Kan svin lide perler, hvis de er ægte?

Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle være blevet inde i husvognen, kærtegne strengene med buen og lokke de helt rigtige toner frem. Jeg har drømt om at spille for folk, spille så de lytter og forstår at verden er et sammensurium af følelser og lyde – og at man må have alle toner med for at kunne sanse skønheden. Nej, det lyder så dumt, men hvordan skal jeg ellers udtrykke det? Jeg har ikke ordene i min magt; jeg vil bare spille.
Jeg blev så glad, da jeg blev spurgt, om jeg ville spille på det store marked, hvor alle slags mennesker kommer. Tænk at jeg – Billy, en fattig knøs på nitten år – skal spille hvor også gøglere og andre optræder

Der har allerede været andre inde mellem folk. Og lige nu er der en kvinde, der svajer og vrikker, mens en ranglet knægt klimprer på en lyre og en tyk mand kvækker som en frø. Er det et pjattet klovnenummer eller skal det forstille dans, musik og sang? Kvinden stopper. Hendes stribede skørt klæber mod tykke lår. Hun siger noget, jeg ikke kan høre. Der er uro.
Mit hjerte tror det skal slå på tromme, og sveden koger på min pande.
Der er så mange mennesker. De sidder på bænkene, de sidder på stakitter og gærder, de står på græsset.
Hvorfor er de kommet? For at gøre en god handel her hvor der er mange boder, der bugner? For at lade sig underholde? Eller for at lave ballade? Det summer. Det koger.
“Buuh!“ råber en eller anden og flere gentager det, så det bliver et kor af utilfredshed.
Nu må de uheldige optrædende stoppe og gå til deres telt eller husvogn. De må finde sig en anden næringsvej eller øve sig mere.
Jeg vil lukke døren. Det er ikke min tur endnu. Jeg kan nå at øve på melodien.
“ Oh se nu so-o- len -der var- var- mere vio – len. “ kvækker den fede mand.
Det lyder frygteligt. Kvinden lægger en hånd på hans overarm. Et æbleskrog kommer flyvende og rammer hende i øjet.
“Skrub så af,” hyler en grov stemme. Flere ting flyver gennem luften. “Der er ingen grund til at kaste perler for svin!” skingrer kvindens stemme – så skarpt at den borer sig ind i mine ører som en syl.
Så fatter både manden og drengen, at folk ikke kan lide deres optræden. De trækker sig baglæns. Nogle mænd i vadmelsklæder trænger sig frem mod dem. Trekløveret vender sig, men der er også folk bag dem og så – så vender de sig igen. Der er blod i drengens ansigt. Der er sten i luften.
Jeg vil lukke døren. Smække den i. Låse den. Og blive der.
Jeg skal ikke nyde noget af at optræde for den flok svin.
I deres dumme ører lyder mine toner sikkert som larm – og de tåler kun, hvad de er vant til; lystig spillemandsmusik og snørklede sladderviser.
De larmer.
Få spage stemmer råber at de skal lade de tre være. Som små pip rammer deres bønner den vrede mængde – og preller af.
Det er en rædsom, en skrækindjagende og fascinerende melodi.
Døren er stadig åben.
Men bag mig råber min violin.
Jeg vender mig rundt, griber mit instrument og min bue.
De små pip er nemme at lokke frem. Bruset af had vil ikke helt frem. Min stakkels violin hyler som en såret kat.
Nu er det mig folk vender sig mod.
De lurer. Nogle peger. Stemmer forstummer, Kastearme sænkes tøvende.
Et øjeblik er der næsten helt stille.
Det nu ret ynkelige trekløver, lusker mod mig. De aner en åbning. Nu kan jeg prøve at kaste perler for svin.
Og de slipper væk, slipper gennem mængden, der nu står tæt omkring mig.
“Din violin er jo syg, knægt,” er der en, der råber.
Men jeg er fuld af toner.
Jeg spiller. Spiller.
Og stopper først, da tonerne har fortalt om håbefulde stakler uden talent, om overdrevne reaktioner, om min egen angst og om så meget.
Der er stille, Nogle har blanke øjne.
Så klapper de. Klapper som gale.

Reklamer