Mærkelige Raja

Koen Yrsa gumlede tilfreds på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy havde givet hende var allerede nede i en af hendes fire maver. Nu var hun veltilpas, og det var Freddy også. Det var dejligt at være ni år og dygtig til at malke. Raja havde lært ham det for længe siden, men de plejede nu at gå sammen ind til dyrene. Bare ikke de sidste dage; Raja var blevet mærkelig.

Mælkespanden var fuld, men Yrsa fik altså også masser af roer, hø og vand. Her til morgen havde han givet hende det sidste vand, der var i tønden. I aftes, da Bedste halede det op af brønden, var det fyldt med is, men det var smeltet i løbet af natten. Bare der ikke havde været hård frost i nat, for det var jo i dag de skulle i bad. Lige efter davren, for de fik nemlig gæster.

Freddy kunne næsten mærke, hvordan det varme vand svøbte sig omkring ham. Selvom børsten kradsede og sæben var smattet, så kunne man jo pjatte i vandet, bare man ikke sjaskede så meget ud på gulvet,at det blev til pløre og søle. Raja hoppede altid først i.Så hældte han og Pablo vand over hende med den store suppeslev, så hun kunne få al sæbe væk.. Det var tit svært at få al sæben ud af hendes hår, for det var både langt og tykt. Tit  kom de en lille båd ned til hende, og det kom der en god leg ud af. Bagefter når Freddy og Pablo sad i vandet, sad Raja ved siden af, med sit dryppende hår, og så legede de videre med båden eller med blade, som de skulle fange flest af.

Ja, det var skønt at bade, men først ville han have grød. Bare Raja ikke havde kogt sagogrød, for den gloede på en.

I stuen sad Pablo og stak til grødfadet med sin slev. I nærheden af ildstedet stod det store kar, og over ilden hang Bedstes største gryde.

Freddy satte sig ved siden af Pablo, der surt sagde: ”Den glor.”

Så var det altså sagogrød.Freddy tog forsigtigt lidt på sleven. Det smagte ikke så godt, men han var meget sulten, så der gled flere slevfulde ned.

Jeg vil have mælk,” krævede Pablo.

Freddy tog hans krus og fyldte det halvt op, selvom de ikke måtte tage mælk, før Bedste havde set, hvor meget, der var.

Du får ikke mere,” sagde han. Så rejste han sig og gik mod spisekammeret..

I det samme trådte Bedste og Raja over dørtærsklen. Udefra. De pustede og stampede med fødderne, så der røg sne af deres træsko.

Er han færdig med at malke?” lød Rajas stemme.

Han står i hvert fald foran os og svinger med en spand mælk,” svarede Bedste.

Jeg svinger ikke …,” mumlede Freddy. Og han måtte jo også have stået helt stille, siden Raja ikke havde mærket, han var her.

Godt, for vandet i brønden er blevet til is,” sagde Raja.

Øh?” sagde Freddy og opdagede i det samme, at der var sne i spandene.

Ja, så du må hente vand ved kilden,” sagde Bedste.

Hvorfor det? Vi kan da bare smelte mere sne, ikke,” udbrød Freddy.

Der er ikke ret meget mere REN sne,” sagde Bedste med den stemme, man ikke skulle modsige.

Går du ikke med, Raja” foreslog han, for det var rart med selskab og Pablo gad nok ikke..

Nej, for jeg vil altså i bad, og …”

Vil du med, Pablo? ” forsøgte Freddy, men Pablo rystede på hovedet. Det kunne Raja jo ikke se, så hun sagde:

I kan gå begge to, Så er jeg færdig med at vaske mig, når I kommer igen. Jeg gider ikke at I glor og hvisker.”

Dumme tøs. Måske gloede Pablo, for forrige gang havde den lille møgunge hvisket til ham – Freddy – at Raja vistnok havde patter. Men Freddy havde ikke gloet. Bare kigget lidt. Meget lidt.

Klæd dig varmt på ” sagde Bedste.

Lidt efter stod Freddy ude i sneen. Varmt klædt på med vams, hue og halstørklæde.

Det var nemt at se, hvor Raja og Bedste havde taget sne, men på træerne hang sneen stadig. Under hyttens tag hang der istapper og frostsolen glimtede i dem. Verden var kold.

En istap knækkede og det halve af den lå på jorden. Et lille knæk i Freddys mave drev ham frem mod istappen. Han lukkede sin ene hånd om den.

