toppen – og han stod med en rund, sort stav i hånden;
“Du er en troldmand,” udbrød Freddy. Det havde han næsten regnet ud, men nu var han sikker, for hvordan kunne han ellers klæde om så hurtigt?
“Ja,” sagde Jacob og så alvorligt på ham, “jeg er en troldmand af en slags, men desværre kan jeg ikke bare sige en remse og så er moster Julie -. din Bedste – ude af fangehullet. Kom med hen til bordet og sæt dig ned.”
“Men har du så tryllet to hoveder på rotten?” var Freddy lige nødt til at vide.
“Tryllet og tryllet,” mumlede Jacob, “det kan man måske nok sige, men ikke bare ved at svinge med staven her og sige nogle ord. Så let gik det ikke.”
Jacob satte sig på en sten, med en pude på og gjorde tegn til at Freddy skulle sætte sig på stenen overfor.
Han famlede ind under sin blå kofte og halede en læderpose frem.
“Det er Bedstes perler,” udbrød Freddy.
“Nemlig,” sagde Jacob, “dem tog vi jo med. Du fik en til at forsvinde – i møddingen eller hvor den nu blev af. Men – der skulle jo være to, kez war?”
“Kez war” betød “ikke sandt”, men Freddy havde aldrig hørt at der skulle være TO magiske perler, så han udbrød:
“Er der to af dem, Sapko kan tale i?” og hvorfor blev Jacob mon sur over det spørgsmål? Han rynkede panden, så den lagde sig i vrede folder; hans øjne sendte små lyn ud og det var som om de små lyn tvang Freddy til at slikke sine læber.
Før han fik dristet sig til at spørge, hvad der var i vejen, tordnede Jacob:
“Du er Sapkos Udvalgte og så ved du ikke, at der er to af dem, der er sendere?”
“Sendere,” gentog Freddy spagt. Det var et underligt ord om perler og han fik ondt i maven, når manden var så sur.
“Ja -sendere,” snerrede Jacob og spredte perlerne ud på bordet, så den ene af dem trillede ind i kæmpekuglen, der stod midt på bordet, på en fod. En anden var på vej ned på gulvet og hurtigt greb Freddy den og lukkede hånden om den.
“Ved du ingenting?” forhørte Jacob og Freddy rystede på hovedet, men det passede jo ikke, at han ingenting vidste og det måtte Jacob ikke tro, for så ville han måske ikke hjælpe med at redde Bedste. Og nu, hvor det lod til at de kunne få fat på Sapko alligevel.
“Jeg ved, at jeg mødte Sapko,” begyndte han at forklare og ledte efter ordene:
“Du var der jo selv, men før det har jeg også mødt ham, jeg har. Nede ved vores frugttræer og så kom der nogen og overfaldt ham. Men så – efter det, så sagde Bedste at det bare var en drøm, det hele.
Men nogen gange – så snakker han i kuglen, han gør – og Raja og Pablo hørte det. Jeg ved ikke om jeg er en udvalgt, men vi bliver nødt til at redde Bedste fra de onde.”
“Så snak ind i den kugle, du har i hånden,” sagde Jacob og lød lidt mere venlig.
“Så må vi se, om det virker og om den gode Sapko er faldet i søvn?”
“Sover guder?” tænkte Freddy forbløffet højt. Det var ikke faldet ham.
“Beviakguder gør,” påstod Jacob og panderynkerne glattedes lidt ud. Et smil viste sig i øjenkrogene og lurede vist på at skubbe lynene bort.
“Sapko,” kaldte Freddy prøvende, “er du der? Vi har brug for din hjælp.”
Der skete ikke noget. Ikke så meget som en svag knitren hørtes og det hjalp ikke, at han holdt den ind mod sit øre.

14. kapitel

Der var en, der græd, stille og håbløst fortvivlet. Det var et barn. Opgivende og udmattet græd det. Mellem snøft og hyl, lød en mat hiksten. Det var Pablo. Hvorfor trøstede Bedste ham ikke? Sov hun?
NEJ – hun var væk. De væmmelige bæster havde slæbt hende bort og hvor var Raja? Væk? Han blev nødt til at trøste Pablo så. Men han var så tung, i hovedet og i hele kroppen og det gjorde ondt alle vegne.
Ved at sætte albuen i gulvet, fik han hævet sig lidt og med hovedet støttet i hånden, så han på stumperne af gyngestolen, der lå spredt mellem sleve, klude og andre ting.
Han fik lidt blod på hænderne, da han ville mærke på sit forslåede ansigt, der føltes større end det plejede, hævet af slag og da han slikkede sine læber, smagte de blodigt og det gjorde ondt. Han satte sig helt op og hele hytten kørte rundt.
Havde de også givet Pablo mange klø? Var han ikke meget stille nu? Freddy bugtede sig hen mod han , for nu havde han fået øje på ham.
Pablo sad i “hullet” mellem de to alkover. Heldigvis så han ikke slemt forslået ud, men hans ansigt var rødt og stribet af tårer. Han knugede Satrinx-figuren i hånden og snøftede:
“Han rykkede vingerne af.”
“Har du ondt?” spurgte Freddy.
Pablo så på ham og gentog:
“Han rykkede vingerne af.”
“Har vi vand?” spurgte Freddy, for han var så tørstig.
“Raja vil ikke ind,” sagde Pablo i stedet for at svare.
“Hvor er hun da?” spurgte Freddy hurtigt og skævede samtidig mod tønden. med det herlige, kogte og afkølede vand. Han måtte have noget at drikke.
Pablo rejste sig, kom hen og tog ham i hånden. Freddy stoppede ved tønden, formede hænderne til en skål og slubrede vandet i sig. Pablo gjorde det samme og så gik de ud i haven.
Hun lå i græsset og et langt, forfærdeligt øjeblik var han sikker på, at hun var død. Han ville ikke helt derhen, ville ikke blive sikker på, at hun ikke levede længere, men Pablo halede ham nærmere og ruskede i den stille pigekrop.
“Freddy er her!” sagde han, “nu er han her.”
Raja bevægede den ene hånd og Freddy udbrød:
“Du må ikke spille død.”
Uden at svare vinkede hun ham nærmere og han satte sig på knæ ved hende. Tavst tog hun hans hånd og rejste sig op, stiv i sine bevægelser og med et fremmed, tomt udtryk i ansigtet
“Jeg troede du var død,” sagde Raja og hendes stemme var meget mærkelig. Hun lød hverken vred, ked af det eller glad. Nærmest som om hun var ligeglad med alting.
“Jeg lever,” sagde han, “men – av – av – det gør ondt over det hele – især, når jeg bevæger mig. Jeg tror nok jeg bløder.”
Så må du lægge dig på alkoven,” sagde Raja og der kom en lille smule liv i hendes stemme – nu lød hun lidt forskrækket.
Han lystrede og hun kom med vand. Besværligt tog han tøjet af og lod hende føle, hvor galt det var og vaske de ømme steder lidt. Så gav hun ham nogle dråber fra krukken med de hvide valmuer på, for de var til når det gjorde meget ondt.

Raja havde nogle rifter, men var ikke kommet slemt til skade. Hun var blevet fanget, sammen med Bedste, men havde set sit snit til at vride sig fri og gemme sig i skoven. Hun kunne ikke forklare det nærmere, men det var vist noget med, at en mand ville kæle med hende og så havde hun sparket ham og var løbet. Hvordan hun havde undgået at falde, fordi hun jo intet kunne se, det anede hun ikke.
“De vil brænde hende,” sagde hun så, “det sagde de – og snakkede om, at du måske var død.”
Hun lyttede ikke til Freddys famlende ord, om at de nok skulle redde hende, men det var måske fordi, han ikke rigtigt kunne finde ordene. Pludselig blev alt omkring ham så sløret og det var vist noget vrøvl, han sagde. Det holdt op med at gøre ondt og det var dejligt. Over ham fløj der en sommerfugl, og pludselig flød den ud – i blide bølger voksede den og blev til en kvidrende due med et smukt lyseblåt mønster – alting var så smukt nu og han sank ind i en blid, kvidrende verden af duer, farver, former og mønstre, der fik et smil til at vokse frem, mens han stille gled ind i søvnens beskyttende favntag. Snart befandt han sig et sted med mange blomster og flagrende sommerfugle og han sad sammen med Sapko, der lyttede til ham og sagde: “Jeg vil tale med min far. Han kan sikkert hjælpe jer.”
En stemme trængte ind i Freddys drømmeverden og øjeblikket efter var han vågen.
“Nu kan du hænge der,” sagde stemmen, “og hvis du ikke fortæller, hvor Bedste er, så får dragen lov til at stege dig – og spise dig!” Han blev liggende og kiggede frem under dynen
Mellem to splintrede gyngestoleben hang figuren af Sapko. Og katten Belzy puffede til den med forpoterne.
“Den møgunge!” for det gennem Freddy. Nu ville Sapko da slet ikke hjælpe. Rasende tumlede han ud af alkoven, flåede figuren løs, sparkede til Belzy og langede Pablo en rungende lussing, så han tumlede omkuld. Han lå på gulvet og græd i skingre gisp.
Freddy holdt hænderne for ørerne, så figuren blev presset mod det ene og stirrede ud gennem de åbne skodder.
Raja kom ind med vand og skingrede:
“Hvad er der nu?”
“Han slog mig! “brølede Pablo, “jeg må ikke engang lege.”
Han har gjort Sapko vred.” forklarede Freddy og kunne selv høre, at stemmen var tynd og forklaringen for dårlig, men han var blevet så vred.
“Hold op,” skreg Raja vredt, “han findes ikke. Han er en fantasi-figur!”
“Nej,” forsikrede Freddy, “jeg har mødt ham og snakket med ham. Han findes! Og han kan hjælpe Bedste. Han befriede jo Jacob og ham der Hayes.”
“Vær nu en stor dreng,” sagde hun og hendes stemme var gammel og træt, “alle dyrene er væk, undtagen Belzy – og måske kommer DE tilbage efter os. Vi må væk. Vi pakker lidt tøj og mad – bare det vi kan have i en bylt og så må vi væk.”
“Vi kan gå ned i landsbyen,” sagde Pablo og snøftede.
“NEJ,! Sagde Freddy, “så du da ikke, at der var nogle med fra landsbyen? De vil ikke hjælpe os og de vil slet ikke hjælpe Bedste.”
“Hvad så med din far?” foreslog Raja.
Far? Jo, hvorfor havde han ikke tænkt på ham? Han ville helt sikkert hjælpe og han havde jo magt. Eller havde han? Var han for bange for Adolf Rimmel og for den mand, der hed sir Scott og som herskede i Fluestrup len?
“Men hvad nu hvis DE fanger os?” tænkte Freddy højt.

