Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget mellem hænderne. Astrid kan ikke se, om det er en stor bog eller en skolemappe. Men der er ild i hendes hår. Og alligevel sidder hun der bare. Helt stille. Nogle drenge farer forbi og skygger for pigen. Da de er væk, går det op for Astrid, at pigen bare er rødhåret. Æv – måske passer det, at hendes fantasi er lidt for livlig? Men hvorfor sidder pigen der, helt alene?
Det er august og solen skinner. En lille kåd vind leger med skolegårdens triste buske. I foråret, da hun startede i den nye skole var de fulde af gule caprifolier, hun vidste de hed sådan, for de voksede også hjemme i haven. I deres nye have på Caprifolievej. Caprifolier på Caprifolievej – det var da sjovt.
Det var også sjovt at skulle starte i en hel ny skole. Sagde mor og far. Og det VAR lidt sjovt, selvom hun tænkte på alle kammeraterne derhjemme – altså der hvor de boede før. Hun fortalte nogle piger, at nu havde de badeværelse. Med badekar. Og hvert sit værelse, både Lotte og lille Ole . og hun selv. Men pigerne gloede bare dumt og sagde, at det havde alle mennesker da vel. Så spurgte de, om hun ville være med til at sjippe og det ville hun da gerne, men de dumme tøser svingede rebet alt for hurtigt. Og så påstod de, at det var hende, der var en klumpedumpe. Hun surmulede lidt, men spurgte så om de ikke skulle lege noget andet – de kunne f.eks bytte glansbilleder, for hun havde en hel telefonbog fyldt med dem. Men det gad de ikke. Og der var ingen af dem, der ville med hjem og se hendes påklædningsdukker.
”Det bliver nok bedre efter ferien, lille Astrid” sagde mor.
” Jeg har da veninder,” sagde Lotte.
”Måske skulle du øve dig i at sjippe,” sagde far og købte et sjippetov til hende. Men det var slet ikke så nemt både at svinge og hoppe over det dumme tov, så hun gemte det under sengen og læste bøger i stedet for. Eller byttede glansbilleder med Lotte og hendes små veninder.
Men nu har Lotte travlt. Astrid kan slet ikke se hende. Og de dumme tøser sjipper igen. Hende, der skal hoppe over tovet, hvisker noget til den ene af dem, der svinger. Hun hedder Merete, og da de skulle skrive om gamle dage, i riddertiden, lavede hun et lille rim.
”Du tror, du er noget,” sagde hende Merete før det ringede ud. Bare fordi, lærerene sagde, at hendes – Astrids! – historie var endnu bedre. –Hun havde også skrevet tre sider og fortalt om en page, der bl.a så en ridderturnering.
Ha. Astrid er da ligeglad med dem. Det er bare synd for dem, at de ikke vil lege med hende.
Hun skutter sig lidt. Har en smule ondt i maven.
Og den rødhårede pige sidder stadig på bænken.
Astrid tager et par skridt hen mod hende. Hun flytter sig lidt på bænken, mens hun stirrer på det, hun har i hænderne. Nu kan Astrid se, at det er en telefonbog.
Hun sætter farten op og står lige foran den rødhårede pige.
”Har du lavet den om til en fællebog?” spørger hun uden indledning.
Pigen kigger op fra bogen og slipper den med sin ene hånd. Med den anden klør hun sig under armen. Gennem et hul i sin grønne trøje, der ser forvasket ud.
”Jeg har ikke mine glansbilleder med, men hvis jeg må se dine, tager jeg mine med i morgen,” siger Astrid.
”Joeh,” mumler pigen og skotter ud mod caprifoliebuskene. Tøvende slår hun op og folder en side ud. Der gemmer sig en nuttet hund. Med glimmer.
”Eih,” udbryder Astrid, ”hvor er den sød. Jeg har mest nogle med børn, men nogle af dem har jeg fået af mine Bedste. De er meget gamle og …”
Klokkens bimlen afbryder dem. Side om side trasker de op mod skolen. Da de går ind ad hver sin dør smiler de til hinanden.
pialynge 