Før han gik ud, hældte de det varme vand ned over sneen i karet.

Han listede hen til døren, tog træskoene i hånden og listede ind. Hun var alene. I bad.

Sad med ryggen til. Han sneg sig.frem.

Raja hylede højt, da isen med et lavt smæld landede i vandet.

Reklamer

Isklumpen

Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den var i nat, men hun hader den. Solen kan ikke tø den helt væk og de små væsner henne ved kålrækkerne kan ikke flyve væk med den De svæver bare hen over blomkålene. Og grønkålene. Deres hvide vinger er tynde og fine. Det er små engle og måske er den ene af dem far? Måske lander han på hendes næse så det kilder eller i mors hår, så hun ler?

Nej! Det er bare kålsommerfugle. Det siger Erna – og Jens Tyregod sagde det også, da han pløjede for dem. Men de ligner lidt småbitte engle. Kun lidt. For engle har kun to vinger.

Du falder i staver, Helga, Igen.”

Åh, det var ikke meningen. Helga glipper med øjenlågene og ser på mor, der har bredt ”landskabstæppet” ud på græsset. Der sidder de. Mor og Helga. Erna leger med Ruth og Kirsten. Eller måske plukker de blomster på engen? Selv om de snart lukker sig for natten -altså blomsterne. Men Erna er dygtig. Hun kan tråde nålen på symaskinen og få den til at sy firkanter sammen: brune,gule, sorte og grønne firkanter. Det ligner marker og det er derfor Helga kalder det et landskabstæppe.

Mellem Mor og Helga er der en blikspand med slatne,tomme ærtebælge. mors dejfad er der også, Der er et sjovt lille hak et sted i det grønne bølgemønster. Når mor og Helga er færdige, kan man nok ikke se det for ærter. Der er nok titusind eller i hvert flere end hundrede i fadet. De små af dem smager bedst, for de er søde. som honning, bare på en anden måde, men Helga er en stor pige på seks år, så hun har ikke spist ret mange af dem. De skal jo have til maden i lang tid og også sælge nogle på torvet inde i byen. De har nemlig ikke så mange penge og onkel Alfred er slet ikke kommet, selvom mor har skrevet til ham. Han sejler på ”de syv have,” så måske er brevet faldet i vandet og er blevet vådt. Måske ved onkel Alfred ikke engang, at hans storebror er død?

Ærtebjerget er stadig stort. Det breder sig over fire ”marker” og så er der endda faldet en krum og krøllet bælg ned på en brun “mark”.

Stik du bare ud på engen og leg,” siger mor.

Sommerfuglene er flagret bort. Måske ud på engen for at suge nektar. Måske ud til far på kirkegården; der er også blomster. Morgenfruerne stod så flot sidst, de var der. Helt hen til korset voksede de og lyste orange som små sommersole. Hvis de får mange penge for grøntsagerne og de små pattegrise, har de måske nok til en sten til far. Men han kan ikke stå op og komme igen. Det troede Helga, dengang hun var fem år, men nu er hun stor og hjælper mor, for mor er altid så træt og falder måske i søvn, hvis der ikke er en, som hjælper hende. Og Erna har jo vasket op, så nu skal hun have lov til at lege. Så opdager hun nok også, at hendes lillesøster er sød og dygtig.

Helga ryster på hovedet og tager en bælg fra bjerget. Hun vil gerne lege, men det føles godt i maven at hjælpe. Mor stryger hende over håret. Isklumpen bliver lidt mindre.

Stæreparret er tæt ved dem. De pirker i græsset efter mad til deres sultne unger. Stæremort haler en orm op af jorden, Den vrider sig i hendes næb, men med op i reden kommer den. Stærefar flyver også op i træet. Der sidder han så og synger. Glade toner.

Men pludselig bliver stæresangen til vrede toner. En hund gør. Og det knaser i gruset.

Hvem kommer nu?” udbryder mor og rejser sig op.

En stor gråbrun hund springer omkring. Den logrer med halen.

Rolig nu, Trofast,” siger manden bag den glade hund. Det er farmors hund. Mærkeligt. Men manden ligner far – bare med flere krøller og ikke noget skæg.

Trofast hopper glad op af Helga og mens hun aer den bliver isklumpen mindre,

Onkel Alfred er kommet.