Det vanskelige farvel

Teksten er redigeret lidt efter de første kommentarer

Første akt af længere skuepil …

Forhænget er for. Mens musikken spiller glider det til side,

Musik: Uddrag af Tjaikowskis 1812-ouveture. Lige før krigen raser.

Man ser et ekstra tæppe (rullegardin, evt. todelte kulisser) med et billede af et bjerglandskab Mellem to bjergtinder og lige over et vandfald, står der følgende: Et sted i universet, Det står i 15 sekunder. Så glider dette tæppe todelt ud til siderne. (kulisserne trækkes til hver sin side)

Scenen:

Et værelse med en bred alkove i bjergfyr, en bogreol i ditto træ, en kommode, hvorpå, der står en buket efterårsblomster (kornblomst, gul okseøje) og et stort skab med udskæringer af drager og trolde.På gulvet ligger en langskaftet sort støvle.

Musikken stopper og man hører en rødhals.

Personerne:

Cessie, en kvinde på 29 år, kort kommunefarvet hår, grønne øjne, opstoppernæse med fregner, ”hvid”, klædt i natkjole.

Freddy, 17 år, langt sortkrøllet hår, sat op i hestehale, mørklødet, spinkel, blå øjne, klædt i uniform (rød kjortel, sorte knæbukser, på den ene fod en støvle, på den anden en uldsok, der hænger lidt i ål.

De sidder begge på den uglede alkove, hvis forhæng er trukket til side

Cessie: ”Jeg kan altså ikke lide det.”

Freddy. ”Det kan jeg heller ikke.”

Cessie: Så bliv hos mig.”

Freddy (mens han stryger hende over det korte hår) : ”Men du skal have din søn igen.”

Cessie (med gråd i stemmen) Ja! Men oprørerne kan hente ham uden dig. De er jo vant til at slås og jeg …

Freddy (venter et sekund eller to på fortsættelsen, men den kommer ikke) Jeg kan godt slås, Cessie. Jeg var med, da vi reddede dig fra bålet.”

Cessie: (med endnu mere gråd i stemmen) Det ved jeg godt. Det er heller ikke fordi …men Freddy, jeg tror, at kongen har sat endnu flere soldater ind – tydanske soldater – og jeg ved godt at – at de – at oprørerne kan slås, men jeg …( nu hulker hun)

Freddy rækker ned efter støvlen på gulvet, men bider sig så i underlæben, retter sig op og lægger begge arme om Cessie: ”Jeg lover at jeg kommer igen. Sammen med Keith. Dine forældre skal nok udlevere ham.”

(mere hulk og så et snøft) ”Måske har han det bedre hos dem, Freddy”

Freddy (tankefuldt) Tror du? (nu iltert) Men de gjorde jo intet for at stoppe præsten og alle dem, der ville brænde dig! Og din bror – din egen bror – han – han stod der bare – på markedet – han skal dø!”

Cessie: ”Det må du ikke!”

Freddy (stadig med armene om Cessie) ”Hvad må jeg ikke? Dø? Det agter jeg heller ikke.”

Cessie. ”Du må ikke slå John ihjel. Han er min bror.”

Freddy: ”Han er modbydelig!”

Cessie: (med tynd, noget skinger stemme) “Men han legede med mig. Og han lærte mig at læse. Jeg kan ikke forstå det.  (mere skingert, nu også vredt) -Men du synes måske, det er sjovt at slå folk ihjel? Der døde jo nogle, da I frelste mig. Gjorde der ikke?””

Nu slipper Freddy Cessie, tager støvlen og begynder at trække den på: (siger med træt stemme) ”Jo, der var nogen, der døde – men du gjorde ikke.”

(Udenfor lyder der trommer).

Freddy fortsætter: ”Jeg går nu. Vil du hvile eller går du over til Lilli? Jeg tror, hun vil vinke til Barney.”

Cessie. ”Vinke? Jeg vil også – du skal da ikke bare … Vent …”

Freddy: ”Så skynd dig. Du hører jo trommerne.”

Cessie springer op og flår en kjole ud af skabet.

Reklamer

Den lille sorthårede pige og den døde inder, der engang skrev en bog

Her er Barbara. Billedresultat for Piger, cliparts, tegningerHun er seks år gammel. Hun er på besøg hos sin farmor. Barbara sover på en bænk i farmors køkken – og mens hun sover drømmer hun.

Det er en væmmelig drøm om en stor hund. Barbara kan ikke lide væmmelige drømme, så hun får ondt i maven, mens hun drømmer.

Har du prøvet at få ondt i maven af en drøm?

Måske ikke, men det får Barbara altså.

Forresten, inden jeg går videre med historien, er der noget, jeg er nødt til at fortælle dig. Barbara har et kælenavn. Det er sådan et navn som hendes mor og far har fundet på. De kalder hende for Bubi.

Skal vi så ikke også kalde hende det?

Jo, det gør vi.

Bubi er ikke alene på besøg hos farmor. Hendes forældre er der også. Hendes mor sidder i køkkenet. Og hendes far sidder også i køkkenet.

Begge Bubis forældre er i farmors køkken.

Bubi har fire brødre, men det er kun to af dem, der er med på besøg her hos farmor.

Det kan være lige meget, hvad de to, der ikke er med hedder. Synes du ikke?

Men de to der er med, de hedder Niku og Kenny.

ja ja, jeg ved godt at nu kan du nok ikke hitte ud af, hvor mange, der er med på besøg hos farmor. Eller kan du? Prøv. Du må gerne tage fingrene til hjælp 😉

_____________________________________________________________________________________________

skriv her hvem der besøger Bubis farmor

Flot! Du er meget dygtig. Det er nemlig rigtigt. Mor og far er hos farmor. Og Bubi er hos farmor. Niku og Kenny er også hos farmor.

