Stil og sten

“Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil,“ siger Lotte. Hun er min lillesøster og hun ligner en mus. En køn mus med en lille spids snude.
“Hvorfor ikke?”
Jeg kunne forstå det, hvis det var regning. Gangestykker er skrupkedelige.
“Fordi…,” siger Lotte og tygger på sin underlæbe. Hun har små tænder og hun kan gumle på en kiks i mere end et kvarter.
“Hvad skal I skrive om?” Jeg står og ønsker, det var mig, der havde stil for.
“Min skolevej. Men jeg kan ikke finde på noget, Det er bare en dum vej.”
“Ja, men kom nu. Vi skal skynde os, Klokken er kvart i otte.”
“Vi kommer for sent og Jensen bliver sur over den stil.” Nu er Lotte ved at tude.
“Vi skynder os og du kan jo sige, at du har glemt stilen hjemme.”
Jeg snupper min madpakke, som mor har smurt, inden hun tog ind på systuen. Der er spegepølse ovenpå fedtet i dag. Lækkert.
Lotte snupper også sin, men hun ser ud som hun skal kaste op.
Hun spiser som en syg høne. Mine høns er ikke syge, men den ene, den er død, Ham Mikael med det store hoved har kvalt den, Mor har sagt, han vistnok lider af engelsk syge; det er en meget sjælden sygdom nu om dage siger hun – så måske har han bare vand i hovedet. Eller jord?
Jeg ved det ikke, men hvis jeg ser ham, tæver jeg ham.

Udenfor skinner solen. Lotte er lidt foran mig. For jeg skal lige se over mod det hus, hvor far har lavet hele stuen om til et dukketeater. Mon han kommer hjem i aften og mon han så laver lys i teateret?
Det er lidt mærkeligt at bo i en stue alle fem og så have et ekstra hus, man bare kan lege i.
Smuglerens dreng sidder på trappen foran deres lyseblå hus. Der sidder han næsten altid. Han er pæn. Har sorte krøller og blå øjne. Jeg tror ikke, han går i skole, jeg har i hvert fald ikke set ham der, men måske møder han senere?
Jeg vinker til ham og han vinker igen. Han har sådan et pænt, lidt skævt smil.
Men Lotte er nået forbi pigtrådshegnet. Jeg løber efter hende. Nu stopper hun og samler nogle mirabeller op. Der er ikke så mange. Sonjas børn fyldte en kurv forleden. Og de søde ud, da de bar kurven mellem sig. De hedder Kristi og Egon. Kristi er buttet og har blødt, brunt hår. Egon har røde kinder, gult strithår og går med ble.
Men vi ser dem nok aldrig mere. Der kom nogle damer og hentede dem Selvom de græd og Sonja skreg.
Jeg så det og jeg samlede en masse sten op. Jeg kastede også en, men den ramte ikke. Der var også politifolk og en af dem tog hårdt fat i Sonja. Jeg hader politiet. Og damer med fint tøj og onde, smiskende stemmer. Nu er Sonja slet ikke sjov mere, når hun besøger os, og hun var da nødt til at tjene penge,, så hun var nogen gange ikke hjemme om natten, men Trunte så efter dem.
“Alle er dumme,” siger Lotte og smider mirabellerne hen ad grusvejen.
“Ikke den der,” siger jeg og peger. Måske har Lotte slet ikke set, at en Beatles-larve er på vej hen over alle de mange sten på grusvejen. Langsomt og forsigtigt bugter den sig af sted
“Hvor er den sød.” Lotte. sætter sig på knæ og stryger ganske forsigtigt larven over de små hår.
“Den kan du skrive om i din stil,” foreslår jeg, “skriv at den er lillebitte, men at den nok skal klare sig, selvom der er skarpe sten.”.
“Jeg kan også tegne den,” Nu lyder Lotte helt ivrig.
Og så når vi ud på skolestien, der er asfalteret. Det vrimler med børn, der går i store og små klynger.
Der er en, der råber: “Hej Lotte. Skal vi følges?”
Det er en rødhåret tøs med fletninger,
De er snart foran mig.
Jeg samler en sten op. Vejer den i hånden, men kommer den så i lommen.
Måske får jeg stil for i dag? Ellers skriver jeg sgu Lottes..

