Sikke et hyr med de ansøgere

En eller anden har lagt et lammeskind på min stol. Sort lammeskind. Det ser blødt ud, men hvor er min broderede silkepude? Åh, den ligger bare nedenunder. Godt. Jeg hiver lammeskindet væk og ser på puden. Min datter broderede den for længe siden. Den er ternet og sine steder noget ujævn, men det ses jo ikke under min bag – ikke engang selvom den er mager og kantet. Jeg sætter mig til rette og siger til Klara:”Ja, så er vi her igen. Der er blevet travlt på det sidste.”

Klara strækker sig i hjørnet, på sit bløde tæppe, gaber og småknurrer: ”raah – haa- raa” Det betyder: ”Du har ret, Belkin.”

”Ja, der er sandelig mange der opsøger Dem for tiden,” siger Prudence henne fra ildstedet. Hun har grøn kjole på og et gult forklæde. Hun plejer da at gå i brunt og tørre labberne i det nederste af kjolen.

”Har du fået ny kjole, Prudence?” spørger jeg.

Hun vipper med ørerne, klør sin tryne og fniser:”Prudence er da min mor. Hun er blevet gammel og derfor har jeg afløst hende. Har De glemt det?”

”Vist har jeg ej. Men du ligner din mor.”

Hvad bilder hun sig egentlig ind? Antyder tøsebarnet, at jeg er ved at blive gammel?

Jeg er kun 80 sekler og lidt til. Og hun – hvor gammel er hun mon? Hun strutter af ungdom og sundhed. Er måske bare tyve år? Det må være hende, der har lagt det skind på min stol. Hvor hun så har fået det fra? Nå, hun eller nogen i hendes familie har vel været ovenpå og nuppet sig et lam eller flere. Det under jeg dem såmænd. Bare hun dog havde brygget den te. Bladene har hun hakket og hældt i gryden, men hun mangler at hakke ingefær og de andre krydderier. Og den første ansøger kommer nok lige om lidt.

”Bliver teen færdig til den første kommer?” spørger jeg og bider mig selv i tungen. Hvad er det for en blid tone at tale i? Men det er måske det hun hentyder til ved at lægge det skind på min stol?

”Den er lige ved at komme i kog,” smiler hun, ”men jeg laver en portion mere, for der kommer jo mange i nat, herre.”

Nå, nu er man alligevel ”herre.” Det klinger godt i mine gamle ører. Mine næsebor vibrerer. Jo, suppen er næsten i kog. Den stinker af kanel og ingefær. Men sådan skal det være. Jeg rejser mig, smiler til ork-pigen, der ikke er Prudence og lægger lammeskindet over puden.

Den første ansøger er på trapperne. Jeg hører trinene højt over vores hoveder. Klara og Prudences datter hører det også og ser op. Jeg må huske at spørge hende hvad hun hedder? Altså Pudences datter – ikke ansøgeren. Det er jo nok også en mand. En menneskemand. Det er dem, der kommer flest af. De har fået nok af det tyranni som andre mennesker udsætter dem for. Omsider har mange fået nok. Nu kan de bruge mig. Efter alle disse år ser det ud til, at vi sidste af planetens oprindelige beboere kan komme ud af vore huler og grotter. Nu sker der omsider det samme som på min faders planet for længe siden – blot er det endnu bedre. Dengang nøjedes de med at påkalde min fader og hans folk. De indbildte sig,at kun de døde kunne rejse til hans rige – og kun de døde som ikke havde opført sig ordentligt. Der – hos min fader skulle deres sjæle så brænde op i al evighed. Hvad giver I mig? Sikke en idiotisk røverhistorie.

Nå da, der er vist mere end en på trapperne. Det buldrer, men de taler ikke sammen. Hvisker bare lidt i ny og næ. Jeg hører fjollede ytringer som: ”Hvad i Helvede – er du også her?” og ”J, men jeg lever” og ”Tror du virkelig han har horn i panden og er rød i hovedet?”

Gider de lige! Det var Bedstefar, der var rødhud. Far var pænt blå og det er jeg og min søn og sønnesøn også!

”Deres te, herre,” siger Prudences datter, og jeg tager mod kruset. Holder det med begge hænder. Jeg nyder den varme damp, men ikke stanken af ingefær.; men det er nødvendigt og ikke kun fordi det er godt for mine gamle knogler.

