Sylvia

Som svøbt i et blødt tæppe strakte den velkendte vej sig foran Sylvia. Ikke et menneske var der. Så var timen begyndt og hun måtte skynde sig. Hun havde håbet på at møde Lisbeth, så de kunne følges ad, som de plejede. Nu måtte Lisbeth nøjes med at se hende, når hun kom ind i klasseværelset. Både hun og de andre gjorde nok store øjne, for hun havde jo været syg i lang tid.
Var den dumme vej blevet længere på de tre uger eller føltes det bare sådan? Og hvorfor bugtede fortovet sig i grunden så underligt? Var hun alligevel ikke helt rask? Fik hun nu alligevel et nyt svimmelhedsanfald? Åh nej. Ikke nu.
Hun skulle nå hen til skolen. Hun ville derhen. Alt var som en bølgende tåge omkring hende, men hun ville ikke lade sig opsluge. Hvor langt var hun? Hun var vist forbi slikbutikken? Så var hun næsten ved skolen.
He-ej, hun var der jo. Heldigvis, den store, røde tre-etagers bygning knejsede jo lige foran hende og i vinduet til klasseværelset havde de sat en krukke med blomster.
Den lange, brede gang lå øde hen. Frakker og jakker hang uordentligt på knagerne. Et slidt håndklæde lå krøllet på gulvet og længere henne lå en gymnastikpose.
Tredje klasse havde regning med hr. Petersen.
“Hvad er 37 + 44,” rungede hans dybe stemme bag den lukkede dør.
Så blev den overdøvet af tonerne fra musiklokalets klaver, der stadig ikke var blevet stemt. Folmer Olsen nægtede at spille på det, så dem derinde havde nok frk. Estralia.
Det var så rart og velkendt. Døren til 5. klasse – Sylvias klasse – stod på klem og hun hørte fru Madsens knirkende stemme:
“Jeg ER bliver i datid til: Jeg VAR.”
Sylvia var indenfor, men lærerinden havde ikke opdaget det. Hun fortsatte:
“Ebbe, kan du lave en sætning med ‘er og ‘var’?”
Ebbe var blevet klippet og den trøje, som han havde sagt, hans mormor ville strikke til ham, var blevet færdig. Det var rigtigt, at der var stjerner på den, så nu skyldte hun ham et negerkys.
“Jeg ER en dreng som VAR til fodbold i går,” sagde Ebbe artigt. Han havde heller ikke opdaget hende. Hvis han havde, ville han have skåret en grimasse.
“Undskyld, jeg kommer for sent,” sagde Sylvia.
Fru Madsen lod som om, hun ikke hørte det.
“Jeg er rask nu,”sagde Sylvia, men lærerinden lod som om hun var døv.
Sylvia så ud over klassen og opdagede, at Sonja havde hugget hendes plads ved siden af Lisbeth. Hvad bildte den dumme tøs sig ind?
Sporenstregs var Sylvia nede ved tredje bord i midterrækken, der hvor Lisbeth og Sonja sad. Sonja sad, meget uartigt, og tegnede bagerst i sit grammatik-hæfte.
“Det er min plads,” råbte Sylvia vredt.
Men den dumme tøs tegnede bare videre.
“Lisbeth,” bad Sylvia, “sig at hun skal flytte sig.”
Lisbeth så op og strøg en lysebrun hårlok til side, kiggede forfjamsket på Sylvia og drejede så ansigtet over mod vinduet, hvor efter hun så til den anden side.
Var der da ingen, der gad forklare hende, hvad det her gik ud på? Hun så rundt på sine kammerater. Alle så op på lærerinden. De lod alle sammen som om, hun ikke var der.
“ER I SURE?” råbte Sylvia bange.
Havde hun gjort noget forkert? Måske skulle far have ringet og sagt, at hun begyndte i skolen igen, men var det noget, at blive så sure over? Hun havde sådan glædet sig til at overraske dem og så var de så tarvelige.
“SÅ SE DA PÅ MIG!”skreg hun så højt, at gardinerne blafrede.
“Sig mig,” sagde fru Madsen, “står der et vindue åbnet? Jeg synes, der slipper vind ind.”
“Det er Sylvia,” fortalte Lisbeth.

