Kan hunde krympe?

 

Det gamle kirsebærtræ er fyldt med hvide blomster og over dem skinner solen gennem skyerne.

Tror I at Safyr er vokset meget?” udbryder Bubi og ler mod skiftevis mor, far og sine to brødre.

Nej, han er sikkert krympet,” griner Niku. Han driller nok bare, for han tror, at det er sjovt at blive drillet af sin storebror.

 Det er nogle gange lidt uhyggeligtt at besøge farmor, men i dag bliver det godt for i dag skal Bubi have sin hund med hjem. Sidst var den kun en lillebitte hvalp, der blev nødt til at blive hos sin mor.

Og se – der er farmor jo.Farmor står foran sin rødmalede dør og støtter sig til sin stok. De store, sorte hunde gør med korte venlige bjæf og kommer hen mod dem med logrende haler.

Kenny går baglæns. Han er lidt bange for de store hunde, selvom de ikke er farlige. Far klør den ene bag øret og siger. ”Ja, du er en god hund, Fido.”

Men Safyr kommer ikke løbende mod dem.

Den er der slet ikke.

Hvor er Safyr?” spørger hun, men farmor svarer ikke.

Hun strækker en hånd frem mod Bubi – en knoklet, brun hånd med tykke blodårer og tynde, krogede fingre, Bubi tager den tøvende, for farmor plejer ikke at ville holde i hånd. Og hendes lange negle er blodrøde.Men farmor er altid så rar, så Bubi griber om hånden.

Farmors hånd er kølig. En kold vind kommer imod dem.Den blæser gennem Bubi. Puster hul i hendes mave. Får hende til at ryste.

Vinden rusker også i kirsebærtræets grene. Blomster drysser ned. En af dem flagrer hen mod Bubi og farmor. Nej, det er jo slet ikke en blomst. Det er et lille levende væsen. En engel? En alf?

Bubi griber efter det, men det suser forbi hendes ene øre. Synger det?

Ja, det synger. Det er Safyrs ånd. Hunden er krympet og det kan hunde ikke tåle, så nu er den måske død?

Eller også så har farmor bare gemt den, for nu går de om i farmors store have, hvor der er mange blomster, buske og en stor urtegård. Mor og far er vist gået ind i huset sammen med Kenny.

Men Niku er med og nu siger han:

Er det klogt at vise hende det?”

Hun spurgte jo,” siger farmor bare og går hen mod et hegn, der pludselig dukker op. Hegnet er meget højt. Og loddent. På en grøn måde. Og der er en port. Den er lukket med en stor slå med et stort nøglehul. Farmor roder lidt i lommen på sit forklæde. Det nederste af hendes kjole blafrer lidt om hendes gamle ben i knapstøvler. Så finder hun en nøgle frem, kigger lidt på den og lægger den tilbage i lommen. Derefter trækker hun en anden nøgle frem og rækker den til Niku:

Vil du låse op, min søde ven?” siger hun og Niku trækker på skuldrene, mens han skuler til hende.

Porten knirker en lille smule, da han skubber til den.

Farmor slap hendes hånd, da hun rodede efter den rigtige nøgle. Og nu tripper farmor gennem porten, så foroverbøjet at den store grå hårknold i nakken næsten peger opad.

Bag porten er græsset klippet kort og der er mange stencirkler. Rigtig mange.

I hver eneste stencirkel står der en større sten, og der vokser blomster i de runde bede.

De står foran en rundkreds af sten. Og Bubi ved godt hvorfor.

Tårerne presser sig på. Stakkels lille Safyr, der var så glad og sød. Og stakkels alle de andre dyr, der ligger her.

Og dumme, dumme dyrekirkegård, som slet ikke er en kirkegård. Hullet i Bubis mave snørrer sig sammen. Må man sætte sten om grave? Og må man sætte dem så at de laver en rundkreds?

De runde grave ligner hjul. Store og små hjul uden eger. Og nu begynder de at dreje rundt.

Niku siger et eller andet. Farmors ene lange negl strejfer hendes kind.

Rendte ud – vogn – trist men …,”

Spredte ord svirrer. Hjulene drejer. Snurrer.

Jorden, græsset – alt snurrer. Kommer op mod hende.