– og ved du så hvad? De er allesammen i farmors køkken.

Hvorfor krymper inderne hundevalpe?

Den store grå hund har åben mund og der bobler lidt savl ud mellem to af dens spidse tænder. Den er vokset. Eller også er hun krympet. For det er jo Safyr. Han har jord i sin pels. Han må have gravet sig fri. Han står lige foran hende. Og skubber til hende med sine forpoter.

Det var ham inderen, der fik din farmor til at ville krympe mig,” siger Safyr.

Så har han også …,” mumler Bubi. Eller tænker hun det kun? Hun mærker tænder mod sin nakke. Det gør ikke ondt. Ikke spor. Og så flyver hun. Hun hænger i flaben på Safyr. Han gør ligesom, når SorteMaren bærer sine killinger. Hun svinger frem og tilbage. Frem og tilbage. Som på en gynge. Svinger. Flyver. Vildere og vildere. 

Så vågner hun. Og hun ligger på slagbænken i farmors køkken. Der dufter af hvidt brød og honningmælk. Og hun kan høre sine brødre snakke:

Gik hun lige på næsen, Niku, gjorde hun?”

”Ja, men ti nu stille, din lille myre, nu sover hun bare.”

Men maven, den vrider sig altså. Og nu kommer det. Ud over det pæne tæppe.

Knoklede hænder fjerner tæppet. Folder det hurtigt sammen og rækker det til mor, mens hun siger: “Vil du få det væk, Sita?”

Mor går ud med tæppet, men far er her og han siger: ”Hvad er der dog med dig, lille skat? Var turen for lang? Er du så ked af det med den lille hund?”

Far spørger om alt for meget, men han holder om hende. Hans store næver er bløde som lammeuld og hans skæg kradser kun en lillebitte smule, da hun putter sig ind til ham.

Jeg fløj,” fortæller Bubi.

Du må have drømt. Det var Niku, der bar dig ind,” siger far.

Ja, han er heldigvis stor og stærk,” siger farmor.

Og Niku siger: ”Hun er jo let som en fjer.”

Og mens han siger det skubber han noget af sit lange pandehår væk fra øjet.

Og Kenny, den lille unge, sidder bare på gulvet. Men han siger: ”Jeg er også let som en fjer, Niku, jeg er.”

Nej, du er tung som en forædt pattegris,” siger Niku.

Men jeg kan også blive død,” mugger Kenny.

Hvis du gør det, rusker jeg dig, til du bliver levende igen,” siger Niku og Bubi tror næsten på, at han gøre det, for hans stemme er så tynd og anderledes. Mens han har talt har han taget det tæppe farmor har over køkkenbænken. Nu rækker han det frem og far slipper hende lidt, så Niku kan lægge det om hende. Og hans slanke fingre er næsten lige så bløde som fars, men de ryster lidt.

Bubi kommer i tanke om noget; ”Hvad er en inder for noget?”

Farmor gisper. De andre ser bare forbavsede ud.

Så ler farmor. Eller gnækker. Far har en gang sagt, at hans mor har en gnækkende latter.

En inder er et menneske, der stammer fra et land meget langt væk. I det land, tror folk, at når nogen dør, så bliver de født en gang til, men måske som noget helt andet,” forklarer far så. Far har været sømand og han ved alt.

Men gør de det? Faar – passer det? Gør det?

Ja, det passer,” forsikrer far, ”men måske bliver lille Safyr til blomster eller et træ. Det er ikke til at vide.”

Jo, jeg ved det.” Bubi kan mærke at hun smiler. Det gør meget mindre ondt i maven, mens hun siger: ”Han er blevet til en kirsebærblomst.”

 

*** teksten nedenfor skal muligvis klippes bort? ‘***

Farmor blander sig :”Er det dig, Danny, der har fortalt hende, at der findes indere. Har du også fortalt om – om Mahatma?”

“Jeg kan have nævnt noget om inderne,” siger far og rynker sine store bryn.

” Mahatma tror han kan krympe dyr og mennesker, men det kan han ikke,” siger Niku og tilføjer: “Det er bare noget, han har skrevet i sin dumme bog,”

“Han er da nødt til at krympe dem, når de skal blive til kirsebærblomster,” siger Bubi og smiler glad til Niku, der ser ked ud af det.

Nu bider han sig i underlæben og ser på hende. Det er som om, der brænder en ild i hans sorte øjne, men kun et øjeblik. Så smiler han og siger: “Nå ja, det er klart, lillesøster. Det er klart.”

Jeg er i gang med at redigere historien, så den bliver nemmere at forstå. Du kan få en smagsprøve ved at klikke her

https://pialynge.wordpress.com/2017/10/07/den-lille-sorthaarede-pige-og-den-doede-inder-der-engang-skrev-en-bog/

(Du har vel humor? ;-))

 

Kan hunde krympe?

 

Det gamle kirsebærtræ er fyldt med hvide blomster og over dem skinner solen gennem skyerne.

Tror I at Safyr er vokset meget?” udbryder Bubi og ler mod skiftevis mor, far og sine to brødre.

Nej, han er sikkert krympet,” griner Niku. Han driller nok bare, for han tror, at det er sjovt at blive drillet af sin storebror.

 Det er nogle gange lidt uhyggeligtt at besøge farmor, men i dag bliver det godt for i dag skal Bubi have sin hund med hjem. Sidst var den kun en lillebitte hvalp, der blev nødt til at blive hos sin mor.

Og se – der er farmor jo.Farmor står foran sin rødmalede dør og støtter sig til sin stok. De store, sorte hunde gør med korte venlige bjæf og kommer hen mod dem med logrende haler.

Kenny går baglæns. Han er lidt bange for de store hunde, selvom de ikke er farlige. Far klør den ene bag øret og siger. ”Ja, du er en god hund, Fido.”