Nu blev fru Madsen nok så gal, at hun opgav sin komedie og skældte hende ud, for det vist meget uartigt at råbe så højt, så gardinerne blafrede.
“Barn dog,” sagde lærerinden med en sær, fremmed stemme, “hvad er det dog, du siger?”
Før Lisbeth fik svaret, bankede det på døren.
“Kom ind,” opfordrede fru Madsen og i døråbningen stod hr. Petersen. Han så lidt bleg ud…
“Det er om den lille Sylvia,” sagde han med en underlig, lav stemme, “hendes far har lige ringet. Den stakkels mand græd og var helt fra den.”
Græd far? Jamen – hvorfor? Var det mon fordi, hun ikke havde vækket ham, inden hun gik? Hun havde ikke nænnet det, for han sad i lænestolen og sov. Men det var synd for far, at han var ked af det. Hun måtte skynde sig hjem og gøre ham glad igen.

Nu var hun hjemme, hvor Thorleif sad og trillede med nogle kugler. Han så ud som om, han var ked af noget, men det nyttede ikke at spørge ham ud. Han vrissede altid bare, hvis hun ville trøste ham. Sådan var storebrødre.
Fra Sylvias værelse lød en snøften og hun skyndte sig derind. Far sad på hendes seng og knugede hendes bamse i favnen. Han vuggede den, som om den var et spædbarn. Der måtte være sket noget meget sørgeligt. Eller også var han blevet sindssyg.
“Er du syg?” spurgte hun forsigtigt og kunne ikke få sig selv til at sige ‘sindssyg’.
Han svarede ikke og angsten jog igennem hende. Tænk, hvis han heller ikke kunne se hende, hvis dem i skolen ikke bare havde ladet som om – hvis hun virkelig var blevet usynlig og havde mistet stemmen. Det ville være forfærdeligt.
Far begyndte at synge en vuggevise for den slidte tøjbamse:
“Visselulle, lille barn, mor sidder og vinder garn…” Han havde sunget den for hende, dengang hun var lille og Bamsefar var ny og havde begge sine øjne. Midt i sangen begyndte han at græde, sådan rigtigt hjerteskærende.
“Far! ” råbte hun, “far, du må ikke græde.”
Han løftede ansigtet og så over mod de rosenrøde gardiner. Nu havde hun igen råbt så højt, at gardinerne blafrede. Far stirrede måbende på gardinerne, så drejede han langsomt ansigtet og så på hende.
“Sylvia! ” udbrød han.
“Far,” sagde hun, “jeg kan ikke lide, du græder.”
“Sylvia,” gentog far og hans øjne var runde som Thorleifs kugler, “lille Sylvia.”
“Jeg har det godt nu,” sagde hun, “du må undskylde, jeg ikke sagde det, men jeg ville overraske Lisbeth og de andre.”
“Hvor er du yndig i din hvide kjole,” sagde far.
“Synes du,” udbrød Sylvia glad og fortsatte, “men far, de var så underlige derovre. De lod som om, de ikke så mig – de gjorde, far.”
“Var – var du henne på skolen?” spurgte han og så forbløffet ud.
“Ja,” sagde hun, “men de var væmmelige. Jeg vil aldrig mere der hen.”
“Lille skat,” sagde far, “så skal du heller ikke. Du kan blive her hjemme.”
Far satte Bamsefar på sengen, nulrede dens øre og så meget gladere ud, selvom hans nøddebrune øjne stadig var blanke og hans kinder tårestribede.
Hvor var det godt, at far var glad igen, men pludselig følte hun sig så træt, at hun sagde:
“Jeg tror jeg hviler mig lidt.”
“Du forsvinder ikke, vel?” udbrød far ængsteligt.
Hvor var han fjollet. Selvfølgelig forsvandt hun da ikke. Hun så sig om i sit værelse; Bamsefar var på plads nu, mellem dukke Vera og aben Carlo. Tigeren, bedste havde strikket, da Sylvia fyldte 4, sad i fodenden og hang lidt med hovedet. På skrivebordet lå ‘Ivanhoe’, som Thorleif havde læst i, da han sad hos hende. På lågen til klædeskabet hang et billede af Peter Belli – langhåret og barfodet – og på det nye tapet vrimlede det med røde roser. Dér hang ingen billeder, for det var sat op for kun to uger siden, da hun fyldte 11.

Det var et dejligt værelse og hun ville blive her altid.