Sort. Ingenting. Og så en skinnende sol. Og under solen sidder en lillebitte hund. Den logrer med halen og gør.

Reklamer

34 tanker omkring “Kan hunde krympe?

  1. Kære Pia

    Sikke en rørende historie! Barnets angst og bange anelser er SÅ godt beskrevet. Og øv, hvor trist med den hundehvalp! Teksten er meget flydende, men lige i den sætning hvor du skifter til datid snublede jeg lidt. (Farmor slap hendes hånd …)

    K.H. Nana

    PS. En erfaren hundeejer ville nok sørge for at holde hvalpene i et afspærret område, så måske ville det være mere realistisk at hvalpen dør af en virussygdom?

    Like

    • Kære Nana.

      Det er vel nok skønt, at du kan lide min historie! 😉
      Den datid du nævner voldte mig en del kvaler. Det skal jo nok være en førdatid? Det ser jeg lige på.
      Overvejer også om hunden måske er død af en virus, for du har fat i noget omkring at farmor skulle have holdt hundene på et afspærret område.
      Tak for dine ord.

      Vh. Pia

      Like

  2. Hej Pia,
    Hvor er det flot skrevet, og så let læseligt og forståeligt. Krydret med billeder hele vejen igennem. Og så er det tilmed en god historie, selv om den jo er trist og så sørgelig. Bubi og Niku er grundet teksten ikke vanskelige at “kønsbestemme” – ellers ville jeg måske ha’ foretrukket rigtige navne. Kenny kender vi – hvis det da er den gammelkendte Kenny??
    Måske skulle du skrive “Farmor slap Bubis hånd” i stedet for hendes hånd.
    Jeg er lidt i tvivl: Bubi har forlængst en forudanelse? – for hun opfatter jo den dryssende blomst som en engel, en alf. Så set fra Bubis synspunkt må det være sådan det hænger sammen. Bare lige for at få det på det rene.
    Men som sagt, det er skrevet så flot, flydende og godt, at man bare føres fremad af tekst og handling. Sig mig, har du siddet hele sommeren og skrevet dig bedre og bedre mens vi andre har lavet bare ingenting. Du får i hvert fald en fin karakter fra mig.
    Hilsen Ella

    Liked by 1 person

    • Kære Ella.

      Hvor det dog varmer at få en fin karakter fra dig!
      Næh, jeg har ikke rigtigt fået noget skrevet over sommeren. Fumler bare lidt med en historie med hende Bubi som hp – meget lidt, desværre, så det er skønt at blive udfordret her. Jo, Kenny har du mødt før 😉
      Det er også helt rigtigt læst, at Bubi har en forudanelse næsten med det samme, men hun vil så nødigt tro det.
      Tak for dine ord.

      Vh. Pia (Amanda)

      Liked by 1 person

  3. Hej Pia
    Der hvor kirsebærtræet taber en blomst har du med ét vist en forudanelse, et smerteligt billede af hvad der er sket. Det var meget smukt skrevet – og en fin udnyttelse af opgavens træ!

    Titlen er genial, men jeg er ikke klar over hvor “krympet” kommer fra. Er det et begreb man har i familien eller noget der bliver sagt for at tage brodden af døden for børn?

    Historien ville stå mere klar for mig hvis der var en hovedperson, nu bevæger fokus sig rundt mellem personerne så jeg ikke ved hvem jeg skal investere min sympati i.

    Kh jesper o

    Like

    • Hej Jesper.

      Dine smukke rosende ord varmer.
      Konstruktiv kritik og undren er også særdeles velkommen, men jeg undrer mig altså over, at du ikke mener, der er en hovedperson?
      Det er da Bubi, der er hp. Hvad får dig mon til at opfatte det anderledes? Kan du mon lokkes til at uddybe?
      Hrm – det med at krympe, kan jeg bedre forstå, du undrer dig over. Det er måske bare noget, Niku siger for at drille (som Bubi tænker) – måske ligger der mere i det. Jeg har en hensigt bag det, men må jo se, hvor næste uges opgave kan føre mig hen.
      Tak for dine ord.