“De sagde, at de ville komme tilbage,” sagde Pablo og så ud som om han lige var kommet til at huske det, “jeg lå under alkoven, for jeg var så bange og så hørte jeg en, som at der sagde – er han mon død – og så var der så en anden en, der sagde – det tror jeg ikke, men vi må hellere gå inden den lille djævleunge får kaldt sine dæmoner fra Helvede til hjælp – som han gjorde på Kløverborg.”
Pablo fik store øjne, mens han fortalte, hvad to af mændene havde sagt, som om ordenes betydning først nu gik rigtigt op for ham.
Der blev tavst efter hans ord og så spurgte Raja tøvende:
“Måske var det alligevel sådan nogle rigtige djævle – hvordan fik du dem til at komme, Freddy?”
“Det var ikke mig,” sagde han, “de havde jo fanget Sapko og så ville de befri de der fanger, som jeg har fortalt – og så forsvandt de og jeg ved ikke, om det var fordi fangerne var onde eller om de der djævle er gode. Det har jeg jo fortalt.” Og det havde han – mange gange i en tusmørketime – og han havde sommetider digtet sig til mulige forklaringer, men sandheden kendte han jo ikke,
Han hørte selv, at stemmen skingrede og slikkede sig på læben. Det gjorde ondt. Han var også forfærdelig tung i hovedet, men i kroppen boblede en sær lethed og det prikkede bare, men gjorde ikke ondt. Valmuemiksturen virkede vist endnu.
“Så KAN Sapko vel hjælpe os,” sagde Pablo og smilede gennem tårerne, der stadig løb ned over hans kinder.
“Måske…” Raja tøvede.
“Far sagde selv at det ikke bare var en historie,” huskede Freddy, “og så må det passe – og hvis Sapko hjælper og far også hjælper, så kan de samle så mange mænd og -” han tøvede, for han syntes han så væsnerne fra drømmen og fra mange af historierne. Så fortsatte han: “OG væsner, at vi kan befri Bedste. Jeg ved ikke om det bliver de dæmoner eller hvad de er, for de er vist Sapkos uvenner – men så nogle andre – kentauere, elvere, orker og sådan.”
“De findes ikke mere.” sagde Raja, “og hvis de gør, så gemmer de sig og så kommer de vel ikke frem for at…” Hun tav og pillede ved den vingeløse ko, så hviskede hun spagt, som om det var til Satrinx:
“Tror du?”
“Jeg kan da prøve at kalde på ham,” bestemte Freddy sig og tog perlen ud af medaljonen. Han kaldte, men der kom ikke noget svar og han sukkede, men sagde:
“Jeg prøver da bare igen.”
“Så kan du kalde på vejen,” sagde Raja skarpt, “for vi må af sted, inden de kommer. Vi må tage lidt tøj med og en gryde og sådan. Alle dyrene er væk.”
“Miaw,” protesterede Belzy fornærmet og slikkede sig.
“Undtagen dig,” rettede Raja og kælede for den, så den strakte sig dovent på bordet, hvor den var hoppet op, selvom den ikke måtte.
“Er I ikke sultne?” spurgte Pablo og smilede til dem, “Jeg har lavet grød.”
“Jo,” sagde Raja, “min mave rumler. Lad os spise og så komme af sted.”
Grøden var sveden, men de spiste den alligevel. De kom bare en masse sukker på, så gled det ned. og for at det skulle blive der skyllede de efter med saftevand, som Pablo også havde sat frem – og fortyndet grundigt.
Pablo skar godt nok nogle grimasser efter den første slevfuld og skævede til dem, men da de bare pøsede sukker på, gjorde han det samme og så lidt stolt ud.
Bagefter prøvede Freddy igen at kalde på Sapko, men det nyttede ikke og så fik han en idé.
En kvinde (hans mor?) havde engang smidt en perle op i luften og på den måde fået Sapko til at komme. Det måtte prøves!!

Udenfor knugede han perlen i hånden og prøvede på at huske de rigtige ord.
“Se i nåde til mig!, skulle man sige, men på old-varmirisk og hvordan var det nu? “Se” hed vist “sang” eller san? Det var jo ikke lige meget. Tænk om han kom til at sige noget forkert? Og dog? Havde han ikke talt almindeligt dengang for længe siden, da han mødte Sapko? Da var han jo lille? Han kørte fingrene gennem hårene, men det klarede ikke helt hans desperate tanker. Så trillede han perlen mellem to fingre. Lagde den mod øret og hviskede:
“Sapko – hvad sprog skal jeg kalde på?”
Ikke så meget som en svag sitren lød der. Måske var det fordi Sapko syntes, han nu var stor nok til at tale old-varmirisk?
Sådan var det nok og nu fandt han også ordene. Han hviskede dem prøvende for sig selv, så smed han perlen og sagde ordene højt: ordene, som måtte være de rigtige, som SKULLE være de rigtige. “San ra fezrin tu mir” Han knugede stadig perlen
Perlen fløj op – og blev væk. Og lige meget, hvor meget, han ledte, så var den simpelthen VÆK. Han rodede rundt i græsset, klatrede op i to træer og rodede igen rundt i græsset. Væk var den og han så sig om. Møddingen?! Kunne den være faldet ned i den?
Han gravede i de halvrådne blade og det skidne hø. Der var noget pelset og blødt. Resterne af den hare, der var blevet fordærvet i fadeburet? Argh – han skreg og gravede videre – hvor dybt kunne den dumme perle have boret sig ned? Den måtte da være der? Han fik fat om noget rundt, men det var for slimet. Skuffet kylede han den grå klat bort og tørrede hænderne i bukserne. Han snøftede fortvivlet. Det nyttede ikke at vræle nu. Han måtte finde den dumme perle og kalde på Sapko.
Inden DE måske kom tilbage – med forstærkninger, som Pablo jo sagde, de havde sagt, de ville hente. Ha – det var åbenbart ikke nok med lidt mere end en håndfuld mænd og et kjoleklædt udyr. De turde ikke vente på, at han kaldte på Sapko, for de troede vist, at Sapko var ven med de hornede. Det var jo det, Pablo havde ligget under alkoven og hørt dem sige, mens han – Freddy – var bevidstløs.
“Hvad er dog det for en ork, der roder i skarndyngen?” rungede en dyb stemme bag ham og det føltes, som om han fik et spark bagi, så han lettede et par tommer over møddingen. Det var ude med ham. De skulle være flygtet straks, sådan som Raja havde sagt – langt bort og bygget sig en hule i skoven, så de kunne skjule sig der, til det blev mørkt og de kunne snige sig usete op på Kløverborg og fortælle far, hvad der var sket.
Nu kunne han lige så godt grave sig ned i møget, langt ned, så han blev kvalt og døde.
Han gravede som en hund i dyngen Stanken rev i næsen og det sved i øjnene. Og sådan syntes de væmmelige nogle altså, at han skulle dø. Men nej – vel ville han ej. Atkar og Knut ville ikke have givet op uden kamp og det ville han heller ikke! Han formede nogle klamme strå og noget mudder til en ujævn klump, vendte sig og kylede det efter skikkelsen, der stod der.
Der lød et brøl og så hang han og sprællede et stykke over jorden, mens han stirrede ind i et brunt ansigt med en klumpet næse. Et blåt ærme flagrede op og tørrede skidt bort og en stor næve med små, lyse skjolder kradsede sig i en manke af lyseblåt, krøllet og filtret hår, så nogle knastørre blomster dryssede ned på jorden.
“Hvad er den af?” udbrød kæmpen, “det er jo en menneskeunge. Hvorfor er du dog så fjendtlig?”
Den dybe stemme lød helt venlig nu. Og der var kun kæmpen. En meget stærk kæmpe, for han holdt ham, med sin ene næve i hans kravetøj.
Men så blev det vist alligevel for meget. Kæmpen gispede og sagde:
“Nu sætter du dig på den træstub og så fortæller du mig helt roligt, hvad der i vejen. Er det en aftale?”
“Ja,” lovede Freddy og da han sad på stubben, satte den mærkelige kæmpe sig på knæ overfor ham.

“Jeg troede du var en af de onde,” forklarede Freddy, “en af dem som hentede Bedste. Pablo sagde..”
“Ved den højeste,” udbrød kæmpen forfærdet, “så kommer jeg altså for sent.”
“Vi må befri Bedste,” sagde Freddy, “jeg – jeg kaldte på Sapko, men perlen blev væk og jeg ledte efter den. Er du -”
Kæmpen havde ikke horn i panden og hans ører var ikke særlig store, men de virkede lidt flossede og spidse i det. Sapkos far – den højeste af beviak-guderne – havde blåt hår med blomster i. Havde nogen mon hugget hans horn af og skåret i hans ører?
“Jeg er -” Kæmpen stirrede på ham med øjne, der var sorte som en stjerneløs nat uden anarkat-skin
Freddy forsøgte at lade være med at blinke med øjnene. Knut mødte altid den slags undersøgende blikke uden at blinke. Atkar kom sommetider til det, men HAN ville være som den modige troldmand, Knut. Inde i de sorte øjne glimtede der små orange gnister og mens han så på dem voksede de til spiralske lysstråler, hvis sære ringe lagde sig omkring ham og pludselig havde han ikke spor trang til at blinke. Med vidt opspærrede øjne så han den sære kæmpes øjne blive klare som nypudsede perler og perleøjnene funklede mod lysringene, så de lettede. Freddys øjne klistrede til dem, mens de fløj op af og dannede en brændende sky, højt oppe i luften. Et øjeblik buldrede og knitrede skyen, så var det som om den havde brændt sig selv op. Væk var den.
Og han havde ikke fået svar på sit spørgsmål.
“Du er vred,” fastslog kæmpen, “vred, bange og forslået. Du må hellere komme med mig. ”
Det lød som en god idé.
“Men så skal Raja og Pablo også med,” sagde Freddy.
“Ja – javist,” sagde kæmpen, “lad os hente dem.”

De gik gennem skoven i lang tid, bærende på hver sin bylt med de nødvendigste ting. Kæmpen havde puttet Belzy i en melsæk og lavet bittesmå huller, så den kunne få luft. Den havde ikke villet der ned i, men nu lå den ganske stille og havde det vist udmærket.
Han gik med Raja i hånden og fortalte hende om knudrede rødder og nedfaldne grene Han var stadig øm i kroppen og kunne ikke gå så hurtigt som de andre, ikke engang så hurtigt som Pablo. Det var nærmest som om hans krop ikke gad flytte sig og han måtte gå med sammenbidte læber, hvilket jo var umuligt, når han også skulle advare Raja. Men han var ikke en lille dreng længere og det skulle han nok vise dem, både Raja, Pablo og kæmpen
Selv om det blev dunkelt i skoven og tusmørket kom snigende, skulle han nok –
plask – så var der smattede blade mod hans ansigt og noget loddent under hans ene hånd. Han var faldet og måtte på benene i en fart, men nu drillede hans krop ham, gjorde sig tung , ja helt umulig og selvom han pressede håndfladerne hårdt i, for på den måde, at komme op, så lykkedes det ikke.
“Dit lille pjevs,” mumlede kæmpens stemme, tæt ved hans ene øre og så blev han løftet op.
“Du lille der – er det Pablo du hedder? – du må lede din kusine. Du ser jo ud til at være dygtig og vi er der snart.”
Så var det, som om han fløj af sted i den blød favn og senere sansede han svagt, at han blev anbragt på et tæppe, med noget kvas og hø under. Der var lunt og rart, og han blev hjulpet op at sidde. Han fik noget suppe – bare nogle skefulde, men de varmede så godt ned gennem halsen og i maven, før han faldt i søvn.

