Vandet bombesnak

”Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe – ja?”

Den store dreng som spørger, har et stykke tid set fra de grønne og blå flasker på hylden til de forskellige kunder, der haster forbi. Nu har han væddet sine læber, sunket en klump spyt og pillet ved et par dun på hagen. Og nu henvender han sig til en buttet kvinde med kort, gråt hår.

Hun er stoppet omkring en meter fra ham, piller ved de gule mærkater foran nogle af de mange beholdere med vaskepulver. I den sorte kurv på hjul ligger der et broccolihoved, et bundt porrer og to agurker. Der ligger også en brun pose fra bagerskabet.

”Ja, vandet løber godtnok ned,” siger hun, ”Det er derfor, jeg har taget tørklæde på.”

Hun piller lidt ved sit blomstrede tørklæde, der ser ud som om hun har haft det længe. Så ser hun på drengen og smiler. Sådan lidt forsigtigt. Tænk, der er en, der taler til hende. En som ikke er ansat her i Fakta. Han er godtnok en af de der brune, så måske skal hun passe på. Men altså alligevel – og han minder nu lidt om Andreas, hendes barnebarn.

”Nej, vand ikke løbe. Derfor jeg købe noget, men ikke vide hvad jeg købe. Du hjælpe?”

”Ja, man skal jo hjælpe hinanden, men hvad for noget vand ikke løbe?”

Forhåbentlig tror drengen ikke, hun gør nar. Det er bare ligesom man bliver smittet af den måde, folk taler på. Hun ser sig om. Der er mange menensker i Fakta i dag. En mand i en snusket jakke er stoppet op. Han står med noget toiletpapir, men det ser ud om om han holder øje med dem.

”Vand i – vand i W.C ikke løbe. Det sidde fast.”

”Åh, dit w.c er stoppet. Det har jeg såmænd også været ude for, Det skete fordi min datter var kommet til at smide Andreasses ble deri. Ja, det var altså dengang han var lille. Hvad er du kommet til at smide i kummen?”

”Kåmme? Kummet komme?”

”I vandet. Hvad du smide i vand?”

”Det var med ikke vilje, jeg smide bombe i.”

”En bombe?!?” Kvinden spærrer øjnene op. De bliver kæmpestore bag de fedtede brilleglas. Med to fingre nulrer hun febrilsk det vildtvoksende skæghår på hagen. Alle fingre og hele håndffladen på den anden hånd presser hun mod sit bankende hjerte.

”Hvorfor smed du en bombe i wcèt?” gisper hun.

”Den ikke være god,”

”Hvad ville du sprænge i luften?”

”Hvorfor du være bange? Jeg ikke gøre noget. Jeg bagtede – hvordan man sige? – jeg bagtede aple – æble? -bombe, men den være for længe i ovn, så jeg smide den ud.”

Noget løsner sig i brystet på den ældre kvinde.

Drengen ser det og sukker lettet. Den søde gamle kone misforstod ham vist, men nu forstår hun. Nu ler hun. Nu ser de ind i hinandens øjne og smiler.

”Du kan prøve det her afløbsrens, men måske er det bedre med en svupper. Har du en svupper? Eller har din mor? Bor du hjemme? Jeg har en svupper…

Reklamer

Halvvejs er et godt sted at stoppe

Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der efter hen på cowboybukserne. Hvad skulle hun tage på? Tøjstykkerne lå draperet oven på kludetæppet, som hendes mor havde syet. Der lå også nogle T-shirts og et par korte kjoler.

Det lange hår dryppede endnu efter brusebadet, for hårtørreren var i stykker.

Jenny lavede håndklædet om til en turban og bestemte sig for at prøve de sorte tights. Sådan gik Stine og Camilla klædt, og hun var inviteret hen til Stine, som også fik Camilla på besøg. Og nu hvor hun gik i gymnasiet, var det vigtigt at have veninder. Og hvis man ikke så godt ud, fik man heller ikke en kæreste. Sagde Stine og Camilla

De sorte leggings sad stramt. Meget stramt. Men med kjolen over, sås det ikke. Ikke ret meget.

Jenny redte hår og skottede til T-shirten med den formklippede puddelhund; ”I like the way I look,” stod der hen over den fjollet udseende hund. T-shirten havde været hendes mors, og den var dejlig at have på, men Stine og Camilla syntes sikkert, den var hæslig. Camilla ville nok smile lige så medlidende, som da hun havde den blomstrede kjole fra Genbrugsen på og sige det samme : ”Ja, I har vel ikke råd til andet, når din mor er på kontanthjælp. Hvorfor får hun sig ikke en uddannelse?”

Jenny havde nu ellers selv købt kjolen, fordi den var pæn og sad godt. Den bruste om benene, når hun gik og der var en smule vind. Og mor? Altså, hun havde da en uddannelse. Næsten. I hvert fald en halv uddannelse. Kunne hun måske gøre for, at hun var allergisk over for hunde?

”Det ligner at du er en nørd,” ville Stine sikkert sige og grine som en forkølet hyæne.

”Måske, men lige nu ligner jeg en pølse, der er stoppet forkert,” fortalte Jenny sit spejlbillede.

Desuden strammede de leggings så meget, at hun havde ondt i maven og måske revnede de, når hun satte sig ned.

Nej! Ikke om hun ville gå sådan klædt.

Så kort efter gik Jenny ud af døren, ned ad trapperne, ud af døren og ud på gaden.iført cowboybukserne og hunde-T-shirten.

Solen skinnede og der blæste en let vind. T-shirten brusede ikke sådan som kjolen ville have gjort, men den smøg sig bomuldsblødt ind mod hendes mave.

Jenny nød solen, og der var  ingen grund til at skynde sig, for håret skulle gerne nå at tørre på vej hen til Stine og Camilla.

Hun nåede ned for enden af blokkene, krydsede vejen og bestemte sig for at gå af Valmuevej mod det villakvarter, hvor Stine boede.

Foran det lille, lidt skæve hus, der af en eller anden grund ikke var revet ned, stoppede hun. Der var slået nogle baner græs i forhavens pjuskede plæne. Og lænet op ad en rusten plæneklipper stod der en fyr på 16-17 år, solbrændt og med ræverødt hår, der strittede mod alle verdenshjørner,

”Hvad glor du på?” spurgte han. Men han smilede, mens han spurgte.

”På at du myrder alle valmuerne og kornblomsterne i plænen,” svarede hun. Og smilede også.

”Ikke alle. Kun det halve af dem.”

”Det halve,” gentog Jenny og tænkte højt:”Min mor har en halv uddannelse til hundefrisør.”

”Halvvejs er et godt sted at stoppe.”

”Er det?”

”Ja, for så kan du jo nå at frelse nogle af blomsterne.”

” Nåeh ja.”

En halv time senere fortsatte Jenny mod den villa, hvor Stine boede.

Hun havde en stor buket vilde blomster med. og hun kunne fortælle dem, at i morgen skulle hun med Toke i biografen.