Men Safyr kommer ikke løbende mod dem.

Den er der slet ikke.

Hvor er Safyr?” spørger hun, men farmor svarer ikke.

Hun strækker en hånd frem mod Bubi – en knoklet, brun hånd med tykke blodårer og tynde, krogede fingre, Bubi tager den tøvende, for farmor plejer ikke at ville holde i hånd. Og hendes lange negle er blodrøde.Men farmor er altid så rar, så Bubi griber om hånden.

Farmors hånd er kølig. En kold vind kommer imod dem.Den blæser gennem Bubi. Puster hul i hendes mave. Får hende til at ryste.

Vinden rusker også i kirsebærtræets grene. Blomster drysser ned. En af dem flagrer hen mod Bubi og farmor. Nej, det er jo slet ikke en blomst. Det er et lille levende væsen. En engel? En alf?

Bubi griber efter det, men det suser forbi hendes ene øre. Synger det?

Ja, det synger. Det er Safyrs ånd. Hunden er krympet og det kan hunde ikke tåle, så nu er den måske død?

Eller også så har farmor bare gemt den, for nu går de om i farmors store have, hvor der er mange blomster, buske og en stor urtegård. Mor og far er vist gået ind i huset sammen med Kenny.

Men Niku er med og nu siger han:

Er det klogt at vise hende det?”

Hun spurgte jo,” siger farmor bare og går hen mod et hegn, der pludselig dukker op. Hegnet er meget højt. Og loddent. På en grøn måde. Og der er en port. Den er lukket med en stor slå med et stort nøglehul. Farmor roder lidt i lommen på sit forklæde. Det nederste af hendes kjole blafrer lidt om hendes gamle ben i knapstøvler. Så finder hun en nøgle frem, kigger lidt på den og lægger den tilbage i lommen. Derefter trækker hun en anden nøgle frem og rækker den til Niku:

Vil du låse op, min søde ven?” siger hun og Niku trækker på skuldrene, mens han skuler til hende.

Porten knirker en lille smule, da han skubber til den.

Farmor slap hendes hånd, da hun rodede efter den rigtige nøgle. Og nu tripper farmor gennem porten, så foroverbøjet at den store grå hårknold i nakken næsten peger opad.

Bag porten er græsset klippet kort og der er mange stencirkler. Rigtig mange.

I hver eneste stencirkel står der en større sten, og der vokser blomster i de runde bede.

De står foran en rundkreds af sten. Og Bubi ved godt hvorfor.

Tårerne presser sig på. Stakkels lille Safyr, der var så glad og sød. Og stakkels alle de andre dyr, der ligger her.

Og dumme, dumme dyrekirkegård, som slet ikke er en kirkegård. Hullet i Bubis mave snørrer sig sammen. Må man sætte sten om grave? Og må man sætte dem så at de laver en rundkreds?

De runde grave ligner hjul. Store og små hjul uden eger. Og nu begynder de at dreje rundt.

Niku siger et eller andet. Farmors ene lange negl strejfer hendes kind.

Rendte ud – vogn – trist men …,”

Spredte ord svirrer. Hjulene drejer. Snurrer.

Jorden, græsset – alt snurrer. Kommer op mod hende.

Sort. Ingenting. Og så en skinnende sol. Og under solen sidder en lillebitte hund. Den logrer med halen og gør.

Kan svin lide perler, hvis de er ægte?

Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle være blevet inde i husvognen, kærtegne strengene med buen og lokke de helt rigtige toner frem. Jeg har drømt om at spille for folk, spille så de lytter og forstår at verden er et sammensurium af følelser og lyde – og at man må have alle toner med for at kunne sanse skønheden. Nej, det lyder så dumt, men hvordan skal jeg ellers udtrykke det? Jeg har ikke ordene i min magt; jeg vil bare spille.
Jeg blev så glad, da jeg blev spurgt, om jeg ville spille på det store marked, hvor alle slags mennesker kommer. Tænk at jeg – Billy, en fattig knøs på nitten år – skal spille hvor også gøglere og andre optræder

Der har allerede været andre inde mellem folk. Og lige nu er der en kvinde, der svajer og vrikker, mens en ranglet knægt klimprer på en lyre og en tyk mand kvækker som en frø. Er det et pjattet klovnenummer eller skal det forstille dans, musik og sang? Kvinden stopper. Hendes stribede skørt klæber mod tykke lår. Hun siger noget, jeg ikke kan høre. Der er uro.
Mit hjerte tror det skal slå på tromme, og sveden koger på min pande.
Der er så mange mennesker. De sidder på bænkene, de sidder på stakitter og gærder, de står på græsset.
Hvorfor er de kommet? For at gøre en god handel her hvor der er mange boder, der bugner? For at lade sig underholde? Eller for at lave ballade? Det summer. Det koger.
“Buuh!“ råber en eller anden og flere gentager det, så det bliver et kor af utilfredshed.
Nu må de uheldige optrædende stoppe og gå til deres telt eller husvogn. De må finde sig en anden næringsvej eller øve sig mere.
Jeg vil lukke døren. Det er ikke min tur endnu. Jeg kan nå at øve på melodien.
“ Oh se nu so-o- len -der var- var- mere vio – len. “ kvækker den fede mand.
Det lyder frygteligt. Kvinden lægger en hånd på hans overarm. Et æbleskrog kommer flyvende og rammer hende i øjet.
“Skrub så af,” hyler en grov stemme. Flere ting flyver gennem luften. “Der er ingen grund til at kaste perler for svin!” skingrer kvindens stemme – så skarpt at den borer sig ind i mine ører som en syl.
Så fatter både manden og drengen, at folk ikke kan lide deres optræden. De trækker sig baglæns. Nogle mænd i vadmelsklæder trænger sig frem mod dem. Trekløveret vender sig, men der er også folk bag dem og så – så vender de sig igen. Der er blod i drengens ansigt. Der er sten i luften.
Jeg vil lukke døren. Smække den i. Låse den. Og blive der.
Jeg skal ikke nyde noget af at optræde for den flok svin.
I deres dumme ører lyder mine toner sikkert som larm – og de tåler kun, hvad de er vant til; lystig spillemandsmusik og snørklede sladderviser.
De larmer.
Få spage stemmer råber at de skal lade de tre være. Som små pip rammer deres bønner den vrede mængde – og preller af.
Det er en rædsom, en skrækindjagende og fascinerende melodi.
Døren er stadig åben.
Men bag mig råber min violin.
Jeg vender mig rundt, griber mit instrument og min bue.
De små pip er nemme at lokke frem. Bruset af had vil ikke helt frem. Min stakkels violin hyler som en såret kat.
Nu er det mig folk vender sig mod.
De lurer. Nogle peger. Stemmer forstummer, Kastearme sænkes tøvende.
Et øjeblik er der næsten helt stille.
Det nu ret ynkelige trekløver, lusker mod mig. De aner en åbning. Nu kan jeg prøve at kaste perler for svin.
Og de slipper væk, slipper gennem mængden, der nu står tæt omkring mig.
“Din violin er jo syg, knægt,” er der en, der råber.
Men jeg er fuld af toner.
Jeg spiller. Spiller.
Og stopper først, da tonerne har fortalt om håbefulde stakler uden talent, om overdrevne reaktioner, om min egen angst og om så meget.
Der er stille, Nogle har blanke øjne.
Så klapper de. Klapper som gale.

