Magt

Soldaterne er klar. Store og små, tykke og tynde. Der er tolv rækker og i hver række er der tolv soldater. Og så tolv til.
Toke kan ikke tælle længere end til tolv; det er alle fingrene og så to til.
Men tolv er mange og mange gange tolv er rigtig mange.
Og han hersker over dem. Han har selv fundet dem. De fleste er fra skoven, men der er også nogle fra haven. Kogler, agern, grene og sten. Og de skal kæmpe mod de onde – hvis de kommer. Eller nej – de skal forestille nogle, der kan kæmpe, for hvis der kommer nogle onde mennesker, nytter det nok ikke med sten og kogler. Det er mere sådan en leg eller for at tænke over, hvad han kunne gøre med en hær.
“Må jeg være med?” er der en der spørger.
Han har slet ikke hørt ham komme, men der står han. Felix med det røde hår.
“Ja, så kan du styre rækken med kogler,” peger Toke.
“Ei, må jeg ikke nok få den række med stenene; den hvor nogen af dem er skarpe?”
“Hvorfor?” spørger Toke og vil helst selv bestemme over alle sine soldater,
Fordi…,” siger Felix og bider sig i underlæben, mens han lægger hovedet lidt på skrå.
“Du må godt bestemme over dem. Lidt,” nøler Toke.
Så ser Felix glad ud.
Stensoldaterne slås lidt med nogle af koglerne. De træner. Da soldaterne hverken har arme, ben eller våben, digter drengene meget af det, der sker.
“Så bliver Felix optaget af noget andet. Han peger. På en fugl, der sidder under en busk.
“Det er den, der har spist mine kaninunger!” mener han og knuger hårdt om to sten. En i hver hånd.
I næste øjeblik flyver stenene gennem luften. Hen i mod fuglen. Det er en duehøg, ved Toke. Og er sikker på at den snart er fløjet væk. Men den rejser sig bare lidt. Og basker med sine store vinger. Den er såret.
Den skriger. Den ene sten har ramt den.
“Vi får den,” råber Felix ivrigt og snupper to sten til. Den ene rækker han Toke. Den føles skarp mod hans håndflade, da han lukker hånden om den.
“Du ved da ikke om det er den der, der har gjort det,” tøver han.
“Hjælp mig nu. Soldaterne kæmper sammen mod det onde, ikke?”
“Jeg vil ikke,” siger Toke. Det er Felix, der er ond nu, synes han, for fuglen kan jo ikke flygte og heller ikke forsvare sig.
“ Jeg er også bare ligeglad. Jeg har alle stenene så. Jeg får den onde fugl.”
Fuglen bløder og skriger, men Felix kaster flere sten.
“Hold så op!” råber Toke. Men Felix vil ikke holde op.
Og så kaster Toke stenen i hovedet på Felix. Det bløder. Han tager en hånd op til sit røde hår, hvor der er en plet i en anderledes rød farve.
Først ser han overrasket ud. Så bliver han mærkelig i ansigtet. Og farer frem mod fuglen. Nu sparker han den. Den skriger og pipper og basker.
Toke får fat i Felixes hår og slår ham i ansigtet.
“Lad den fugl være,” hvæser Toke og kan slet ikke kende sin egen stemme.
“Jeg skal nok. Du må ikke slå mig mere,” græder Felix.
“Det gider jeg heller ikke. Men du må ikke være ond mere.”
“Det er bare en dum fugl og jeg siger det altså til min far, jeg gør.”
Uha. Felixes far kan blive meget vred. Men Toke er da ligeglad. Lige nu. Ønsker bare at Felix forsvinder.
Og det gør Felix. Han løber snublende og vræler himmelhøjt.
Toke ser på fuglen. Stryger forsigtigt dens fjer med en finger. Dens ene øje er blodigt og den åbner næbbet, men der kommer ikke en lyd ud. En vinge er brækket og dens fjer er klistrede af blod.
Den dør sikkert. Men det kan vare længe. Og den har ondt. Den er så stille nu.
Det er bedst at slå den ihjel, ved han og lægger de felste af sine fingre mod dens hals. Det er vel bare at trykke til? Men fingrene vil ikke. De nægter. Og tænk hvis der skal bruges mange flere kræfter end han har? Tænk hvis høgen måske alligevel kan reddes?
Forsigtigt løfter han den op. Den er faktisk ret stor, men den er stadig meget stille. Men dens hjerte slår.
Toke ser sig om. Ved siden af skuret gror der høje blomster. Tæt sammen. Der lægger han den døende høg ind. De kan nok ikke finde den der. Så kan den i det mindste dø i fred.