Hun fløj. Ikke med fly og hun havde ikke vinger som en fugl. Heller ikke fløj hun i luftballon. Hun fløj bare, eller måske snarere svævede, hen gennem en lang, mørk gang eller korridor. Forude skinnede et skarpt, men underligt tillokkende lys. Det var som om nogle inde i lyset kaldte på hende, men hun ville ikke lade sig lokke. Hun ville ikke væk fra far. Skidt med kammeraterne. De havde svigtet hende, men far elskede hende. Hun ville være hos far, søde far, der havde været lige ved at blive sindssyg af skræk, fordi hun gik i skole uden at sige det. Hun havde verdens sødeste far, så hvad skulle hun i det dumme lys?
Nu lød fars stemme og den klang som en lille, glad melodi:
“Sylvia?”
“Jeg drømte,” mumlede hun, “…om et lys, men jeg vil ikke ind i det. Jeg vil ikke, far.”
“Så bliv her,” sagde far blidt, “jeg skal nok passe på dig.”
“Det ved jeg godt,” lo hun kåd.
Hun måtte hellere komme ud af sengen.
“Din kjole er slet ikke krøllet,” udbrød far og bed sig hårdt i læben, som om han fortrød sin bemærkning.
“Er den ikke?” lo hun og så i spejlet, der hang ved siden af klædeskabet. Hun stirrede længe. I lang, lang tid måbede hun, før hun vredt konkluderede, “det dumme spejl er i stykker.”
Så gik det op for hende, at det ikke var spejlet, der var noget i vejen med. Far stod lige bag hende og han kunne godt ses i spejlet. Hans nødde-øjne var blanke igen og hun kunne føle, at det han nu ville sige, var svært at få sagt.
Mens han stod og ledte efter de rette ord, opdagede hun, at hun var i hans øjne. Dér var hendes spejlbillede flyttet hen og derinde så hun så sit hjerteformede ansigt, sit lange lyse hår og den hvide bomuldskjole, der var som nystrøget, med et rødt bånd om livet. Dér inde smilede hun for at muntre far op
“Lille skat,” sagde far, “du er usynlig. Det er kun mig, der kan se dig. De har også svært ved at høre dig. Måske skulle du…” Han afbrød sætningen og så fortvivlet ud.
“Jeg holder så meget af dig,” fastslog han stille og satte sig på sengen.
“Det skal nok gå, far,” forsikrede Sylvia, “vi har jo hinanden.”

Lyset lokkede mere og mere, men hun kæmpede imod. Hun flygtede fra lyset og holdt sig i nærheden af Bamsefar, for i dens nærhed var det som om lyset mistede noget af sin tiltrækningskraft. En gang kom hun så tæt på lyset, at hun hørte hvad en af stemmerne der inde sagde:
“Kom nu, mit barn, jeg er din mor og jeg har ventet på dig. Kom og se nogle fine blomster. Kom nu – oldemor er her også. Og fætter Viggo.”
Mor var død, da Sylvia var lille. Hun kunne slet ikke huske hende. Og fætter Viggo var så kedelig. Det var synd, han blev kørt over af en lastbil, men han havde nu aldrig været sjov at lege med. Så hvad skulle Sylvia i det lys?
Næste gang lyset lokkede, skreg hun vredt:
“Jeg vil ikke være hos jer. Far passer på mig. Han elsker mig!”
Skrigeriet virkede. Lyset holdt sig borte.

Sylvia var mest på sit værelse. En gang imellem sneg hun sig til at se fjernsyn og snakke med far om det de så, men hvis Thorleif var der snerrede han vredt af far. De første gange blev han ked af det – Thorleif – og krøb ind til far, som en lille dreng. Da havde de det så hyggeligt, alle tre, men senere – så snerrede han altså og truede endda med at få far spærret inde.
Så Sylvia så kun fjernsyn, når Thorleif ikke var hjemme. Og endda ikke så tit. For hun blev hurtigt træt, når hun var i stuen eller andre rum.

