KONG ATKAR OG ORAKLET

Rosita havde sovet dårligt om natten og nu, mens hun skubbede bagepladen med de otte brød ind i ovnen, sad drømmen og tankerne stadig i hende:
I drømmen havde hendes mor kaldt på hende, desperat og forpint“ lille Sita, jeg har så ondt. Så hjælp mig dog. Ved Den Højeste – så hjælp mig dog.”
Det havde været så livagtigt og Rosita var vågnet, badet i sved. Rystende havde hun hevet den tunge dyne til sig, så Danny var vågnet og havde brummet:
“Er du syg?”
“Den er helt gal med mor,” havde hun jamret med en lillepigestemme, der overraskede hende selv og fik hende til at ryste endnu mere.
“ Du må have drømt,” vrissede Danny, men satte sig op og strøg hende over håret. Det irriterede hende, for hun var jo ikke en hund eller en kat. Men han mente det godt og han tog ikke dynen fra hende, så han var forskrækket.
“Selvfølgelig har jeg drømt,” sagde hun og følte sig træt; ville bare sove og slet ikke bekymre sig. Hun rullede sig ind i dynen. Danny sukkede dybt og tog det tæppe han brugte som hovedpude. Det rullede han ud og svøbte om sig. Så strakte han en arm ud, lagde den om hende og gav hendes rystende skulder et lille klem. Det føltes godt, men tankerne kørte videre:
Mor var gammel. Over de firs. Kunne hun være blevet syg? Var hun mon døende? Så havde nogen vel bragt bud om det? Eller havde de? Hun boede o ret ensomt derude i skoven, men der var da en landsby i nærheden, vidste hun – ja, endog to inden for rimelig afstand.
Danny snorkede, så det buldrede i hendes øre. Hun rykkede sig lidt væk.
Stod op. Listede ud i stalden for at tisse. Listede tilbage. Så til Bubi og Kenny i halmsengene bag skabet. De sov trygt. Bubi næsefløj peb en smule og Kenny hostede, men de sov.
Hun lagde sig igen. Og faldt i søvn, men så var Sammy der. Han sad på høkassen, badet i skarp stråleglans, og strøg en hårlok bort fra sine øjne.
“Vær ikke urolig, Sita. Jeg har hentet din mors sjæl.”
“Så er hun altså død?” spurgte hun og Sammy nikkede, før han blev til lysende prikker og forsvandt.
Sita satte sig op og stirrede ud i mørket.
Det var en drøm, men hun havde ondt i maven. Følte sig hul. Det måtte passe.

Da Serafina kom over og det var blevet morgen, spurgte hun straks sin søster: “Har du også drømt om mor i nat?”
“Ja, løjerligt nok,” svarede hendes storesøster og de så på hinanden med en sær uro. Ingen af dem havde set moderen de sidste syv år, så det var mærkeligt at de begge havde drømt om hende,
Måske var hun virkelig død?
Men der skulle jo bages og der kom vel nogen med besked. De skulle vel helelr ikke være alen om at betale for begravelsen, for de havde jo dog otte levende søskende og nogle af dem, vidste de hvor boede. De måtte vel så være fælles om en billig begravelse.
“Måske er hun bare syg?” sagde Sera, mens hun æltede dej og melet stod som sne om hendes tykke arme.
“Så burde vi besøge hende,” sagde Rosita.
“Hvis hun er død – tager du så drengen hjem?” spurgte Sera.
“Jo, måske – men slå nu ikke mor ihjel, før vi ved noget,” sagde Rosita efter en lang pause.
Det svarede Sera ikke på. Hun formede bare brød og gav det et par ekstra slag med knyttet næve, så hun måtte forme det om, så det ikke skulle klaske helt sammen.
“Hvem er måske bare syg?” blandede Bubi sig.
DE havde helt glemt at tænke på, at den nu knapt otteårige Bubi var med til at bage,
“ikke nogen,” snappede Sita.
“Din mormor, som du ikke kender,” sagde Sera.
“Har jeg en mormor?” udbrød Bubi, “men så har I jo en mor, men I er da for gamle til at have en mor.”
“SÅ gamle er vi da vel heller ikke,” vrissede Rosita og så på sin gråhårede søster, hvis blodfattige læber var hegnet ind af rynker; nogle dybere end andre. Selv havde hun da endnu sorte lokker i sit hår; det vidste hun, for de havde da et spejl, et lille et i en forsølvet ramme; hun havde fået det engang af sin første husbond.
“Men I taler jo ikke om hende,” sagde Bubi og stak sin lille, søde næse i sky, smilede sødt og lagde hovedet lidt på skrå. Hun vidste, det var svært at være sur på hende, når hun satte den mine på.