Skjult i et tæppe

De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrede på ham. Det lille ansigt var stribet af gamle tårer og barnet rakte bønfaldende sine hænder frem mod ham. Han ilede frem mod barnet, klar til at tage det i sine arme og bære det væk.

Men et tæppe dalede ned omkring ham. Han kunne intet se. Puffede til tæppet. Slog til det. Men det svøbte sig blot tættere om ham

Det kærtegnede ham. Beroligede ham.

Intet se. Intet gøre.

Det hele var ligemeget.

Fuglene synger. Solsorte, mejser og spurve kvidrer i kor. Eller omkap ?

Ligemeget.

Lidt sollys trænger gennem tæppet. Han ligger på en madras.

Det var bare en drøm. Bare en ond drøm. Han fornemmer en krop foran sig. Der ligger hun jo, hans kvinde, hans lys. Han smiler og strækker en hånd frem under tæppet. Stryger en finger mod hendes ryg. Fornemmer en kjole. Hun har sovet i sit tøj. Mærkeligt. Og ryggen sitrer. Græder hun? Han skubber tæppet bort. Vil se hendes gyldne hår lyse i solen, stryge over det og hviskende spørge, hvad der er galt.

Men håret foran ham er kobberrødt.

Det er ikke hende. Ikke den han elsker.

Hun er gået fra ham. Bare gået sin vej. Med en anden. Og med børnene.

Hvad er det, hun hedder? Kvinden, der nu ligger her i sengen?

Det er ligemeget.

Han sætter sig op. Gør sig fri af tæppet, men et nyt tæppe lister sig omkring ham, Usynligt og imaginært svøber det sig omkring ham, mens han langsomt kommer i tøjet. For det gør man jo, når det er morgen.

”Godmorgen, Paddy,” siger kvinden og klør sig foran sit ene øre, mens hun slikker sine læber og klør sine rødrandede øjne.

”Godmorgen, Kate,” siger han og frembringer et smil.

”Hvorfor smiler du?”

”Du sagde jo godmorgen til mig. Er du sur?”

”Sur? Johnny er stadig ikke kommet hjem.”

Johnny?

Hans hjerne snurrer og søger. Nå ja, Johnny er Kates lillebror og han gik sin vej engang i aftes. Han var sur og råbte noget om, at nu ville han bo i skoven. De havde begge to regnet med, at han nok snart kom igen. Han er jo ikke et pattebarn, men ni år gammel.

”Han sover nok hos Peter,” siger Paddy. Nu begynder det at dunke i hans hoved: Børn på ni år bør ikke være alene i skoven om natten. Hvorfor har hende Kate ikke kaldt noget før?

”Nej, jeg har ringet. Han er der ikke.”

en mærkelig fornemmelse dukker op i Paddys mave.

”Hvorfor vækkede du mig ikke? Har du først lige ringet nu måske?”

”Nej, men du er bare ligeglad med os. Du synes, det hele er ligemeget.”

”Sludder,” protesterer han. Og har lyst til at krybe ned under tæppet igen. Hvorfor gik han nogensinde med Kate hjem og blev der? Sikkert for at få lidt mad og lidt varme. Lidt selskab. For at være sammen med nogen. Måske for at slippe af med det underlige imaginære tæppe?

”Har du ringet til politiet?” kommer han på at spørge om. Det er vel at vise interesse?

”Nej,” piber Kate, ”jeg kan ikke lide politi. De snager i alt. Og måske er det nogen fra Jeffs bande der har taget ham, fordi de tror jeg ved, hvor pengene fra bankrøveriet er.”

Nu snurrer det virkelig i Paddys hoved.

Han må da være faret helt vild fra sig selv! Har slet ikke interesseret sig for, at Kates eksmand sidder i fængsel for bankrøveri. Har vist en gang mumlet noget om, at det ingenting betød.

Det gør det heller ikke. Det hele er jo for pokker lige meget. Og han kan vel bare gå sin vej? Så kan hun selv finde sin åndsforladte lille blege lillebror med de store fortænder.

”Paddy, du har da altid hjulpet folk. Du hader at nogen lider,” lyder en stemme i hans hjerne.

”Ja, men jeg havde så travlt med det, at jeg ikke så at min kone og mine elskede børn, havde brug for mig,” jamrede en anden indre stemme.