På værelset var det anderledes. Der kunne hun lege længe med tøjdyrene og dukke Vera. Hun kunne læse og tegne og hun ryddede aldrig op, for der blev aldrig rodet. Ind i mellem lagde der sig noget støv, men far tørrede det bort og støvsugede.
Til jul fik hun et flot dukkehus, i to etager. Far havde selv lavet det til hende. Der var rigtigt glas i vinduerne og bittesmå papirsblomster i karmene. Hun jublede af fryd og legede med det fra morgen til aften. Som beboere brugte hun sine påklædningsdukker, men far lovede at købe rigtige dukker til hende.
Han holdt ord. Til sin fødselsdag fik hun en dukkefamilie; far, mor, søn og datter. Hun legede mest med manden og pigen, for det var jo far og Sylvia, og andre var der jo i virkeligheden ikke.

Mange, mange fødselsdage og juleaftener kom og gik. Hver gang fik hun noget nyt til dukkehuset, så det blev det hyggeligste hjem, man kunne tænke sig. Det var mere hyggeligt end hendes værelse, for møblerne blev slidte og roserne på tapetet falmede. De rosenrøde gardiner blev lappet med gule sole og var pæne for en tid, men de trævlede her og der og kunne ikke måle sig med de små blondegardiner i dukkehjemmet.
Engang stak en skægget mand sit væmmelige fjæs ind og sagde til en kvinde, han var sammen med:
“Den gamle lader bare værelset stå og køber ting til min lillesøsters dukkehus.”
“Elskede,” kurrede kvinden, “vi må få ham på et plejehjem. Han er jo ved at blive senil.”
“Han fylder snart 70,” sagde den skæggede mand, “men bortset fra det her, så virker han meget åndsfrisk og normal.”
De lukkede heldigvis hurtigt døren og gik.
Den aften lagde Sylvia mærke til, at fars hår var blevet hvidt som sne og hans ansigt rynket som et vinteræble, men hans nøddeøjne var lige så milde og kærlige som altid og han ville aldrig forsvinde.
Sylvia troede virkelig, at han altid ville være der. Han var jo hele hendes verden, bortset fra dukkehuset.
Men en dag kom han ikke. En dag var far væk.
Da han havde været væk længe besluttede hun sig for at lede efter ham og angsten gav hende kræfter til at søge i hele huset. Stuen lignede sig selv, men ellers var huset slet ikke til at kende. Der var kommet nye køkkenskabe i noget lyst, kraftigt træ og på gulvet var der lagt et tæppe med et grimt, brunt mønster. I soveværelset var dobbeltsengen skiftet ud med en stribet briks og i Thorleifs værelse flød det med skrammel, gamle aviser og bugnende papkasser.
Far var ingen steder. Desperat forsøgte hun at komme ud på gaden. Hun prøvede flere gange, men det var som om det drænede hende totalt for energi, som skulle hun gå i opløsning og blive til intet eller blot en smule støv på det grimme nye køkkentæppe.
Hun indså, at hun måtte tilbage til sit værelse og vente på ham der.
Så hun ventede længe – flere evigheder. Hun græd og kaldte, men hun ledte ikke mere efter ham og gråden blev en underlig del af hende selv, mens hun legede med far og Sylvia i dukkehuset.

“Wauv,” sagde en stemme, “moar, kom og se, her er et smadderflot dukkehus.”
Sylvia holdt helt op med at lege, for der var en pige på hendes værelse. En rigtig pige med blå cowboybukser og en kortærmet bluse med et billede af en delfin. Hun var vel 11 eller 12 år gammel.
Nu rakte pigen hånden ind i dukkehuset og lukkede forsigtigt hånden om far. Men ingen skulle tage far, selvom han kun var en dukke nu. Sylvia krøllede sig sammen til en klump vred energi, der kun sansede at bide den dumme tøs i hånden.
“Av auw,” vrælede tøsen, “der var en bi, der stak mig.”

Var det virkelig så slemt? tænkte Sylvia og mumlede, “det er MIN far.”
En kvinde stak hovedet ind og sagde:
“Monika dog, lad mig se, hvor galt det er.” Hun så på hånden og sagde trøstende, “der er ikke noget at se.”
Så fik kvinden øje på dukkehuset og udbrød:
“Hvor er det nydeligt.”
“Tror du, at jeg må få det?” spurgte Monika drømmende og hendes mor svarede, noget tøvende:
“Ejendomsmægleren sagde jo, at i morgen skal ejeren skrive under på skødet. Så kan du jo spørge ham. Men lige nu skal vi have skrællet kartofler.”
“Bare han siger ja,” drømte Monika på vej ud af døren.