Der var mørkt da Freddy vågnede, fordi det gjorde ondt. Han var kommet til at vende sig, så han lå på maven og det gjorde ondt i ribbenene. Han vendte sig, men det gjorde stadig ondt og selvom han bed tænderne sammen, slap en klynken ud. Kort efter blev et lys tændt og i flaksende glimt så han, at væggene var beklædte med grene og fletværk. Hist og her, stak nogle rødder ud. Kæmpen gav ham noget mikstur. Det var ikke valmuesaft, men det dulmede smerterne og han faldt i søvn igen. Senere vågnede han, fordi han skulle tisse og så anede han ikke, hvor han skulle gøre det. Der var intet lys i rummet og under sine hænder mærkede han det ru og ujævne fletværk, som han havde set flakse, da kæmpen tændte lys for at give ham miksturen.
“Hvad roder du rundt efter?” rungede kæmpens stemme og da han fik fortalt det, tog kæmpen hans hånd og ledte ham udenfor. I det blege lys fra stjernerne så han, at de stod foran en bakke og begreb først ikke noget, men kæmpen fandt et håndtag i græsset og åbnede en dør, der åbenbart var beklædt med græstørv.
Da det blev morgen skinnede solen gennem et hul i loftet. Freddy missede med øjnene og strakte sig under det fnuggede tæppe. Så slog han øjnene op og så sig omkring. Lige under loft-hullet var der et ildsted, hvor der ulmede nogle små gløder. Kæmpen sad ved et bord, der faktisk bare var et bredt bræt lagt oven på to kampesten. På den ene side af ham, sad Raja og Pablo og gumlede brød med ost til. To skikkelser kom frem fra et siv-forhæng. Lydløst formede han ordene, han ville have brugt, hvis Raja havde ligget ved siden af ham endnu: han har et lidt stort hoved på en almindelig krop, men hans ben er så korte, at hans kofte går helt ned til tæerne, selvom den er almindelig. Han er en dværg! Den anden er en kvinde og hendes ansigt er spidst, så hun ligner en udsultet spurv. Hun kigger frem for sig, selvom hun har noget på ryggen – det er en pukkel, tror jeg,
I et ryk satte Freddy sig op og gned sig i øjnene. Var de virkelige eller var han ikke helt vågen? Han gned søvnen ud af øjnene.
Først da dværgen gnækkende spurgte:
“Hvad glor han på?” gik det op for Freddy, at han havde stirret på dem og han skyndte sig at sige:
“Undskyld, men jeg har ikke set en dværg før og så troede jeg lidt, at jeg stadig drømte.”
“Jaså, han undskylder,” gnækkede dværgen, “det var da altid noget, ja det var så.”
“Til mig har han ikke undskyldt,” peb kvinden og det lød som om en mus havde lært sig menneskesprog, “til dig, mester Hopsa, men ikke til mig, ikke til Hyllemor. Nej.”
Sikke pudsigt hun talte og hun så i grunden ikke uvenlig ud, så han kom til at smile lidt og sagde:
“Så undskyld, Hyllemor, at jeg ikke sagde undskyld. Jeg hedder Freddy.”
“Javist-javist,” gnækkede dværgen, “kommer han over og spiser med os?”
“Ja, jeg gør,” sagde Freddy, for hans mave rumlede og de sad jo og hyggede sig.
Mens han gumlede på et stykke brød og et stykke ost, sagde kæmpen:
“Det er skrækkeligt med Julie. Jeg ville jo advare hende og jer unger. I har vel regnet ud, hvem jeg er?
Han kunne ikke være Sapkos far eller kunne han? Freddy var ikke sikker. Pablo spurgte for ham:
“Er du Den højeste?” og kæmpen stirrede så forbløffet på drengen, at Freddy blev klar over svaret. Kæmpen brast i en buldrende latter og snart lo Hyllemor og mester Hopsa med, så det lød som et besynderligt latterkor.
“Jeg er jeres bedstemors nevø,” sagde kæmpen, da han kunne snakke for latter, “jeg hedder Jacob. Har hun virkelig ikke fortalt om mig?”
Først da gi kdet op for Freddy, at han havde mødt den store mand før. For tre år siden i det mærkelige, store rum under Kløverborg.
“Jo -tit ,” huskede Raja, “men er du ikke hendes fætter?”
Inden kæmpen fik svaret, tilføjede Pablo:
“Bedste siger, du er en sjov fætter.”
Kæmpen trak på smilebåndet:
“Siger hun det? Tjah – jeg ved nu ikke, hvor sjov jeg er. Folk siger så meget om mig, men sjov…?” Han rystede lidt på hovedet og så trist ud.
“Det er overordentlig bittert med faster Julie,” sagde han så, “jeg begriber ikke, hvordan hun kunne finde på, at hælde min svampe-mikstur på netop DEN krukke.” Han rynkede sine buskede, blå bryn: “Eller hvorfor i alverden, Kiki forærede DIG den?” Kæmpen Jacob så undrende på Freddy, men det lød mere, som om han snakkede med sig selv. “Skulle Kiki virkelig være en af de Kajtan-tilbedere? Julie er det IKKE – det ved jeg. Men fortæller hun mon, hvem Den Vise er? Kan hun få over sin tunge at røbe hende? ”
“Hvis Bedste ved noget om en ond heks, siger hun det vel,” udbrød Raja, “er det på grund af en krukke, de har taget hende?”
“Det er det, ja,” svarede Jacob og pustede et lille, bittert “hm” ud i sin ene kind. “På grund af en af Kajtan-tilbedernes krukker, som din lille fætter der fik for at redde mig – og de underjordiskes hjælpere – ja og fordi jeg havde held med mine eksperimenter.”
“Hvorfor tog du ikke den krukke med hjem?” hvæsede Raja til Freddy.
Et øjeblik sad han som ramt af et ætsende lyn; var det hans skyld, de havde hentet Bedste?!
Famlende forklarede han:
“Tr – Trine skulle jo have mere mikstur og Bedste ville jo have, jeg kom hjem og…”
“Du kunne have hældt det over i noget andet,” snerrede Raja.
Og det kunne han jo, så han tav.
“Jeg skulle ikke have givet hende den mikstur,” sagde Jacob, “for den skal velsignes af Sapko for at virke – tror jeg. Jeg – har min del af skylden, så lad nu være med at skændes, børn.”
“Vi må befri hende!” sagde Freddy, “når far hører, at hun ikke er en af de der onde nogen, så får han dem til at slippe hende fri.” Han prøvede at sige det med overbevisning, men tvivlen gnavede i ham; kunne hans far det?
“Hvorfor har du blå hår?” brast det ud af Pablo. Sikke et tidspunkt at spørge om det på, for det gennem Freddy, men måske var det, fordi han ikke kunne holde dysterheden ud?
Jacob så overrasket ud og tog sig til håret.
“Det kan Hyllemor vise dig,” smilede han så – og Raja kan se med, for jeg skal lige snakke lidt med Freddy – kom med, lille kammerat.”
De gik gennem åbningen med sivforhænget og stod i et lille kammer med nogle hyldelignende sovepladser og Jacob fandt en nøgle frem af en lomme på sin særk. Den var stor og rusten og med den låsede han en bræddedør op. Det hvinede forfærdeligt og Freddy glemte næsten sin lammende skyldfølelse, for hvad var der bag den dør?

13. kapitel

Stilheden har indtaget hele huset med sin dysterhed og i sovekammeret ligger Trine, op ad en masse puder. De røde krøller klæber til pande og kinder. Hun trækker vejret i hurtige små, stød. Det røde ansigt er oppustet og en tung lugt af sved, fylder det smalle rum.
Yelva sidder på dragkisten ved alkoven, men rejser sig hastigt og stryger usynlige fnug af sin kjole. Et strejf af lettelse glider over hendes blege ansigt, og hun stryger en rød lok bort fra panden.
Bedste knælede besværligt ned ved siden af alkoven og lytter. Freddys næsebor vibrerer og han har det mærkeligt. I maven gnaver en lille bold af angst, for pigen er virkelig meget syg. Og det er synd. Men der er en anden følelse i ham. Et ubehag ved lugten giver ham lyst til at flygte og vente udenfor, ude i det friske morgenlys. Bedste vender sit ansigt mod ham og hendes stemme knirker: “Det er lungerne, der er syge. De har ikke energi nok til, at hun kan trække vejret. Find krukken frem, Freddy.”
Det er DEN krukke og den ligger under kludene i den kurv, han står med.
.
Da Tilly var kommet til sig selv og havde fremstammet, at Trine var alvorligt syg, havde Bedste set alvorligt på hende. Meget længe og så havde hun sagt, på en langsom måde, som om hun havde svært ved at udtale ordene:
“Det gør mig ondt. Jeg kan ikke hjælpe.”
Tillys øjne var blevet kuglerunde. Ørerne strittede vantro, som troede hun ikke, hvad hun hørte.
I hvert fald forekom det Freddy, at ørerne strittede, og han ville gerne sige noget, der kunne trøste. Men han stod bare der på gulvet og glanede på Tillys måben, til hendes mine fik ham til at betragte sine bare tæer i stedet for. Neglene var igen blevet for lange, gik det op for ham.
Tilly begyndte at plage, febrilsk som et lille barn, der var meget bange. Usammenhængende tryglede hun Bedste om hjælp, men Bedstes ansigt blev hårdt.
Han så det, da han blev fanget i et spind af Bedstes hårde stemme og langsomt rettede sin opmærksomhed fra neglenes tilstand til hendes kendte træk, der ord for ord af Tillys tryglende bønner lukkede sig mere og mere, som var hver bøn-ord en sten til en mur, der til sidst lukkede Bedstes hjerte og fik ansigtet til at ligne en statues.
Ordene ramte også Freddy og skabte noget i ham, en famlende beslutning, der langsomt tog form. Hvis Bedste ikke ville hjælpe Trine, så ville han. Men noget holdt ham tilbage. Han vidste jo godt, at Bedste var så frygtelig bange for de kristne. Jagten på dem, de kaldte “Vantro,” kættere og troldfolk var blevet værre og der var grund til at være bange. Hvis HAN hjalp kunne det også komme til at gå ud over Bedste. Og Raja og Pablo.
Hvis han i det hele taget kunne hjælpe…
“Hvad er der galt?” spurgte han. Tilly vendte sit ansigt mod ham og hendes øjne var som store, dybe brønde, fyldt til randen med rædsel.
“Hun er så varm. Hun kan ikke få luft – det er djævle, der har sat sig i hendes bryst.”
“Så er det vel præsten, du skal have fat i,” foreslog Bedste og rejste sig, famlede efter stokken og gik et skridt frem.
“Bedste,” blandede Pablo sig så, “Bedste – Trine må ikke dø.” Og så begyndte han at græde, sådan rigtigt hjerteskærende.
“Så må DU hjælpe hende,” hviskede Tilly til ham og Freddy så kun hendes øjne, men hørte dog ordene. Hun var helt fra den og så MÅTTE man jo hjælpe. Bedste plejede at hjælpe, når det var så galt fat, for så løb hendes gode hjerte nemlig altid af med hende. Og hun nænnede ikke at sende folk bort, men nu i nat gjorde hun det og endda mod Tilly, som næsten var en del af familien.
Og så var der helt sikkert en meget god grund.
Freddy protesterede:
“Jeg ved ikke – jeg kan nok ikke hjælpe.”
Tilly begyndte at græde. Om kap med Pablo græd hun og snakkede om den kolde jord og de fæle orme, og Bedste sagde: “Hun kommer vel i Paradis, for I er jo frelste.”
“Vel er vi ej,” græd Tilly, “Sammy fik os jo til at tro på sandheden, men vi må jo lade som om – vi må holde ud, for ellers…”
Hvad der ellers skete, lod hun dem selv forstå og forklaringer var heller ikke absolut nødvendige, selvom Freddy ville ønske, hun forklarede det lidt nærmere. Han havde hørt en masse hentydninger til galger, pisk, bål og fangekældre, Og han havde hørt noget om Samuel (eller Sammy), som var Nikus far, og som vistnok havde ledet oprøret i 1668 fordi kong Atkar den anden var syg den dag. Men han var ikke sikker på, han havde fået sat alle historiestumperne sammen til sandheden. Bedste fortalte ikke historierne ens hver gang og når far fortalte om det, var det en del anderledes.
Far havde også kendt Nikus far og blev mild i ansigtet, når han talte om ham. Og det var mærkeligt, for far var jo en aristokrat.
Men der havde været noget helt specielt med ham Sammy og nu reagerede Bedste.
“Sammy!” gispede hun. “Nå, så lille Samuel viste jer sandheden. Det skjuler I knageme godt.”
Så gik hun hen til skabet og rodede krukken frem, mens hun vrissede:
“Så find da kurven med kludene og det andet, Freddy – og lad os gå. Jeg, gamle kone, får jo alligevel ikke nattero for jeres jamren.”
Så var de gået ud i natten og Tilly havde et muldyr stående, fordi hun jo skulle skynde sig. Det lod de Bedste sidde på og så gik de den lange tur, så hurtigt de kunne.
De snakkede ikke meget, men håbede vel alle tre, at de ikke kom for sent.