Det er squ da ligemeget hvor den dumme unge er. Han har nok bare gemt sig i den der hule, han fablede om forleden. Og der har han nok lagt sig til at sove. Han sidder da ikke der i hulen og er bange for noget og vil have ham, Paddy, til at hjælpe. Vel? Det var jo bare en drøm.

Bare en drøm. Han får ikke varselsdrømme. Ikke mere. Han vil ikke have dem. Man kan ikke redde alle og så kan man lige så godt lade være med at redde nogen.

Det er for Fanden da også ligegyldigt.

Mens han tænker tager han jakke og sko på.

De store øjne i det blege ansigt. De gamle tårer. Drengens bundløse angst sender en stråle gennem Paddys krop – så stærk at han ryster over det hele.

”Måske er han stadig i hulen,” råber han til Kate, ”måske var det bare en drøm, der fik ham til at græde og kalde på hjælp, men kom – skynd dig. Vi tager cyklerne. Nu!”

Mens de begge tramper hårdt i pedalerne, mens de smider cyklerne og han løber ind i skoven med Kate halsende forpustet mange skridt bag sig, falder det usynlige, imaginære, kvælende tæppe af ham og bliver til støv i skovbunden.

Vandet bombesnak

”Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe – ja?”

Den store dreng som spørger, har et stykke tid set fra de grønne og blå flasker på hylden til de forskellige kunder, der haster forbi. Nu har han væddet sine læber, sunket en klump spyt og pillet ved et par dun på hagen. Og nu henvender han sig til en buttet kvinde med kort, gråt hår.

Hun er stoppet omkring en meter fra ham, piller ved de gule mærkater foran nogle af de mange beholdere med vaskepulver. I den sorte kurv på hjul ligger der et broccolihoved, et bundt porrer og to agurker. Der ligger også en brun pose fra bagerskabet.

”Ja, vandet løber godtnok ned,” siger hun, ”Det er derfor, jeg har taget tørklæde på.”

Hun piller lidt ved sit blomstrede tørklæde, der ser ud som om hun har haft det længe. Så ser hun på drengen og smiler. Sådan lidt forsigtigt. Tænk, der er en, der taler til hende. En som ikke er ansat her i Fakta. Han er godtnok en af de der brune, så måske skal hun passe på. Men altså alligevel – og han minder nu lidt om Andreas, hendes barnebarn.

”Nej, vand ikke løbe. Derfor jeg købe noget, men ikke vide hvad jeg købe. Du hjælpe?”

”Ja, man skal jo hjælpe hinanden, men hvad for noget vand ikke løbe?”

Forhåbentlig tror drengen ikke, hun gør nar. Det er bare ligesom man bliver smittet af den måde, folk taler på. Hun ser sig om. Der er mange menensker i Fakta i dag. En mand i en snusket jakke er stoppet op. Han står med noget toiletpapir, men det ser ud om om han holder øje med dem.

”Vand i – vand i W.C ikke løbe. Det sidde fast.”

”Åh, dit w.c er stoppet. Det har jeg såmænd også været ude for, Det skete fordi min datter var kommet til at smide Andreasses ble deri. Ja, det var altså dengang han var lille. Hvad er du kommet til at smide i kummen?”

”Kåmme? Kummet komme?”

”I vandet. Hvad du smide i vand?”

”Det var med ikke vilje, jeg smide bombe i.”

”En bombe?!?” Kvinden spærrer øjnene op. De bliver kæmpestore bag de fedtede brilleglas. Med to fingre nulrer hun febrilsk det vildtvoksende skæghår på hagen. Alle fingre og hele håndffladen på den anden hånd presser hun mod sit bankende hjerte.

”Hvorfor smed du en bombe i wcèt?” gisper hun.

”Den ikke være god,”

”Hvad ville du sprænge i luften?”

”Hvorfor du være bange? Jeg ikke gøre noget. Jeg bagtede – hvordan man sige? – jeg bagtede aple – æble? -bombe, men den være for længe i ovn, så jeg smide den ud.”

Noget løsner sig i brystet på den ældre kvinde.

Drengen ser det og sukker lettet. Den søde gamle kone misforstod ham vist, men nu forstår hun. Nu ler hun. Nu ser de ind i hinandens øjne og smiler.

”Du kan prøve det her afløbsrens, men måske er det bedre med en svupper. Har du en svupper? Eller har din mor? Bor du hjemme? Jeg har en svupper…

Halvvejs er et godt sted at stoppe

Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der efter hen på cowboybukserne. Hvad skulle hun tage på? Tøjstykkerne lå draperet oven på kludetæppet, som hendes mor havde syet. Der lå også nogle T-shirts og et par korte kjoler.

Det lange hår dryppede endnu efter brusebadet, for hårtørreren var i stykker.

Jenny lavede håndklædet om til en turban og bestemte sig for at prøve de sorte tights. Sådan gik Stine og Camilla klædt, og hun var inviteret hen til Stine, som også fik Camilla på besøg. Og nu hvor hun gik i gymnasiet, var det vigtigt at have veninder. Og hvis man ikke så godt ud, fik man heller ikke en kæreste. Sagde Stine og Camilla

De sorte leggings sad stramt. Meget stramt. Men med kjolen over, sås det ikke. Ikke ret meget.

Jenny redte hår og skottede til T-shirten med den formklippede puddelhund; ”I like the way I look,” stod der hen over den fjollet udseende hund. T-shirten havde været hendes mors, og den var dejlig at have på, men Stine og Camilla syntes sikkert, den var hæslig. Camilla ville nok smile lige så medlidende, som da hun havde den blomstrede kjole fra Genbrugsen på og sige det samme : ”Ja, I har vel ikke råd til andet, når din mor er på kontanthjælp. Hvorfor får hun sig ikke en uddannelse?”

