Hvorfor krymper inderne hundevalpe?

Den store grå hund har åben mund og der bobler lidt savl ud mellem to af dens spidse tænder. Den er vokset. Eller også er hun krympet. For det er jo Safyr. Han har jord i sin pels. Han må have gravet sig fri. Han står lige foran hende. Og skubber til hende med sine forpoter.

Det var ham inderen, der fik din farmor til at ville krympe mig,” siger Safyr.

Så har han også …,” mumler Bubi. Eller tænker hun det kun? Hun mærker tænder mod sin nakke. Det gør ikke ondt. Ikke spor. Og så flyver hun. Hun hænger i flaben på Safyr. Han gør ligesom, når SorteMaren bærer sine killinger. Hun svinger frem og tilbage. Frem og tilbage. Som på en gynge. Svinger. Flyver. Vildere og vildere. 

Så vågner hun. Og hun ligger på slagbænken i farmors køkken. Der dufter af hvidt brød og honningmælk. Og hun kan høre sine brødre snakke:

Gik hun lige på næsen, Niku, gjorde hun?”

”Ja, men ti nu stille, din lille myre, nu sover hun bare.”

Men maven, den vrider sig altså. Og nu kommer det. Ud over det pæne tæppe.

Knoklede hænder fjerner tæppet. Folder det hurtigt sammen og rækker det til mor, mens hun siger: “Vil du få det væk, Sita?”

Mor går ud med tæppet, men far er her og han siger: ”Hvad er der dog med dig, lille skat? Var turen for lang? Er du så ked af det med den lille hund?”

Far spørger om alt for meget, men han holder om hende. Hans store næver er bløde som lammeuld og hans skæg kradser kun en lillebitte smule, da hun putter sig ind til ham.

Jeg fløj,” fortæller Bubi.

Du må have drømt. Det var Niku, der bar dig ind,” siger far.

Ja, han er heldigvis stor og stærk,” siger farmor.

Og Niku siger: ”Hun er jo let som en fjer.”

Og mens han siger det skubber han noget af sit lange pandehår væk fra øjet.

Og Kenny, den lille unge, sidder bare på gulvet. Men han siger: ”Jeg er også let som en fjer, Niku, jeg er.”

Nej, du er tung som en forædt pattegris,” siger Niku.

Men jeg kan også blive død,” mugger Kenny.

Hvis du gør det, rusker jeg dig, til du bliver levende igen,” siger Niku og Bubi tror næsten på, at han gøre det, for hans stemme er så tynd og anderledes. Mens han har talt har han taget det tæppe farmor har over køkkenbænken. Nu rækker han det frem og far slipper hende lidt, så Niku kan lægge det om hende. Og hans slanke fingre er næsten lige så bløde som fars, men de ryster lidt.

Bubi kommer i tanke om noget; ”Hvad er en inder for noget?”

Farmor gisper. De andre ser bare forbavsede ud.

Så ler farmor. Eller gnækker. Far har en gang sagt, at hans mor har en gnækkende latter.

En inder er et menneske, der stammer fra et land meget langt væk. I det land, tror folk, at når nogen dør, så bliver de født en gang til, men måske som noget helt andet,” forklarer far så. Far har været sømand og han ved alt.

Men gør de det? Faar – passer det? Gør det?

Ja, det passer,” forsikrer far, ”men måske bliver lille Safyr til blomster eller et træ. Det er ikke til at vide.”

Jo, jeg ved det.” Bubi kan mærke at hun smiler. Det gør meget mindre ondt i maven, mens hun siger: ”Han er blevet til en kirsebærblomst.”

 

*** teksten nedenfor skal muligvis klippes bort? ‘***

Farmor blander sig :”Er det dig, Danny, der har fortalt hende, at der findes indere. Har du også fortalt om – om Mahatma?”

“Jeg kan have nævnt noget om inderne,” siger far og rynker sine store bryn.

” Mahatma tror han kan krympe dyr og mennesker, men det kan han ikke,” siger Niku og tilføjer: “Det er bare noget, han har skrevet i sin dumme bog,”

“Han er da nødt til at krympe dem, når de skal blive til kirsebærblomster,” siger Bubi og smiler glad til Niku, der ser ked ud af det.