      Vh. Pia (Amanda)

      Liked by 1 person

      • – Bubi er hovedperson – det aner jeg i anden gennemlæsning. At jeg ikke opfatter det i starten er nok fordi han kun bliver introduceret henkastet ved sit navn, ingen beskrivelse eller andet der får mig til at hæfte mig specielt ved ham. Men der er rigtigt at han er genkommende og som sagt efterhånden forstår jeg. skulle jeg kende ham fra tidligere historier – det skal du ikke regne med at jeg kan, navne er forbandet svære at huske.

        Like

      • — “Farmors hånd er kølig” her er vi inde i Bubis bevidsthed. Men:
        “En kold vind kommer imod dem….Puster hul i hendes mave.” her er vi da inde i framors bevidsthed, det er sådanne skift i en kort tekst der forvirrer mig.

        Like

      • Hej igen Jesper.

        Tak fordi, du vendte tilbage med en uddybning.
        Nu forstår jeg lidt bedre, hvad der gør, du ikke ser, at Bubi er hovedperson – men når jeg ikke beskriver hende (hun er en pige *suk*), er det fordi hele historien fortælles gemmen hendes oplevelse – og hun tænker nok ikke: “Jeg er en lille mørklødden og sorthåret pige på fem år.”.
        Jeg vil naturligvis nu spekulere over, hvordan jeg så kan tydeliggøre at alt er fra Bubis synsvinkel.

        Vh. Pia

        Like

      • Hej Jesper igen-igen

        Tusind tak for dine forslag til at gøre tekstopsætningen mindre luftig.
        Jeg synes jeg har prøvet alt, undtagen at skrive teksten af og ind her, hvilket jo er ret omstændigt.
        Angående synsvinkel tænker jeg, at hvis nu jeg lavede Bubi om til en jeg-fortæller, ville jeg skrive:
        En kold vind kommer mod os – far, mor, Niku, Kenny, farmor og mig. Den puster hul i min mave.” Det er da Bubis synsvinkel? Hvorfor ændrer det sig, når jeg bruger tredie person?.

        vh. Pia

        Like

  4. Kære Amanda
    Jeg husker Bubi og Kenny, men ikke Niku. Har vi mødt ham før?
    Jeg synes også, det er en dejlig fortælling, og vi ved jo alle, at den lille hund er død, længe før du fortæller det.
    Jeg nød også at læse den og der er ingen forståelsesproblemer.

    Kun en eneste ting generer mig. Det er opsætningen med de store linieskift. Jeg ville have nemmere ved at læse, hvis du samlede linierne til afsnit.
    Nogle gange er en tekst for massiv, nogle gange for luftig.

    I øvrigt får du lagt en stemning ind, som gør at jeg indimellem bliver i tvivl, om farmor er lidt hekseagtig, om hun har gjort noget ved hundehvalpen.
    Det har hun ikke, kan jeg forstå ved historiens slutning.
    Jeg er ikke i tvivl om, at Bubi er hovedpersonen. Det er hendes synsvinkel, der skrives frs og hendes følelser, vi mærker.

    Men som Jesper undrer jeg mig over ordet krympe i denne sammenhæng.

    Kh
    Marie

    Like

    • Kære Marie.

      Hvor er det dejligt,, at du kan lide teksten og at du ikke er i tvivl om, at synsvinklen er Bubis.
      Jeg ved faktisk ikke helt, om du har “mødt” Niku før, Det er Bubis, Kennys – og forresten også Freddys (halv -) bror, men jeg har muligvis udeladt ham i nogle historier for at “spare” lidt på personantallet..
      Jeg er glad for, at du oplever farmor som lidt hekseagtig. Jeg kender hende jo – og hun er faktisk noget hekseagtig. Så hvem ved, om hundehvalpen virkelig er blevet kørt over af en hestevogn – eller er blevet forsøgt krympet? Jeg ved det ikke (endnu), for denne tekst er helt ny og foregår nogle år, før Bubi ellers kommer med i handlingen..
      Det med opsætningen er sådan som teksten bliver, når jeg sætter den ind fra mit skriveprogram (work) og jeg er heller ikke selv begejstret for det, men aner ikke, hvordan jeg kan rette det til. Jeg har forsøgt, men det hopper bare tilbage til det, du ser her ;-(

      kh. Amanda

      Liked by 1 person

      • Opsætningen:

        Den er svært at styre, man ved ikke helt hvornår der kommer de store mellemrum. Tit er det altid når man har lavet nyt afsnit med returtasten. En måde at undgå mellemrummene er at skrive i ren tekst i tekstprogrammet, men så får man ikke indrykningerne med ovre i bloggen. Dem må man gå efter i hånden og indsætte. Meget irriterende at forholdene er så primitive.