Jenny havde nu ellers selv købt kjolen, fordi den var pæn og sad godt. Den bruste om benene, når hun gik og der var en smule vind. Og mor? Altså, hun havde da en uddannelse. Næsten. I hvert fald en halv uddannelse. Kunne hun måske gøre for, at hun var allergisk over for hunde?

”Det ligner at du er en nørd,” ville Stine sikkert sige og grine som en forkølet hyæne.

”Måske, men lige nu ligner jeg en pølse, der er stoppet forkert,” fortalte Jenny sit spejlbillede.

Desuden strammede de leggings så meget, at hun havde ondt i maven og måske revnede de, når hun satte sig ned.

Nej! Ikke om hun ville gå sådan klædt.

Så kort efter gik Jenny ud af døren, ned ad trapperne, ud af døren og ud på gaden.iført cowboybukserne og hunde-T-shirten.

Solen skinnede og der blæste en let vind. T-shirten brusede ikke sådan som kjolen ville have gjort, men den smøg sig bomuldsblødt ind mod hendes mave.

Jenny nød solen, og der var  ingen grund til at skynde sig, for håret skulle gerne nå at tørre på vej hen til Stine og Camilla.

Hun nåede ned for enden af blokkene, krydsede vejen og bestemte sig for at gå af Valmuevej mod det villakvarter, hvor Stine boede.

Foran det lille, lidt skæve hus, der af en eller anden grund ikke var revet ned, stoppede hun. Der var slået nogle baner græs i forhavens pjuskede plæne. Og lænet op ad en rusten plæneklipper stod der en fyr på 16-17 år, solbrændt og med ræverødt hår, der strittede mod alle verdenshjørner,

”Hvad glor du på?” spurgte han. Men han smilede, mens han spurgte.

”På at du myrder alle valmuerne og kornblomsterne i plænen,” svarede hun. Og smilede også.

”Ikke alle. Kun det halve af dem.”

”Det halve,” gentog Jenny og tænkte højt:”Min mor har en halv uddannelse til hundefrisør.”

”Halvvejs er et godt sted at stoppe.”

”Er det?”

”Ja, for så kan du jo nå at frelse nogle af blomsterne.”

” Nåeh ja.”

En halv time senere fortsatte Jenny mod den villa, hvor Stine boede.

Hun havde en stor buket vilde blomster med. og hun kunne fortælle dem, at i morgen skulle hun med Toke i biografen.

Billedresultat for Krystalkugle, clipart “Jeg ser fremgang og lykkelige tider. Jeg ser…….”
   Et langtrukkent gisp fløj ud af taterkonens mund. Det spjættede i kroppen og hendes øjne blev endnu større, mens hun stirrede forvildet og vantro ind i kuglen.
   “Jeg ser små, ulmende gløder. De farer omkring, som om de søger efter hinanden. Nu finder de sammen. Som små luer kryber, triller og danser de. Hen mod blomsterne. Det er kornblomster. Luerne standser og så brænder de igen. De brænder i en cirkel om kornblomsterne.
   Det er underligt. Og nu kommer der ansigter til syne i flammerne. Kornblomsterne er væk nu, men jeg tror ikke, de er brændt. Bålet ligner et hjerte og i hjertet er der fire ansigter. Jeg tror det er mænd. Den ene måske bare en dreng. Jeg…….jeg forstår det ikke.”
   Kællingen lød oprigtigt forbløffet.
   Havde hun ikke troet, at hun ville se noget i den kugle?

Den unge smedekone, Cessie, drømmer om at blive forfatterinde, men det er ikke nemt, når man bor i Tydanien i 1600-tallet, hvor kvinder helst skal bruge alt deres tid på mand, børn og hus. En dag tager hun så til marked og efter et møde med en spåkone, ændrer hendes liv sig.Drengen som spåkvinden taler om, får stor betydning for Cessies fremtid, men er han i virkeligheden en dæmon? Og har hun selv magiske evner, der kan besejre ham, hvis han er?

Estrella Nielsen i Uggerup Tidende.

Endelig en fantasyhistorie for voksne. En eventyrlig historie, hvor alt ikke er sort/hvidt.

betalæser

Troværdig og medrivende roman, der tryllebandt mig Kom endelig med mere.

Lektørudtalelse:

En bog alle bør læse. Udover at være en medrivende skildring af en ung mors møde med fordømmelse og forventninger, spiddes psyke og samfund, så man får noget at tænke over.

Handlingen foregår i et fiktivt land på en opdigtet planet, men den kunne foregå så mange andre steder.

