Mærkelige Raja

Koen Yrsa gumlede tilfreds på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy havde givet hende var allerede nede i en af hendes fire maver. Nu var hun veltilpas, og det var Freddy også. Det var dejligt at være ni år og dygtig til at malke. Raja havde lært ham det for længe siden, men de plejede nu at gå sammen ind til dyrene. Bare ikke de sidste dage; Raja var blevet mærkelig.

Mælkespanden var fuld, men Yrsa fik altså også masser af roer, hø og vand. Her til morgen havde han givet hende det sidste vand, der var i tønden. I aftes, da Bedste halede det op af brønden, var det fyldt med is, men det var smeltet i løbet af natten. Bare der ikke havde været hård frost i nat, for det var jo i dag de skulle i bad. Lige efter davren, for de fik nemlig gæster.

Freddy kunne næsten mærke, hvordan det varme vand svøbte sig omkring ham. Selvom børsten kradsede og sæben var smattet, så kunne man jo pjatte i vandet, bare man ikke sjaskede så meget ud på gulvet,at det blev til pløre og søle. Raja hoppede altid først i.Så hældte han og Pablo vand over hende med den store suppeslev, så hun kunne få al sæbe væk.. Det var tit svært at få al sæben ud af hendes hår, for det var både langt og tykt. Tit  kom de en lille båd ned til hende, og det kom der en god leg ud af. Bagefter når Freddy og Pablo sad i vandet, sad Raja ved siden af, med sit dryppende hår, og så legede de videre med båden eller med blade, som de skulle fange flest af.

Ja, det var skønt at bade, men først ville han have grød. Bare Raja ikke havde kogt sagogrød, for den gloede på en.

I stuen sad Pablo og stak til grødfadet med sin slev. I nærheden af ildstedet stod det store kar, og over ilden hang Bedstes største gryde.

Freddy satte sig ved siden af Pablo, der surt sagde: ”Den glor.”

Så var det altså sagogrød.Freddy tog forsigtigt lidt på sleven. Det smagte ikke så godt, men han var meget sulten, så der gled flere slevfulde ned.

Jeg vil have mælk,” krævede Pablo.

Freddy tog hans krus og fyldte det halvt op, selvom de ikke måtte tage mælk, før Bedste havde set, hvor meget, der var.

Du får ikke mere,” sagde han. Så rejste han sig og gik mod spisekammeret..

I det samme trådte Bedste og Raja over dørtærsklen. Udefra. De pustede og stampede med fødderne, så der røg sne af deres træsko.

Er han færdig med at malke?” lød Rajas stemme.

Han står i hvert fald foran os og svinger med en spand mælk,” svarede Bedste.

Jeg svinger ikke …,” mumlede Freddy. Og han måtte jo også have stået helt stille, siden Raja ikke havde mærket, han var her.

Godt, for vandet i brønden er blevet til is,” sagde Raja.

Øh?” sagde Freddy og opdagede i det samme, at der var sne i spandene.

Ja, så du må hente vand ved kilden,” sagde Bedste.

Hvorfor det? Vi kan da bare smelte mere sne, ikke,” udbrød Freddy.

Der er ikke ret meget mere REN sne,” sagde Bedste med den stemme, man ikke skulle modsige.

Går du ikke med, Raja” foreslog han, for det var rart med selskab og Pablo gad nok ikke..

Nej, for jeg vil altså i bad, og …”

Vil du med, Pablo? ” forsøgte Freddy, men Pablo rystede på hovedet. Det kunne Raja jo ikke se, så hun sagde:

I kan gå begge to, Så er jeg færdig med at vaske mig, når I kommer igen. Jeg gider ikke at I glor og hvisker.”

Dumme tøs. Måske gloede Pablo, for forrige gang havde den lille møgunge hvisket til ham – Freddy – at Raja vistnok havde patter. Men Freddy havde ikke gloet. Bare kigget lidt. Meget lidt.

Klæd dig varmt på ” sagde Bedste.

Lidt efter stod Freddy ude i sneen. Varmt klædt på med vams, hue og halstørklæde.

Det var nemt at se, hvor Raja og Bedste havde taget sne, men på træerne hang sneen stadig. Under hyttens tag hang der istapper og frostsolen glimtede i dem. Verden var kold.

En istap knækkede og det halve af den lå på jorden. Et lille knæk i Freddys mave drev ham frem mod istappen. Han lukkede sin ene hånd om den.

Før han gik ud, hældte de det varme vand ned over sneen i karet.

Han listede hen til døren, tog træskoene i hånden og listede ind. Hun var alene. I bad.

Sad med ryggen til. Han sneg sig.frem.

Raja hylede højt, da isen med et lavt smæld landede i vandet.

Reklamer

Isklumpen

Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den var i nat, men hun hader den. Solen kan ikke tø den helt væk og de små væsner henne ved kålrækkerne kan ikke flyve væk med den De svæver bare hen over blomkålene. Og grønkålene. Deres hvide vinger er tynde og fine. Det er små engle og måske er den ene af dem far? Måske lander han på hendes næse så det kilder eller i mors hår, så hun ler?

Nej! Det er bare kålsommerfugle. Det siger Erna – og Jens Tyregod sagde det også, da han pløjede for dem. Men de ligner lidt småbitte engle. Kun lidt. For engle har kun to vinger.

Du falder i staver, Helga, Igen.”

Åh, det var ikke meningen. Helga glipper med øjenlågene og ser på mor, der har bredt ”landskabstæppet” ud på græsset. Der sidder de. Mor og Helga. Erna leger med Ruth og Kirsten. Eller måske plukker de blomster på engen? Selv om de snart lukker sig for natten -altså blomsterne. Men Erna er dygtig. Hun kan tråde nålen på symaskinen og få den til at sy firkanter sammen: brune,gule, sorte og grønne firkanter. Det ligner marker og det er derfor Helga kalder det et landskabstæppe.

