Isklumpen

Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den var i nat, men hun hader den. Solen kan ikke tø den helt væk og de små væsner henne ved kålrækkerne kan ikke flyve væk med den De svæver bare hen over blomkålene. Og grønkålene. Deres hvide vinger er tynde og fine. Det er små engle og måske er den ene af dem far? Måske lander han på hendes næse så det kilder eller i mors hår, så hun ler?

Nej! Det er bare kålsommerfugle. Det siger Erna – og Jens Tyregod sagde det også, da han pløjede for dem. Men de ligner lidt småbitte engle. Kun lidt. For engle har kun to vinger.

”Du falder i staver, Helga, Igen.”

Åh, det var ikke meningen. Helga glipper med øjenlågene og ser på mor, der har bredt ”landskabstæppet” ud på græsset. Der sidder de. Mor og Helga. Erna leger med Ruth og Kirsten. Eller måske plukker de blomster på engen? Selv om de snart lukker sig for natten -altså blomsterne. Men Erna er dygtig. Hun kan tråde nålen på symaskinen og få den til at sy firkanter sammen: brune,gule, sorte og grønne firkanter. Det ligner marker og det er derfor Helga kalder det et landskabstæppe.

Mellem Mor og Helga er der en blikspand med slatne,tomme ærtebælge. mors dejfad er der også, Der er et sjovt lille hak et sted i det grønne bølgemønster. Når mor og Helga er færdige, kan man nok ikke se det for ærter. Der er nok titusind eller i hvert flere end hundrede i fadet. De små af dem smager bedst, for de er søde. som honning, bare på en anden måde, men Helga er en stor pige på seks år, så hun har ikke spist ret mange af dem. De skal jo have til maden i lang tid og også sælge nogle på torvet inde i byen. De har nemlig ikke så mange penge og onkel Alfred er slet ikke kommet, selvom mor har skrevet til ham. Han sejler på ”de syv have,” så måske er brevet faldet i vandet og er blevet vådt. Måske ved onkel Alfred ikke engang, at hans storebror er død?

Ærtebjerget er stadig stort. Det breder sig over fire ”marker” og så er der endda faldet en krum og krøllet bælg ned på en brun “mark”.

”Stik du bare ud på engen og leg,” siger mor.

Sommerfuglene er flagret bort. Måske ud på engen for at suge nektar. Måske ud til far på kirkegården; der er også blomster. Morgenfruerne stod så flot sidst, de var der. Helt hen til korset voksede de og lyste orange som små sommersole. Hvis de får mange penge for grøntsagerne og de små pattegrise, har de måske nok til en sten til far. Men han kan ikke stå op og komme igen. Det troede Helga, dengang hun var fem år, men nu er hun stor og hjælper mor, for mor er altid så træt og falder måske i søvn, hvis der ikke er en, som hjælper hende. Og Erna har jo vasket op, så nu skal hun have lov til at lege. Så opdager hun nok også, at hendes lillesøster er sød og dygtig.

Helga ryster på hovedet og tager en bælg fra bjerget. Hun vil gerne lege, men det føles godt i maven at hjælpe. Mor stryger hende over håret. Isklumpen bliver lidt mindre.

Stæreparret er tæt ved dem. De pirker i græsset efter mad til deres sultne unger. Stæremort haler en orm op af jorden, Den vrider sig i hendes næb, men med op i reden kommer den. Stærefar flyver også op i træet. Der sidder han så og synger. Glade toner.

Men pludselig bliver stæresangen til vrede toner. En hund gør. Og det knaser i gruset.

”Hvem kommer nu?” udbryder mor og rejser sig op.

En stor gråbrun hund springer omkring. Den logrer med halen.

”Rolig nu, Trofast,” siger manden bag den glade hund. Det er farmors hund. Mærkeligt. Men manden ligner far – bare med flere krøller og ikke noget skæg.

Trofast hopper glad op af Helga og mens hun aer den bliver isklumpen mindre,

Onkel Alfred er kommet.