Og nu er de her.
Han tager låget af krukken og en sød-sur duft overdøver lugten af sygdom. Krukken er halvt fyldt med noget grødagtigt, lyserødt noget. Han beholder låget og Bedste finder selv den lille slev, som han kender fra de gange de gange, hvor de selv har været syge, Han kommer til at skære en grimasse, for han synes næsten, han kan smage Bedstes beske mikstur. På låget er der et billede af en kvinde. Det er vist gammelt, for det er revnet, så det ser ud som om, der er et fintmasket spindelvæv over portrættet, men man kan se, at hun er hvid og har gyldent hår, der falder blødt om et hjerteformet ansigt. Hendes kjole er grøn og hun har en krukke mellem hænderne. Op af den flagrer der en tåge – eller er det en ånd ? Kvinden ser sød ud, men han husker pludselig, at Bedste blev gal, da hun så krukken første gang, så gal, at hun hvæsede:
“Jeg vil ikke have noget med den pulverheks at gøre.”
“Gab op,” siger Bedste til Trine og bruger sin blide stemme, der er fuld af uro. Hun er alligevel ked af det og bange for at Trine skal dø. Tænk, hvis hun pludselig raller og er død. Bare ligger der og er stiv og ikke kan trække vejret. Et meget kort øjeblik, synes han næsten, han kan se hende ligge sådan og det er uhyggeligt.
Så gaber hun op og Bedste giver hende lidt af miksturen. Pigen synker besværligt og læner sig igen tilbage mod puderne. Hun lukker øjnene og et gryntende host kryber ud af hendes hals.
Bedstes finger vifter ham nærmere og hun borer sin øjne ind i hans.
“Jeg lovede det,” siger hun, så stille, at det næsten er en hvisken, “så du må sige Sapkos ord. For at miksturen skal virke.”
“Jeg – jeg kan vist ikke huske dem,” hvisker Freddy tilbage. Bedste plejer jo at sige, han ikke må bruge de magiske ord fra hendes bog. Ordene på oldwarmirisk, ordene på to forskellige dialekter. Og han må absolut overhovedet slet og aldeles ikke bruge de ord Slikoran og hans far har brugt,
“Prøv,” forlanger Bedste og han leder efter ordene. Det skal være de ord som troldmanden Knut brugte, når nogen var meget syg.
Hun fortæller dem jo stadig historierne og han fortæller dem selv, til Raja og Pablo, selvom de kender dem – og så kan han jo godt ordene.
“Ze retz ne va konciento,” mumler han prøvende og gentager dem højere, på den rigtige måde, så det lyder lidt som en sang – på en slæbende, ensformig melodi. Lad det virke, tænker han, lad det virke,
Han tager Trines hånd. Den er varm og svedig, men han ved, det er rart at holde i hånd, når man er syg. Yelva væder en klud og lægger den på søsterens pande.
Bedste åbner vinduet og luften bliver straks friskere.
“Hent et tyndt tæppe,” kommanderer hun og Tilly vimser straks af sted efter det og pakker det om Trine. Den tunge dyne ruller hun sammen i fodenden.
Og Freddy snakker til Trine:
“Du skal se – det hjælper. Sapko og miksturen skal nok hjælpe dig, så du bliver rask.”
Hun hoster fælt og forskrækket dunker han hende på ryggen, ganske forsigtigt. Hun hoster slim op og Yelva tørrer det bort.
Så slår Trine øjnene helt op og smiler svagt.
“Fortæl en historie,” beder hun, “sådan en om Atkar og Knut og Duedalen.”
Lidt tøvende begynder han og da historien er forbi, falder Trine i søvn. Hun trækker vejret roligt – meget roligere end før. Kun ind i mellem høres de korte, hivende lyde.
“Bliv her,” siger Bedste til Freddy, “jeg må hjem til Raja og Pablo. Giv hende mere mikstur til middag og til aften – og fortæl flere historier.”
En aften bankede det på familien Duffys dør og ind trådte en høj mand med en skarp næse, der mindede om et ørnenæb. Han var sammen med en lille, splejset knægt på omkring 9-10 år. Drengen så sig sky omkring og smilede forsigtigt til Felix, Trine og Aggie.
“Hvad gør du her?” brummede Patrick uroligt, “Har nogen set dig, Flobby?”
“Det tror jeg såmænd ikke,” svarede Flobby Hayes og smilede foragteligt, “men du virker slet ikke glad for at se mig? Jeg har ellers gået langt og kunne nok trænge til en sjat øl.”
“Alle kan jo have set dig, for det er jo ikke nat endnu,” udbrød Tilly og var heller ikke glad for besøget.
Tilsyneladende uanfægtet af den mere end lunkne velkomst, slog Flobby sig ned ved bordet og stirrede intenst på ølkrusene, der stod på en hylde.
Trevent tog Tilly to krus ned og fyldte smat-øl deri. Hun rakte gæsterne et krus hver.
“Mange tak, frue,” sagde drengen høfligt og Tilly tøede lidt op, men undrede sig over hvem han var.
Som om den uvelkomne gæst var tankelæser, oplyste han.
“Terry der er min lillebror og jeg er kommet efter den tjeneste jeg har til gode, kammerat.”
“Jeg har ikke mere med JER at gøre,” erklærede Patrick mørkt og akkurat som en vred tyr gloede han olmt på Flobby Hayes’s røde kjortel. Hvad i alverden bildte lømlen sig ind, at komme her og så i den mundering.?
“Jeg vil have, at I passer min lillebror,” sagde Flobby ligeud og kradsede sig på hagen, “mine mænd og jeg, har noget at gøre. Vi skal finde hans “moar” og snakke lidt med hende.”
Så der var altså flere af de røde i nærheden? Patrick forsøgte forgæves at få sine næver til at holde op med at dirre forræderisk. Herregud, det var jo bare Gregs unge, som sad der og spillede kong Gulerod.
Hvordan var det nu ? Var der ikke noget med at hans mor døde og han flyttede ind i en af Kløverborgs usle hytter – hos en fed, sjusket, tjæresort kælling, der var købt som slave, men frigivet? Og alligevel havde han set sit snit til at hjælpe djævlene og blev fanget for nogle år siden. Fanget, overflyttet og flygtet – var det ikke sådan det var? funderede Patrick og rynkede panden, for han var ikke nogen mester til at huske fortiden; mest fordi det bød ham imod, men nu var det sådan, at Gregory Hayes – der også blev kaldt “Verdens Ondeste mand” og det ikke uden grund – havde giftet sig med Tillys storesøster, Tusnelda, så de var altså i familie.
“Drengen kan blive her et par dage,” afgjorde Tilly, “han er jo min nevø,” men så må du gå din vej, så snart du har drukket din øl.”
“Som fruen befaler,” grinede Flobby og hev en dolk frem. Han lod ligesom prøvende en finger glide ned over den og nikkede tilfreds. Hans mørkebrune øjne skinnede hadefuldt og han mumlede:
“Hun skal komme til at betale – og hun skal fortælle, hvor den lede, gamle heks gemmer sig.”
Han stak dolken i skeden igen, tømte kruset i et langt drag og bøvsede gennemtrængende.
Så gik han, men fire dage senere vendte han tilbage, klædt i almindeligt bondetøj og med et veltilfreds smil om sine smalle læber. Tilly diskede op med et måltid, for det var nu sådan en sød dreng, den lille, fregnede Terry. Men han var blevet så underligt mut, efter at Trine havde fortalt om sin sygdom og helbredelse. Og da Felix viste ham krukken, som var blevet stående, skreg han som et dyr og gemte sig under bænken, hvor han peb, som en forslået hundehvalp. Han havde ikke forklaret sig og nu ville den godhjertede Tilly altså gerne vide besked.
Mens Flobby Hayes smaskede ost i sig, tog hun mod til sig og holdt krukken frem mod ham.
“Hvordan kan det være lille Terry blev så bange for krukken her?” spurgte hun ligeud.
Flobby fik osten i den gale hals, hostede og spyttede. Hastigt trak Tilly de nærmeste fade lidt til side. Halvkvalt rakte manden ud og greb om krukken, stirrede på den og da han genvandt taleevnen, spurgte han:
“Ved Den Højeste og ved kongens magt, hvor har I den fra?”
Og så måtte de jo ud med hele historien. Alle detaljer, ville han have og efterhånden som han fik dem, fik hans ansigt en ophidset glød. Ansigtsudtrykket var en sær, næsten grotesk, blanding af tilfredshed, undren og hadefuld sorg.
“Så ER det altså hende,” udbrød han, “og hun har den udvalgte i sit spind. Vi må forhindre det – ved I hvad det er, der er i krukken?”
“Mikstur,” svarede Tilly forundret.
Hun så mere og mere forundret og forskrækket ud, efterhånden som Flobby forklarede, hvad han var sikker på, den mikstur var lavet af: blod fra torterede drenge blandet med knoglemel fra kirkegården og tilsat tårer fra en jomfru, velsignet af fegudinden Urzulgas stedfortræder i denne verden.
“Vil det sige, du tror, gamle Julie er en fæl heks?” spurgte Tilly og vidste, hun måtte få den uindbudte gæst væk fra den vanvittige idè. Og hvis det var umuligt, måtte hun advare den rare gamle Julie, som selveste sir John jo nu hjalp med penge og ved at tale pænt om hende.
Trine kom ind fra haven. Hun havde en fin ansigtsfarve og hendes grågrønne øjne glødede af energi. Ingen der så hende ville tro, hun for bare fire dage siden, havde været døden nær – medmindre de da vidste det. De andre i landsbyen talte om, at det var et mirakel.
Men Flobby så på hende med et dystert udtryk i sine mørke øjne; “Så fager en skønjomfru – synd at hendes jomfrusjæl nu tilhører den øverste af de gale Kajtanhekse.”
“Nonsens,” protesterede den fornuftige Tilly og ville til at fortælle, hvordan den gamle derude havde værget sig for at hjælpe, men før ordene kom over endes læber bed hun sig i tungen; måske ville det bare gøre alting værre for gamle Julie.