Mellem Mor og Helga er der en blikspand med slatne,tomme ærtebælge. mors dejfad er der også, Der er et sjovt lille hak et sted i det grønne bølgemønster. Når mor og Helga er færdige, kan man nok ikke se det for ærter. Der er nok titusind eller i hvert flere end hundrede i fadet. De små af dem smager bedst, for de er søde. som honning, bare på en anden måde, men Helga er en stor pige på seks år, så hun har ikke spist ret mange af dem. De skal jo have til maden i lang tid og også sælge nogle på torvet inde i byen. De har nemlig ikke så mange penge og onkel Alfred er slet ikke kommet, selvom mor har skrevet til ham. Han sejler på ”de syv have,” så måske er brevet faldet i vandet og er blevet vådt. Måske ved onkel Alfred ikke engang, at hans storebror er død?

Ærtebjerget er stadig stort. Det breder sig over fire ”marker” og så er der endda faldet en krum og krøllet bælg ned på en brun “mark”.

Stik du bare ud på engen og leg,” siger mor.

Sommerfuglene er flagret bort. Måske ud på engen for at suge nektar. Måske ud til far på kirkegården; der er også blomster. Morgenfruerne stod så flot sidst, de var der. Helt hen til korset voksede de og lyste orange som små sommersole. Hvis de får mange penge for grøntsagerne og de små pattegrise, har de måske nok til en sten til far. Men han kan ikke stå op og komme igen. Det troede Helga, dengang hun var fem år, men nu er hun stor og hjælper mor, for mor er altid så træt og falder måske i søvn, hvis der ikke er en, som hjælper hende. Og Erna har jo vasket op, så nu skal hun have lov til at lege. Så opdager hun nok også, at hendes lillesøster er sød og dygtig.

Helga ryster på hovedet og tager en bælg fra bjerget. Hun vil gerne lege, men det føles godt i maven at hjælpe. Mor stryger hende over håret. Isklumpen bliver lidt mindre.

Stæreparret er tæt ved dem. De pirker i græsset efter mad til deres sultne unger. Stæremort haler en orm op af jorden, Den vrider sig i hendes næb, men med op i reden kommer den. Stærefar flyver også op i træet. Der sidder han så og synger. Glade toner.

Men pludselig bliver stæresangen til vrede toner. En hund gør. Og det knaser i gruset.

Hvem kommer nu?” udbryder mor og rejser sig op.

En stor gråbrun hund springer omkring. Den logrer med halen.

Rolig nu, Trofast,” siger manden bag den glade hund. Det er farmors hund. Mærkeligt. Men manden ligner far – bare med flere krøller og ikke noget skæg.

Trofast hopper glad op af Helga og mens hun aer den bliver isklumpen mindre,

Onkel Alfred er kommet.

Sikke et hyr med de ansøgere

En eller anden har lagt et lammeskind på min stol. Sort lammeskind. Det ser blødt ud, men hvor er min broderede silkepude? Åh, den ligger bare nedenunder. Godt. Jeg hiver lammeskindet væk og ser på puden. Min datter broderede den for længe siden. Den er ternet og sine steder noget ujævn, men det ses jo ikke under min bag – ikke engang selvom den er mager og kantet. Jeg sætter mig til rette og siger til Klara:”Ja, så er vi her igen. Der er blevet travlt på det sidste.”

Klara strækker sig i hjørnet, på sit bløde tæppe, gaber og småknurrer: ”raah – haa- raa” Det betyder: ”Du har ret, Belkin.”

Ja, der er sandelig mange der opsøger Dem for tiden,” siger Prudence henne fra ildstedet. Hun har grøn kjole på og et gult forklæde. Hun plejer da at gå i brunt og tørre labberne i det nederste af kjolen.

Har du fået ny kjole, Prudence?” spørger jeg.

Hun vipper med ørerne, klør sin tryne og fniser:”Prudence er da min mor. Hun er blevet gammel og derfor har jeg afløst hende. Har De glemt det?”

Vist har jeg ej. Men du ligner din mor.”

Hvad bilder hun sig egentlig ind? Antyder tøsebarnet, at jeg er ved at blive gammel?

Jeg er kun 80 sekler og lidt til. Og hun – hvor gammel er hun mon? Hun strutter af ungdom og sundhed. Er måske bare tyve år? Det må være hende, der har lagt det skind på min stol. Hvor hun så har fået det fra? Nå, hun eller nogen i hendes familie har vel været ovenpå og nuppet sig et lam eller flere. Det under jeg dem såmænd. Bare hun dog havde brygget den te. Bladene har hun hakket og hældt i gryden, men hun mangler at hakke ingefær og de andre krydderier. Og den første ansøger kommer nok lige om lidt.

Bliver teen færdig til den første kommer?” spørger jeg og bider mig selv i tungen. Hvad er det for en blid tone at tale i? Men det er måske det hun hentyder til ved at lægge det skind på min stol?

Den er lige ved at komme i kog,” smiler hun, ”men jeg laver en portion mere, for der kommer jo mange i nat, herre.”

Nå, nu er man alligevel ”herre.” Det klinger godt i mine gamle ører. Mine næsebor vibrerer. Jo, suppen er næsten i kog. Den stinker af kanel og ingefær. Men sådan skal det være. Jeg rejser mig, smiler til ork-pigen, der ikke er Prudence og lægger lammeskindet over puden.