Ulmende gløder, bagsidetekst

Kapitel 18

En hånd holdt om Freddys og noget stak i hans håndflade. To tanker bankede inde i hans hoved: Butleren havde hentet forstærkninger og de måtte VÆK – væk fra de fremrykkende.
Hånden slap hans og der lød skræmte skrål. Han ville hverken se, høre eller føle, stirrede blot på krummelureskjorten, der sås, fordi den var hvid – en hvid frelser med Bedste i armene tumlede bort fra klumpen af fare og Freddy tumlede efter.
Prustende, stakåndet og udmattet anbragte far Bedste på et leje og famlede med noget.
“Ild – lys så vi kan se, Freddy,” sagde han og Freddy fik tryllestaven til at spy ild, hvori far tændte en prås.
De var i en ganske lille hytte eller hule og Bedste sad op nu. Sad der med åbne øjne og så ingenting.
Freddy omfavnede hende og lyttede; jo, hjertet slog, men svagt, ganske svagt.
“Du er fri,” sagde Freddy, “du må ikke… du må ikke.” Han kunne ikke få ordet over sine læber, ikke gøre den forfærdelige sætning færdig.
“Her er vand,” sagde far, “her i tønden. Skyl hendes ansigt lidt og tal til hende. Her kommer ingen – det er MIT sted – fra jeg var dreng.”
Der var ingen klude, så Freddy rev et stykke af særken og gjorde den våd, vred den lidt og duppede Bedstes blege mishandlede ansigt. Hun jamrede og han talte til hende, som hun havde talt til ham. “Du må da være ren. Du får det bedre, når alt det blod og snavs kommer væk.”
“Jeg må ud til… jeg må se…” sagde far og kunne heller ikke tale færdigt nu.
Så var han væk. Freddy og Bedste var alene og pråsens lille flamme spruttede og hvæsede.
Freddy tog perlen ud og knugede perlen i sin hånd, åbnede hånden og kaldte stille, men tydeligt:
“Sapko – vi har brug for dig! Bedste er så syg og du må hjælpe. De må heller ikke finde os nu. Hører du?”
“Sammy?” spurgte Bedste svagt og han så på hende. Et smil krusede hendes læber og der var glans i hendes øjne. Hun så glad ud.
“Så er du alligevel ikke død?” smilede Bedste, “jeg tænkte nok, at DU klarede den. Nu bliver verden bedre, kez war? Du klarer dem, Sammy – du er så god og glad. Vi vinder.”
Hun troede stadig han var Sammy – mors fætter – og han så på hende. Han vidste det, vidste at hun var døende og havde lyst til at skrige. Men ingen ville høre og Sapko hørte heller ikke noget.
“Ja,” sagde han, “ja, vi vinder.”

Og han gik hen til hende, hen mod hendes lykkelige smil og tindrende lysegrå øjne.
“Jeg dræbte ham, Sammy,” sagde hun, “det vidste du godt, kez war? Jeg dræbte Bill. Men han er vel i Paradis? Og der skal vi ikke hen, vel?”
Et glimt af frygt dukkede op i Bedste øjne og Freddy forsikrede:
“Nej – det – vi skal jo…”
Han søgte efter ordene. De boblede et sted i ham, men det var som om, han ikke kunne fange og bruge dem. Hun vidste det også. NU vidste hun, at hun var døende.
Så kom ordene.
“Nej, moster Julie,” sagde han blidt, “vi skal jo til Anarkat. Sapko venter og han har slet ikke tid til andet, fordi jeg kommer med dig. De glæder sig sådan til at se dig. Og DER har du slet ikke ondt mere og du behøver ikke din stok. Bare tag min hånd, Julie – om lidt er vi der. Lige om lidt.”
“Og kongen…?” spurgte hun, “bliver forbandelsen brudt? Kan den Udvalgte forene dem – kongen, Kajtan-søstrene og dem alle? Vil han…? Så jeg ikke… jeg ville gerne…”
Bedstes stemme blev svag, blikket sløret. Om lidt var hun oppe på Anarkat, hos guderne og Sammy.
“JA,” forsikrede han, “jeg – eh HAN vil. Han VIL ordne det alt sammen.”
Et strålende smil oplyste hele Bedstes ansigt og hun var smuk. Ufattelig smuk.
Og så brast hendes øjne. En hæs rallen flænsede hendes bryst og hun sank sammen. Al skønheden, alt det smukke susede bort og efterlod en snavset, forslået bylt uden liv.
Og alligevel var bylten Bedste. Bedste var væk og var her alligevel. Skulle være her, skulle komme tilbage – kunne da ikke bare…?
Han kastede sig ind over bylten, strøg formålsløst gennem håret, mærkede kvalmen flænse sin mave og tårerne brænde et sted bag øjnene.
Gråden kom som et skybrud. Kaskader af vand strømmede ud og forløste noget, trættede hans krop, der var forslået endnu og træt af at gå, vuggede hans sind, der var træt af at håbe, at indse og love.
Og han faldt i søvn, trykket ind til liget og med en arm om det.
Som i en døs opfattede Freddy, at Angus og generalen kom ind. De var vist sårede og fortalte, at der havde været en drabelig kamp. Han hjalp dem med at svøbe Bedste ind i et tæppe og med at bære hende forbi de små, lave hytter og der var mærkeligt stille, men han tænkte ikke rigtigt over det. Alting var uvirkeligt og han sansede blot at de gik der og at han var sulten.
Senere, ude i skoven, begravede de Bedste. Angus og generalen havde en skovl – hvor de så havde den fra? Og Freddy samlede sten, mange sten, store og små. Han lavede en hellig cirkel omkring graven og sagde det warmiriske gravritual. Han kludrede lidt og så hjalp Angus ham med at finde ordene.
Bagefter spiste de noget mad, som generalen havde hugget i Kløverborgs fadebur. Freddy åd glubsk og kastede op.
“Sikke noget svineri,” skældte generalen og Angus snerrede:
“Så hold da din kæft, Greg, ungen er jo syg.”
“JEG tørrer i hvert fald ikke op,” hvæsede Greg tilbage.
“Vi kan jo bare grave det ned,” sagde Angus så, “vi behøver jo ikke sove her.”
“Nej, vi tager da ind på den nærmeste kro,” snappede Greg, “der er sikkert ingen, der er på jagt efter os.”

