Kan hunde krympe?

 

Det gamle kirsebærtræ er fyldt med hvide blomster og over dem skinner solen gennem skyerne.

Tror I at Safyr er vokset meget?” udbryder Bubi og ler mod skiftevis mor, far og sine to brødre.

Nej, han er sikkert krympet,” griner Niku. Han driller nok bare, for han tror, at det er sjovt at blive drillet af sin storebror.

 Det er nogle gange lidt uhyggeligtt at besøge farmor, men i dag bliver det godt for i dag skal Bubi have sin hund med hjem. Sidst var den kun en lillebitte hvalp, der blev nødt til at blive hos sin mor.

Og se – der er farmor jo.Farmor står foran sin rødmalede dør og støtter sig til sin stok. De store, sorte hunde gør med korte venlige bjæf og kommer hen mod dem med logrende haler.

Kenny går baglæns. Han er lidt bange for de store hunde, selvom de ikke er farlige. Far klør den ene bag øret og siger. ”Ja, du er en god hund, Fido.”

Men Safyr kommer ikke løbende mod dem.

Den er der slet ikke.

Hvor er Safyr?” spørger hun, men farmor svarer ikke.

Hun strækker en hånd frem mod Bubi – en knoklet, brun hånd med tykke blodårer og tynde, krogede fingre, Bubi tager den tøvende, for farmor plejer ikke at ville holde i hånd. Og hendes lange negle er blodrøde.Men farmor er altid så rar, så Bubi griber om hånden.

Farmors hånd er kølig. En kold vind kommer imod dem.Den blæser gennem Bubi. Puster hul i hendes mave. Får hende til at ryste.

Vinden rusker også i kirsebærtræets grene. Blomster drysser ned. En af dem flagrer hen mod Bubi og farmor. Nej, det er jo slet ikke en blomst. Det er et lille levende væsen. En engel? En alf?

Bubi griber efter det, men det suser forbi hendes ene øre. Synger det?

Ja, det synger. Det er Safyrs ånd. Hunden er krympet og det kan hunde ikke tåle, så nu er den måske død?

Eller også så har farmor bare gemt den, for nu går de om i farmors store have, hvor der er mange blomster, buske og en stor urtegård. Mor og far er vist gået ind i huset sammen med Kenny.

Men Niku er med og nu siger han:

Er det klogt at vise hende det?”

Hun spurgte jo,” siger farmor bare og går hen mod et hegn, der pludselig dukker op. Hegnet er meget højt. Og loddent. På en grøn måde. Og der er en port. Den er lukket med en stor slå med et stort nøglehul. Farmor roder lidt i lommen på sit forklæde. Det nederste af hendes kjole blafrer lidt om hendes gamle ben i knapstøvler. Så finder hun en nøgle frem, kigger lidt på den og lægger den tilbage i lommen. Derefter trækker hun en anden nøgle frem og rækker den til Niku:

Vil du låse op, min søde ven?” siger hun og Niku trækker på skuldrene, mens han skuler til hende.

Porten knirker en lille smule, da han skubber til den.

Farmor slap hendes hånd, da hun rodede efter den rigtige nøgle. Og nu tripper farmor gennem porten, så foroverbøjet at den store grå hårknold i nakken næsten peger opad.

Bag porten er græsset klippet kort og der er mange stencirkler. Rigtig mange.

I hver eneste stencirkel står der en større sten, og der vokser blomster i de runde bede.

De står foran en rundkreds af sten. Og Bubi ved godt hvorfor.

Tårerne presser sig på. Stakkels lille Safyr, der var så glad og sød. Og stakkels alle de andre dyr, der ligger her.

Og dumme, dumme dyrekirkegård, som slet ikke er en kirkegård. Hullet i Bubis mave snørrer sig sammen. Må man sætte sten om grave? Og må man sætte dem så at de laver en rundkreds?

De runde grave ligner hjul. Store og små hjul uden eger. Og nu begynder de at dreje rundt.

Niku siger et eller andet. Farmors ene lange negl strejfer hendes kind.

Rendte ud – vogn – trist men …,”

Spredte ord svirrer. Hjulene drejer. Snurrer.

Jorden, græsset – alt snurrer. Kommer op mod hende.

Sort. Ingenting. Og så en skinnende sol. Og under solen sidder en lillebitte hund. Den logrer med halen og gør.

Reklamer