        Her prøver jeg dels at skrive min tekst med almindelig linjeskift nogle steder, dels med Retur plus Skift andre steder:
        Der var engang en gris.
        Den var meget sulten.
        En dag åd den bondens gummistøvler.
        Så fik han lungebetændelse og døde.
        Resultat, grisen overlevede.

        Med kopiering i ren tekst og manuel indrykning (af din egen historie):

        Vinden rusker også i kirsebærtræets grene. Blomster drysser ned. En af dem flagrer hen mod Bubi og farmor. Nej, det er jo slet ikke en blomst. Det er et lille levende væsen. En engel? En alf?
        Bubi griber efter det, men det suser forbi hendes ene øre. Synger det?
        Ja, det synger. Det er Safyrs ånd. Hunden er krympet og det kan hunde ikke tåle, så nu er den måske død?

        Liked by 1 person

      • Mere til opsætningen

        — Ja det hjælper ikke at lave indrykning manuelt, programmet æder bare de tomme pladser i starte af en linje. Øv. Men det er måske kun her i SKRIV KOMMENTAR. Lunefuldt.

        Like

  5. Hej Amanda.

    Jamen … Hundehvalpe skal da ikke dø. Det er jo … Men det skal de altså ikke. Jeg sætter lige foden ned her og skuler som en toårige. Hundehvalpe skal ikke dø. Nemlig. 😉

    Nu hvor det er sagt, så skriver du meget flydende og smukt. Der er billeder for mit blik hele vejen igennem. Flot. Tak for læsningen.

    Kh Uhrskov

    Liked by 1 person

  6. Hi Pia

    Det er en gribende fortælling om Bubis forventninger og sorg over at hendes hvalp kom af dage.
    Den sorg er meget fint fortalt.
    Portrættet af farmoren er mere problematisk. Det er et godt maleri, men også en beskrivelse af selveste døden.
    Her spiller kirsebærtræet så en symbolsk rolle som formidler af følelser og symboler.
    Håber jeg har fattet noget af det.
    Kh
    Børge Lindshouw

    Like

  7. Hej Børge.

    Som jeg læser din kommentar, har du bestemt fattet teksten. Jeg er ikke helt sikker på, at du har læst den helt som jeg har tænkt den, men tolkninger er altid spændende. jeg har tænkt det med kirsebærtræets blade som Bubis fantasi/følsomme opfattelse af det, der må være sket siden Safyr ikke er der.
    Jeg er meget glad for at Bubis sorg skinner klart igennem.
    Tak for dine ord 😉

    Vh. Pia/Amanda/mig 😉

    Like

  8. Hej Amanda

    Åhr hvor er den altså rørende, den lille historie med den krympede hund.
    Jeg blev berørt.
    Uanset hvilket univers, du skriver i, finder du altid en problemstilling. Og her har du fundet en, der nok forekommer tit: Et barn, der mister det dyr, barnet elsker. Og hvordan takles det.

    Tak for en god historie – jeg har stadig en lille klump i halsen.
    Bedste hilsner fra Anne

    Like

  9. Hej Pia,
    Altså hvor bundsørgeligt og den farmor er slet ikke min kop te. Sikken en måde at ‘fortælle’ sit barnebarn, at den hvalp hun skal ha’ er død og begravet. Hele optakten hvor man fornemmer, at noget forfærdeligt sker lige om lidt.
    Uanset hvad, du fortæller en historie, som har stærke virkemidler.
    Pyha !
    K.h. Christa Marott.