Men før Tilly nåede ud til hytten, havde en nabokone bestemt sig for at tale med præsten. Hun havde fået noget grød af Tilly og da hendes børn spiste af den grød blev de skrækkeligt syge; det var naturligvis fordi Tilly var i ledtog med fæle hekse; enhver kunne jo se, at hendes hæslige søster Tusnelda var en heks og nu dette med barnet, der helt unaturligt kom sig efter at have været dødsens.
Alt dette og mere til fortalte hun den ivrige, unge præst, der forfærdet lovede at gøre noget. Meget snart.

***

Det buldrede henne fra døren, som om den blev hamret på af vrede knytnæver. Nej – det var ikke “som om”. Det var ikke indbildning. Nogle bankede og der lød vrede stemmer. Den vredeste brølede:
“JULIE JEGORSDATTER RONANTEZ – I LOVENS NAVN; LUK OP, din lede heks! VI VED, DU ER DER og du skal på bålet.!”
Freddy var, mildt sagt, rædselsslagen. Som en stenstøtte sad han i alkoven, med vidt opspærrede øjne og hamrende hjerte. Larmen havde vækket ham og det første han så, var Bedstes ansigt. Det var gråt og fortrukkent. Afsindig af skræk, sad hun i krogen, ved dragkisten og mumlede ord, han ikke forstod.
Og udefra smeltede de mange vrede stemmer sammen til en næsten lige så uforståelig larm. Men han sansede dog, at de ville ind og gøre Bedste fortræd. Hvor kunne hun gemme sig? Det var den første fornuftige tanke, der trængte gennem skrækken. Hun måtte gemme sig!
“Jeg vil sove,” mumlede Pablo og trak dynen op om ørerne.
Nu sad Raja på hug, foran Bedste, strøg hende over håret og hviskede noget i hendes øre. Men Bedste jamrede bare. Som et såret dyr.
“Du må gemme dig,” gentog Raja og opgav at hviske, “kom nu med ud i stalden, lille, søde Bedste.”
Bedste jamrede videre. Hun rejste sig ikke og larmen udefra lød værre og værre. Om lidt kom de brasende ind. Han blev nødt til at slå dem ihjel. Han måtte have fat i buen og pilene. Buen hang på væggen, men hvor var nu pilene? Ikke på sin plads ovenpå skabet. Under det måske?
Han krøb ind, famlede sig for og der var pilekoggeret.
Bag ham faldt døren ind. Der lød to brag og han krøb hastigt baglæns, trak en pil frem og stirrede. De to dør-halvdele lå på gulvet og det myldrede med mennesker. Myldrede!
“Jeg dræber jer,” skreg Freddy. “Ved Sapko – jeg dræber jer!”
Med rystende hænder spændte han buen. Han havde øvet sig. Han havde skudt harer, en ræv og nogle hjortekid, Han kunne godt. Og de skulle forsvinde eller dø. Han tog en pil og hænderne holdt næsten op med at ryste. Han tog sigte. Ham med den sorte kjole var vist den værste, for det var jo de kristnes anfører. Ham ville han ramme – lige gennem hans dumme, hvide krave.
“Ungen går til angreb,” var der en, der lo. Han havde gult hår. Han morede sig. Morede sig bare. Han lo, mens han flåede buen fra Freddy og han skrupgrinede, mens han knækkede en pil..
Freddy knyttede hænderne.. Han sparkede og slog, men de slog igen. De sparkede også. Freddy snerrede som et vildt dyr. Han bed også og han tænkte kun på at uskadeliggøre de onde, der ville gøre Bedste fortræd.
“Djævleunge,” råbte de, “Den Satans djævleunge er jo helt vild.”
De var mange, Nogle var i bondetøj, men flere var i grønne dragter. Kong Leopolds soldater. Han havde set nogle af dem, men far sagde de ikke var farlige – kun for djævle eller nakkedonere,
Foran Bedste stod en bred tamp. Han greb fat i Bedste: “Nu er du færdig med dine onde gerninger, gamle heks!“ sagde han ondt.
“Jeg kan skam ikke hekse,“ peb Bedste og rystede af skræk.
Det dunkede i Freddys arme, Det hamrede i hans krop. Den ækle, modbydelige tamp skulle bare slippe Bedste. Hans hænder skulle visne. Hans fødder skulle brænde, så han slap Bedste.
Freddy stirrede på gløderne i ildstedet. De spruttede. En af dem flammede lidt op og det knagede i birkeknuden. “ Karm sif hant,“ Freddys læber formede ordene. Store næver tog om hans arme og vred dem rundt. Der lød latter. Syg, spottende latter. Han sparkede, men det var noget hans fødder og ben gjorde. Hans sind fangede flammen.
“Bliv til en kugle, bind med energi,“ lød det i ham og så forsvandt også ordene. Han var en kugle af ild og han for hen til de fødder, der gemte sig i fedtlæderstøvler med tre ridser på hælen, Der borede han sig ind. Der brændte han, så soldaten skreg. Så løb han op gennem benene og de visnede omkring ham. Maven var et blæver at være i, så han krøb ud i armene, ud i blodvejene, ud i hænderne. Hurtigt. Hurtig nu, for han blev så underlig svag. Det sortnede for ham.
En stemme brølede et eller andet. Han ville ikke høre det.
Han sprang ud af ørerne på soldatertampen og hang i armene på ham med det gule hår. Nu var han holdt op med at grine.
“hun Er sgu da en stærk heks,” mumlede en eller anden.
Bedste var væk.
Der lå bare en bunke aske med en grøn hat, der hvor hun havde været.
“Fang hende!” skreg en masse stemmer.
Ha. Han lavede dem da bare til aske. alle sammen. Han skulle nok…de skulle få at se…men han havde ondt alle vegne. Den gulhårede lo.
Alting drejede rundt. Gulvet sprang op mod ham. Hænders slap ham.
Han havde en besk smag i munden. Blod?
Så blev der sort. Alt forsvandt.

Kapitel 11 – 20.11.16

Freddy lå i alkoven derhjemme. Duften af friskt træ og harpiks kildede hans næsebor, på en blid og behagelig måde. Alkoven var helt ny og han havde selv lavet den, sammen med Pablo. Raja havde også hjulpet lidt, for som hun forurettet sagde:
“Den er jo til mig og hvorfor skal I lave alt det sjove?”
Den gamle alkove var blevet for lille til dem, eller rettere sagt; de var blevet for store til den. For som Bedste tit sukkede:
“Det er rædsomt som I skyder i vejret og som tiden løber.”
Og det var rigtigt, at tiden løb, i hvert fald virkede det sådan, nu han lå her og mærkede Rajas varme krop mod sin.
Det var tre år siden, han første gang besøgte sin far. Tre år siden de der djævle, havde slæbt stakkels Sapko med op på Kløverborg og befriet Bedstes fætter Jacob. Nu vidste han, at det var ham, de havde befriet, Ham og Gregory Hayes. Han vidste også, at Hayes var en djævel, men ikke sådan en med horn i panden. Han var med i en bande, der kaldte sig sådan – og banden var en “rest” af en hær, der havde gjort oprør engang.
Bedste fortalte stadig historier, men hun påstod stædigt, at det kun var historier og hun snakkede aldrig mere om, at han var den udvalgte. Så det var han måske ikke, men Sapko havde da talt til ham i perlen. Kort efter, at han kom hjem dengang, havde han sagt tak – og et par gange siden, havde han talt til ham i perlen. Raja og Pablo havde hørt det, den ene gang, men Bedste vrissede:
“Ja ja – snak nu ikke om det til nogen.” Og ordene klang så sært og fremmed, da hun sagde det. Som om hun vidste, de havde ret, men ikke VILLE vide det.
Han havde været vred over det – at hun ikke ville høre om den virkelige Sapko længere, og over at hun havde sat KRUKKEN om bagerst i skabet; den krukke, som Bimbo, var kommet med – og havde hvisket, at den var en gave, som tak for hjælpen.
Han havde tit haft lyst til at lirke proppen af og kigge i den, men han havde ikke turde – og så gled ønsket langsomt i baggrunden, hvor det lå sammen med længslen efter Niku, der aldrig mere kom på besøg.
Tante Lev, Pablos mor, havde været på besøg, ikke så længe efter DET og havde sagt, at han rejste rundt med nogle gøglere og nok var langt væk, måske ligefrem i Warmirien.
Han havde drømt om at gå ud og finde ham, men der var jo så meget. Hele tiden var der noget at lave. Der skulle jo sås, fodres, høstes, jages, laves mad, fodres igen, slagtes og sys og syltes, bages…og sådan blev det altså tre gange sommer og lige så mange gange vinter, i en stille flydende strøm.
Sir John – far – havde givet Bedste penge og hun hjalp sjældent folk med deres sygdomme, men gav Tilly og Patrick penge for at komme og hjælpe i hytten – ind i mellem. Især når han var oppe ved sin far, for så var der jo brug for en hånd, sagde Bedste.
Det var nu ikke så tit, han var der, for på Kløverborg var der ligesom så “stift”, selvom den gamle sir Richard var død og begravet. Men sir John var nu god nok og han var begyndt at tænke på ham som “far”. Han havde også fået dristet sig til at spørge, hvor den røde ring var, men far havde blot hvisket:
“De tog den fra min fader – og tal ej mere der om, barn.”
Så holdt han op med at tale om det. Når der var voksne i nærheden. Han sagde heller ikke noget til “alfeungerne” og da slet ikke til sin halvsøster Richard eller sine to lyshårede halvsøstre, Constance og Charlotta.
Men Raja og Pablo lyttede og nogle gange så de det også når han øvede sig på magi, det var langtfra altid han havde held med det, men han genoplivede da nogle pattegrise, selvom den ene af dem blev ved med at dø, så han lod den være død. Han prøvede at få Bedstes hår til at blive tykkere, for det var blevet så tyndt i det, men det virkede ikke uden ordene og når Bedste nu læste sprang hun trylleordene over – og hun ville ikke lære ham at læse, selvom han plagede. Så prøvede han selv, sommetider sammen med Pablo, men det var svært at begribe, hvordan de mange små sære tegninger blev til ord.