Reklamer

Kære alle I, der bor i Danmark (andre må godt læse med)

Har I glemt mig?
Ja, det er ikke fordi jeg angler efter berømmelse, men sagen – har I glemt hvad den drejede sig om?
I mange år har jeg betragtet jer, både når I sover og når I er vågne.
Og jeg er frustreret.
Hvad er det for et land I er i gang med at skabe, kære landsmænd, kære danskere?
Ja, det er ikke meget bedre i resten af verden. Ikke så længe af gangen i hvert tilfælde. Men det er hvor om alting er Danmark jeg har kæmpet for at forbedre. Jeg kæmpede den dag i 1872 på Fælleden og jeg kæmpede andre steder med mange midler.
Ja, jeg var jo ikke alene om det.. Langtfra.
Vi var mange, Og vi sejrede. Fordi vi stod sammen – så godt vi nu formåede.
Og det gik fremad.
Det skete ikke på en dag. Det skete ikke mens jeg endnu havde et legeme af kød og blod, men det skete.
Mange tog over, da jeg blev drevet i landflygtighed. Alle havde vel ikke helt samme mål og samme drøm som vi tre, der startede, men af tanker der lignede, af humanitær nødvendighed opstod socialdemokratiet – og det kom i rigsdagen, i folketinget.
Det gik fremad. For de allerfleste.
Der var fagforeninger. Der kom regler. Andelsbevægelsen bredte sig. Kvinder fik valgret. Bestandigt færre gik sultne i seng, de fleste småbørn overlevede, i stedet for fattiggårde kom der bistandshjælp og man udryddede næsten – næsten – restfattigdommen.
Ting tager tid. Men jeg så det ske.. Jeg måtte se det, så jeg blev her. Som et spøgelse så jeg ind i alle kroge hos høj og lav. Jeg magter ikke at se ind i jeres hjerner og hjerter. Kunne jeg det, kunne jeg måske forstå det. Kunne mine øjne græde og mine læber smile, da kom mine øjne mest på arbejde.
For hvad ser jeg?
Det går tilbage. Skridt for skridt. Ting tager tid.
Vil I finde jer I det?
Nogle af jer vil. Det ved jeg. Nogle ønsker det, så meget at de har dannet partier og bevægelser, hvis formål, det er, at tage jer ved hånden og ved næsen og føre jer ad snørklede stier tilbage til min tid – til fattigdom, angst, knokkelarbejde og bestandig konkurrence – for mange, med tiden for de fleste. Alle de, der vil den vej håber måske, at netop de er vindere i livets lotteri?
Det kan måske ikke være anderledes end at nogle har disse tanker? Stækker vi tanker, sløver vi den form for demokrati som mine efterfølgere så ihærdigt insisterede på – og som da også er så tillokkende, men jeg vover den tanke, at det måske var bedre, om flere var gået af den vej, jeg så gerne ville lede dem af.
Vel, det er blot en tanke fra et gammelt frustreret spøgelse.
Men se – se de falske bevarere af det, de kalder velfærdssamfundet. Nuvel, måske I ikke opfatter dem sådan og jeg er ingenlunde guddommelig, men blot et fortidslevn, for evigt berøvet handlekraften. Med gru så jeg en blond kvinde få overladt den øverste post i det parti, jeg trods alt stadigt troede på. Med en kapitalist-taske i den ene hånd og tveægget tale på tungen skred hun frem for en jublende masse. Og den dag så jeg Thorvald rotere. Det var lige før, han også ville spøge, men han opgav. Han gryntede blot noget med: “Jeg giver op, Louis.”
Nuvel, måske er det ikke tilbage I går, men mod en ny fremtid, der er lige så trøstesløs som dengang i 1870èrne:
Angst for alt og alle, der ikke totalt ligner jer selv.
Få meget rige, mange der har mere end nok, men et stigende antal, der har alt for lidt, hjemløse i gaderne, dødssyge mennesker, der knokler for mindre end de fleste, mennesker, der ikke har råd til lægehjælp …det er hvad jeg ser …for ikke at nævne ugæstfriheden og opsplitningen af folk, der burde stå sammen.
Glem mig bare, men hvad vej vil I?

Det vanskelige farvel

Teksten er redigeret lidt efter de første kommentarer

Første akt af længere skuepil …

Forhænget er for. Mens musikken spiller glider det til side,

Musik: Uddrag af Tjaikowskis 1812-ouveture. Lige før krigen raser.

Man ser et ekstra tæppe (rullegardin, evt. todelte kulisser) med et billede af et bjerglandskab Mellem to bjergtinder og lige over et vandfald, står der følgende: Et sted i universet, Det står i 15 sekunder. Så glider dette tæppe todelt ud til siderne. (kulisserne trækkes til hver sin side)

Scenen:

Et værelse med en bred alkove i bjergfyr, en bogreol i ditto træ, en kommode, hvorpå, der står en buket efterårsblomster (kornblomst, gul okseøje) og et stort skab med udskæringer af drager og trolde.På gulvet ligger en langskaftet sort støvle.

Musikken stopper og man hører en rødhals.

Personerne:

Cessie, en kvinde på 29 år, kort kommunefarvet hår, grønne øjne, opstoppernæse med fregner, ”hvid”, klædt i natkjole.