    Like

  10. Hej Christa

    Hvor er det dejligt, at du kalder mine virkemidler stærke.
    Jeg er heller ikke så glad for den farmors facon, så det passer mig meget godt, at hun ikke er “din kop the”
    Tak for dine ord 😉

    Vh. Pia (og Amanda, som var mit alias på SAxo ;-))

    Like

  11. Hej Pia. Jeg er vild med din fortælling. Det fantasyagtige element, hvor træet bliver brugt som symbol på hundehvalpen, det tavse vidne. Så selv om fortællingen i sig selv har et lidt banalt tema og man hurtigt “regner det ud”, synes jeg at du får maks ud af det – den er tro mod barnets synsvinkel, så den bevarer sin mystik. Det er, synes jeg, rigtig godt skrevet. Mange tak.

    Like

  12. Kære Pia Amanda

    I dag bliver det godt at besøge farmor, og så høje forventninger har Bubi at det næsten kun kan gå galt. Du bygger fint op til den tragiske hændelse som jeg godt ved vil komme, men som alligevel bliver beskrevet meget intenst.

    Der er ikke større glæde end et barns overgivelse til en lille hvalp – og ikke større sorg for barnet når hunden så alligevel ikke er der, er væk for altid. Du fortæller meget fint hvordan Bubi aner tragedien, fornemmer hvalpens sjæl komme hende i møde som en engel, en alf. Slutningen er meget rørende, hun kan næsten glæde sig over synet af hvalpen og solen, men bagefter venter sorgen og ensomheden, fornemmer jeg.

    “Hun spørger jo”, erkender farmor nøgternt og ved godt at Bubi lige så godt kan få sandheden at vide, og den bedste måde er måske at vise hende gravpladsen.

    Fin historie, helt nede i barnets synsfelt der hvor de voksne lige så godt kan gå inden for huset, de kan alligevel ikke følge hende. Men hvad så på en anden side af erkendelsen? – hvad følger efter? Det vil jeg glæde mig til at læse om i næste uge.

    kh dorte

    Like

    • Kære Dorte

      Din dejlige kommentar viser mig, at du har tænkt over min tekst og det er jeg glad for.
      Jeg er naturligvis også superglad for, at du kan lide den 😉
      Ja, hvad følger efter erkendelsen? jeg har en anelse, men retningen kan jo blive påvirket af næste uges opgave.

      kh. PiaAmanda

      Like

  13. Hej Pia Amanda, bare det var mig, der havde sådan et langt navn, nå det var et sidespring, sådan et, som jeg lige har brug for, inden jeg kommer med min mening om din takst.
    Emnet er fint, Børn og dyr og sorg. Din persontegning, specielt af farmor, er jeg ikke så vild med. jeg ved ikke lige hvilken tid vi er i, men farmødre i dag ser ikke sådan ud i min optik, som det hedder…. Det er tit uhyggeligt at besøge farmor… hvorfor? Knold i nakken, krogede hænder med blodrød neglelak, plejer ikke at holde i hånd… det stritter for mig. Og så min helt store indvendig. Hvad med at hvalpeånden viser sig efter de har set gravstedet og det rigtig er gået op for barnet, at den hvalp er død. Den rækkefølge ville være mere poetisk for mig.
    For en måneds tid siden var mit barnebarn på syv til kattebegravelse her i vores have, de bor inde i byen. Der er lagt sten på i hjertefacon, skrevet navn på en sten og et lille glas med blomster. Jeg tager et billede når der kommer friske blomster i og sender en sms. Hendes far sagde trøstende, da der kom jord på “Nu har hun det godt”. “Havde hun ikke det før”, sagde Karoline bebrejdende. “Jo men da var hun jo syg”, Så historien rørte mig, tvivl ikke om det.
    k h ina

    Like

    • Hej Ina.

      Dine afsluttende ord om at historien rørte dig vil jeg slet ikke tvivle på 😉 De ord varmer.
      – men konstruktiv kritik er heller ikke så tosset.
      Næh, der er sikkert ikke så mange farmødre der ligner hende her – men de kan jo ellers se ud på så mange måder; jeg er selv farmor og har hverken krogede hænder, knold i nakken eller blodrøde negle – men jeg har nu mødt lignende typer.
      Tiden`Ja jo, Det afgør læseren, men da Bubi er fra “mit univers”, og hvis man tænker det faktum ind, så er det i 1600-tallet. (og ja, så er det ikke neglelak, farmor har på, men en anden form for farve)
      Jeg har selv tænkt på om ikke den dryssende blomst skulle falde til slut i historien, men syntes så, at det passede ind som forvarsel. Det kan dog godt være, jeg ændrer det efter anden del.
      Tak for din gode kommentar.

      kh. Pia Amanda

      Like

  14. Nårh….scenen er sat, her er alt hvad der skal til for at røre læseren, så i virkeligheden kunne det blive en ganske banal historie.