Raja og Pablo havde også været oppe på Kløverborg og var mægtig begejstrede. Og det gav en del at snakke om i skumringsstunderne. For i skumrings-stunden var det rart at sidde og fortælle historier, sande eller opdigtede. Det havde efterhånden afløst godnathistorierne, som især Raja følte sig meget for stor til.
Hun var nemlig en kvinde nu. Det sagde hun da og hun var helt vigtig på grund af det. Bedste havde sagt det, den dag, Raja pludselig havde blødt. HA – det var selvfølgelig nok rigtigt, at hun så kunne få børn, som Bedste sagde, men RIGTIG voksen, som Tilly eller Yelva (den ældste “alfeunge”) det var hun da ikke – og så havde hun de der gule knopper i hele ansigtet og var det måske noget at blære sig over? Hun turde heller ikke sove alene. Hun gjorde det den første nat, for alkoven var ganske rigtigt til hende. Men midt om natten, satte hun sig op og skreg, så han blev nødt til at liste over og trøste hende. Og så faldt han i søvn i den nye alkove. Bedste havde set så underligt på dem og havde mumlet:
“Nå – hm – Jaja da, han er jo kun 10 år, så hvad?”
Og så havde Raja sagt noget mærkeligt:
“Ja, Bedste – han er bare en lille unge, men ved du hvad – når han bliver voksen, så gifter vi os – for så kan han blive ved med at SE for mig. Er det ikke en god ide, Bedste?”
Bedste havde rynket brynene og misset med sine øjne. Før hun fik svaret hujede Pablo:
“Så er I bare kærester – ævbæv – så skal I kysse.”
“Bwadr,” havde Freddy mumlet, for det ville han altså ikke. Det var for vammelt, i hvert fald på munden og det var helt sikkert det, den lille møgunge, mente.
Han havde rejst sig truende og forfulgt den flygtende drillepind, helt ud i haven – og da han fangede ham, havde han kildet ham. Lige til han gispende sagde undskyld.
Men det var nu rart nok, at ligge her, under samme dyne, og være sammen, som de altid havde været, når han ikke lige var oppe på Kløverborg. Og hvis hun fik en kæreste, så flyttede hun jo fra dem. Og hvis nu han ikke kunne finde ud af at se for hende, når det var nødvendigt, men lade hende gøre alt det hun kunne og selv finde rundt i hus og have og kendte steder – så gik det jo ikke. Så var det da bedre, at hun giftede sig med ham, som hun havde sagt – altså om lang tid – når han engang blev en mand. Og så byggede de et større hus, så Bedste også kunne bo der – og Pablo selvfølgelig. Og han kunne jo gifte sig med Alfe-Trine, for de legede så godt sammen.
Freddy listede en arm om Rajas ryg og faldt i søvn.

Raja mærkede hans arm mod sig og hans åndedræt pustede mod hendes nakke. Han var kun et barn og han kunne være irriterende og anstrengende en gang i mellem, men en dag – om fem år eller måske lidt mere – var han en mand. Han var kærlig, han passede på hende, Hun følte sig tryg her. Verden omkring dem var farlig;
Hun havde været ude i den nu – ikke bare oppe på Kløverborg og i nogle af fæstegårdene og tjenestehytterne i Kløverborg, men også på fattiggården i klosteret – og hos sin mor.
Ja, for en dag kom hendes morbror Juan efter hende. Han var også drengenes morbror, men han bragte bud om, at nu ville hendes mor gerne have hende hjem.
Raja var blevet oprevet og ville ikke, for Freddy skulle jo ikke med, men så kom hun på besøg for at se, hvordan der var. Og mor var meget venlig. Hun havde fået en ny mand og nogle børn, men hun havde også en datter, der var storesøster til Raja, og hende kunne Raja faktisk godt huske, da de først fik rørt ved hinanden og Tanja fortalte om dengang de boede sammen, dengang Raja bare var fire år og ikke boede hos Bedste endnu.
Men så en dag kom Freddy på besøg. Raja var glad, men Tanja syntes at det var irriterende, så hun fik overtalt Raja til at de gemte sig for ham.
Og nu, her i alkoven, var det som om hun genoplevede det:
“Her kan vi være i fred for din irriterende fætter,” klinger Tanjas lyse stemme.
“Ja, nu er vi alene,” konstaterer Raja og væder sine tørre læber. Hvordan skal hun fortælle Tanja om sit valg, og har hun i grunden valgt? Her er jo rart, og det føltes så godt lige før, da de løb gennem haven, hånd i hånd. Tanjas buttede hånd var så varm og blød mod Rajas. Tanjas stærke arme fik hende hurtigt på højkant, da hun snublede over en træstub.
Det er godt at have en storesøster og nu sidder de sammen i en grenhule, nede bag urtegården, der er deres mors. En duftbølge af mynte, timian og lavendler kilder behageligt i Rajas næsebor, og søsteren er så tæt ved, at en lok af hendes bløde hår strejfer Rajas kind.
“Jeg er så glad for, at morbror Juan hentede dig,” hvisker Tanja i Rajas øre.
“Ja, det var godt,” synes Raja også. Men mon Bedste har fået høstet lavendlerne? Pablo vil nok bare lege – den lille dovne unge.
“Du var væk så længe, at jeg næsten glemte dig,” betror Tanja hende, og sænker igen stemmen til en hvisken, før hun tilføjer: “men jeg drømte om dig og legede tit, at du var her. Måske så du lidt anderledes ud.” Tanja ler. En lille latter, der dirrer mellem hendes læber.
Raja kan ikke finde på noget at sige. Hun havde også næsten glemt Tanja. Huskede hende blot som en stemme, små klistrede fingre og en arm, der krydsede hendes, hen over kludedukken, som de tit om dagen skændtes om.
Hjemme ved bedste, hvor hun har boet siden hun var 4, har hun sin egen kludedukke, men hun er alt for stor til at lege med den, så den sidder på dragkisten. Hendes to fætre, Freddy og Pablo, siger at de aldrig rører den, men det passer ikke. Hun har hørt dem. Hun kender dem.
Raja puffer til en drilsk hårtot i panden og hendes finger strejfer en betændt knop. Der sker så meget underligt med hendes krop for tiden. Noget drenge ikke forstår – og gamle Bedste bare mumler om.
Men en ældre søster, der har savnet hende, forstår måske?
Måske skal hun blive her – og lade Freddy hilse. Når morbror Juan har fulgt ham hjem?
Så stivner Raja. Der lyder trin. En kvist knækker under træskofødder og lidt længere væk fra hulen bliver en lille sten hvirvlet mod en større. Der er to personer i nærheden.
“Du kan godt undvære din fætter. Jeg kan …” snakker Tanja.
“schyy..,” Raja lægger en finger mod sine læber.
Tanja tier. Skridtene kommer nærmere. Så stopper de, og der lyder stemmer.
“Godt du snart slipper af med den lille møghvalp, Nina,” siger den ene.
Det er Tanjas mor – og min! – der hedder Nina, farer det gennem Rajas hjerne. Den der taler må være nabokonen.
Nu svarer Nina: “Ja, han passer ikke her blandt ordentlige folk. Ikke med de pokkers blå øjne.”
Nabokonen gyser: “Nej, uha, men du beholder vel tøsen? Den gamle derude må vel snart dø – og selvom tøsen er blind kan hun vel nok fyre op og lave lidt mad?”
“Javist, og så skør som den gamle efterhånden er, er det vel min pligt at tage mig af mit eget kød og blod.”
Raja hører ikke mere. Små bobler tumler rundt i hendes mave og blæser kvalme op i hendes svælg.
Tanjas arm om hendes skuldre, føles som en slange, og hun skubber den bort.
Kvalmen brænder i svælget og boblerne protesterer: Bedste er ikke skør, og Bedste dør ikke før om mange år. Freddy er måske lidt skør, men han er jo også en dreng. Det er da lige meget med de blå øjne, for hvad er “blå”? Det er vistnok noget himlen er på en dag, hvor det ikke regner, og hvor der enten er varmt eller frostkoldt. Det har Freddy sagt.
“Jeg vil hjem!” siger Raja.
Og hjem kom hun, selvom mor og Tanja ikke var glade for det.

Freddy drømte, at han var voksen og at han fandt de der djævle. Han tvang dem til at udlevere ringen og Simprex slap fri. Den store, smukke due baskede omkring og smed blomster ned til aristokraterne og de andre kristne og når de samlede dem op, så blev de glade og gad ikke være onde mere. Jo – Adolf Rimmel gad godt være ond og så blev Freddy desværre nødt til at fægte imod ham – lige til den onde mand skvattede bagover og slog hovedet ned i en stor sten. Bang! Sagde det.
Bang – bang – bank – bank –
Fortumlet satte Freddy sig op og blev klar over at det bankede på døren. Og i næste øjeblik gled den op, for de havde åbenbart glemt at skyde slåen for.
Der på gulvet stod Tilly og staldlygten i hendes hænder oplyste det gråblege ansigt med de rødrandede øjne.
“I må hjælpe mig,” stødte hun frem og segnede om.