Freddy, 17 år, langt sortkrøllet hår, sat op i hestehale, mørklødet, spinkel, blå øjne, klædt i uniform (rød kjortel, sorte knæbukser, på den ene fod en støvle, på den anden en uldsok, der hænger lidt i ål.

De sidder begge på den uglede alkove, hvis forhæng er trukket til side

Cessie: ”Jeg kan altså ikke lide det.”

Freddy. ”Det kan jeg heller ikke.”

Cessie: Så bliv hos mig.”

Freddy (mens han stryger hende over det korte hår) : ”Men du skal have din søn igen.”

Cessie (med gråd i stemmen) Ja! Men oprørerne kan hente ham uden dig. De er jo vant til at slås og jeg …

Freddy (venter et sekund eller to på fortsættelsen, men den kommer ikke) Jeg kan godt slås, Cessie. Jeg var med, da vi reddede dig fra bålet.”

Cessie: (med endnu mere gråd i stemmen) Det ved jeg godt. Det er heller ikke fordi …men Freddy, jeg tror, at kongen har sat endnu flere soldater ind – tydanske soldater – og jeg ved godt at – at de – at oprørerne kan slås, men jeg …( nu hulker hun)

Freddy rækker ned efter støvlen på gulvet, men bider sig så i underlæben, retter sig op og lægger begge arme om Cessie: ”Jeg lover at jeg kommer igen. Sammen med Keith. Dine forældre skal nok udlevere ham.”

(mere hulk og så et snøft) ”Måske har han det bedre hos dem, Freddy”

Freddy (tankefuldt) Tror du? (nu iltert) Men de gjorde jo intet for at stoppe præsten og alle dem, der ville brænde dig! Og din bror – din egen bror – han – han stod der bare – på markedet – han skal dø!”

Cessie: ”Det må du ikke!”

Freddy (stadig med armene om Cessie) ”Hvad må jeg ikke? Dø? Det agter jeg heller ikke.”

Cessie. ”Du må ikke slå John ihjel. Han er min bror.”

Freddy: ”Han er modbydelig!”

Cessie: (med tynd, noget skinger stemme) “Men han legede med mig. Og han lærte mig at læse. Jeg kan ikke forstå det.  (mere skingert, nu også vredt) -Men du synes måske, det er sjovt at slå folk ihjel? Der døde jo nogle, da I frelste mig. Gjorde der ikke?””

Nu slipper Freddy Cessie, tager støvlen og begynder at trække den på: (siger med træt stemme) ”Jo, der var nogen, der døde – men du gjorde ikke.”

(Udenfor lyder der trommer).

Freddy fortsætter: ”Jeg går nu. Vil du hvile eller går du over til Lilli? Jeg tror, hun vil vinke til Barney.”

Cessie. ”Vinke? Jeg vil også – du skal da ikke bare … Vent …”

Freddy: ”Så skynd dig. Du hører jo trommerne.”

Cessie springer op og flår en kjole ud af skabet.

Den lille sorthårede pige og den døde inder, der engang skrev en bog

Her er Barbara. Billedresultat for Piger, cliparts, tegningerHun er seks år gammel. Hun er på besøg hos sin farmor. Barbara sover på en bænk i farmors køkken – og mens hun sover drømmer hun.

Det er en væmmelig drøm om en stor hund. Barbara kan ikke lide væmmelige drømme, så hun får ondt i maven, mens hun drømmer.

Har du prøvet at få ondt i maven af en drøm?

Måske ikke, men det får Barbara altså.

Forresten, inden jeg går videre med historien, er der noget, jeg er nødt til at fortælle dig. Barbara har et kælenavn. Det er sådan et navn som hendes mor og far har fundet på. De kalder hende for Bubi.

Skal vi så ikke også kalde hende det?

Jo, det gør vi.

Bubi er ikke alene på besøg hos farmor. Hendes forældre er der også. Hendes mor sidder i køkkenet. Og hendes far sidder også i køkkenet.

Begge Bubis forældre er i farmors køkken.

Bubi har fire brødre, men det er kun to af dem, der er med på besøg her hos farmor.

Det kan være lige meget, hvad de to, der ikke er med hedder. Synes du ikke?

Men de to der er med, de hedder Niku og Kenny.

ja ja, jeg ved godt at nu kan du nok ikke hitte ud af, hvor mange, der er med på besøg hos farmor. Eller kan du? Prøv. Du må gerne tage fingrene til hjælp 😉

_____________________________________________________________________________________________

skriv her hvem der besøger Bubis farmor

Flot! Du er meget dygtig. Det er nemlig rigtigt. Mor og far er hos farmor. Og Bubi er hos farmor. Niku og Kenny er også hos farmor.

– og ved du så hvad? De er allesammen i farmors køkken.