Og nu står de altså foran ovnen. Flammerne brænder godt derinde og Sita har det som om de også brænder i hendes mave;
Måske var det bare en drøm, men hun må hellere besøge den gamle. I aften eller senest i morgen tidlig vil hun gå der ud, Det er trods alt bare omkring fire-fem timers gang gennem skoven.
“Der kommer nogen,” udbryder Sera så.
Sita stivner. Der lyder hovslag. Grene knækker. Kragerne tier og ravnen skræpper op.
Hvem kommer?
Skal de flygte. Sita er tør i svælget. Ryster over hele kroppen og har kvalme. Hvor er Danny? Hvor er Seras voksne sønner; Arlan og Rurik?
Nå jo, de er jo gået ud for at fiske.
Der er vist kun en rytter.
De må vel se hvem det er, så de går om foran hytten.
Ja, der er kun en. Han er hoppet af hesten nu og holder den i grimen, mens han går op af den smalle sti. Hans lange lyse hår er uglet og tøjet møgbeskidt. Et øjeblik vakler han, men så ranker han sig og prøver at gå mod dem med faste skridt.
“John!” gisper Sita og løber ham i møde.

“Det ligner lidt en adelsmand,” siger lille Bubi til sin moster Sera og skæver mod mosterens hytte, hvor hendes voksne kusine Petruska nu står på trappetrinet med den 1-årlige Ivan på hoften. Han pylrer og gemmer sit hoved mod sin mor. Det vil Bubi hellere se på end hun vil se på mor, der farer hen mod den fremmede og omklamrer ham, for hvad laver han her og hvorfor gør mor sådan?
“Det er sir John af Kløverborg,” fortæller moster Sera med skarp stemme og tilføjer endnu skarpere: “men hvad i alverden gør han her og så i den forfatning?”

Det samme spørger Sita om.
“ Hun er død,” gisper sir John, “ din mor er død. De ville brænde hende på bålet, Rosita, smide en gammel kone på bålet og brænde hende levende, og det – det skete i mit hus, i min kælder – og jeg – jeg -”
Sir Johns stemme er tyk af gråd som han prøver at undertrykke. Han er bleg, Der er blod i det uglede hår.
Rosita kan ikke få et ord frem. Hendes hjerte syder og bobler. Hun holder om ham, stryger ham over kinden, der er blød, selvom han er voksen. Han lugter surt og svedigt, men hans hjerte banker mod hendes; oprørt.
Og mor er død. Drømmen talte sandt. Mor er død. Lille mor, som gjorde det bedste hun kunne for sine børn, men som de besøgte alt for sjældent. Lille mor – brændes – men hvorfor? Rygterne havde da ellers hvislet om, at netop sir John holdt en hånd over hende og hun holdt igen med sine evner for at helbrede de syge. Lille mor har aldrig været særlig trolddomskyndig, så hvorfor…
“Kom med ind,” siger Sita, “kom nu med ind, John, og fortæl, hvad der er sket.
Sorg, dårlig samvittighed og træthed er blandet med en brusende glæde over at være så tæt på John. Forhåbentlig går hverken Sera eller Bubi med indenfor og Danny behøver heller ikke skynde sig tilbage med fisk.
Skal hun byde ham på smatøl eller på te? Han kan bedre lide vin, men det har de jo ikke i huset. Måske kan hun finde en smule ufortyndet øl, måske en bid pølse i fadeburet?
Han gør sig fri af hende. Hun giver uvilligt slip.
“I har fået meget ud af haven,” siger sir John. Konverserende. Skarpsynet midt i elendigheden. Hvorfor har mors død rørt ham så meget? Har det noget med drengen at gøre?
Muligvis noget forsinket farer en pil ind i Sitas boblende hjerte og hun pipper foran døren til hytten:
“Er der sket noget med Freddy?”
“Sket og sket,” mumler John grødet.
Sita tør ikke se på ham. Han undrer sig nok over at hun ikke har spurgt før. Det er jo dog hendes søn, selvom hun ikke har set ham i syv år. Hendes søn. Deres søn. Kærlighedsbarnet.
Hun trykker klinken ned. Den hviner værre end den plejer. Hvornår mon Danny tager sig sammen til at smøre den? Han påstår hele tiden at han endnu har noget hvalolie stående i kælderen, men han får ikke samlet sig til at hente det.
Den øverste del af døren glider op uden at knirke. Men slåen driller, da hun vil skyde den til side. Den sidder fast. Det plejer den ikke. Hendes hånd sveder. Hun tørrer den af i kjolen og opdager, der er dej på den. Uf. Bare John ikke opdager det. Men de bager jo. Der er nok mel på bordet. Hun må tørre det væk.
John piller ved klinken. Dørens underdel glider op. Sita knipser til den smattede dej på kjolen. Sender brødene i ovnen en tanke: Sera må passe dem. Eller sætte Petruska til det, hvis hun også vil høre det om mor. Men det er da ikke Sera, der har et barn i pleje ude ved mor, så måske tager hun i hvert fald brødene ud, før de brænder på. Mon John bliver så længe, at han kan smage et stykke friskt brød?