Nu bider han sig i underlæben og ser på hende. Det er som om, der brænder en ild i hans sorte øjne, men kun et øjeblik. Så smiler han og siger: “Nå ja, det er klart, lillesøster. Det er klart.”

Jeg er i gang med at redigere historien, så den bliver nemmere at forstå. Du kan få en smagsprøve ved at klikke her

https://pialynge.wordpress.com/2017/10/07/den-lille-sorthaarede-pige-og-den-doede-inder-der-engang-skrev-en-bog/

(Du har vel humor? ;-))

 

Reklamer

31 tanker omkring “Hvorfor krymper inderne hundevalpe?

  1. Hi Pia

    Det er som om det er meget svært at holde fokus i din tekst. Der er måske for meget small talk – you name it. Derfor forsvinder den pointe du måtte have med teksten og den bliver fraværende.
    Aner at det er en sød tekst, der bestemt fortjener bedre. Tror du kan trimme den såden fungerer flot.

    Kh
    Børge Lindschouw

    Like

  2. Kære Amanda,
    Jeg bliver desværre forvirret når jeg læser her, og det starter i det første afsnit. Jeg kan ikke finde ud af hve´m det er der er lille og hvem der er stor. Det lyder ellers ret spændende og eventyeligt alt sammen, men jeg går død i små piger indere, hunde farforældre og en hel del navne. Følelsesmæssigt er vi i den glade lette ende. Der er noget skøg og ballade med størrelser og vægte. Måske er det mig der ikke kan koncentrere mig. Det beklager jeg i så fald. … jeg prøver gerne igen ved et senere tilfælde. khb

    Like

  3. Hej Børge og Bense.

    Ja, måske skal teksten trimmes – og det vil jeg selvfølgelig så arbejde med.
    Derfor opsumerer jeg lige, hvor det lader til, at I kløjs i teksten:

    Børge, du mener at der er for meget “small talk” – men hvem af Bubis familiemedlemmer skal jeg sende uden for døren eller bede om at holde mund?:

    Bense, du er ikke med på, at det første er en drøm – og heller ikke på, hvem katten, der er til stede.Jeg troede det gik an, fordi samtlige personer er blevet præsenteret i første del.

    Korriger mig meget gerne, hvis jeg har misforstået jer.
    Ellers behøver I ikke byde ind før efter redigering. Ovenstående er til brug for min redigering 😉

    Tak for jeres ærlige udmeldinger.

    vh. Amanda

    Like

  4. Hej Amanda
    Jeg læser for stemningen, og den er god. Det gav historien et elegant skub at talen falder på reinkarnation og du kæder det sammen med den døde hund.
    Pigen har åbenbart drømt (“Og hun ligger på slagbænken”) og man skal læse med tættekam for at gribe det. Jeg har på fornemmelsen at du føler at historiens flow bliver hindret af sådanne forklaringer, men så må det gerne gå lidt roligere.
    Alligevel har du stemning og det er kolossalt vigtigt.

    KH jesper o

    Like

  5. Hej Amanda

    Måske har du redigeret lidt i din tekst, for jeg har ikke besvær med at forstå den bortset fra én sætning: ”Det var ham inderen, der fik hende til at ville krympe mig,” siger Safyr.
    Hvem er ‘hende’? For hvis det er Bubi, skal der vel stå ‘dig’? Eller er mit hoved helt tomt?
    Ellers synes jeg, det er en rigtig god og nærværende tekst. Buvis forestilling i drømmen om Safyr, som underforstået er begravet, er troværdig.
    Og Bubi har følt svimmelhed pga. mavebesvær og tror, hun bliver båret ligesom en kattemor bærer sine killinger – og bliver svinget rundt.
    Klart at en begravelse af et kæledyr gør indtryk på en 6 årig pige.
    Niku er lidt af en mysterium. Der er undertoner af, at han opfører sig anderledes end sædvanligt. Måske er der en fortsættelse på historien?
    Tak for god og hyggelig læsning!