Hvorfor krymper inderne hundevalpe?

Den store grå hund har åben mund og der bobler lidt savl ud mellem to af dens spidse tænder. Den er vokset. Eller også er hun krympet. For det er jo Safyr. Han har jord i sin pels. Han må have gravet sig fri. Han står lige foran hende. Og skubber til hende med sine forpoter.

Det var ham inderen, der fik din farmor til at ville krympe mig,” siger Safyr.

Så har han også …,” mumler Bubi. Eller tænker hun det kun? Hun mærker tænder mod sin nakke. Det gør ikke ondt. Ikke spor. Og så flyver hun. Hun hænger i flaben på Safyr. Han gør ligesom, når SorteMaren bærer sine killinger. Hun svinger frem og tilbage. Frem og tilbage. Som på en gynge. Svinger. Flyver. Vildere og vildere. 

Så vågner hun. Og hun ligger på slagbænken i farmors køkken. Der dufter af hvidt brød og honningmælk. Og hun kan høre sine brødre snakke:

Gik hun lige på næsen, Niku, gjorde hun?”

”Ja, men ti nu stille, din lille myre, nu sover hun bare.”

Men maven, den vrider sig altså. Og nu kommer det. Ud over det pæne tæppe.

Knoklede hænder fjerner tæppet. Folder det hurtigt sammen og rækker det til mor, mens hun siger: “Vil du få det væk, Sita?”

Mor går ud med tæppet, men far er her og han siger: ”Hvad er der dog med dig, lille skat? Var turen for lang? Er du så ked af det med den lille hund?”

Far spørger om alt for meget, men han holder om hende. Hans store næver er bløde som lammeuld og hans skæg kradser kun en lillebitte smule, da hun putter sig ind til ham.

Jeg fløj,” fortæller Bubi.

Du må have drømt. Det var Niku, der bar dig ind,” siger far.

Ja, han er heldigvis stor og stærk,” siger farmor.

Og Niku siger: ”Hun er jo let som en fjer.”

Og mens han siger det skubber han noget af sit lange pandehår væk fra øjet.

Og Kenny, den lille unge, sidder bare på gulvet. Men han siger: ”Jeg er også let som en fjer, Niku, jeg er.”

Nej, du er tung som en forædt pattegris,” siger Niku.

Men jeg kan også blive død,” mugger Kenny.

Hvis du gør det, rusker jeg dig, til du bliver levende igen,” siger Niku og Bubi tror næsten på, at han gøre det, for hans stemme er så tynd og anderledes. Mens han har talt har han taget det tæppe farmor har over køkkenbænken. Nu rækker han det frem og far slipper hende lidt, så Niku kan lægge det om hende. Og hans slanke fingre er næsten lige så bløde som fars, men de ryster lidt.

Bubi kommer i tanke om noget; ”Hvad er en inder for noget?”

Farmor gisper. De andre ser bare forbavsede ud.

Så ler farmor. Eller gnækker. Far har en gang sagt, at hans mor har en gnækkende latter.

En inder er et menneske, der stammer fra et land meget langt væk. I det land, tror folk, at når nogen dør, så bliver de født en gang til, men måske som noget helt andet,” forklarer far så. Far har været sømand og han ved alt.

Men gør de det? Faar – passer det? Gør det?

Ja, det passer,” forsikrer far, ”men måske bliver lille Safyr til blomster eller et træ. Det er ikke til at vide.”

Jo, jeg ved det.” Bubi kan mærke at hun smiler. Det gør meget mindre ondt i maven, mens hun siger: ”Han er blevet til en kirsebærblomst.”

 

*** teksten nedenfor skal muligvis klippes bort? ‘***

Farmor blander sig :”Er det dig, Danny, der har fortalt hende, at der findes indere. Har du også fortalt om – om Mahatma?”

“Jeg kan have nævnt noget om inderne,” siger far og rynker sine store bryn.

” Mahatma tror han kan krympe dyr og mennesker, men det kan han ikke,” siger Niku og tilføjer: “Det er bare noget, han har skrevet i sin dumme bog,”

“Han er da nødt til at krympe dem, når de skal blive til kirsebærblomster,” siger Bubi og smiler glad til Niku, der ser ked ud af det.

Nu bider han sig i underlæben og ser på hende. Det er som om, der brænder en ild i hans sorte øjne, men kun et øjeblik. Så smiler han og siger: “Nå ja, det er klart, lillesøster. Det er klart.”

Jeg er i gang med at redigere historien, så den bliver nemmere at forstå. Du kan få en smagsprøve ved at klikke her

https://pialynge.wordpress.com/2017/10/07/den-lille-sorthaarede-pige-og-den-doede-inder-der-engang-skrev-en-bog/

(Du har vel humor? ;-))