Lokkende toner – en omskrivning af “Knuste toner.”

Om redigeringen.

Denne tekst er redigeret som svar på Jesper Os spontanopgave. Jeg så teksterne igennem og syntes, de fleste er rimeligt gode. i hvert fald var der da mindst en læser, der kunne lide dem hver især 😉

Også denne var der en, der kunne lide og forstå, men her ved genlæsning, syntes jeg selv, den er for indviklet. Problemet er, tror jeg, at der sker alt for meget på så få ord. Derfor har jeg ikke bare omskrevet og bibeholdt den oprindelige handling, men koncentreret mig om en delhandling: hvordan Silja og Billy møder hinanden.

Det centrale i teksten (det jeg ville have frem) er at Billy spiller så vidunderligt –  i manges ører – at det faktisk drager og trøster. Det element har jeg derfor beholdt. Noget, der også var vigtigt, var at sætte spørgsmålstegn ved om, det nogle opfatter som ondt nu også er det – og om der mon kan være en forklaring på overtroen, så jeg har beholdt en forkalring på, hvem “Nøkken” i dette tilfælde er.

Derimod har jeg ændret forklaringen på, at Silja søger ud i skoven. Jeg synes ikke det ødelægger de to centrale meninger med teksten?

 

***

Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer alligevel som gelé. Himlen er blå, og luften er lun. Det er forår og hun ved det, men føler sig kold. Barnet klynker og Silja trykker det træt tættere ind til sig. Vil ikke se på det lille næseløse ansigt.Det er som træerne taler til hende. Hånligt gnider grenene sig mod hinanden og hvisker: ”Det væsen er ikke et menneskebarn. Det er en skifting. Hun må levere det tilbage til Mørkefolket.”

Silja skreg da hun først så barnet, men senere, da hun holdt ham ind til sig og sad med hans små fingre i sin hånd, mens han diede, følte hun en varm kærlighed til ham bruse gennem sig. Han var hendes søn.

Men de hviskende stemmer sneg sig ind på hende. De vandt over de blidere stemmer fra Siljas mor og far. De vandt over Poul, som hun troede ville elske hende for altid. Og de skreg det til hende. ”Gå ad Helvede til med din lille skifting og kom kun tilbage med vores rigtige menneskebarn.”

Silja anede ikke, hvor Helvede lå, men i sin kvide opsøgte hun troldkvinden i skoven og hun så trist og alvorligt på Silja, før hun sagde; følg skovens toner, så finder du nogle, der vil tage sig af din lille dreng.”

Og nu har hun gået længe. Har spist den mad konen gav hende og har ammet Jason, som hun kalder ham. Hun er så frygtelig træt. Og hører ingen musik. Bare denne hvisken. Måske kommer mørkefolket først frem, når det er mørkt? Måske findes de slet ikke? Og det er ikke deres barn. Hun ved det. Har aldrig rørt andre end Poul – på den måde, man får børn af. Men ingen tror hende. Hun sætter sig ned. Hviler ryggen mod et træ. Vugger Jason i sine arme.

Hvis Mørkefolket findes, hvad vil de så gøre ved Jason? Ved hende? De er onde og nogle af dem spiser små børn. Voksne bruger de som slaver eller tvinger dem til også at være onde. Måske er det bedre at springe i floden? Gøre det forbi. Bølgerne kalder jo. Hun kan høre deres lokkende toner.

Hun rejser sig. Det ene ben sover. Det jager i det, da hun sætter det ned mod jorden, men videre skal de. Nu har hun bestemt sig. Himlen bliver rød og træerne grå. Flodens brusende toner rækker ud efter hende.

Kom lille menneske, kom,” kalder de. Kræver de. Og hun vil ikke føle vandet over sig, under sig og sluge det, til hun dør.

Billedresultat for nøkken

Så med et græder floden. Stille gråd blander sig i bølgeslagene.

De er der nu, hun og Jason. Står på den stenede bred.Silhouetter af unge siv anes i tusmørket, og en rødgylden bro danser i vandet.

Bølgerne er bare bølger. Og Silja vil ikke lade sig lokke, men gråden er der. En klagende, melodisk gråd, der strømmer befriende og glider over i dansende, lokkende og klare toner.

Silja sætter farten op. Prøver i hvert fald. Puster. Stønner. Og ville gerne tage sig til lænden, hvor det jager, men skal jo holde om Jason, der sover nu, sikker på, at mor nok skal passe på ham.

I de svindende grå lys, går hun og tonerne bliver kraftigere. Det er fra en lyre eller en fiol. De klinger så smukt, at en smule varme sniger sig ind i hendes indre kulde. Hun standser. Og stirrer. Midt på endnu en gylden solnedgangsbro, er der en stor sten. Og der sidder han.

Silja stivner. Er det Nøkken? Det må det være. I skumringstimen derhjemme har hun hørt mange historier om, hvordan han med sit smukke spil lokker folk til at drukne sig. Nu er hun fremme, for Nøkken hører bestemt til mørkefolket, Måske er det ikke så slemt at drukne til de smukke, klare  toner? Måske når Jason slet ikke at opdage, hvad der sker?

Men først kan de vel lytte lidt? Jason kan vist også lide musikken, for han klukker lidt i halvsøvne. Silja griber melodien. Begynder at nynne. Vugger barnet. Og bliver ved, mens Nøkken rejser sig, vader gennem vandet og kommer imod dem.

Nu sker det snart. Hun lukker øjnene.

“Jeg er Billy, Hvorfor er du ked af det?” siger en blid stemme.

Silja ryster. Vil ikke åbne øjnene.

Du ryster. Og du – du har en lille en med. I må hellere komme med mig.”

Og det må de jo,men hendes trætte fødder vil ikke flytte sig. Så tager han hendes hånd. Den bliver våd. Han begynder at gå. Hun følger med. Venter på vandet. Hvor langt skal de mon ud, før det er så dybt at de drukner?

De går og går. Silja åbner øjnene. Og ser, at de går langs bredden. Går mod et flaksende lys i det tiltagende mørke.

Det var vist heldigt, jeg blev ude længere, end jeg plejer,” siger Nøkken, der vist forresten påstod, han hed Billy.

Er du ikke Nøkken?” spørger Silja.

Nøkken? Nej da. Jeg hedder Billy, og jeg vil bare spille violin. De andre synes, jeg burde hjælpe lidt mere til og jeg prøver, men nogle gange er det som om jeg går i stykker, hvis jeg ikke spiller og så finder jeg et fredeligt sted. Jeg kan godt lide vand, men kom nu. Det ser jo ud til en af dem leder efter mig.

Nøkken eller ej. Silja følger med.

Reklamer