Den første ansøger er på trapperne. Jeg hører trinene højt over vores hoveder. Klara og Prudences datter hører det også og ser op. Jeg må huske at spørge hende hvad hun hedder? Altså Pudences datter – ikke ansøgeren. Det er jo nok også en mand. En menneskemand. Det er dem, der kommer flest af. De har fået nok af det tyranni som andre mennesker udsætter dem for. Omsider har mange fået nok. Nu kan de bruge mig. Efter alle disse år ser det ud til, at vi sidste af planetens oprindelige beboere kan komme ud af vore huler og grotter. Nu sker der omsider det samme som på min faders planet for længe siden – blot er det endnu bedre. Dengang nøjedes de med at påkalde min fader og hans folk. De indbildte sig,at kun de døde kunne rejse til hans rige – og kun de døde som ikke havde opført sig ordentligt. Der – hos min fader skulle deres sjæle så brænde op i al evighed. Hvad giver I mig? Sikke en idiotisk røverhistorie.

Nå da, der er vist mere end en på trapperne. Det buldrer, men de taler ikke sammen. Hvisker bare lidt i ny og næ. Jeg hører fjollede ytringer som: ”Hvad i Helvede – er du også her?” og ”J, men jeg lever” og ”Tror du virkelig han har horn i panden og er rød i hovedet?”

Gider de lige! Det var Bedstefar, der var rødhud. Far var pænt blå og det er jeg og min søn og sønnesøn også!

Deres te, herre,” siger Prudences datter, og jeg tager mod kruset. Holder det med begge hænder. Jeg nyder den varme damp, men ikke stanken af ingefær.; men det er nødvendigt og ikke kun fordi det er godt for mine gamle knogler.

Jeg nipper til den varme drik og skærer en grimasse. Men jeg må have mere ned. Min tunge glider hen over mine tænder. Eftersmagen er ikke så grim som den plejer at være. Der er honning i. Bare det ikke ophæver virkningen.

Jeg drikker to store slurke. Det smager jo ganske godt.

Så ser jeg mod Prudences datter. Og hun ser på mig. Er det et smil om hendes læber eller et grin?

Boblen svæver ud af hendes ene øre. Som en sæbebobbel bader den sig i lyset fra de blafrende fakler og de mere jævnt lysende lanterner. Lysende fra de mangefarvede stalaktitter fanges også og danner en lillebitte regnbue inde i boblen. Smukt spraglet stiger den til vejrs og svæver over hendes hoved. Der udvider den sig og regnbuen bliver til en buttet, splitterravende nøgen ork-pige, der dog hastigt trækker en grøn kjole ned over hovedet. Hun bøvler lidt med armene. Jeg kan se mere end mit ældgamle hjerte har godt af, men inden det går galt, får hun kjolen helt på.

Han er så elskelige, den gamle. Ja, det kan han ikke lide jeg synes,så jeg siger det ikke. uf. Hov- jeg må heller ikke tænke det, for når ingefæren virker, kan han jo læse mine tanker. Mon han ved, jeg hedder Inkalina? Og ved han, at jeg er nysgerrig efter om han synes,jeg er pæn? Altså bare af nysgerrighed. En ork og en blåtrold kan jo ikke være kærester – og han er jo også meget gammel.”

Inkalina – så kan du godt kalde den første ind,” siger jeg, og hun rødmer helt op under sine stride hårtjavser.

En efter en kommer de så ind. De fleste knæler for min fødder. Alle lover de mig troskab og frihed til mig og alle jeg kalder mine folk. Hvis bare vi vil hjælpe dem, så de bliver fri af tyrannernes åg.

Deres ingefær– bobler er efterhånden ret forudsigelige. Selvfølgelig varierer de lidt, men nogle tanker og følelser går igen.

Hold kæft hvor er han grim, den gamle. Blå, knokkeltynd og så med halvanden horn i panden, det ene er jo knækket.”

Og. ”Gisp. Der ligger en stor skællet drage over i krogen.”

Og: ”Er det en gris eller en trold, der står der og fniser dumt, mens den snitter rødder?”

Jeg har vænnet mig til fornærmende tanker. De er jo virkelig meget grimmere end både mig, min elskede drage og søde Inkalina.

Deres følelser er der heller ikke meget variation i.

Nogle er bange. Rystende bange.

Andre føler ingenting. De er som trætte marionetter.

Atter andre er fulde af vovemod og optændt af en ild, der brænder af fremtidsdrømme – og håb.

Åhe ja, drømme – de drømmer alle sammen, endda også de trætte.

De drømmer om hævn. De drømmer om magt, ære og guld. Drømmer om beundrende blikke fra tusindvis af smukke kvinder. Mange tager deres familier og venner med i drømmen;en sød kone, der elsker dem. Søde døtre og tapre sønner, der er noget så stolte af farmand. Ind i mellem er der mænd, der vil glæde deres mor og gøre deres gamle far stolt.

Jo jo, kom ikke og sig de bare tænker på sig selv.

Men OS – tænker de på os? Jovist. Og den samme mand kan tænke flere af tankerne – ikke sjældent i et glimtende virvar, så jeg må anstrenge mig for at følge med:

-, de der mærkelige forhistoriske væsner skal nok få deres frihed. Og hvis de bliver for farlige, udrydder vi dem bare helt.

  • Man kan måske tæmme dem.
  • Wauv – med de kløer og den hale, kan ham der nok lære fogeden at te sig pænt.”

Ak ja, jeg ved efterhånden meget om mennesker. Og næsten alle får min ”velsignelse” – mit mærke, så de hører til mine udvalgte – for vi skal være mange, hvis vi skal vinde den her kamp. Og det skal vi!

Alle de fordrevne arter skal igen nyde naturen og solskinnet. Selv oplever jeg det måske ikke. Min tid er ved at løbe ud. Min må tage over – måske bliver det ham, der oplever at der kommer en ansøger, der faktisk ønsker, at der bliver plads til alle arter her på denne engang så frodige planet.

Nå, jeg har ondt i maven af al den te. Jeg må ud for mig selv.

