Støvlerne

Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i sandet og bølgerne skyllede ham bort.

Så lånte jeg farver af en kunstner og med tungen spillende i mundvigen tryllede jeg billeder frem, der lignede en dreng. Mange drenge med mange baggrundsmotiver. Ofte med sol, blomster og blå himmel. Men de lignede ham ikke.

Jeg prøvede at male mig selv ind på billederne. Prøvede at huske. Hvad havde jeg på? Hvad havde han på? Hvornår var det, vi blev venner?

Billederne var aldrig rigtigt af ham og mig.

Så nu vil jeg prøve med ord:

I stride strømme væltede vandet ned fra de tunge, grå skyer, så det var umuligt at hente roer ind.

Vi sad ved bordet. Spiste aftensmad. I stuen. Folkene spiste i folkestuen, så man ikke kunne høre dem slubre og smaske. Mor brød sig ikke om at mænge sig med tyendet. Far så anderledes på det, men jeg holdt med mor i den sag. Den gang. Som 12-årig knægt. Og jeg forstod faktisk slet ikke, hvorfor jeg ingen rigtige venner havde.

Foruden min forældre var der mine tre yngre søskende.

Og så var det at det bankede på døren. Faste slag, så far troede det måtte være en voksen mand, måske forkarlen, der ville noget vigtigt. Så far rejste sig og lukkede døren op.

Der stod han så. Og dryppede på det sandslebne, nyfejede gulv. Dryppede fra det lange, sorte hår. Dryppede fra de pjalter, han havde på og fra bylten han bar over sin ene spinkle skulder.

”Godaften og velbekomme jer,” hilste han og fortsatte, mens han så sig omkring: ” Kan I mon undvære lidt mad til mig. Jeg er sulten.”

Han stirrede ikke ned i gulvet, som tiggerunger plejede.

Far bød ham at sætte sig ved vores bord. Mor skulede.

Freddy blev på gården. Han var elleve år, spinkel, sorthåret, brun og blåøjet. Han sov i atalden og påstod, han kunne lide det. Han lugede roer og engang spurgte han, hvorfor jeg hele tiden bare satte mig i græsset, tyggede på et strå eller lavede billeder af blade som jeg smuldrede. Hvad det så ellers kom ham ved? Men engang sagde jeg: ”Jeg laver kunst, for min hjerne larmer, når jeg prøver at luge.”

”Det er ret pænt,” sagde han så og så på mig. Nysgerrigt. Så trak han på skuldrene; ”Kom og hjælp med, når din hjerne er klar. Helst før ham Jim forkarl sladrer til din far.”

”Ha – far tør ikke slå mig, for så bliver mor sur,” sagde jeg og kunne godt selv høre de ord ikke var så gode for en 12-års dreng, der var storbondesøn.

Freddy smilede bare. Sådan et lidt skævt smil.

Han var anderledes. Det var jeg også.

Og så en dag gav han sig til at hjælpe vores kokkepige med at skrælle kartofler. De lo sådan derude i køkkenet, at jeg gik derud. Nå ja, forresten skulle jeg også finde en børste, for far havde opfordret mig til at pudse mine støvler, der var blevet temmelig mudrede, fordi jeg havde gået mig en tur nede i den sumpede eng, sådan for at tænke,

”Du kommer for sent til at hjælpe,” tillod kokkepigen sig at fnise og smed den sidste kartoffel i gryden. Hun var gammel og knoklet. Det så dumt ud, at hun fniste. Syntes jeg dengang. Nu som gammel, tror jeg faktisk det klædte hende.

De satte sig ved bordet og Kokkepigen fandt et bæger med terninger. Tømte det ud på bordet og Freddy satte sig også. De skulle åbenbart til at rafle.

”Du Freddy,” sagde jeg, ”Puds mine støvler.”

Jeg smed dem på bordet.”

Kokkepigen blev helt rød i hovedet og hendes øjne skød lyn.

”Kan du da ikke selv?” spurgte Freddy. Roligt, som om det kunne tænkes, at jeg faktisk ikke kunne.

”Nej, ikke så godt,” brast det ud af mig.

”Nu finder jeg klud, sværte og børste,” sagde han, ”så skal jeg lære dig det.”

Og det gjorde han faktisk. Viste hvordan og lod så mig prøve. Rystede lidt på hovedet, når sværten klumpede sig sammen eller en lille plet stadig var mudret.

Da de stod skinnende på gulvet raflede vi. De ville spille ”Tre ens,” men jeg foreslog ”Tusind” Noget nølende gik de med til det. Og det gik hurtigt op for mig, at de ikke kunne tælle ret langt. Så var der noget, jeg kunne lære dem. Og vi morede os. Det var sjovt. De klumrede en del med det tællen, men deres øjne lyste hverken af håbløshed eller beundring. Jeg ved den dag i dag ikke, hvad det så var, jeg så i deres blikke. Accept? Noget inddragende? I hvert fald følte jeg en sær varme i mig, mens vi spillede. Den gjaldt Fanny Kokkepige, der i det øjeblik var mild og sjov, men det gjaldt nok især den mærkelige dreng og hans næsten magiske måde at være på.

Pludselig vidste jeg, at jeg ville være hans ven.