    Bedste hilsner fra Anne

    Like

    • Hej Anne.

      Det glæder mig rigtig meget, at du kan finde mening i historien 😉
      Ja, jeg har redigeret en lille smule, bl.a sat drømmen i kursiv.
      Jeg har planer om, at redigere lidt mere – men i går gik der lidt pjank i mine redigeringsforsøg.
      Idéen bag det Safyr siger i drømmen, er at den påstår, at farmor har forsøgt på at krympe ham/den. Måske lidt langt ude/for meget løst-svævende mystik?
      Måske ved Niku noget? Måske er han bare bekymret?
      Det er min tanke, at han ved noget, men han er først og fremmest bekymret for sin lillesøster – og senere sin bror.
      Tak for dine ord.

      Vh. Amanda

      P.S Tjoh, et sted svæver der en fortsættelse 😉

      Liked by 1 person

  6. Kære Amanda
    Jeg har læst teksten som står her, men du skriver, at du er ved at redigere, så jeg venter lige med den rigtige kommentar.
    Jeg kan godt huske Bubi og hendes far. Dengang var mit indtryk, at han var grov og hård ved Bubi, at han ikke kunne lide hende. Men nu er han blevet en god og rar far med en blød hånd. Er der noget, jeg har misforstået?
    Og jeg husker Kenny som ældre end Bubi, men her er han lille.
    “Og Kenny, den lille unge, sidder bare på gulvet. Men han siger: ”Jeg er også let som en fjer, Niku, jeg er.”
    Please, sæt det lidt på plads for mig, eller springer du i tid, ligesom jeg?
    Jeg venter lige med resten.
    For mig var det klart, at det med kursiv er en drøm. Bubi var besvimet, ikke? Og drømmer man, når man er besvimet, er man så ikke bevidstløs??

    Anyway. Jeg kommer tilbage.
    Kh
    Marie

    Like

  7. PS Jeg har lige været tilbage og læse fra sidste efterår.
    Der er Kenny 10 år og lider af epilepsi (den faldne syge).
    Vil det så ikke sige, at vi er endnu længere tilbage i tid end i den med kaninen?
    Jeg springer jo selv i tid, så jeg må jo kunne hitte ud af det.
    Kh
    Marie

    Like

    • Kære Marie.

      Jo, jeg er sprunget i tid.
      Denne lille historie foregår ca. 5 år, før den med kaninen.
      Jeg er meget glad for, at du gad genlæse efterårets historie om Bubi. Det må jo være Freddy, du i tankerne forvekslede med Kenny?
      Bubis far kan være noget bøs og buldre løs, men han er ikke så slem 😉
      Nej, man drømmer ikke, når man er besvimet. Jeg forestiller mig, at hun er besvimet, men ret hurtigt kommet så nogenlunde til sig selv. Så har Niku båret hende ind i køkkenet, hvor hun udmattet er faldet i søvn – og drømmer.
      Jeg er ikke kommet så langt med redigeringen (den seriøse redigering, mener jeg;-)), men samler sammen fra din og andres kommentarer, så historien forhåbentlig bliver bedre,
      Tak for læsning og tankeskabende ord om min historie 😉

      kh. Amanda

      Like

      • Kære Amanda
        Jamen det må jeg jo skrive mig bag øret, for jeg springer i tid, og hvis man kan huske det sidste, så er man som læser lidt på vildspor.
        Nej, det var Kenny, jeg tænkte på, og ham huskede jeg som ældre end Bubi. Hvis han ikke er det, så passer det jo fint.
        Hvis faderen ikke er så slem, så er det lidt svært at formidle. Nu ved jeg godt, at teksterne nok skal læses kronologisk senere hen, sådan at det vil fremgå. Men for denne teksts skyld skulle der måske være en hentydning til, at han kan være begge dele?
        Og så synes jeg, at det også skal antydes, at Bubi er faldet i søvn på slagbænken, efter de kom hjem i køkkenet, og at det er der, hun drømmer.
        Kh
        Marie