Jeg nipper til den varme drik og skærer en grimasse. Men jeg må have mere ned. Min tunge glider hen over mine tænder. Eftersmagen er ikke så grim som den plejer at være. Der er honning i. Bare det ikke ophæver virkningen.

Jeg drikker to store slurke. Det smager jo ganske godt.

Så ser jeg mod Prudences datter. Og hun ser på mig. Er det et smil om hendes læber eller et grin?

Boblen svæver ud af hendes ene øre. Som en sæbebobbel bader den sig i lyset fra de blafrende fakler og de mere jævnt lysende lanterner. Lysende fra de mangefarvede stalaktitter fanges også og danner en lillebitte regnbue inde i boblen. Smukt spraglet stiger den til vejrs og svæver over hendes hoved. Der udvider den sig og regnbuen bliver til en buttet, splitterravende nøgen ork-pige, der dog hastigt trækker en grøn kjole ned over hovedet. Hun bøvler lidt med armene. Jeg kan se mere end mit ældgamle hjerte har godt af, men inden det går galt, får hun kjolen helt på.

”Han er så elskelige, den gamle. Ja, det kan han ikke lide jeg synes,så jeg siger det ikke. uf. Hov- jeg må heller ikke tænke det, for når ingefæren virker, kan han jo læse mine tanker. Mon han ved, jeg hedder Inkalina? Og ved han, at jeg er nysgerrig efter om han synes,jeg er pæn? Altså bare af nysgerrighed. En ork og en blåtrold kan jo ikke være kærester – og han er jo også meget gammel.”

”Inkalina – så kan du godt kalde den første ind,” siger jeg, og hun rødmer helt op under sine stride hårtjavser.

En efter en kommer de så ind. De fleste knæler for min fødder. Alle lover de mig troskab og frihed til mig og alle jeg kalder mine folk. Hvis bare vi vil hjælpe dem, så de bliver fri af tyrannernes åg.

Deres ingefær– bobler er efterhånden ret forudsigelige. Selvfølgelig varierer de lidt, men nogle tanker og følelser går igen.

”Hold kæft hvor er han grim, den gamle. Blå, knokkeltynd og så med halvanden horn i panden, det ene er jo knækket.”

Og. ”Gisp. Der ligger en stor skællet drage over i krogen.”

Og: ”Er det en gris eller en trold, der står der og fniser dumt, mens den snitter rødder?”

Jeg har vænnet mig til fornærmende tanker. De er jo virkelig meget grimmere end både mig, min elskede drage og søde Inkalina.

Deres følelser er der heller ikke meget variation i.

Nogle er bange. Rystende bange.

Andre føler ingenting. De er som trætte marionetter.

Atter andre er fulde af vovemod og optændt af en ild, der brænder af fremtidsdrømme – og håb.

Åhe ja, drømme – de drømmer alle sammen, endda også de trætte.

De drømmer om hævn. De drømmer om magt, ære og guld. Drømmer om beundrende blikke fra tusindvis af smukke kvinder. Mange tager deres familier og venner med i drømmen;en sød kone, der elsker dem. Søde døtre og tapre sønner, der er noget så stolte af farmand. Ind i mellem er der mænd, der vil glæde deres mor og gøre deres gamle far stolt.

Jo jo, kom ikke og sig de bare tænker på sig selv.

Men OS – tænker de på os? Jovist. Og den samme mand kan tænke flere af tankerne – ikke sjældent i et glimtende virvar, så jeg må anstrenge mig for at følge med:

-, de der mærkelige forhistoriske væsner skal nok få deres frihed. Og hvis de bliver for farlige, udrydder vi dem bare helt.

• Man kan måske tæmme dem.
• ”Wauv – med de kløer og den hale, kan ham der nok lære fogeden at te sig pænt.”

Ak ja, jeg ved efterhånden meget om mennesker. Og næsten alle får min ”velsignelse” – mit mærke, så de hører til mine udvalgte – for vi skal være mange, hvis vi skal vinde den her kamp. Og det skal vi!

Alle de fordrevne arter skal igen nyde naturen og solskinnet. Selv oplever jeg det måske ikke. Min tid er ved at løbe ud. Min må tage over – måske bliver det ham, der oplever at der kommer en ansøger, der faktisk ønsker, at der bliver plads til alle arter her på denne engang så frodige planet.

Nå, jeg har ondt i maven af al den te. Jeg må ud for mig selv.

Måske mødes vi igen?