Kapitel 10, 18. november

“Det er ordnet,” sagde Slikoran, der havde lagt sig på maven og stirrede ned i dybet under dem.
Freddy blev stående. Hvad nu ? Var det ikke meningen han skulle tilbage til det gule kammer?
Åbenbart ikke lige nu, for Slikoran hviskede: “Kom og kig, Freddy.”
Så lagde Freddy sig også og kiggede .
Lige ned på det fine gulv, han havde stået i, da sir John havde fulgt ham her op på Kløverborg.
Det sydede et øjeblik. Så blev der stille og øjeblikket efter lød der er en gurglende, rallende lyd. Sådan havde det lydt, da den gamle mand døde for Bedste, derhjemme – ham, der var kommet en nat og som hun ikke kunne gøre rask. Heldigvis havde han sine voksne sønner med og de bar ham hjem. Og endnu mere heldigvis sladrede de ikke om, at han var død hos dem. Men sådan lød det når man døde. Det kunne i al fald godt lyde sådan og så var der nok en, som lå dernede og døde.
Hvem mon det var? Han måtte krybe lidt længere frem, men det virkede så farligt – og der var meget langt ned. Hvis han faldt slog han sig sikkert meget slemt. Der hang en sær lugt omkring dem, en lugt, der overdøvede lugten af støv. Den rev så underligt i næseborene.
Med dunkende hjerte lå han ved siden af Slikoran og hørte stemmer. De snakkede i munden på hinanden.
“Hvad i alverden..?” spurgte en og en anden svarede:
“Jeg ved det ikke, men her stinker jo af svovl.”
Så var der en stemme, han kendte:
“Han er død,” sagde sir John og hans stemme lød så underlig – forbavset, bange og lidt ked af det. Mest forbavset. Som om han ikke troede, på det der var sket.
Hvem var død? Freddys nysgerrighed kæmpede med angsten og stirrede ned. Der var lyst i salen. Blødt lys fra mange stager. Også fra den store stage i loftet, for han var lige ovenover den jagur-stribede firkant i gulvet. Ved siden af den lå et menneske med halvåben mund og vidt opspærrede øjne. Hans næsten skallede isse lå på en jakke og ved siden af ham lå det fårede hår.
Freddy lænede sig lidt frem, for at se bedre. Mon sir John sad ved den døde?
Det gik hurtigt.
Freddy hang med hovedet nedad. Fødderne hang fast i kanten omkring kanten på lemmen, men kun i tæerne.Om lidt ville han falde. Lande på gulvet og slå sig slemt. Han måtte op igen. Han mærkede Slikorans hænder om sine ankler, lettelsen løb gennem ham. Nu trak Slikoran ham op. Et sted puslede det. Vistnok bag ham. Han kunne ikke bestemme, hvor de puslende lyde kom fra. Blodet dunkede i hans hoved. Han følte sig varm og kold på en gang.
“Hvad Satan er det der hænger der?” var der en, der råbte..
Der lød et dunk og et skrig. Noget skar sig ind i Freddys ankler. Han hørte sig selv skrige. Det gjorde ondt. Det blødte. Og nu han han kun fast i den ene ankel. Jagurpletten dansede under ham. Rakte ud efter ham.
Slikorans fingre gled væk. Jagurstriberne sprang op mod ham.
Men han ville ikke møde dem. Ikke lande på det hårde gulv. Ville ikke, for så – for så døde han nok.
<Han måtte have et reb. Noget at lade sig glide ned ad. Et tykt reb. Som det derhjemme – det op til deres hule i træet.
Et reb. Tykt. Snoet. Af hampestrå. Flettet. Lidt flosset, men holdbart. Med en knude for neden. En knude at gynge på.
Og der var det jo.
Det dinglede foran ham. Men hang jo nedad. Kunne ikke sidde på knuden. Fik den ihovedet. Nej, for han snoede sig. Undgik den. Bed tænderne hårdt sammen og strakte hænderne ud. Greb om knuden.
Over ham var der nogen eller noget, der knurrede. Under ham lød der gisp
Han lukkede benene om rebet. Hang fast.
Det var bare at hænge fast nu. Ikke give slip. Så blev han måske halet op. Eller ned. Ned. Rebet dalede nedad. Langsomt. Han havde kvalme. Nu blev han nok kvalt. Det svimlede for ham. Nedad.
Hænder og arme. Nogen tog fat i ham og hviskede; “Du er nede nu, Freddy. Giv slip på rebet.”
Men han ville ikke give slip, for så slog han sig. Men det svimlede mere og så gav han alligevel slip.
Og fløj rundt i en kolbøtte. Kvalmende.
Da han kom til sig selv lå han på gulvet – med hovedet på noget blødt. Og han så op i sir Johns blå øjne.
Men han så også op i vrede øjne. Farveløse øjne, der stirrede ondt på ham.
Han måtte væk. Så han sprang op. Men det svimlede stadig, De vrede øjne og sir Johns forundrede blå flød sammen.
Så mærkede han noget mod sine læber. Noget hårdt, men der var også noget vådt. En dunk med vand. Han lænede hovedet lidt bag over. Drak lidt af vandet. Fik sig sat op, så vandet ikke kom i den gale hals.
“Jeg må have dig på højkant,” lød sir Johns stemme. Langt borte fra og alligevel helt tæt på.
Det prikkede og stak i Freddys arme. Som små bobler. Han vidste, han skulle på benene. Han skulle. For nu ville han hjem.
Han rejste sig op. Mærkede at sir john var klar til at støtte ham, men han faldt ikke om igen. Han følte sig stærk. Det måtte være vandet. Nu så han klart mændene foran sig.
De gjorde fagter, lige som om de tegnede kors i luften, foran deres maver.
“Grib den lille djævel!” skreg en af mændene og Freddy nåede at se sig om efter en lille, hornet skabning, inden det gik op for ham, at det var HAM manden mente.
Nu var det med at komme væk, for manden kom hen imod ham og de andre fulgte ham. Væk!
Op ad rebet igen? Eller vente og smutte mellem deres ben?
Han kunne ikke flytte sig. Hans ben opførte sig, som om de var lavet af rødgrød. De blævrede og nægtede at hjælpe ham væk. Det rislede ned af benene og han åbnede munden. Han ville skrige, kalde på Bedste – sige de skulle skrubbe af og lade ham være….
Men som det var sket i drømmen, kom der ikke en lyd. Skriget sad fanget i halsen.
Gennem et slør af tårer og skræk så han en bred ryg. Den stod som et værn mellem ham og de væmmelige mænd.
“Kom til fornuft, mine gode mænd,” tordnede stemmen, “nogle djævle har i nat befriet Jacob Ronantez og den unge Hayes, som sir Robert lod bringe hertil. Min søn har intet med det at gøre.! Han er bare en nysgerrig unge og nu skal han i seng. I stedet for at te jer som dårer, skulle I kaste jer ud i natten og fange de forbrydere. Der venter jer en klækkelig belønning, hvis I fanger dem – døde eller levende. De dræbte min fader og det skal hævnes. Men JEG er Herre nu – kan I komme af sted?!”
Det kunne de og det så hurtigt, at de var lige ved at falde over både deres egne og hinandens ben.
Da de var forsvundet vendte sir John sig langsomt om og satte sig på hug, så deres ansigter var i omtrent samme højde. Mandens ansigt lyste hvidt i dagslyset, der nu trængte ind til dem.
“Så du dem, dreng?” spurgte han, “så du dem fare ned i dybet?”
Freddy rystede på hovedet og sir John slikkede på sin underlæbe.
“Den – den underlige trold kaldte på dig. Så det…det er ikke bare en historie, vel?”
Nej” brast det ud af Freddy og for sent bed han sig i læben. Sir John strøg ham bare over håret og løftede ham op til sig.
“Du skal i seng,” sagde sir John.