        Like

  8. Hej Amanda

    Jeg kan godt følge din fortælling, og der er en del charmerende barnefantasi. Hovedindtrykket er godt.
    Jeg bliver dog i læsningen lidt forstyrret igen af din trang til at forklare ting, som ikke behøver forklaring, som her:
    ““Er det dig, Danny, der har fortalt hende, at der findes indere. Har du også fortalt om – om Mahatma?” Det er far, der hedder Danny – og det er farmor der spørger.”
    Den inkvit er virkelig en opsamlingsrunde af forfatterhenvendelse til læseren.
    Jeg synes også, at dine replikker til tider er for meget én til én, altså at personerne siger, hvad de tænker, hverken mere eller mindre. Det gør personerne en smule flade, synes jeg.

    Like

    • Hej Glenstrup.

      Jeg er glad for at hovedindtrykket er godt.
      Og jeg kan godt se, hvad du mener med trangen til at (over -) forklare. Den rigtigt slemme, den med far, der hedder Danny, har jeg en tanke om, hvordan jeg kan ændre, så den kommer fluks på redigeringslisten – bare der så ikke er nogen, der skriver, at de elskede netop den forklaring 😉
      men uf- jeg hader flade personer. Ser hvad jeg kan gøre ved det.
      Tak for dine ord.

      Vh. Amanda

      Like

  9. Kære Amanda

    Jeg har ikke problemer med at følge med i din fortælling her. Den lange tur til farmor og forventningens glæde der bliver til sorg og forskrækkelse slår den lille Bubi ud.

    Drømmen virker meget realist i forhold til det der skete i sidste afsnit og snakken i køkkenet med sammenstimlingen af hele familien virker også meget troværdig.

    Bekymringen og omsorgen parret med en fantasi om at nogen er i stand til at krympe både mennesker og dyr, lader til at hjælpe Bubi over tabet af hundehvalpen.

    Der er noget særligt og lidt mystisk over Nikus opførsel, han er meget berørt over Bubis besvimelse, måske blev han meget bange, eller kan der ligge noget andet bag, som vi ikke har fået fortalt her?

    I sin helhed er det en dejlig historie om en familie hvor jeg synes jeg har fået en god fornemmelse af personerne.

    Kh Livsglæde

    Like

    • Kære Livsglæde,

      Det glæder mig virkelig, at du kan følge med i historien, og at du bruger ord som “realistisk” og “troværdigt.” Dejligt, su synes, det i sin helhed er en dejlig historie.
      Jo ,som historien er skrevet og som den stadig står, er der lidt mere i Nikus opførsel end omsorg, men det kan være, jeg piller det element ud.
      Jeg har jo fået modsat-pegende meldinger omkring det og i det hele taget om historien, så er ni i syv sind og venter måske lidt med at redigere, bortset fra en enkelt eller to små justeringer.
      Tak for dine ord.

      Vh. Amanda

      Liked by 1 person

  10. Kære Amanda

    En fin scene i farmors køkken hvor Bubi er blevet båret ind og ligger og drømmer, for det er måske i drømme man bedst kan bearbejde en viden man helst ikke vil være ved. Det har været en hård omgang for hende at miste hvalpen, og selvfølgelig må hendes underbevidsthed trøste hende med at hunden stadig er der, nu bare i en anden skikkelse. Og på den måde fik du elegant og meningsfyldt anbragt Jespers inder.

    Men hvorfor gisper farmor da hun spørger til inderen? Har der været en inder i familiens forhistorie som hun ikke mener at Bubi skulle vide noget om? Og hvorfor nævner hun Mahatma? – jeg går ud fra det er Gandhi du mener. Eller? – er han til stede i dit fantasyunivers?

    Ok. Det gør ikke noget at en tekst rejser spørgsmål, og hvis den er en del af en længere fortælling er der jo ikke noget at sige til at jeg ikke forstår det hele. Desuden så skal alle spørgsmål ikke nødvendigvis besvares.