“Så slap da af,” opfordrede Angus træt, “prøv dog at opføre dig som en legendarisk djævle-general og ikke en overtræt idiot.”
“Jeg kan selv…” mumlede Freddy, for han kunne ikke lide, at de skændtes.
Og der var jo noget, han måtte vide og som de hellere skulle snakke om:
Hvor var far? Og hvad nu??
“Hvil dig nu bare,” sagde Angus venligt. Men Freddy måtte vide besked.
“Hvor er far?” spurgte han.
“I sin seng,” svarede Angus, “og han skal nok klare sig. Både præsten og – og min…”
“Ja, buhu,” afbrød generalen hånligt, “din nuttede bror, Scottie er kradset af og du burde være glad, men er det ikke – du tænker mere på ham, end på stakkels Anthony, som han jog væk.”
“Han jog også MIG væk,” sagde Angus surt, “men han er da – VAR da min bror.”
“Og Anthony din fætter – ikke sandt.”
“Han ville jo selv,” sagde Angus og Freddy forstod ikke helt, hvad han selv ville eller hvad det havde med noget som helst at gøre.
Og pludselig irriterede det ham, at han ikke vidste det. Bedste var død og han havde lovet hende at klare noget, så alt blev godt, men han vidste ikke, hvad det gik ud på?
“Hvem ER I?” udbrød han, “og hvad er det, jeg skal gøre for jer og for Bedste? Hvad er det for noget alt sammen?”
“Det er alt sammen noget lort, som en vis Samuel Keily har rodet os ind i,” sagde generalen muggent.
Og mere fik Freddy ikke at vide den aften.
De hvilede lidt og gik så videre, for mændene sagde det var bedst at gå om natten.
Senere spiste Freddy igen og tyggede maden i små bidder. Så blev det, hvor det skulle.
Mændene sov den næste dag i et rum i en af de mange underjordiske gange, og Freddy sov også, men han vågnede adskillige gange af mareridt, blot for at opdage at virkeligheden var værre; ikke det at han lå og skulle sove, for der var jo mørkt her langt under jordoverfladen. Han havde et tæppe og han lå på Anguses kappe, der var bredt ud over nogle mos og blade, de havde slæbt med fra skoven; men tankerne myldrede forvildede rundt. Han kunne ikke få hold på dem, og han følte sig underligt tom for følelser; var ikke vred længere. Heller ikke ked af det. Han havde ingen tårer. Det sved bare i øjnene.
De sagde han kunne magi. En gang havde han genoplivet dyr, men han havde ikke en gang prøvet på at vække Bedste fra de døde! Var det fordi hun så så fredfyldt og glad ud? Eller fordi han ikke troede på, at han kunne? Han viste det ikke, men genkaldte sig følelsen af at ligge ind mod kroppen, der blev koldere og koldere, blev stiv og ikke længere var Bedste.
Så tænkte han pludselig på de andre fanger i kælderen. På lugten. Deres angst og lidelse. Dem burde de også have befriet, for ingen skulle lide sådan.
Han tænkte på Brazil og hans far, der vist kunne lide menneskeblod, men som var rare. Han tænkte på sin far. På den folkesoldat i hytten, der måske blev til aske; måske bare var forsvundet. Og på, hvad det var han skulle som Sapkos udvalgte? Hvis han stadig var det?
Hvad var det de alle sammen troede han kunne?
De kolde, forvirrede, følelesforladte tanker hamrede mod hans hjerne, men det var som om de ikke nåede hjertet.
Så var der alligevel en slags følelse. Måske. Træthed. Behov for flugt. Han ville sove. Bare sove. Og måske ikke vågne igen, for nu var alting lige meget; han havde forrådt Bedste. Glemt den dumme krukke.
Freddy døsede.
“Mor!” lød det så. Det rungede ud i gangen, for lige her var der højt til tunnellens loft.
Hvem skreg?
Der var stadig mørkt, men ikke mere end at lidt lys trængte ind her og der mellem sprækker i loftet højt op.
Og i grålyset så han general Hayes sidde op, med lukkede øjne, men med hænderne strakt frem mod ingenting, som i bøn.
Det var ham, der havde kaldt på sin mor. I søvne. I en drøm.
“Hun er her ikke,” lød det surt fra Angus, der åbenbart heller ikke sov, men som vendte sig om og lagde armene op om sine ører.
“Hvem er er ikke?” buldrede det fra Hayes, der vågnede nu, men måske ikke huskede sin drøm.
“Her er kun os,” sagde Freddy.
“Jeg drømte,” sagde Hayes.
Og Freddy sagde: “Det gjorde jeg også.”
“Det er hæsligt at miste en, man elsker,” sagde Hayes og rykkede en lille løs rod ud mellem nogle løs sten i tunnelvæggen,
“Bla-bla-bla-” mumlede Angus, men hans tone var venlig.
“Ja, det ER hæsligt,” tilføjede Angus lidt efter, “især når nogle faktisk er skyld i det, men en dag bliver ondskab udryddet.”
“Ja, for vi hjælper lille Freddy med at redde hele verden,” sagde Hayes.
“Hele verden?” gispede Freddy. Det kunne han da ikke, for den var jo stor.
“Så siger vi hele Tydanien,” sagde Greg, “og nu skal vi sove.”
Redde hele verden? Så ingen brændte søde gamle som Bedste af? Ja, det ville han gerne – og der var jo i hvert fald to, der ville hjælpe ham. Måske mange flere.
Endelig faldt Freddy i en søvn, hvor han drømte at alt var godt.

Om natten kom uvirkelighedstilstanden tilbage, men de kom da fremad og næste dags morgen nåede de tilbage til Jakobs høj.
Først troede Raja og Pablo ikke på, at Bedste var død. Så skreg de. Og så græd de.
Og Freddy ville trøste dem, så han sagde, at nu havde hun det godt og var oppe hos beviakguderne på Anarkat.
“Det går nok, børnlille,” det går nok,” sagde Hyldemor. Og så satte hun mad på bordet.
De sad der ved bordet. Freddy troede ikke han kunne spise af de gode sager, men da han tog en bid af en pølse, gik det op for ham, at det kunne han.
Bedste var død, men han havde da stadig Raja og Pablo.
De skulle aldrig sulte eller lide. Han ville passe godt på dem.
Og en dag ville han være med til at gøre verden bedre. Meget bedre.

‘ Slut ’
– men der kommer en fortsættelse i bind 2, der har arbejdstitlen:
“Den forbandede konge og Den Vises orakel.”

.