Stil og sten

“Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil,“ siger Lotte. Hun er min lillesøster og hun ligner en mus. En køn mus med en lille spids snude.
“Hvorfor ikke?”
Jeg kunne forstå det, hvis det var regning. Gangestykker er skrupkedelige.
“Fordi…,” siger Lotte og tygger på sin underlæbe. Hun har små tænder og hun kan gumle på en kiks i mere end et kvarter.
“Hvad skal I skrive om?” Jeg står og ønsker, det var mig, der havde stil for.
“Min skolevej. Men jeg kan ikke finde på noget, Det er bare en dum vej.”
“Ja, men kom nu. Vi skal skynde os, Klokken er kvart i otte.”
“Vi kommer for sent og Jensen bliver sur over den stil.” Nu er Lotte ved at tude.
“Vi skynder os og du kan jo sige, at du har glemt stilen hjemme.”
Jeg snupper min madpakke, som mor har smurt, inden hun tog ind på systuen. Der er spegepølse ovenpå fedtet i dag. Lækkert.
Lotte snupper også sin, men hun ser ud som hun skal kaste op.
Hun spiser som en syg høne. Mine høns er ikke syge, men den ene, den er død, Ham Mikael med det store hoved har kvalt den, Mor har sagt, han vistnok lider af engelsk syge; det er en meget sjælden sygdom nu om dage siger hun – så måske har han bare vand i hovedet. Eller jord?
Jeg ved det ikke, men hvis jeg ser ham, tæver jeg ham.

Udenfor skinner solen. Lotte er lidt foran mig. For jeg skal lige se over mod det hus, hvor far har lavet hele stuen om til et dukketeater. Mon han kommer hjem i aften og mon han så laver lys i teateret?
Det er lidt mærkeligt at bo i en stue alle fem og så have et ekstra hus, man bare kan lege i.
Smuglerens dreng sidder på trappen foran deres lyseblå hus. Der sidder han næsten altid. Han er pæn. Har sorte krøller og blå øjne. Jeg tror ikke, han går i skole, jeg har i hvert fald ikke set ham der, men måske møder han senere?
Jeg vinker til ham og han vinker igen. Han har sådan et pænt, lidt skævt smil.
Men Lotte er nået forbi pigtrådshegnet. Jeg løber efter hende. Nu stopper hun og samler nogle mirabeller op. Der er ikke så mange. Sonjas børn fyldte en kurv forleden. Og de søde ud, da de bar kurven mellem sig. De hedder Kristi og Egon. Kristi er buttet og har blødt, brunt hår. Egon har røde kinder, gult strithår og går med ble.
Men vi ser dem nok aldrig mere. Der kom nogle damer og hentede dem Selvom de græd og Sonja skreg.
Jeg så det og jeg samlede en masse sten op. Jeg kastede også en, men den ramte ikke. Der var også politifolk og en af dem tog hårdt fat i Sonja. Jeg hader politiet. Og damer med fint tøj og onde, smiskende stemmer. Nu er Sonja slet ikke sjov mere, når hun besøger os, og hun var da nødt til at tjene penge,, så hun var nogen gange ikke hjemme om natten, men Trunte så efter dem.
“Alle er dumme,” siger Lotte og smider mirabellerne hen ad grusvejen.
“Ikke den der,” siger jeg og peger. Måske har Lotte slet ikke set, at en Beatles-larve er på vej hen over alle de mange sten på grusvejen. Langsomt og forsigtigt bugter den sig af sted
“Hvor er den sød.” Lotte. sætter sig på knæ og stryger ganske forsigtigt larven over de små hår.
“Den kan du skrive om i din stil,” foreslår jeg, “skriv at den er lillebitte, men at den nok skal klare sig, selvom der er skarpe sten.”.
“Jeg kan også tegne den,” Nu lyder Lotte helt ivrig.
Og så når vi ud på skolestien, der er asfalteret. Det vrimler med børn, der går i store og små klynger.
Der er en, der råber: “Hej Lotte. Skal vi følges?”
Det er en rødhåret tøs med fletninger,
De er snart foran mig.
Jeg samler en sten op. Vejer den i hånden, men kommer den så i lommen.
Måske får jeg stil for i dag? Ellers skriver jeg sgu Lottes..