    Historien er meget flydende og levende fortalt. Jeg er helt med på hvordan der ser ud i farmors køkken, hvordan personerne interagerer samtidig med at de har fokus på hende. Dialogen er levende og naturlig. Der er lidt omkring Niku der ryster på hænderne og har ild i øjnene.

    En rigtig fin beskrivelse eller omskrivelse af at hun kaster op. Du får også lige mavefølelsen med:
    “Men maven, den vrider sig altså. Og nu kommer det. Ud over det pæne tæppe.”
    Dejlig tekst i børnehøjde.

    kh dorte

    Like

    • Kære Dorte.

      Jeg er virkelig glad for, at du synes det er en dejlig tekst. Du ved – ros varmer så godt 🙂
      Jeg er også virkelig glad for, du ikke absolut vil have alle spørgsmål forklaret, men forklarer så alligevel lidt 😉
      Historien her er skrevet som svar på ugens opgave, men ganske rigtigt inspireret af “mit univers.” Jeg skrev den temmelig hurtigt, så der kom tråde med, der nok har mere relevans, hvis dette kommer med i den efterhånden lange romanserie.
      Nej, Indien fandtes ikke i mit univers, men da jeg jo er enevældig hersker over det univers, ser det ud til, at det findes nu 😉
      Navnet Mahatma er, som du gennemskuer, inspireret af Mahatma Gandhi, men kun fordi, jeg i farten ikke kunne komme på andre indiske drengenavne.
      Farmor gisper, fordi hun ikke forstår, hvordan Bubi ved noget om den inder, der har skrevet en bog, der handler om at skrumpe levende væsner.Og Niku – ja, han aner vist, at farmor har forsøgt på noget..
      Ok, måske alt for meget fantasy at proppe ind her? Lod det stå, fordi jeg tænkte at det kunne forstås som del af Bubis fantasier/drømmen.
      I min første word-version sluttede den, der hvor Bubi udbryder, at Safyr nu er en kirsebærblomst.
      Men mine fingre tastede bare videre …
      Tak for læsning, tolkning og gode ord til eftertanke 😉

      Vh. Amanda..

      Like

  11. Hej Amanda,
    Heller ikke jeg kan se, der skulle være noget besvær med at følge din historie. Uha, den lille pige er så ked af, den lille hundehvalp er død – og lidt rystet over farmorens hundekirkegård, så hun falder i søvn og får mareridt.
    Men der hvor jeg er i tvivl er det tidsmæssige. Jeg synes at huske, vi er lidt/noget tilbage i tiden?? Og så er jeg forundret over det, at de tilsyneladende læser i bøger.
    Er det noget med farmoren, som har været i kløerne på en inder? Og den der “Mahatma” er vismand eller ??
    Jeg gik lige tilbage via din henvisning og fandt frem til noget, som kunne ligne en børnebog. Den så sød og spændende ud, og i børnebøger behøver man jo ikke lige tidsangivelser. Men det gi’r givetvis spænding med en “Mahatma”.
    I sidste uge misfortolkede jeg en tekst, så jeg vel nok har været helt til grin. Så hvis jeg er på vildspor her, må du endelig sige til – bedre først som sidst!!
    Hilsen Ella

    Like

  12. Kære Ella.

    Du er ikke på vildspor 😉
    Det der med det tidsmæssige, er lidt “noget værre noget,” for historien udspiller sig i en tid, der er kraftigt inspireret af tilstandene i Europa (især Skandinavien, Tyskland og England) i 1600-tallet, men vi er ikke i Europa. Vi befinder os i et land, som jeg kalder Tydanien.
    Man må dog som læser af disse korte historier, godt forestille sig, at det er i et de nævnte lande.
    Så det er ikke helt almindeligt at folk kan læse, men farmor her kan. og hun kan forresten meget mere end det. Hvorfor kan hun læse? tænker du måske. Fordi jeg siger det 🙂 nej, okay – noget af det har hun lært af sin stedfar, da hun var barn. mere, da hun som ung, var novice i et kloster (hun blev aldrig nonne) og yderligere har hun lært sprog af sin bror, der har “higet og søgt” i gamle bøger.
    Som du kan læse, ved jeg alverdens ting om mine personer og deres verden – og bliver måske derfor ind i mellem for ivrig, når jeg tyr til at skrive om dem – i farten tænker jeg måske ikke nok på, at mine arme læsere ikke kender min verden. jeg prøver ellers at skrive dem, så de kan forståes som selvstændige “almengyldige” historier, der blot beretter om noget alment; her tabet af en hundehvalp.
    Håber det giver mening?
    ud over disse punkter, har du helt og holdent forstået historien.
    Og hvor er jeg glad for det! 😉
    Tak for dine ord.