Måske mødes vi igen?

Fik hun fortalt hele historien?

Året 1710 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjanga. Ved en åben pejs sidder en gammel kone og fortæller for sine børnebørn:

”Tunge dråber slog mod ruden. I et kammer på det gamle blå slot sad en ung løjtnant, en prins og en sød heks …”

”Bedstemor, hvad er en løgn-alt?” afbryder Siggi.

”Det er sådan en soldat, der bestemmer over nogen andre soldater. Ved du ikke engang det?” blærer Ronny sig.

”Ronny har ret,” siger konen og ser på de to drenge. Hun har de dejligste børnebørn på hele planeten Sakurius. Ligesom Sybil. Sådan er det jo. Siggi puffer til Ronny, men så ser de begge på hende og vil høre mere.

”Først befrier vi Kløverby for dens herremand,” sagde prinsen.

”Og så giver vi mor en gave,” tilføjede den unge, kønne løjtnant.

Så sagde heksen: ”Jeg vil også være med.”

”Tryllede hun ham så syg eller død, bedste?

”Ti nu stille, Siggi – ellers taber jeg tråden. Hør nu her; De havde en plan, de tre, men de kunne ikke udføre den alene…”

”Hva`er udf…?” begyndte Siggi, men Ronny tyssede på ham. Og så kunne historien fortsætte:

”Det var en sommermorgen. Fugle og cikader sang. Løjtnanten, prinsen og heksen red gennem byen sammen med 26 djævle …”

”Havde de horn i panden?”

”Nej, din odder, for det var jo ikke rigtige djævle. Vel, bedste? Var det ikke også bare sådan nogle mænd, der kaldte sig sådan?”

Siggi har afbrudt igen og Ronny retter på ham.

Bedste sukker: ”Jo, de var mænd. Af kød og blod. Men vil I høre mere?

Drengene nikker ivrigt.

Den gamle bestemmer sig for at gøre historien kort:

”Da de red ud ad af byen igen, var den ene djævel død og tre af dem var sårede. Og herremanden – sir John – lå på bunden af en kærre – stiv og med store øjne, der ikke så noget. Hans ældste søn skulle nu være herremand, men det havde han ikke tid til, så han bestemte, at den næstældste skulle være herremand og så skulle han havde nogle rådgivere, så han kunne lære at behandle folk godt.”

Siggi åbner munden. Ronny vipper en finger foran hans lille næse og så spørger Siggi ikke om noget.

”De red langt. Gennem mange byer og da de kom til den kæmpestore, ældgamle skov, der hed Womballa, slog de lejr for natten. Så lød der pludselig råb fra kærren: ”Hvor er jeg?” brølede sir John. Alle djævlene blev meget bange, men løjtnanten sagde bare: ”Du kan jo starte med at få noget suppe.” ”Men jeg fryser,” jamrede sir John. Så hjalp heksen og løjtnanten ham op ad kærren, svøbte et tæppe om ham og fik ham med ind i et telt. Da han havde fået noget suppe i sig spurgte han: ”Hvad sker der nu med mig?”

”Prøvede han ikke at stikke af eller slå dem ihjel?”

Til en forandring er det Ronny, der afbryder. Hun kan høre, han virkelig undrer sig og fortsætter: ”Nej, det gjorde han ikke. Og heksen undrede sig også over, at han tog det så roligt. Hun skævede til løjtnanten, der bare sagde: ”Det finder du ud af.”

Bedste ved pludselig ikke helt, hvordan hun skal komme videre. Kender godt historien. Det regnede. Dråberne dansede mod teltets grove huder og spruttede i bålets ulemde gløder, så de tilsidst slukkedes. Lang nat.

”Ser I,” begynder hun. Lidt tøvende.

Hun fortsætter: ”Langt ude i den store skov, tæt på de næsten uendelige blå bjerge og ikke så langt fra det blå slot, boede der en kvinde. Hun havde en gang været følsom og livlig, men nu var hun trist og kold indeni – for hun havde mistet det eneste, der kunne få hende til at føle noget.

Dagen efter den dag, hvor djævlene, prinsen, heksen og løjtnanten erobrede herregården – stod hun udenfor sin lille hytte. Og kan I mon gætte, hvem der kom?”

”Djævlene, prinsen, løjtnanten og heksen,” sagde Ronny.

Siggi så meget vigtig ud, mens han tilføjede: ”Og sir John. Var han ikke også med, Bedste?”

”Jo, det var han. Og I kan tro kvinden blev forbavset.

”Vi har en gave til dig,” sagde heksen. Så tog hun herremanden ved hånden og trak ham frem mod kvinden: ”Værsågod.”

”John er ikke en ting. Hvad er det her for tosserier? ” muggede kvinden. Og hun sagde mere. Sir John sagde også noget, men ikke så meget, for han var ør i hovedet af at have mistet sin magt, sin gård og næsten også sit liv.

Men da de havde set lidt på hinanden, kvinden og sir John, blev de enige om at han kunne blive der lidt, så kunne heksen, prinsen og løjtnanten komem tilbage og se, hvordan det gik.”

”Hvordan gik det så?” spørger drengene i munden på hinanden.

”De levede lykkeligt til deres dages ende. Tror jeg nok. Men nu skal I i seng.”

” Åhe nej, vil du ikke nok fortælle, hvorfor de gav ham som gave?” plagede Siggi.

Har I ikke gættet det?” Bedste ser på dem. Måske har hun gjort historien for kort.

De ryster på hovederne.

”Fordi kvinden og sir John var løjtnantens forældre – og kan I så komme i seng.”