    Det bliver det ikke, fordi du forstår at bringe mange små detaljer i spil, i løbet af handlingen. En drillende bror, en meget nøgternt farmor, et varsel fra et træ osv.

    Sproget passer meget smukt til handlingen og overskriften giver gevaldig lyst til at læse.

    Tak for en dejlig læseoplevelse, jeg vil vente spændt på hvad der kommer i næste uge.

    Kh Livsglæde

    Like

    • Hej Livsglæde

      Du er den første, der roser titlen. Dejligt at du kan liden den 😉
      Og jeg er naturligvis også glad for, at kan lide historien og ikke synes, den er blevet en banal historie.
      Sproget kan du også lide. Ja men det gør mig bare glad 😉
      Tak for ordene.

      kh. Amanda

      Like

  15. Hej Amanda
    Jeg kan godt lide din gengivelse af barnestemmen, der leger sig fantasifuld gennem et dødstema. Der er mange fine detaljer, som fæster til en tid og sted, uden jeg kan bestemme det præcist ( og det er fint med mig ).
    Jeg synes til tider, du forklarer lidt rigeligt, f.eks. hvorfor storebror griner og hvorfor hun tager farmors hånd ( for hun er altid så rar ); det tager lidt af tekstspændingen ud for denne læser. Værst er nok sætningen:
    “Farmor slap hendes hånd, da hun rodede efter den rigtige nøgle”
    en forklaring på efterbevilling, som for mig at se er helt overflødig.
    Det er dog kun få steder, du gør det, så alt i alt fint fortalt.

    Like

    • Hej Glenstrup.

      Ja, jeg kan nok godt luge lidt ud i forklaringerne. Det ser jeg på – men først soler jeg mig lige i dine rosende ord.
      Det er dejligt, at du kan lide min gengivelse af barnestemmen og er tilfreds med detaljerne om tid og sted.

      🙂 vh. Amanda

      Like

  16. Hej Pia
    Så fik jeg også læst din tekst…
    Ingen synes om at miste, hvad enten det er et menneske eller kæledyr… Fortvivlelsen og undren over hvad der er sket skinner flot igennem.
    Jeg måtte lige læse teksten to gange for at være med på navnefronten på dine karakterer… Men det lader til at du har skrevet historien som endnu en del eller fortsættelse af noget andet, så måske jeg skal læse flere af dine tekster for at komme ind i universet? 😊
    Jeg er særligt glad for slutningen: “Sort. Ingenting. Og så en skinnende sol. Og under solen sidder en lillebitte hund. Den logrer med halen og gør.”… Jeg må indrømme at jeg stadig benytter mig af den naive barnetro og plan alle de kære jeg har mistet som små stjerner på himlen, der skinner ned til mig… Det er den fornemmelse jeg får af din skinnen sol.
    Mvh Rikke

    Like

  17. Hej Rikke

    Jeg er rigtigt glad for, du synes, fortvivlelse og undren skinner klart igennem.
    Jeg har været meget i tvivl omkring slutningen, så det er rart, du synes så godt om den. Det med stjernerne er en smuk måde at forestille sig sine afdøde på.
    Ak ja – de navne, de navne … jeg synes jo ikke, der er særligt mange personer med, og har med vilje undladt at fortælle, hvad farmor og forældrene hedder. 😉
    På en måde er det (muligvis) en del af noget større, for Bubi medvirker i et omfattende romanprojekt jeg har haft gang i i sådan ca. 100 år (eller også er det kun ca. 30 år, men nogle siger, at overdrivelse fremmer forståelsen))
    Jeg har et ønske om, at de historier, der har “lånt” personer fra “mit univers” kan læses uden kendskab til dette, men du må da gerne kaste et blik på et par andre historier derfra 😉
    Jeg har dog også skrevet en del tekster/historier, der slet ikke har noget med “mit univers” at gøre.
    Tak for din gode kommentar 😉

    Vh. Pia

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s