    Vh. Amanda.

    P.S Det med den anden historie er mest for sjov – og lidt fordi, jeg blev lidt ked af, at de første kommentatorer slet ikke kunne finde ud af, hvad historien handler om.

    Liked by 1 person

  13. Amanda, jeg ser da køkkenet for mig, bliver noget forvirret over de reaktioner der kommer, men hvis de er med fra andre universer er det måske derfor. jeg vil kigge ind efter evt. redigering, dialogerne kunne godt trænge til en omgang. k h ina.

    Like

  14. Hej Ina.

    Der kommer nok ikke yderligere redigering i denne omgang, men efterfølgende vil jeg da se på det, så hvis du kan uddybe, hvad du synes, der i vejen med dialogerne, kommer det måske med i mine beslutninger. omkring redigeringen.
    Tak for besøget 😉

    Vh. Amanda

    Like

  15. Kære Amanda, Jeg synes at du har fanget en stemning og giver nogle billeder af pigen på slagbænken – sammen med farmor, far og bror. Samtidig er jeg helt vild med at du har beskrevet pigens/et barns tankegang, som vel på mange måder er både logisk, lige til og naiv. Jeg forstår at hun har fået ondt i maven, for hun havde jo en ond drøm. Heldigvis var det kun en drøm – og pludselig er hun mere nysgerrig efter at høre om indere – og synes at det er spændende med deres tro/kultur.
    Der er et sted, du skriver “siger Niku og Bubi tror næsten på, at han gøre det” – der skal lige finpudses lidt på sammenhængen/grammatikken her.
    Men skøn fortælling, og jeg synes at du har givet mig billeder og stemning. Så jeg er glad:)
    KH
    Majbrit

    Like

  16. Hej Amanda
    – en sød historie om en lille pige og nogle hunde. Desværre kan jeg ikke finde og ikke huske din 1.del, men kan nogenlunde følge det du skriver her – er dog enig med et par andre kommentatorer i, at du godt kan “pudse” lidt i teksten, fjerne små overflødige ord og forklaringer. Jeg generes også af at der er 3-4 forskellige teksttyper, kan ikke finde ud af om de betyder noget, eller det bare er noget, der er sket i flytningen fra pc til blog.
    – tak for dine roser hos millemoses, jeg elsker dine historier, men er lidt forvirret i denne her- mest fordi jeg ikke kan huske 1.del og har en fornemmelse af, at der er noget jeg har mistet. khm

    Like

    • Hej Mille.

      Hunde? I flertal? Gud ja, hvor mon de andre hunde er? Nå, de må være udenfor.
      Dejligt, at du huskede mig på, at Safyrs forældre (hunde) jo er der endnu 😉
      Ja, det er muligt teksten kan pudses endnu mere, men det bliver ikke i denne omgang. Her og nu stiller jeg mig tilfreds med, at der delte meninger om teksten. Har redigeret meget og tror det er al den retten,, der har lavet forskellgie teksttyper; bortset fra drømmen, som er i kursiv, hvilket er tilsigtet.
      Tak for læsning og kommentar.

      Vh. Amanda.

      Like

  17. Hey Pia – var sikker på at jeg havde skrevet en kommentar til historien. Men jeg kan ikke finde den på din side. Har genlæst den og synes stadig, den er elegant i sin udførelse. Især fordi jeg føler mig igen som den her lille pige med den alt for store fantasi, ganske som HP, der prøver at begribe savnet af sin hund. Det er du sluppet godt fra

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s