Stil og sten

“Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil,“ siger Lotte. Hun er min lillesøster og hun ligner en mus. En køn mus med en lille spids snude.
“Hvorfor ikke?”
Jeg kunne forstå det, hvis det var regning. Gangestykker er skrupkedelige.
“Fordi…,” siger Lotte og tygger på sin underlæbe. Hun har små tænder og hun kan gumle på en kiks i mere end et kvarter.
“Hvad skal I skrive om?” Jeg står og ønsker, det var mig, der havde stil for.
“Min skolevej. Men jeg kan ikke finde på noget, Det er bare en dum vej.”
“Ja, men kom nu. Vi skal skynde os, Klokken er kvart i otte.”
“Vi kommer for sent og Jensen bliver sur over den stil.” Nu er Lotte ved at tude.
“Vi skynder os og du kan jo sige, at du har glemt stilen hjemme.”
Jeg snupper min madpakke, som mor har smurt, inden hun tog ind på systuen. Der er spegepølse ovenpå fedtet i dag. Lækkert.
Lotte snupper også sin, men hun ser ud som hun skal kaste op.
Hun spiser som en syg høne. Mine høns er ikke syge, men den ene, den er død, Ham Mikael med det store hoved har kvalt den, Mor har sagt, han vistnok lider af engelsk syge; det er en meget sjælden sygdom nu om dage siger hun – så måske har han bare vand i hovedet. Eller jord?
Jeg ved det ikke, men hvis jeg ser ham, tæver jeg ham.

Udenfor skinner solen. Lotte er lidt foran mig. For jeg skal lige se over mod det hus, hvor far har lavet hele stuen om til et dukketeater. Mon han kommer hjem i aften og mon han så laver lys i teateret?
Det er lidt mærkeligt at bo i en stue alle fem og så have et ekstra hus, man bare kan lege i.
Smuglerens dreng sidder på trappen foran deres lyseblå hus. Der sidder han næsten altid. Han er pæn. Har sorte krøller og blå øjne. Jeg tror ikke, han går i skole, jeg har i hvert fald ikke set ham der, men måske møder han senere?
Jeg vinker til ham og han vinker igen. Han har sådan et pænt, lidt skævt smil.
Men Lotte er nået forbi pigtrådshegnet. Jeg løber efter hende. Nu stopper hun og samler nogle mirabeller op. Der er ikke så mange. Sonjas børn fyldte en kurv forleden. Og de søde ud, da de bar kurven mellem sig. De hedder Kristi og Egon. Kristi er buttet og har blødt, brunt hår. Egon har røde kinder, gult strithår og går med ble.
Men vi ser dem nok aldrig mere. Der kom nogle damer og hentede dem Selvom de græd og Sonja skreg.
Jeg så det og jeg samlede en masse sten op. Jeg kastede også en, men den ramte ikke. Der var også politifolk og en af dem tog hårdt fat i Sonja. Jeg hader politiet. Og damer med fint tøj og onde, smiskende stemmer. Nu er Sonja slet ikke sjov mere, når hun besøger os, og hun var da nødt til at tjene penge,, så hun var nogen gange ikke hjemme om natten, men Trunte så efter dem.
“Alle er dumme,” siger Lotte og smider mirabellerne hen ad grusvejen.
“Ikke den der,” siger jeg og peger. Måske har Lotte slet ikke set, at en Beatles-larve er på vej hen over alle de mange sten på grusvejen. Langsomt og forsigtigt bugter den sig af sted
“Hvor er den sød.” Lotte. sætter sig på knæ og stryger ganske forsigtigt larven over de små hår.
“Den kan du skrive om i din stil,” foreslår jeg, “skriv at den er lillebitte, men at den nok skal klare sig, selvom der er skarpe sten.”.
“Jeg kan også tegne den,” Nu lyder Lotte helt ivrig.
Og så når vi ud på skolestien, der er asfalteret. Det vrimler med børn, der går i store og små klynger.
Der er en, der råber: “Hej Lotte. Skal vi følges?”
Det er en rødhåret tøs med fletninger,
De er snart foran mig.
Jeg samler en sten op. Vejer den i hånden, men kommer den så i lommen.
Måske får jeg stil for i dag? Ellers skriver jeg sgu Lottes..

Kære alle I, der bor i Danmark (andre må godt læse med)