Kapitel 9, 18.november

“Hvor kender du mig fra?” spurgte Freddy, for det ville han gerne vide.
“Årh, din bedstemor har fortalt meget om dig,” svarede manden og satte Freddy ned, så han stod på den stampede jord, der gjorde det ud for gulv.
“Det kan du fortælle om en anden gang, Jakob,” foreslog en lille mand, der var kommet hen til dem. Hans ansigt så ud som om det var lavet af sten, men der var liv i hans store gulbrune øjne.
Sapko og den rødhårede mand var kommet nærmere.
“Du er vokset, Freddy,” sagde Sapko og smilede til ham, men det var sådan et blegt smil, så Freddy fik ondt i maven. Var det mon den rødhårede mand, der havde fanget ham? Eller måske det blå væsen?
“Jeg ville gerne befri dig, men jeg vidste ikke hvordan,” sagde Freddy og så ned på sine bare tæer; han havde helt glemt at få sko på, men de var nu også svære at få på og de strammede. Hans træsko havde ham sir John gemt i en kurv et sted ude i den kæmpestore lade.
“ Du HAR befriet mig,” sagde Sapko og smilede lidt mere. Nu var smilet også i hans runde, gule øjne.
“Ja, din magi er utæmmet og uøvet,” sagde den blå og så på Freddy.
Freddy lagde nakken tilbage for at se det blå ansigt; væsnet var meget højere end ham og mindst et hoved højere end den mand, der havde grebet ham.
“Du er virkelig en lille en,” sagde den blå og gik ned i knæ, så han sad på hug foran Freddy. Væsnet så faktisk ikke farlig ud, men det var mærkeligt at der ikke var hvidt omkring det orange i hans øjne. Og at der heller ikke var en pupil, men en masse små røde prikker, der funklede. Og det var virkelig mærkeligt, at han horn på toppen af hovedet. Eller var det følehorn, for de lignede sneglenes følehorn, bare meget tykkere og mere sådan – ja. Hornede.
Freddy nåede også at registrere at væsnets hår faktisk ikke brændte, men at det var som sære tråde; helt anderledes end menneskehår.
Så gik det op for ham, at væsnet lige havde sagt, at han – Freddy – havde magi. Men det havde han jo ikke, for Bedste sagde at han bare sommetider var heldig og at han havde en god fantasi.
Væsnet lagde en hånd på Freddys ene arm og Freddy var lige ved at trække armen til sig for det prikkede så sært i den, men det var vist uartigt at gøre det, så han lod være.
“”Jo, du kan blive en stor troldmand. En dag,” sagde væsnet og fortsatte:
“det mærkede jeg allerede første gang, jeg så dig.”
“Hvornår var det?” undrede Freddy sig.
“Da du var meget lille. Din stedfar var der også.”
“I kan snakke om det en anden gang,” sagde ham, der hed Jakob.
“Ja, for nu skal Sapko hjem til Anarkat,” sagde det inde i Freddys hoved og noget kildede i hans øre. Det var katten Slozzy, der nu stod lige ved siden af ham, på bagbenene, og slikkede ham i øret med sin ru tunge. Det var virkelig en ret stor kat.
“Nu skal du hjem, Sapko” sagde Freddy og katten spandt.
Hvordan mon Sapko kom hjem? De var jo i noget, der måtte være en slags underjordisk hule og herfra kunne Sapko da ikke stige ind i sin flyvebobbel og den var her vist heller ikke.
“Ja, nu skal jeg hjem,” sagde Sapko og så ikke glad ud.”
“Du ligner noget katten har haft med ind,” sagde den lille mand med stenansigtet.
“Er det mig De mener, hr. Hayes,” spurgte Sapko og stenmanden nikkede.
“Det ligner De egentlig også. Ja, undskyld mig, men jeg synes altså De ligner en rotte.”
Freddy så på den lille mand. Faktisk lignede han lidt en stenrotte med sin spidse næse i det smalle ansigt, og med de to fortænder, der var store og måske ensomme, fordi der ikke var andre hele tænder i munden. Han havde også kun nogle pjuskede hårtotter på issen.
“Nu må det være snak nok om hvem, der ligner hvad,” sagde den blå, “men det er rigtigt at du ser ud som om, du ikke har det så godt, min kære Sapko.”
“Jeg er aldeles ikke din “kære,” Slikoran, “ hvæsede Sapko og virrede med sine store ører.
“Vil du gerne se hans blomster blomstre igen, Freddy?” spurgte den blå og Freddy nikkede; ivrigt og uden tøven. Selvfølgelig ville han gerne det.
“Så stryg ham gennem håret, mens du siger, de ord, jeg nu fortæller dig,” sagde den blå. Han sad stadig på hug foran Freddy og nu begyndte de små røde prikker i hans øjne at syde.
“Siz vinsjiakuus malette blomsti-rakus,” sagde han.
“Sis vind dji – ma – ma…,” prøvede Freddy.
“Stryg nu bare gennem det hår,” opfordrede stenmanden,
“Nej, lad være. Gør det ikke,” sagde Jakob.
Forvirret så Freddy på Sapko. Det var vel noget, han bestemte?
Men Sapko så forvirret ud. Han lignede overhovedet ikke en kærlighedsgud, som Bedste sagde, han var. Han lignede bare en beviaktrold, der lige var sluppet ud af fangenskab og ikke vidste, hvad han nu skulle gøre.
Den rødhårede mand lagde en arm om Sapkos skuldre og trak ham lidt ind til sig; åbenbart for at kunne hviske noget i hans øre. Så gjorde Sapko sig fri af hans greb, slog lidt med halen, så den grønne haledusk svirpede mod en sten, der lå på jorden.
“Du skal ikke sige Slikorans ord,” sagde Sapko, “men du må gerne stryge mig gennem håret.”
Freddy gik forbi Slikoran – der rejste sig op – og hen til Sapko. Han rakte den ene hånd frem og lod fingrene stryge gennem det grågrønne hår, Det føltes lidt stift, men ikke ubehageligt. En vissen blomst dryssede ned og uvilkårligt greb Freddy den og lukkede hånden om den.
Sapko lagde sin hånd om den hånd blomsten var i. Hans hånd med de fire buttede fingre og de små takkede kløer føltes varm og kærlig. Det prikkede i Freddys fingre; små prikker løb gennem hans hånd og ind i armen.
Bag ham kom ordene. Slikorans underlige ord.
“Siz vinsjiakuus malette blomsti-rakus!!”
Blomsten i Freddys hånd spruttede. Dansede og slog mod hans fingre. Den ville ud. Freddy åbnede hånden og stirrede på den forvandlede blomst; nu var den gylden med lilla striber, der lyste og funklede.
“Stryg blomsten mod hans hår,” kommanderede stemmen i Freddys hoved.
Og han gjorde det.
Det grå faldt af Sapkos hår. Det stod om beviakkens kinder, det dryssede om hans krop og det lagde sig på jorden som fin aske. Håret blev grønt igen og krøllede sig. De sidste visne blomster fløj først opad og så nedad; de lagde sig som pynt på de små askelignende pletter; skjulte dem og smuldrede så til lige så fint aske. Grønbrune knopper skød frem i Sapkos hår; først to på en gang, så endnu en og så fire hurtigt efter hinanden. De foldede sig ud og strålede blåt.
Men – hov – gjorde det ondt på Sapko? Hans øjne var blanke, hans læber bævede og fra hans brede næse kom der små hvinende lyde.
Det var jo ikke meningen.
Forskrækket hev Freddy den gyldne blomst med de lilla striber ud af de nu så bløde, krøllede hår. Med en finger, der rystede lidt, strøg han en tåre bort, ligesom den skulle til at trille ned over Sapkos brune kind, med en anden finger strøg han Sapko over kinden. Og så slap et dumt spørgsmål ud af hans mund: “Gør det ondt?”
“Ikke mere,” svarede Sapko.
Et øjeblik fyldtes rummet med stilhed.
Så sagde den rødhårede: “Fantastisk, men vi må af sted nu, Sapko. Kommer du?”
“Ja, jeg kommer.,” sagde Sapko og rakte sin hånd frem mod Freddy: “Farvel, Freddy og tak for alt. Det varer nok længe inden vi ses igen, men du har jo perlen. Gennem den kan vi tale sammen.”
“Jeg ville ønske, du kunne komme med hjem til Bedste og Raja og Pablo,” brast det ud af Freddy, for så kunne de slev se, at det passede, at han havde mødt Sapko.
“Det går desværre ikke,” sagde Sapko.
Så gav Freddy ham et knus til farvel. Et hurtigt et, for den rødhårede gik med hurtige skridt tilbage gennem lyskeglen, der nu var blevet blegere. Og Sapko fulgte efter ham. De forsvandt. Det sås ud som om de gik gennem en jordvæg, men måske var der en dør?
Væk var de. Væk var det klare lys og Freddy så rundt på de to mænd, der hed Jakob og hr. Hayes. Og på Slikoran, der vinkede ham hen mod sig.
“Går de nu hen til Sapkos bobbel?” spurgte Freddy.
“Ja, selvfølgelig,” svarede Slikoran og føjede lidt til: “De går gennem underjordiske gange til bunden af Titiwarwa – det er det eneste sikre sted for rumbobler og andre intergalaktiske fartøjer nu om dage. Husk det, Freddy.”
“Det skal jeg nok,” lovede Freddy og anede ikke, hvad i alverden det der “intergalakiske” var for noget. I det hele taget vidste han ikke ret meget om hvad han var midt i, men Sapko var blevet befriet og havde det vist godt. Og det var godt, men mon sir John savnede ham? Det måtte være op ad dagen nu, for solen var jo ved at stå op, da han vågnede af sin gule drøm.
Han måtte tilbage. Mon Slozzy ville med?
Hov – hvor var nu Slozzy? Gemte den mærkelige, store kat sig?
“Hvis det er Slozzy, du kigger efter, så kan du spare dig, for han har noget at udrette og er smuttet,” sagde Slikoran.
“Ja, han vil nok hjem til sin mor,” sagde hr. Hayes.
“Klap nu i, Greg,” sagde Jakob.
Hr. Hayes eller Greg eller hvad nu Stenmanden hed, gloede på Jakob som om han ville trylle ham ihjel, men Jakob grinede bare venligt til ham og sagde: “Jajada, men skulle vi to nu ikke gå hjem til mig og se om der skulle være noget spiseligt?”
“Spiseligt?! Du har sgu da for Helvede ikke været hjemme i to år!”
“Næh, men jeg tænker at min faster Julie ved jeg kommer, så måske har hun sat noget spiseligt ind til mig i mit bakkeskjul.”
“ Det lyder da godt. Mon jeg kan hilse på Julie, den gamle heks?”
“Jeg tror næppe hun vil hilse på dig, “ sagde Jakob.
Stenmanden fløjtede. Det lød som om en eller anden hev fjerene af en levende krage. Så sagde han: “Jamen så kan du hilse din søde Bedste fra mig, knægt. Hils hende fra Gregory Hayes og sig tak, fordi vi nu er fri.”
“Det var vel den sorte kone, der låste op,” sagde Jakob og grinede igen.
“Af sted med jer,” sagde Slikoran.
“Skal vi tage drengen med?” spurgte Jakob og så på Slikoran.
“Nej,” svarede Slikoran, “hans kære far savner ham bare. Hvis han har opdaget drengen er væk, må han finde på en historie. Jeg følger ham tilbage, men vi tager en anden vej end den han kom af. Der er ikke plads til mig i den snævre kattegang.”
“Men kan han ikke selv kravle tilbage?” undrede Jakob sig.
“Joeh sagtens, men der er faktisk en jeg gerne lige vil hilse på,” svarede Slikoran.
“Javel, Deres højhed,” grinede Jakob. Han grinede meget, men der var nu noget mærkeligt ved den latter. Som om han i virkeligheden var nervøs. Men han var jo også lige sluppet ud af fangenskab.
“Far nu vel og hav det godt til vi ses igen,” sagde Jakob.
“Vi skal også nok mødes, Freddy,” sagde stenmanden og det trak om hans læber til de dannede et lille sært smil.
Så gik de. Forsvandt samme sted som Sapko og den rødhårede.
Væk var de. Væk var katten.
Og Freddy vidste pludselig, at han havde hørt en del om Slikoran:
“Du er med i nogle af Bedstes historier,” sagde han.
“ Det er jeg vel. Og du, lille dreng, du er med i nogle af min fars historier.”
“Men han kender mig da ikke,” undrede Freddy sig.
“Ikke ved navn, nej – men … nej, ved du hvad, det er en lang historie. Jeg fortæller den en anden gang – når du er blevet lidt ældre. Lad os nu få dig tilbage til kammeret og så håbe, de tror, du har sovet længe.”
Slikoran begyndte at gå. Han vinklede Freddy med, og han fulgte efter den høje skikkelse, men det var svært at følge med, for Slikoran tog meget lange skridt.
Måske burde jeg skynde mig væk fra ham? Tænkte Freddy, men han var ikke bange. Ikke sådan rigtigt. Ikke som han havde været, da han drømte om dragen og kylede med dynen.
Det her var som om at være med i et eventyr man ikke helt forstod.
Måske burde jeg være bange, tænkte Freddy, for i Bedstes historier er Slikoran søn af fyrst Belkin, der bor langt nede under jorden og er søn af Satan. Men Belkin er ikke helt så ond, som de kristne siger, har Bedste sagt, men det må de ikke talt højt om, undtagen når de er alene.
De summer og snurrer i Freddys hoved. Der er ingen fremmed stemme derinde, kun hans egne ord og det er bare tanker.
Det pusler. Skygger kommer trampende og blæser faklerne ud, blæser ilden ud, så der bliver mørkt, undtagen i en flakkende stribe, der oplyses af Slikorans hår, der nu igen gløder som ild. Freddy føler den knoklede hånd mod sin og trykker den. Holder fast i den og sætter farten op, går så hurtigt, at han puster og gisper. Slikoran sætter farten lidt ned. Skyggerne tramper gryntende væk.
“”Orker kan da heller ikke være stille,” fnyser Slikoran.
Og det kan de heller ikke i Bedstes historier.
Bedstes historier er slet ikke eventyr. De handler om virkeligheden.
Sådan må det være, men Bedste lader som om hun ikke ved det.
Freddy er lige ved at stoppe op, for tanken føles som at blive ramt af et lyn – eller af et pludseligt klarsyn. Men Slikoran trækker ham med sig og de stopper foran noget, der ligner en stor skorsten af kampesten.
Men det er ikke en skorsten, for der er en dør. Håndtaget knirker, da Slikoran trykker det ned, men døren knirker ikke, da den glider op.
De går ind. Stenvæggene er fyldt med tegninger, malet på eller ridset ind i stenene, men der er kun lyset fra Slikorans hår, så han ser det ikke tydeligt. Og de går hurtigt op ad. Trappe efter trappe. Efter trappe.
Freddy er ved at snuble. Slikoran tager ham op og bærer ham som om han var et svøbelsesbarn. Det føles lidt som at flyve. Det er rart.
Han “flyver” videre. Henad. Opad. Der er luft. Det blæser lidt. En flig af blå himmel, men så lugter der af gamle vægge, mug og støv.
Da Slikoran sætter ham ned igen, befinder de sig på et loft, fyldt med underlige sager; gamle møbler, figurer, kasser, tøj, hatte og en del, Freddy ikke aner, hvad er. Edderkopper flygter. Gamle spind blafrer og en rusten rustning er lige ved at vælte, men Slikoran griber den i sidste øjeblik.
Så begynder Slikoran at tale mumlende med sig selv, på et sprog Freddy ikke forstår. Måske er det oldwarmirisk? En gang læste Bedste nogle ord på det sprog og sommetider siger hun noget på oldwarmirisk, men for det meste er det kun “kez war,” hun siger og det betyder bare “ikke sandt.” Men hun siger, at hun prøver på at lade være med at sige det, for det minder hende bare om Nikus far.
Freddy holder sig tæt til Slikoran. Loftet er stort og virker dystert, der hvor Slikorans hår ikke skinner.
Nu står Slikoran ved noget, der ligner en lem. Han sætter sig på hug og føler på den. Det er et bræt og det er højere end loftets gulv, så det må være en lem, men der er ikke noget håndtag. Bare støv og en fed bille, der farer hen mod en mørk plet, som om den er i sikkerhed der. Billen er grøn med gule prikker. Den ligner en Aknorid-bille; sådan en som alfer sommetider rider på. Freddy får lyst til at røre ved den, for hvis det er en aknorid er den blød at røre ved. Prøvende gør han en finger klar, men billen opdager og sætter farten op. Freddys pegefinger lander midt på skjolden, som billen nu er flygtet fra.
Og lemmen glider til side.
“Du er dygtig,” roser Slikoran.