“Har du solgt dem huset?” spurgte dukken Sylvia sin far, men far svarede ikke. Stakkels Sylvia græd og faldt vist i søvn.
Pludselig var Monika der igen. Hun havde nattøj på og det lod til hun havde tænkt sig at sove i Sylvias seng. Hendes mor lagde rent sengetøj på, med et billede af en hvid hest. Monika hoppede op under dynen og hendes mor fortalte en godnathistorie. Sylvia satte sig lige ved siden af Monika og lyttede med. Det var om to piger, der vandt over to drenge i en konkurrence.
Da moderen gik puttede Sylvia sig ved siden af Monika. Der lå hun godt, men hun følte sig mat og svag. Hun længtes pludselig efter lyset, som havde kaldt på hende for længe siden, men hvordan fik hun det frem og hvad så med far?
Sylvia brast i en fortvivlet, ensom gråd. Hulkene stod ud af hende og rakte ud mod alt og alle, far, den fremmede pige, hendes mor – nogen, bare nogen. Hun kunne ikke mere. Hun måtte have hjælp.
“Hvem græder?” spurgte en lille, forsagt stemme. Langsomt fik Sylvia bugt med gråden og stirrede glad på Monika, for det var hende der spurgte.
“Det gør jeg,” snøftede Sylvia. Monika havde svøbt sig ind i sin dyne og så nysgerrigt på hende. Hun havde store øjne, men hun var ikke bange.
“Hvad hedder du?” spurgte Monika og smilede venligt. Sylvia hviskede sit navn, med kriblende fryd og så sagde pigen:
“Hvor er din hvide kjole pæn.”
“Du kan virkelig se mig,” jublede Sylvia.
Pigen nikkede og spurgte:
“Hvorfor græder du? “
“Min far er væk,” fortalte Sylvia, “jeg kan ikke finde min far.”
“Hvad hedder din far?” spurgte Monika og Sylvia måtte tænke sig om, før hun huskede det og kunne svare:
“Anton Pedersen.”
Monika kløede sig eftertænksomt under næsen og strøg en tjavs af sit brune hår bort fra panden, før hun sagde:
“Så er det ham, der er ejeren. Mor siger, han ligger på hospitalet. Han fejler noget, så han ikke kan gå. Mor siger, at han vistnok er sindssyg.”
“Det er bare fordi, han savner mig sådan,” udbrød Sylvia og var lige ved at komme til at græde igen. Monikas ivrigt lysende øjne blev lidt blanke, så hun syntes også det var synd for far, at han lå på det dumme hospital og ikke kunne komme hjem til sin datter.
“Han kalder hele tiden på sin datter, som… æh…,” begyndte Monika og spærrede sine øjne helt op, som om den rette sammenhæng med ét gik op for hende, “på dig!”
“Hjælp mig ud til ham,” bad Sylvia.
“Kan du da ikke selv komme der ud?” spurgte Monika.
“Nej,” hviskede Sylvia, “jeg er så træt.”
“Men – ” sagde Monika, “jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det er første gang, jeg møder et…”
Døren gik op og Monikas mor spurgte:
“Hvem i alverden snakker du med?”
“Med Sylvia,” svarede Monika, “det er hendes værelse og…”
“Hvad er det, du siger?” gispede kvinden.
“Hun er lige dér,” sagde Monika og Sylvia sagde:
“Goddag, Monikas mor.”