Har I glemt mig?
Ja, det er ikke fordi jeg angler efter berømmelse, men sagen – har I glemt hvad den drejede sig om?
I mange år har jeg betragtet jer, både når I sover og når I er vågne.
Og jeg er frustreret.
Hvad er det for et land I er i gang med at skabe, kære landsmænd, kære danskere?
Ja, det er ikke meget bedre i resten af verden. Ikke så længe af gangen i hvert tilfælde. Men det er hvor om alting er Danmark jeg har kæmpet for at forbedre. Jeg kæmpede den dag i 1872 på Fælleden og jeg kæmpede andre steder med mange midler.
Ja, jeg var jo ikke alene om det.. Langtfra.
Vi var mange, Og vi sejrede. Fordi vi stod sammen – så godt vi nu formåede.
Og det gik fremad.
Det skete ikke på en dag. Det skete ikke mens jeg endnu havde et legeme af kød og blod, men det skete.
Mange tog over, da jeg blev drevet i landflygtighed. Alle havde vel ikke helt samme mål og samme drøm som vi tre, der startede, men af tanker der lignede, af humanitær nødvendighed opstod socialdemokratiet – og det kom i rigsdagen, i folketinget.
Det gik fremad. For de allerfleste.
Der var fagforeninger. Der kom regler. Andelsbevægelsen bredte sig. Kvinder fik valgret. Bestandigt færre gik sultne i seng, de fleste småbørn overlevede, i stedet for fattiggårde kom der bistandshjælp og man udryddede næsten – næsten – restfattigdommen.
Ting tager tid. Men jeg så det ske.. Jeg måtte se det, så jeg blev her. Som et spøgelse så jeg ind i alle kroge hos høj og lav. Jeg magter ikke at se ind i jeres hjerner og hjerter. Kunne jeg det, kunne jeg måske forstå det. Kunne mine øjne græde og mine læber smile, da kom mine øjne mest på arbejde.
For hvad ser jeg?
Det går tilbage. Skridt for skridt. Ting tager tid.
Vil I finde jer I det?
Nogle af jer vil. Det ved jeg. Nogle ønsker det, så meget at de har dannet partier og bevægelser, hvis formål, det er, at tage jer ved hånden og ved næsen og føre jer ad snørklede stier tilbage til min tid – til fattigdom, angst, knokkelarbejde og bestandig konkurrence – for mange, med tiden for de fleste. Alle de, der vil den vej håber måske, at netop de er vindere i livets lotteri?
Det kan måske ikke være anderledes end at nogle har disse tanker? Stækker vi tanker, sløver vi den form for demokrati som mine efterfølgere så ihærdigt insisterede på – og som da også er så tillokkende, men jeg vover den tanke, at det måske var bedre, om flere var gået af den vej, jeg så gerne ville lede dem af.
Vel, det er blot en tanke fra et gammelt frustreret spøgelse.
Men se – se de falske bevarere af det, de kalder velfærdssamfundet. Nuvel, måske I ikke opfatter dem sådan og jeg er ingenlunde guddommelig, men blot et fortidslevn, for evigt berøvet handlekraften. Med gru så jeg en blond kvinde få overladt den øverste post i det parti, jeg trods alt stadigt troede på. Med en kapitalist-taske i den ene hånd og tveægget tale på tungen skred hun frem for en jublende masse. Og den dag så jeg Thorvald rotere. Det var lige før, han også ville spøge, men han opgav. Han gryntede blot noget med: “Jeg giver op, Louis.”
Nuvel, måske er det ikke tilbage I går, men mod en ny fremtid, der er lige så trøstesløs som dengang i 1870èrne:
Angst for alt og alle, der ikke totalt ligner jer selv.
Få meget rige, mange der har mere end nok, men et stigende antal, der har alt for lidt, hjemløse i gaderne, dødssyge mennesker, der knokler for mindre end de fleste, mennesker, der ikke har råd til lægehjælp …det er hvad jeg ser …for ikke at nævne ugæstfriheden og opsplitningen af folk, der burde stå sammen.
Glem mig bare, men hvad vej vil I?

Det vanskelige farvel

Teksten er redigeret lidt efter de første kommentarer

Første akt af længere skuepil …

Forhænget er for. Mens musikken spiller glider det til side,

Musik: Uddrag af Tjaikowskis 1812-ouveture. Lige før krigen raser.

Man ser et ekstra tæppe (rullegardin, evt. todelte kulisser) med et billede af et bjerglandskab Mellem to bjergtinder og lige over et vandfald, står der følgende: Et sted i universet, Det står i 15 sekunder. Så glider dette tæppe todelt ud til siderne. (kulisserne trækkes til hver sin side)

Scenen:

Et værelse med en bred alkove i bjergfyr, en bogreol i ditto træ, en kommode, hvorpå, der står en buket efterårsblomster (kornblomst, gul okseøje) og et stort skab med udskæringer af drager og trolde.På gulvet ligger en langskaftet sort støvle.

Musikken stopper og man hører en rødhals.

Personerne:

Cessie, en kvinde på 29 år, kort kommunefarvet hår, grønne øjne, opstoppernæse med fregner, ”hvid”, klædt i natkjole.

Freddy, 17 år, langt sortkrøllet hår, sat op i hestehale, mørklødet, spinkel, blå øjne, klædt i uniform (rød kjortel, sorte knæbukser, på den ene fod en støvle, på den anden en uldsok, der hænger lidt i ål.

De sidder begge på den uglede alkove, hvis forhæng er trukket til side

Cessie: ”Jeg kan altså ikke lide det.”

Freddy. ”Det kan jeg heller ikke.”

Cessie: Så bliv hos mig.”

Freddy (mens han stryger hende over det korte hår) : ”Men du skal have din søn igen.”

Cessie (med gråd i stemmen) Ja! Men oprørerne kan hente ham uden dig. De er jo vant til at slås og jeg …

Freddy (venter et sekund eller to på fortsættelsen, men den kommer ikke) Jeg kan godt slås, Cessie. Jeg var med, da vi reddede dig fra bålet.”

Cessie: (med endnu mere gråd i stemmen) Det ved jeg godt. Det er heller ikke fordi …men Freddy, jeg tror, at kongen har sat endnu flere soldater ind – tydanske soldater – og jeg ved godt at – at de – at oprørerne kan slås, men jeg …( nu hulker hun)

Freddy rækker ned efter støvlen på gulvet, men bider sig så i underlæben, retter sig op og lægger begge arme om Cessie: ”Jeg lover at jeg kommer igen. Sammen med Keith. Dine forældre skal nok udlevere ham.”

(mere hulk og så et snøft) ”Måske har han det bedre hos dem, Freddy”

Freddy (tankefuldt) Tror du? (nu iltert) Men de gjorde jo intet for at stoppe præsten og alle dem, der ville brænde dig! Og din bror – din egen bror – han – han stod der bare – på markedet – han skal dø!”

Cessie: ”Det må du ikke!”

Freddy (stadig med armene om Cessie) ”Hvad må jeg ikke? Dø? Det agter jeg heller ikke.”

Cessie. ”Du må ikke slå John ihjel. Han er min bror.”

Freddy: ”Han er modbydelig!”

Cessie: (med tynd, noget skinger stemme) “Men han legede med mig. Og han lærte mig at læse. Jeg kan ikke forstå det.  (mere skingert, nu også vredt) -Men du synes måske, det er sjovt at slå folk ihjel? Der døde jo nogle, da I frelste mig. Gjorde der ikke?””

Nu slipper Freddy Cessie, tager støvlen og begynder at trække den på: (siger med træt stemme) ”Jo, der var nogen, der døde – men du gjorde ikke.”

(Udenfor lyder der trommer).

Freddy fortsætter: ”Jeg går nu. Vil du hvile eller går du over til Lilli? Jeg tror, hun vil vinke til Barney.”

Cessie. ”Vinke? Jeg vil også – du skal da ikke bare … Vent …”

Freddy: ”Så skynd dig. Du hører jo trommerne.”

Cessie springer op og flår en kjole ud af skabet.

Den lille sorthårede pige og den døde inder, der engang skrev en bog

Her er Barbara. Billedresultat for Piger, cliparts, tegningerHun er seks år gammel. Hun er på besøg hos sin farmor. Barbara sover på en bænk i farmors køkken – og mens hun sover drømmer hun.

Det er en væmmelig drøm om en stor hund. Barbara kan ikke lide væmmelige drømme, så hun får ondt i maven, mens hun drømmer.

Har du prøvet at få ondt i maven af en drøm?

Måske ikke, men det får Barbara altså.

Forresten, inden jeg går videre med historien, er der noget, jeg er nødt til at fortælle dig. Barbara har et kælenavn. Det er sådan et navn som hendes mor og far har fundet på. De kalder hende for Bubi.

Skal vi så ikke også kalde hende det?

Jo, det gør vi.

Bubi er ikke alene på besøg hos farmor. Hendes forældre er der også. Hendes mor sidder i køkkenet. Og hendes far sidder også i køkkenet.

Begge Bubis forældre er i farmors køkken.

Bubi har fire brødre, men det er kun to af dem, der er med på besøg her hos farmor.

Det kan være lige meget, hvad de to, der ikke er med hedder. Synes du ikke?

Men de to der er med, de hedder Niku og Kenny.

ja ja, jeg ved godt at nu kan du nok ikke hitte ud af, hvor mange, der er med på besøg hos farmor. Eller kan du? Prøv. Du må gerne tage fingrene til hjælp 😉

_____________________________________________________________________________________________

skriv her hvem der besøger Bubis farmor

Flot! Du er meget dygtig. Det er nemlig rigtigt. Mor og far er hos farmor. Og Bubi er hos farmor. Niku og Kenny er også hos farmor.

– og ved du så hvad? De er allesammen i farmors køkken.

Hvorfor krymper inderne hundevalpe?

Den store grå hund har åben mund og der bobler lidt savl ud mellem to af dens spidse tænder. Den er vokset. Eller også er hun krympet. For det er jo Safyr. Han har jord i sin pels. Han må have gravet sig fri. Han står lige foran hende. Og skubber til hende med sine forpoter.

Det var ham inderen, der fik din farmor til at ville krympe mig,” siger Safyr.

Så har han også …,” mumler Bubi. Eller tænker hun det kun? Hun mærker tænder mod sin nakke. Det gør ikke ondt. Ikke spor. Og så flyver hun. Hun hænger i flaben på Safyr. Han gør ligesom, når SorteMaren bærer sine killinger. Hun svinger frem og tilbage. Frem og tilbage. Som på en gynge. Svinger. Flyver. Vildere og vildere. 

Så vågner hun. Og hun ligger på slagbænken i farmors køkken. Der dufter af hvidt brød og honningmælk. Og hun kan høre sine brødre snakke:

Gik hun lige på næsen, Niku, gjorde hun?”

”Ja, men ti nu stille, din lille myre, nu sover hun bare.”

Men maven, den vrider sig altså. Og nu kommer det. Ud over det pæne tæppe.

Knoklede hænder fjerner tæppet. Folder det hurtigt sammen og rækker det til mor, mens hun siger: “Vil du få det væk, Sita?”

Mor går ud med tæppet, men far er her og han siger: ”Hvad er der dog med dig, lille skat? Var turen for lang? Er du så ked af det med den lille hund?”

Far spørger om alt for meget, men han holder om hende. Hans store næver er bløde som lammeuld og hans skæg kradser kun en lillebitte smule, da hun putter sig ind til ham.

Jeg fløj,” fortæller Bubi.

Du må have drømt. Det var Niku, der bar dig ind,” siger far.

Ja, han er heldigvis stor og stærk,” siger farmor.

Og Niku siger: ”Hun er jo let som en fjer.”

Og mens han siger det skubber han noget af sit lange pandehår væk fra øjet.

Og Kenny, den lille unge, sidder bare på gulvet. Men han siger: ”Jeg er også let som en fjer, Niku, jeg er.”

Nej, du er tung som en forædt pattegris,” siger Niku.

Men jeg kan også blive død,” mugger Kenny.

Hvis du gør det, rusker jeg dig, til du bliver levende igen,” siger Niku og Bubi tror næsten på, at han gøre det, for hans stemme er så tynd og anderledes. Mens han har talt har han taget det tæppe farmor har over køkkenbænken. Nu rækker han det frem og far slipper hende lidt, så Niku kan lægge det om hende. Og hans slanke fingre er næsten lige så bløde som fars, men de ryster lidt.

Bubi kommer i tanke om noget; ”Hvad er en inder for noget?”

Farmor gisper. De andre ser bare forbavsede ud.

Så ler farmor. Eller gnækker. Far har en gang sagt, at hans mor har en gnækkende latter.

En inder er et menneske, der stammer fra et land meget langt væk. I det land, tror folk, at når nogen dør, så bliver de født en gang til, men måske som noget helt andet,” forklarer far så. Far har været sømand og han ved alt.

Men gør de det? Faar – passer det? Gør det?