Men kvinden så sur ud og vrissede:
“Du har en livlig fantasi, pigebarn. Kan du så lægge dig til at sove.”
“Du må hjælpe mig,” tiggede Sylvia igen, da moderen var forsvundet.
“Det skal jeg nok,” lovede Monika søvnigt, “i morgen snakker jeg med Sigurd, min storebror, han ved en masse om overnaturlige ting. Nogle gang hører han stemmer, som fortæller ham, hvad han skal gøre.”
“Men,” protesterede Sylvia trist, “jeg ved ikke, om du kan se mig i morgen. Jeg er så træt.”
Det var Monika også, for lidt efter sov hun.
Sylvia var virkelig svag af træthed. Det var som om det nye sengetøj og den sovende Monika
pressede energien ud af hende. Lige som den gang i køkkenet fik hun en ubehagelig fornemmelse af, at hun var ved at gå i opløsning. Og det ville hun ikke. Ikke endnu.
Hun krøb ind i det store klædeskab, hvor Bamsefar lå stuvet af vejen Hun klyngede sig til ham og energien strømmede i gennem hende.
Hun skulle ud til far og det kunne ikke vente ret længe. Efter at hun havde omfavnet Bamsefar havde hun kræfter til at liste på opdagelse og hun var pludselig klar over, at hun måtte finde denne Sigurd.
Sylvia gik på opdagelse. I soveværelset lå Monikas mor, med arme og ben viklet om en halvskaldet mand. Sylvia skyndte sig videre og i Thorleifs værelse var der smidt en madras på gulvet. Der lå der en pæn, stor dreng på 13-14 år. Han havde tykt brunt hår og en enkel, lille bums i panden. Hun hviskede ind i hans øre:
“Tag Bamsefar med, hører du. Tag Bamsefar i Sylvias skab. Tag ham med ud til ejeren, med ud til Anton Pedersen. I morgen. Tag Bamsefar med. Tag Bamsefar med… Tag…”
Igen og igen hviskede hun det, lige indtil han vred sig i søvne og mumlede:
“Tag Bamsefar med, tag Bamsefar med…”
Så sneg hun sig tilbage og faldt i søvn, mens hun omfavnede sin elskede bamse.

En tid efter svævede hun. Huse, træer og veje fløj forbi i et langsomt tempo, lidt svajende og ujævnt. På én gang kendt og sært fremmed. Den halvgamle kvinde dér, hende der stod i en have og hang tøj til tørre, lignede jo Lisbeth, men var over 40 år gammel. Var der gået SÅ lang tid? Det var der og et sted i dybet af sindet, vidste Sylvia det godt.
“Farvel, Lisbeth,” hviskede hun vemodigt. Fornemmede Lisbeth noget? Hun rynkede panden et kort øjeblik, så rystede hun på hovedet.
Nu skulle hun ud til far. Og de var der forhåbentlig snart? Sylvia klyngede sig til Bamsefar, som lå trygt i favnen på drengen Sigurd. Han gik og smilede for sig selv og havde fået trykket sin bums ud.
Så – der var jo korridoren. Korridoren med lyset. Et jag af rædsel jog gennem hende. Ikke nu. Hun skulle først ud til far.
Heldigvis var det en almindelig, lang og kedelig gang. Der var billeder på væggene; sære, abstrakte malerier af kunstmalere, hun aldrig havde hørt om. Lettelsen strømmede gennem Sylvia. De var jo på hospitalet.
En lysegrøn dør gik tungt op og foran hende dansede fire hospitalssenge. De holdt dog op med at danse, da hun koncentrerede sig om, at få dem til det. Så stod de holdt normalt og i hver af dem lå et blegt og træt gammelt menneske.
“Goddag, hr. Pedersen,” drønede en stemme, “vi skulle snakke om det skøde…”
Det var Monikas mor, der snakkede.
Fars stemme var vred, da han svarede:
“Jeg sælger ikke. Jeg siger Dem jo, jeg kan ikke sælge huset. Jeg må hjem, for Sylvia er alene hjemme.”
“Hr. Pedersen,” sagde Monikas mor strengt, “Deres lille datter har været død i over 30 år.”
“Jeg har hendes bamse med til dig,” sagde Sigurd. Hans stemme var ru, men alligevel blid.
“FAR!” skreg Sylvia, “her er jeg!”

“Sylvia,” gispede far og gav hende en knuser. Hun knugede sig ind til ham og de lo og græd på samme tid, allerede hævet over de triste senge, så optaget af hinanden, at de først opdagede, at de var i korridoren, da lyset begyndte at suge dem til sig…
“Kom,” sagde far, “vi følges ad.”
Sylvia jublede. Hånd i hånd svævede de længere og længere frem mod lyset, frem mod mor, oldemor og en grinende mand, der stod med fætter Viggo i hånden.
“Du må få dukkehuset,” skreg Sylvia med en kraftanstrengelse og håbede Monika hørte det.
“Jeg tror, han VILLE dø,” sagde en sygeplejerske og Monikas mor gispede:
“Uh – gardinerne blafrer. Lad os gå, vi kan jo handle med sønnen.”
Så var far og Sylvia helt inde i lyset.