Ja, det passer,” forsikrer far, ”men måske bliver lille Safyr til blomster eller et træ. Det er ikke til at vide.”

Jo, jeg ved det.” Bubi kan mærke at hun smiler. Det gør meget mindre ondt i maven, mens hun siger: ”Han er blevet til en kirsebærblomst.”

 

*** teksten nedenfor skal muligvis klippes bort? ‘***

Farmor blander sig :”Er det dig, Danny, der har fortalt hende, at der findes indere. Har du også fortalt om – om Mahatma?”

“Jeg kan have nævnt noget om inderne,” siger far og rynker sine store bryn.

” Mahatma tror han kan krympe dyr og mennesker, men det kan han ikke,” siger Niku og tilføjer: “Det er bare noget, han har skrevet i sin dumme bog,”

“Han er da nødt til at krympe dem, når de skal blive til kirsebærblomster,” siger Bubi og smiler glad til Niku, der ser ked ud af det.

Nu bider han sig i underlæben og ser på hende. Det er som om, der brænder en ild i hans sorte øjne, men kun et øjeblik. Så smiler han og siger: “Nå ja, det er klart, lillesøster. Det er klart.”

Jeg er i gang med at redigere historien, så den bliver nemmere at forstå. Du kan få en smagsprøve ved at klikke her

https://pialynge.wordpress.com/2017/10/07/den-lille-sorthaarede-pige-og-den-doede-inder-der-engang-skrev-en-bog/

(Du har vel humor? ;-))

 

Kan hunde krympe?

 

Det gamle kirsebærtræ er fyldt med hvide blomster og over dem skinner solen gennem skyerne.

Tror I at Safyr er vokset meget?” udbryder Bubi og ler mod skiftevis mor, far og sine to brødre.

Nej, han er sikkert krympet,” griner Niku. Han driller nok bare, for han tror, at det er sjovt at blive drillet af sin storebror.

 Det er nogle gange lidt uhyggeligtt at besøge farmor, men i dag bliver det godt for i dag skal Bubi have sin hund med hjem. Sidst var den kun en lillebitte hvalp, der blev nødt til at blive hos sin mor.

Og se – der er farmor jo.Farmor står foran sin rødmalede dør og støtter sig til sin stok. De store, sorte hunde gør med korte venlige bjæf og kommer hen mod dem med logrende haler.

Kenny går baglæns. Han er lidt bange for de store hunde, selvom de ikke er farlige. Far klør den ene bag øret og siger. ”Ja, du er en god hund, Fido.”

Men Safyr kommer ikke løbende mod dem.

Den er der slet ikke.

Hvor er Safyr?” spørger hun, men farmor svarer ikke.

Hun strækker en hånd frem mod Bubi – en knoklet, brun hånd med tykke blodårer og tynde, krogede fingre, Bubi tager den tøvende, for farmor plejer ikke at ville holde i hånd. Og hendes lange negle er blodrøde.Men farmor er altid så rar, så Bubi griber om hånden.

Farmors hånd er kølig. En kold vind kommer imod dem.Den blæser gennem Bubi. Puster hul i hendes mave. Får hende til at ryste.

Vinden rusker også i kirsebærtræets grene. Blomster drysser ned. En af dem flagrer hen mod Bubi og farmor. Nej, det er jo slet ikke en blomst. Det er et lille levende væsen. En engel? En alf?

Bubi griber efter det, men det suser forbi hendes ene øre. Synger det?

Ja, det synger. Det er Safyrs ånd. Hunden er krympet og det kan hunde ikke tåle, så nu er den måske død?

Eller også så har farmor bare gemt den, for nu går de om i farmors store have, hvor der er mange blomster, buske og en stor urtegård. Mor og far er vist gået ind i huset sammen med Kenny.

Men Niku er med og nu siger han:

Er det klogt at vise hende det?”

Hun spurgte jo,” siger farmor bare og går hen mod et hegn, der pludselig dukker op. Hegnet er meget højt. Og loddent. På en grøn måde. Og der er en port. Den er lukket med en stor slå med et stort nøglehul. Farmor roder lidt i lommen på sit forklæde. Det nederste af hendes kjole blafrer lidt om hendes gamle ben i knapstøvler. Så finder hun en nøgle frem, kigger lidt på den og lægger den tilbage i lommen. Derefter trækker hun en anden nøgle frem og rækker den til Niku:

Vil du låse op, min søde ven?” siger hun og Niku trækker på skuldrene, mens han skuler til hende.

Porten knirker en lille smule, da han skubber til den.

Farmor slap hendes hånd, da hun rodede efter den rigtige nøgle. Og nu tripper farmor gennem porten, så foroverbøjet at den store grå hårknold i nakken næsten peger opad.

Bag porten er græsset klippet kort og der er mange stencirkler. Rigtig mange.

I hver eneste stencirkel står der en større sten, og der vokser blomster i de runde bede.

De står foran en rundkreds af sten. Og Bubi ved godt hvorfor.

Tårerne presser sig på. Stakkels lille Safyr, der var så glad og sød. Og stakkels alle de andre dyr, der ligger her.

Og dumme, dumme dyrekirkegård, som slet ikke er en kirkegård. Hullet i Bubis mave snørrer sig sammen. Må man sætte sten om grave? Og må man sætte dem så at de laver en rundkreds?

De runde grave ligner hjul. Store og små hjul uden eger. Og nu begynder de at dreje rundt.

Niku siger et eller andet. Farmors ene lange negl strejfer hendes kind.

Rendte ud – vogn – trist men …,”

Spredte ord svirrer. Hjulene drejer. Snurrer.

Jorden, græsset – alt snurrer. Kommer op mod hende.

Sort. Ingenting. Og så en skinnende sol. Og under solen sidder en lillebitte hund. Den logrer med halen og gør.